DEL 1

Havet synger

1

Det var Lars, der fandt hende. Ved den store, sorte sten i Mulevika. Hun sad på hug med kinden mod knæene og armene rundt om sine ben. Han kunne kun akkurat skimte hende, det lange, våde hår og det mørke tøj gik i ét med stenene. Hendes hænder var stivnet i grebet om benene, læberne var blå, ansigtet farveløst. Lars tog sin tykke trøje af og lagde den om hende, løftede hende forsigtigt op og holdt hende ind til sig, som et barn. Det var længe siden, at han havde været så tæt på hende. Et lille stykke tid blev han stående sådan, trak vejret tungt, lukkede øjnene og lagde hendes ansigt ind til sin hals. Som børn var de ofte gået herud til Mulevika. Kristiane kunne godt lide at løbe om kap på de rundslebne sten fra Muleneset i den ene ende, ind i den inderste bugt og ud til Skorpeneset på den anden side. Hun fløj hen over stenene, med de sorte krøller dansende ned ad ryggen, det var, som om fødderne slet ikke ramte jorden. Engang var hun standset op her, ved den store, mørke sten.

“Det her er min sten,” havde hun sagt.

“Din sten? Det er det da ikke,” havde han svaret.

Hun havde set på ham med et trodsigt, udfordrende blik.

“Hvad mener du med din?” havde han spurgt, forsonende som altid.

“Jeg fortæller dig det, hvis du ikke siger det til nogen,” hviskede hun.

“Jeg sværger,” hviskede han tilbage og gjorde korsets tegn foran sit bryst.

“Det er her, jeg plejer at gå ud, når jeg vil være alene.”

Han kiggede forundret på hende.

“Har du ikke sådan et sted?” sagde hun alvorligt. “Det burde alle have.”

“Hvad for et sted?”

“Et hemmeligt sted, som ingen andre kender,” sagde hun og smilede. “Her er bedst, når det blæser og regner, så bliver sorte tanker vasket helt hvide igen,” sagde hun og strøg forsigtigt hånden ned over stenen, som om hun klappede en hund.

“Dårligt vejr? Der er vel ingen, der går herned i dårligt vejr?”

“Nej, det er det, der er det gode ved det.”

Hun havde sendt ham sit skæve smil, tirrende, med lattermilde øjne, det smil, som fik ham til at føle sig så underligt tilpas. Endnu en gang havde hun set udfordrende på ham. “Du har vel heller ikke hørt havet synge?”

“Synge?” Han kunne ikke lade være med at smile, men hun var helt alvorlig.

“Det finder du ud af, hvis du bare lærer at lytte.”

Han havde ikke svaret hende. Hvad skulle man sige til sådan noget? Hun havde sagt, at han ikke måtte fortælle andre om stenen, det var kun ham, der måtte vide det. Han følte sig udvalgt. Han var noget særligt for hende. Hun nævnte aldrig stenen igen, men han var fulgt efter hende engang. Det var om sommeren, en af de dage, hvor havet var blankt og sendte små dønninger som tilfredse suk ind mod land. Han så hende stige op af havet – næsten helt nøgen var hun – og klatre op på stenene, hvor hun lagde sig ned med armene strakt op over hovedet. Som en lige linje. Han havde aldrig set noget så smukt i hele sit liv og stod længe gemt bag en sten et godt stykke væk. Han vidste godt, at hun havde en flot krop, lang og slank som hun var. Men dette … det var … det måtte være, fordi hun havde sprunget så meget rundt i vandkanten, at hendes krop var blevet sådan, eller måske fordi hun havde trukket alle de liner og garn, eller roet så meget om kap og sejlet, eller fordi hun havde løbet, når hun hentede fårene ned fra fjeldet om efteråret. Men det var ikke bare hendes krop, det var hele sceneriet: den gyldne, muskuløse krop på den mørke sten mod den blå himmel, og lyset fra havet, strålerne fra de små bølger på det blågrønne, gyngende hav – sammen med lugten af tang og sangen fra dønningerne, som kærtegnede landjorden. Det var den dag, han havde hørt havet synge.

Han fastholdt dette billede, så det så tydeligt for sit indre blik nu, hvor han stred sig frem på de glatte sten med det rasende hav i ryggen. Af og til var vinden så kraftig, at han måtte ned i knæ, bølgerne rullede indad, til de var høje som klipper, og blev brudt på land med vældige brøl, som rasende vilddyr. Iskolde havsprøjt blandede sig med regnen og gjorde ham gennemblødt og forfrossen, fingrene var stivnet i grebet om kvinden, musklerne i lårene dirrede, da han slap hende. Da han nåede græsset, måtte han lægge hende ned, samle kræfter, før han påbegyndte den lange stigning op til vejen. Han bøjede sig ind over hende, søgte med forfrosne fingre i fordybningen over kravebenet, følte angsten som en kold rislen op ad rygraden. Jo, han kunne stadig mærke et svagt tryk mod fingeren.

Han tænkte på deres barndom, alle de gode minder, han havde om hende. Hun havde været hans bedste legekammerat, indtil den dag, hvor hans mor havde kigget indtrængende på ham og sagt, at han burde kende sin plads i livet. Han havde set uforstående på hende. Hvad var det, hun talte om? Ja, han måtte forstå, at når lodsen ikke havde nogen sønner, så forventedes det af den ældste af de to lodsdøtre, at hun giftede sig med en, som kunne overtage efter hendes far. Og så højt kunne han aldrig nå, han var jo bare en husmandssøn, havde hun sagt. Næ nej, han skulle ikke gøres til grin, kaste skam over sig, de skulle ikke have lov at sige, at han havde for høje tanker om sig selv. Så han var holdt op med at komme på lodsgården. Men i alle de år, der var gået, havde hun fulgt ham med blikket. Der havde været et glimt af noget, han ikke kunne sætte ord på, da det gik op for hende, at han trak sig væk.

Han holdt hende endnu tættere ind til sig, trykkede læberne mod hendes pande, hviskede blidt. “Det var godt, at du fortalte mig om din sten, så jeg vidste, hvor jeg skulle lede. Du er i sikre hænder nu, her hos mig, jeg skal nok klare det.” Sådan gik han og snakkede for sig selv, mærkede, at det gav ham styrke og mod, og efter hårde anstrengelser nåede han op til vejen. Da han kom frem til det nærmeste hus, havde han ikke flere kræfter, magtede kun at åbne døren, inden han sank ned i knæ og mistede grebet om kvinden. I det samme gik køkkendøren op, og en ældre mand kom farende ud for at se, hvad der foregik. Bag ham stod hans kone og strakte hals med store, nysgerrige øjne. Manden løftede kvinden op fra gulvet og bar hende ind i kammeret ved siden af køkkenet. Konen trak det våde tøj af hende og lagde hende på et fåreskind i sengen. Så vendte hun hende forsigtigt om på siden, så hun lå med ansigtet ind mod væggen. Selv tog hun kjolen af og lagde sig bag hendes ryg, pressede sig ind mod hende – barm mod ryg, underliv mod ende, knæ ind i knæhaser. Så begyndte hun at gnubbe hende over armene, ryggen, lårene. Lars lånte noget tørt tøj og blev placeret ved ovnen i køkkenet for at få varmen. Manden i huset, Olav, varmede mælk, som Lars drak. Han sad og stirrede stift frem for sig. Olav sendte ham nysgerrige blikke, men sagde ingenting. I lang tid var Lars’ slubrelyde det eneste, der brød stilheden. Men til sidst kunne Olav ikke nære sig længere.

“Hvor fandt du hende?”

“I Mulevika.”

“I Mulevika? Hvad lavede hun dér?” Olav så forskrækket på ham. Lars svarede ikke, kiggede bare ned i kruset.

“Hvordan vidste du, at hun var dernede?” Olav gav sig ikke. “Der er da ingen normale mennesker, der går derned en nat som i nat?”

“Nej, det er der vel ikke,” svarede Lars undvigende, stadig uden at se op. “Har du hørt, om de har fundet nogen?” Lars skiftede emne.

“Kun et par stykker fra mandskabet på briggen, som de trak i land ude på næsset, døde begge to. Lodsbåden er der ikke noget nyt om.”

Regnen piskede mod køkkenvinduet, vindstødene fik huset til at jamre. De to mænd sad i et stykke tid uden at sige noget.

“Jeg må gå ned til lodsgården,” sagde Lars omsider med et tungt suk.

“Ja, det er nok bedst,” svarede Olav og sukkede også.

Inden Lars forlod huset, gik han stille ind i kammeret, stod i døren og kiggede på de to kvinder i sengen. Olavs kone, Jensine, vendte sig halvt om mod ham og hviskede, at pulsen fortsat var svag. “Det er mærkeligt at tænke på,” sagde hun.

“Hvad?” sagde Lars.

“At jeg skulle ligge her med hende.”

“Aha?”

“Jeg kan ikke engang lide hende.”

“Er hun da så svær at kunne lide, Kristiane?” spurgte han forsigtigt.

“Det synes jeg, sådan som hun opfører sig.”

Lars svarede ikke, stod bare rådvild og mærkede hjertet, der føltes som bly i brystet.

Lægen kom næste dag ud på aftenen. Det havde ikke været vejr til at sende bud efter ham før. Han gik alene ind til Kristiane. Ude i køkkenet sad Kristianes mor, Ingrid, og søster, Eline, og ventede sammen med Jensine og Olav.

“Klarer hun den?” Ingrid rejste sig halvt fra køkkenstolen, da lægen kom ud igen. Han trak på det, mente, at det var for tidligt at sige endnu. “I må våge over hende, prøve at få lidt vand i hende og lægge kolde omslag på hendes pande. Og så kan I sende nogle ord op til Vorherre,” tilføjede han uden at se på dem. Eline støttede moren ind til kammeret, Ingrid satte sig tungt ned ved sengen. Kristiane var støttet op med puder, hun mere sad end lå i sengen, og trak vejret i kraftige hiv. Hun var hvid omkring munden, slimen løb ud ad den ene mundvig. Moren bøjede sig ind over hende.

“Min pige. Min pige …” Hun hviskede disse ord, som hun ikke havde brugt i mange år. “Nu skal du vise, hvor stærk du er.” Hun lagde forsigtigt hovedet på puden, tæt ved hendes ansigt, holdt sine hænder om hendes kinder. Eline sad ubevægelig med forgrædte øjne og klemte et vådt lommetørklæde mellem fingrene. “Jeg kan våge over hende,” sagde hun. “Du er ikke stærk nok, mor.”

Moren svarede uden at se på hende, mildt som altid, men fast, uden plads til indvendinger. “Jeg bliver her.”

Ud på aftenen begyndte Kristiane at kaste sig uroligt fra side til side.

“Anders … Anders …” Først kom ordene bare som en svag hvisken. Men pludselig slog hun øjnene op og kiggede vildt på moren, bøjede sig forover og greb fat i hende.

“Anders!” skreg hun, “Anders!” Det sidste skrig endte i en voldsom hoste, hun hev efter vejret, hele kroppen var spændt i en bue, og pludselig kastede hun op. Så faldt hun tungt tilbage mod puden.

“Hun trækker ikke vejret!” råbte Eline skrækslagen og greb hårdt om morens hånd. De sad med tilbageholdt åndedræt. Så lød der en rallen fra Kristianes bryst, og en ny, voldsom hoste overmandede hende.

“Tak, gode Gud,” hviskede Ingrid.

Kristiane blev ved med at råbe på Anders, mens hun indimellem åbnede øjnene og kiggede omtåget på sin mor. Så blev hun roligere, og ordene blev til en utydelig jamren. Sådan fortsatte hun hele aftenen, men ud på natten blev hun mere stille, vejrtrækningen kom som små, korte hikst. De to ved sengen fulgte hver en indånding og frygtede, at det ville blive den sidste. Ingrid foldede sine hænder om Kristianes hænder og sænkede hovedet. Læberne bevægede sig uden en lyd.

“Mor …”

Ingrid, som havde ligget foroverbøjet på sengen og sovet, satte sig brat op og mødte to feberblanke øjne. Hun kunne se, at hun genkendte hende nu. Hun strøg hende over kinden, tvang et smil frem. “Ja, min pige?” Hendes stemme skælvede en anelse, hun vidste, hvad der ville komme.

“Anders?”

Blot dette ene ord. Moren strøg hende over håret, så forbi hende. “Du er meget syg, Kristiane,” sagde hun omsider. “Nu skal du sove, ikke tænke på noget, bare blive rask.”

“Anders … Anders!” Navnet blev til et skrig, som brast og fyldte hele rummet med smerte.