Kapitel 1

Tre år tidligere

Melody Gage tjekkede sin telefon for tiende gang på fem minutter.

Intet.

Med et suk rakte hun ud efter sit ølglas og tog en tår. Der var varmt på baren, og hun var stadig iført sin læderjakke, som hun ikke kunne tage af, fordi der var et hul i hendes skjorte lige ved skulderen.

At tage jakken af ville desuden signalere, at hun havde tænkt sig at blive i mere end et par minutter – og det havde hun ikke.

Tænk, at hun rent faktisk havde gjort noget ud af sig selv her til aften. Hun havde taget sin yndlingslæderjakke på, selvom det egentlig var for varmt i vejret til den. Den var det pæneste, hun ejede, på trods af at den var fra en genbrugsbutik. Hun havde endda udskiftet sine sædvanlige Dr. Martens med et par fine ballerinasko. Nu stod hun så her og blomstrede og var højst sandsynligt blevet brændt af.

Melody mærkede et puf mod sin arm, da der var en, der satte sig på barstolen ved siden af hende. Hun kiggede håbefuldt op, men det var ikke Victor.

Fyren, som altså ikke var hendes date, vendte sig mod hende med et indladende smil “Hva’ så? God aften?”

Han var ung, sikkert collegestuderende ligesom hende, og som mange andre af barens gæster var han iført en kasket med logo for baseballholdet Red Sox. På hans T-shirt var der et plat, halvsexistisk slogan, og det gav ham et par minuspoint i Melodys bog. Men han så nu ikke værst ud. Faktisk kunne hun godt lokkes til at kalde ham tiltrækkende.

Ærgerligt, at hun sad og ventede på en anden … som var et kvarter for sent på den. Ikke ligefrem en lovende begyndelse på en første date.

Melody smilede høfligt, men afmålt til sin nye sidemakker. “Den er fin, tak.”

“Du er virkelig fræk, ved du godt det?” sagde han og lænede sig frem mod hende.

Klamt. Hun havde altid hadet det ord i den sammenhæng. Fræk. Var der nogensinde en mand, der havde brugt ordet ‘fræk’ om en kvinde, uden samtidig at lyde som en klam stodder? Og oven i det lugtede hans ånde af hvidløg. Nej tak.

“Tak, men jeg venter på en.” Hun kiggede ned på telefonen igen. Stadig ingenting.

“Jeg plejer faktisk ikke at være til kort hår …” sagde hendes sidemakker og gjorde håndbevægelse i retning af hendes pjuskede, brune hår “… men jeg er villig til at gøre en undtagelse for din skyld.”

Ad. Det var, hvad hun fik ud af at bevæge sig ud af sin comfortzone. Hun burde have have sagt sig selv, at aftenen ville blive en fiasko, allerede da Victor for det første havde valgt en sportsbar ved Fenway Park stadion til deres date og for det andet havde foreslået, at de mødtes på baren i stedet for at følges derhen.

Hun var kun gået med til det, fordi hun var så desperat efter at gøre noget andet end at følge sin vante rutine. Desperat efter at lave noget andet – hvad som helst andet – end at tilbringe endnu en lørdag aften med næsen i bøgerne på kollegieværelset eller læsesalen.

Og se nu, hvad det havde ført til.

“Du ved sikkert allerede godt, at du er fræk,” fortsatte han ufortrødent uden at ænse Melodys afvisende kropssprog. “Det hører du sikkert hele tiden, ikke?”

HVOR BLIVER DU AF??? sms’ede Melody desperat til Victor.

Hun kunne ikke engang særlig godt lide Victor. De var makkere i kemilaboratoriet, men den eneste gnist mellem dem var den, de brugte til at tænde bunsenbrænderen.

Det, Victor primært havde kørende for sig, var, at han rent faktisk havde inviteret hende ud, hvilket var mere end nogen anden havde gjort på det seneste. Han var sådan set den eneste fyr, som havde vist nogen form for interesse for hende hele året.

Som Melodys roomie havde været så venlig at minde hende om, havde hun ikke fået så meget som et kys siden ham fyren med kløften i hagen på introturen – og han havde ikke kunnet huske hende dagen efter, da han var blevet ædru.

Men hun syntes heller ikke rigtig, der havde været mulighed for at møde nogen. Hun brugte størstedelen af sin tid på at studere og arbejde, så hun kunne betale den del af undervisningsafgiften, der ikke blev dækket af de stipendier, hun havde fået.

Undervisningen på Massachusetts Institute of Technology havde vist sig at være overraskende svær. Hele sit liv havde hun havde været den bedste i klassen – men det havde alle andre på MIT også været, før de startede på universitetet. Hun havde været nødt til at arbejde dobbelt så hårdt som før bare for at holde sig i midten af i feltet.

Melody var ikke ligefrem vild med midten af feltet. Hun ville være den bedste igen. Eller i hvert fald blandt de bedste. Og hvis det betød, at hun måtte gå glip af nogle fester, så måtte det være sådan. Det var ikke det store tab.

Der var bare lige det, at nu, hvor hendes første år snart var gået, var det gået op for hende, at alle andre havde haft travlt med at gå ud, møde nye mennesker, knalde rundt med hinanden, forelske sig, slå op og forelske sig igen, mens hun bare havde koncentreret sig om pensum. De havde levet livet.

Hvis Melody ikke passede på, ville hun om tre år træde ud i verden med en bachelorgrad og samme sociale modenhed som en highschool-elev. Hun var nået frem til, at hun blev nødt til at gøre en indsats for at højne sine sociale færdigheder, på samme måde som hun højnede sine akademiske.

Og sådan var hun altså endt med at sidde her på en bar i færd med at blive heftigt lagt an på af en fyr, der stank af Axe-deo og desperation.

Hendes nye ven lænede sig endnu tættere på, pressede sin skulder helt ind til hendes og pustede endnu en sky af hvidløgsånde i hovedet på hende. “Hvad laver en pige som dig egentlig her helt alene?”

“Jeg venter på en,” gentog Melody sammenbidt. Hun strakte hals og skannede kødranden af mennesker ved døren, i det spinkle håb at Victor var dukket op.

“Sådan en pige som dig burde ikke sidde her helt alene. Hvad siger du til, at jeg holder dig med selskab, indtil din ven dukker op?”

“Hvad siger du til, at jeg siger nej?”

“Hvad drikker du? Lad mig da købe dig en til.”

“Jeg vil ikke have…”

“En mere af hvad end hun drikker,” råbte Den Klamme Stodder til bartenderen og ignorerede hende. Det var som at tale til en dør.

“Lad hellere være,” sagde Melody til bartenderen. “Jeg går nu.”

Seriøst, fuck Victor. Hun havde ikke tænkt sig at vente så meget som ét sekund længere.

“Hey, hvor skal du hen?” protesterede Den Klamme Stodder og greb hendes arm, da hun lod sig glide ned fra barstolen.

Melody vristede sig fri, drejede rundt for at skynde sig væk – og ramlede med hovedet først ind i en brystkasse. Hun kiggede forskrækket op og lige ind i et par tindrende blå øjne, der tilhørte en virkelig høj og virkelig pæn fyr. “Hold da op,” røg det ud af hende.

“Undskyld, jeg kommer for sent, smukke!” Den pæne fyr sendte hende et blændende smil, der fik hans smilehuller til at træde frem, og gav hendes arm et klem, som om de kendte hinanden.

Melody stirrede måbende på ham. Hun var helt sikker på, at hun aldrig havde set ham før. Hvad foregik der lige her?

Da han bøjede sig ned for at kysse hende på kinden, blev hun så befippet, at hun ikke kunne bevæge sig ud af stedet. Men i stedet for at kysse hende placerede han sine læber lige ud for hendes øre og hviskede: “Bare spil med, hvis du gerne vil slippe af med ham der.”

Nåh. Reddet! Han kunne lige tro, at hun ville spille med, hvis det betød, at hun slap af med Den Klamme Stodder.

Hun slyngede armene om den pæne fyrs hals og gav ham et stort kram. Wow, hans ryg var muskuløs. Og han duftede fantastisk. Som en hel skov nåletræer. Hun kom muligvis til at kramme ham en smule længere end nødvendigt bare for at nyde hans duft lidt længere.

“Hvor har du været, snullergøj” spurgte hun med sit bedste bud på en kvidrende kærestestemme.

Han lagde hovedet på skrå og små smilerynker trådte frem omkring hans øjnene, da hans mundvige gled op i et skævt smil. “Jamen, snuske, jeg var ikke sikker på, at det var her, vi skulle mødes.”

“Åh, dit fjollehoved, det er heldigt for dig, at du er så pæn.” Hun slog en klingende falsk latter op og daskede ham legende på armen. Så lagde hun fingrene rundt om hans biceps – hans utrolig faste biceps – og hev ham med sig hen mod døren.

Mens de trak sig tilbage, sendte hendes redningsmand Den Klamme Stodder et blik, der tydeligt signalerede: ‘Kom ikke for godt i gang’, men Den Klamme Stodder var allerede ved at bakke væk fra dem med hænderne i vejret i den universelle gestus for ‘Hey mand, undskyld, det var ikke sådan ment!’. Klart. Idioten ville ikke tage hendes nej alvorligt, men i det øjeblik en anden mand gjorde krav på hende – som om hun bare var en ting – hejste han det hvide flag og flygtede fra gerningsstedet. Røvhul.

Ikke at hun ikke var taknemmelig for hans hjælp. Men det var meget muligt, at hun lige var sprunget fra Jabba the Hutts pram og direkte ned i Sarlacc-graven. Så lige så snart de var udenfor idiotens synsvidde, gav Melody slip, trådte et stort skridt tilbage og lagde en meters afstand mellem dem.

Hendes velgørende frelser stak hænderne i lommerne på sine spraglede bomuldsshorts og trådte til side for tjeneren, der var i gang med at føre et selskab på fire personer hen til deres bord. Han var iført sejlersko og en polo med kraven slået op, som var han trådt direkte ud af en reklame for Ralph Lauren. “Er du okay?” Han så på hendes arm og rynkede bekymret brynene. “Gjorde det ondt, da ham fyren hev fat i dig?” For en, der gik klædt som en snobbet overklassetype, havde han usædvanligt rare øjne.

“Nej nej, jeg har det fint.” Melody knyttede hænderne og modstod trangen til at gnide underarmen, der hvor idioten havde grebet fat i hende. “Men tak for hjælpen.”

“Har du brug for et lift hjem?” Som om han selv først da indså, hvordan det kunne lyde, tilføjede han: “Jeg mener, jeg kan ringe efter en taxa til dig, hvis det er.”

Hun rystede på hovedet. Hun havde hul i skjorten og hendes jakke var genbrug – hun havde på ingen måde råd til en taxa med sin studentermedhjælperløn. “Tak, men det er ikke nødvendigt.” Hun havde tænkt sig at tage metroen hjem – præcis som hun havde taget den herhen.

“Okay,” sagde han. “Hvis du er helt sikker.”

“Jeg er sikker.”

Han nikkede og slentrede tilbage mod den bagerste del af baren uden så meget som at lægge an på hende eller forvente noget til gengæld for sin gode gerning. Okay, så der fandtes altså stadig god gammeldags ridderlighed nu om dage.

Melodys telefon vibrerede i hendes hånd. Det var en sms fra Victor: ´Sorry, der kom noget i vejen, så kan ikke alligevel´.

Super. Fantastisk. Helt perfekt faktisk.

“Hey!” råbte hun efter den pæne fyr. “Vent.”

Han vendte sig om med et spørgende ansigtsudtryk. Hans mørkblonde hår faldt ned i i øjnene på ham, og han rakte op for at stryge det væk, mens han smilede til hende. Han havde søde smilehuller. Hun havde altid haft et blødt punkt for smilehuller. Det var hendes kryptonit.

Melody tog en dyb indånding og ignorerede sommerfuglene, der flaksede rundt i hendes mave. Hun skulle bare snakke lidt med ham. Det kunne hun da godt klare. Det var jo ikke ligefrem raketvidenskab.

Nej, det var værre. Raketvidenskab havde hun styr på. At tale med søde fyre derimod – det var nervepirrende. Især når der var tale om et virkelig velduftende, muskuløst og intet mindre end ridderligt eksemplar af slagsen.

Flo Rida bragede ud af højtalerne, mens en flok i Red Sox-trøjer maste sig ind mellem Melody og fyren med de søde smilehuller i et forsøg på at nå frem til baren. Hun møvede sig forbi og sendte dem onde øjne, til hun stod lige foran ham.

“Hvad hedder du?” Melody var næsten 170 centimeter høj og altså næppe en, man ville kalde lav, men han var så høj, at hun måtte læne hovedet tilbage for at se på ham, når de stod så tæt på hinanden.

“Jeremy.”

“Okay, Jeremy, jeg tror, jeg skylder dig en øl.”

Han rystede på hovedet, så hans hår igen faldt ned i panden på ham. “Du skylder mig ikke noget.” Han tøvede et øjeblik og kørte fingrene gennem håret. “Men hvis du af egen fri vilje tilbyder …” Der var det skæve smil igen. Hvordan kunne det være så sexet, at være så kæk og skråsikker? Det smil burde ikke gøre hende blød i knæene, men det gjorde det. Det gjorde det virkelig.

“Rolig nu,” sagde hun og havde absolut ingen magt over det smil, der brød frem på hendes ansigt. “Jeg tilbød at give en øl. Det er det hele.”

Han lagde igen hovedet på skrå på den måde, hun allerede var blevet ret vild med. Og så var der hans øjne, som hun konstaterede, var helt uhørt blå, nu hvor hun så dem tæt på. Himmelblå, ligesom i det der afsnit af X-Files med ham hypnotisøren.

“Du har ikke sagt, hvad du hedder endnu,” sagde Jeremy og betragtede hende med sine latterligt fortryllende blå øjne.

“Melody,” sagde hun og forsøgte at lade, som om det her var helt normalt for hende, som om hun tit gik rundt og tilbød at købe en øl til søde fyre med sexede smil og hår, der var pjusket på den helt rigtige måde.

Han smilede. “Jamen i så fald siger jeg ja tak til tilbuddet, Melody.”