Læseprøve på ‘Jeg vil ikke det her’ af Eva Aagaard
Uafrystelig roman om en skæbnesvanger nat. Intens, hudløs og minutiøs undersøgelse af overgrebets anatomi og alt det fører med sig.
FØLELSEN AF KÆLDERGULVET sidder i Miriams kind. Men Miriam er ikke i kælderen længere. Hun har sat sig op i sengen ved siden af Alex. Han sover på siden med ansigtet vendt mod væggen. Hun piller et vissent blad ud af sit hår og knytter hånden omkring det. Så spreder hun fingrene og lader det døde plantemateriale drysse ud over puden. Elin trækker vejret tungt i tremmesengen, men den ro, der er i lyden, smitter ikke af på Miriam, som den plejer. Hendes krop falder ikke ind i rytmen. Hun husker følelsen af at snuble. At ligge i græsset, mens nogen ler et sted i nærheden. I kælderen duftede der af cigaretter, støv og træ. I kælderen mumlede hun de samme ord igen og igen, men hun bevægede sig næsten ikke. Hun tager strømpebukserne og støvletterne af. Mudderet på hælene tørrer hun af i et hjørne af sengetæppet. Hun går forbi Elin i tremmesengen, fortsætter ud på badeværelset, lyner kjolen ned. I går blev den ikke lynet ned. Den lå omkring hendes skuldre, dækkede dem til, mens hendes ryg var blottet. Nu falder kjolen ned på gulvet og danner en cirkel omkring hendes fødder. Hun træder ud af cirklen. I fingerspidserne kan hun mærke hjertet slå. Hun tager trusserne af og opdager, at de er plettede af blod. Så stiller hun sig ind i brusekabinen. Det er svært at forstå forbindelsen mellem blodet og hendes krop. At tro på, at det er den, som har udskilt det.
Hun husker ingen smerte. Hvordan skulle noget, hun næsten ikke kunne mærke, mens det skete, kunne få hende til at bløde så meget? Hun ombestemmer sig, tager alligevel ikke noget bad. Hun finder en plastikpose i kommoden, lægger trusserne derned og binder knude. Så åbner hun vinduet og læner sig ud med posen i hånden. Hvis hun smed den, ville den lande på fliserne. Eller den ville hænge fast i træernes grene og blæse fra side til side over cykelstien som en meddelelse til dem, der kørte forbi. Det er endnu ikke morgen, ikke helt. Himlen er en mellemting mellem grå og rød, og træerne kaster skygger, som næsten ikke kan ses. Miriam ifører sig noget halvfugtigt tøj fra tørrestativet, går ud i køkkenet med posen i hånden og åbner døren til køkkentrappen. I gården, foran rækken af affaldscontainere, lægger hun mærke til, at det også i dag er unaturligt varmt for en morgen i november. Sådan har det været i ugevis. Som om naturlovene er ophævet. Årstiderne og hendes egen fornemmelse for årsag og virkning. Ikke til at stole på. Det var varmt i går, hele af- tenen. På kældergulvet frøs hun, men kulden kom inde fra hendes krop, ikke fra omgivelserne. Hun smider posen med trusserne i containeren. Så går hun op ad køkkentrappen. Det svier mellem benene. Måske har følelsen været der hele tiden. Da hun åbner døren til lejligheden, står Alex lænet op ad køkkenbordet. Hun standser op i døren.
– Du er allerede vågen? siger han.
Hun nikker, træder et skridt længere ind i køkkenet og lukker døren bag sig. Alex ser på hende, og hans kropssprog ændrer sig. Han krydser armene foran brystet og ser ud, som om han skal til at afværge et angreb.
– Er du ok? spørger han.
Hun beslutter sig for at smile. Så går hun forbi ham, ud af køkkenet og tilbage på badeværelset. Hun låser døren efter sig.
