FREDAG DEN 31. OKTOBER

 

1

Død grå hud, som var rådnet væk og blottede de senede muskler. Indsunkne gummiagtige huler om glitrende nøddebrune øjne med grønne nister. Øjnene var nu faktisk hendes, de bevægede sig, mens hun studerede sig selv. Halvråddent gulligt gebis med blod og kødtrævler mellem tænderne. Hvad var det nu, zombier spiste? Var det kun hjerne, eller kunne de også finde på at kaste sig over de andre indvolde? De ville sikkert ikke nyde det kandiserede æble, hun havde spist tidligere.

Jet betragtede sig selv i det skæve spejl i hurlumhejhuset, sit døde ansigt – undskyld – sit udøde ansigt. Okay, hun havde haft masken på i tre lange minutter, så hendes mor ikke kunne brokke sig, og nu kunne hun ikke trække vejret. Den søde varme luft blev våd mod gummiet, som klistrede til hendes hud. Hun trak masken af. Stadig bleg, om end lidt mindre grå, men spejlet forlængede hendes runde ansigt og forvrængede de kraftige øjenbryn og opstoppernæsen. Hendes korte blonde hår stod lige op i vejret, det knitrede elektrisk mod hendes hånd, da hun glattede det.

“Jet?”

“Shit.” Det gav et sæt i hende. Spejlet fordrejede hans ansigt bag hende og klemte hans muskuløse skikkelse sammen til harmonikabølger, men Jet genkendte hans stemme. Selvfølgelig. JJ Lim. Men ikke med det sædvanlige tilbagestrøgne sorte hår og den rene gyldenbrune hud. Han havde en ildrød paryk på, en stribet bluse under denimoveralls og store sammensyede flænger ned over ansigtet. Chucky. De havde set filmen sammen på deres tredje date.

“Det var ikke min mening at gøre dig bange,” sagde han akavet.

“Det er halloween, det er ligesom meningen med det hele.” Mere akavet. Jet gik videre uden at se på hans fordrejede skikkelse, forbi en bod med græskartærter og æblekrydderkage. Kun $5!!! råbte skiltet.

“Det er …” JJ tog sin paryk af og snublede efter hende igennem en flok unger, der lige var blevet malet i ansigterne. Hvorfor fulgte han efter hende? Hun havde givet dem begge en nem udvej. Igen. “Undskyld,” fortsatte han, “men jeg tænkte på … Jeg ville bare …”

Ih, hvor var det her sjovt. Jet var virkelig glad for, at hun var kommet til halloweenmarkedet nu. Samtlige indbyggere i Woodstock myldrede rundt på fælleden midt i byen, og det var lykkedes hende at løbe ind i den eneste i hele Vermont, som hun ikke havde lyst til at møde.

“Slik eller ballade!” råbte en lille vampyr op til hende.

Jet håbede, at han ville få sine savlende hugtænder galt i halsen. Var børn altid så irriterende, eller var det sukkerchokket, der gjorde det? Klokken var over ti, hvornår lagde forældre deres børn i seng nu om dage? Ikke tidligt nok, det var helt sikkert.

Hun satte farten op, men JJ fulgte stadig efter.

“Jet, hør nu.” Han rakte ud efter hendes arm. “Der er noget, jeg bliver nødt til at tale med dig om.”

Jet standsede op. Sukkede. Noget betød dem, ikke? Og de var ikke et dem længere, det havde de ikke været i flere måneder. “Jeg har ikke tid lige nu.” Løgn. “Jeg hjælper mine forældre med fundraisingboden.” Større løgn. “Har Henry tegnet arrene for dig?” Emneskift.

JJ kneb de skarpe øjne sammen. “Hold nu op, Jet, det er vigtigt.”

“Åh, vigtigt,” fnyste Jet. “Ligesom dengang du fortalte mig, at jeg var det bedste, du kunne håbe på … i Woodstock. Du kan bare noget med ord, J.”

“Du ved godt, at det ikke var sådan, jeg mente det. Og det er ikke om os, det er …”

“Hej, makker, du tabte vist den her,” sagde en stemme bag JJ’s skulder. Reddet. Det var hendes bror, Luke, der bøjede sig ned og samlede den sammenkrøllede røde paryk op fra græsset. Små prikker fra lyskæderne spejlede sig i hans lige så grønnistrede nøddebrune øjne, da han rettede sig op i sin fulde højde og rakte JJ parykken.

JJ tog imod den og fangede langt om længe også hentydningen og forsvandt væk i menneskemængden.

“Jeg reddede dig,” sagde Luke.

Det ville Jet aldrig indrømme. Og det skulle hun lige til at fortælle Luke, da han lagde an til at give hende en knytnæve på skulderen og sigtede lige mod det punkt, der lammede hele armen. Han ramte ved siden af. Men han var for fanden tredive år gammel nu og far. Hvornår ville han lægge lammerne på hylden?

Jet reagerede ikke – det var noget, alle søstre lærte på den ene eller anden måde. Det provokerede bare deres brødre endnu mere.

Luke smilede bredt, hvilket fik hans kæbeparti til at træde skarpt frem. Ja, faktisk hele hans hoved på en eller anden måde – det honningbrune hår var blevet klippet for kort igen. Ingen honning, kun karse. Men sådan kunne Sophia åbenbart godt lide det. Og – super – der kom hun nu med den lille Cameron på armen. Babyen var klædt ud som et utilfreds græskar.

“Var det JJ?” spurgte Sophia og gled ind ved siden af Luke, hofte mod hofte, for at gøre krav på sin mand. Hun var klædt ud som Catwoman – høj og smidig i en tætsiddende læderdragt, der ville se meget mindre flatterende ud på Jets lavere og mere kurvede figur. Det var vildt at tænke tilbage på, dengang de som teenagere delte tøj med hinanden. Dengang det var dem, der var siamesiske tvillinger. Indtil Sophia blev høj, og Jet fik bryster.

“Fattede JJ det ikke i første omgang?” Luke kiggede ud over markedet, hvor det gudskelov var ved at tynde ud i gæsterne. “Hvor tydeligt kan man gøre det, når en fyr går ned på knæ med en ring, og modparten siger nej?”

“Bogstavelig talt,” tilføjede Sophia nævenyttigt.

“Det var ikke dét, der skete,” svarede Jet.

“Okay, Marge,” sagde Luke og prøvede at lokke en eller anden reaktion ud af hende ved at bruge forkortelsen af hendes rigtige navn. “Hvad er du klædt ud som i år?”

“Åh.” Jet gjorde tegn mod sin sorte rullekravesweater og ærmeløse cowboyjakke, sorte bukser og støvler. Ja, støvlerne var også sorte. “Det troede jeg var superindlysende. Jeg er klædt ud som en mislykket jurastuderende, der stadig bor hjemme hos sine forældre i en alder af syvogtyve år.” Det var bedre selv at lave joken, før andre gjorde det.

“Det er det uhyggeligste kostume, jeg har set i aften,” sagde Luke påtaget imponeret.

Sophia gav ham en albue i siden.

Der var noget, som trak sig sammen i Jet og brændte i kinderne.

“Du er heller ikke klædt ud,” mindede hun sin bror om.

Luke rømmede sig. “Nej, for jeg er her for at repræsentere vores familie. Repræsentere Mason Construction. Det her er vores marked, så det er vigtigt at se professionel og imødekommende ud.”

“Med dét hår?” grinede Jet. Det sved stadig. Måske ville det føles bedre, hvis hun trak Luke med ned. Bare lidt. “Firmaet er ikke dit endnu, Luke.”

Det trak i en muskel i hans kæbe.

“Næste år.” Sophia gav Lukes arm et klem, og et rødlæbet smil bredte sig på hendes ansigt. Næste år, når deres far trak sig tilbage. Nej, undskyld, hvis. Han havde været ‘på vej til at trække sig tilbage’ tre gange allerede. Det var ikke noget, de talte om, og det vidste Jet godt. Hun sendte ham et tomt smil med for mange tænder.

“Det er Camerons første halloween,” sagde Sophia hurtigt og skiftede emne til noget, som de gerne måtte tale om. Hendes baby. Det var faktisk det eneste, hun havde lyst til at tale om. “Han er et græskar.” Hun vuggede ham op og ned på hoften.

“Årh, shit, er det rigtigt?” sagde Jet. “Jeg troede, han var en butternutsquash.”

“Jet.” Sophia sendte hende et blik. “Gider du ikke godt lade være med at bande foran Cameron?”

“Fuck, undskyld.” Jet slog hænderne for munden.

“Seriøst?”

“Det røg bare ud af mig.” Det gjorde det ikke.

“Skriver du stadig på det der … hvad var det?” spurgte Sophia. “Det der filmmanuskript.”

Jet flyttede lidt på sig og borede snuden af støvlen ned i et vissent blad. Det havde hun ikke lyst til at tale om, men Sophia

Ikke_helt_dod_endnu-trykklar.indd 13 04-06-2025 12:34:06 14

og Luke kiggede på hende, og hun havde ikke noget valg. “Nej, det arbejder jeg ikke på længere.”

Luke stak hænderne i forlommerne. Nu kom det. “Har du allerede givet op?” spurgte han og nød tydeligvis at sige det. “Det må være en ny rekord.”

“Jeg arbejder faktisk på noget andet.” Jet holdt sin stemme rolig, paraderne oppe, tænderne sammenbidt. “En ny idé.”

“Det er ikke den der hundelufter-app, vel?” sagde han.

Den brændende fornemmelse i maven tog til og boblede ubehageligt. Jet sendte ham et hårdt blik med et uudtalt spørgsmål.

“Far fortalte mig det.”

“Nå,” sagde hun, som om hun var helt ligeglad. “Jeg ville ønske, at I alle sammen gad at holde op med at tale om mig.”

“Nå,” svarede han, “jeg ville ønske, at vi ikke blev nødt til det.”

“Fuck dig, Luke.”

“Jet!”

“Han kan ikke tale endnu, Sophia.”

“Det er forskellen på dig og mig,” svarede Luke. “Når jeg sætter mig et mål, gennemfører jeg det rent faktisk.”

Jet grinede. En mørk hæs lyd, der efter sigende ikke passede til hendes ansigt. En gammelmandslatter, som om hun røg en pakke smøger om dagen, til trods for at hun aldrig havde røget så meget som en eneste.

“Jeg har ikke travlt,” svarede hun. Det var det samme, hun sagde til sig selv hver mandag morgen, når hendes forældre tog på arbejde, og hun ikke gjorde. Hun gentog ordene, indtil de sad fast. Men hun burde ikke lade Luke gå sig på nerverne på den måde. “Og jeg tror, at du glemmer, at jeg vandt den der stavekonkurrence for hele skoledistriktet allerede som tiårig.”

Luke bøjede hovedet. “Nej, det kan jeg godt huske.” Selvfølgelig kunne han huske det, for det var ikke det eneste, der var sket den dag.

“Nå,” sagde Sophia helt uvidende om det mørke minde, hun vadede ind over med sit muntre tonefald. “Vi skal afsted nu. Min lille fyr her er ved at blive gnaven.”

“Nåååh, Luke, har du ikke fået nok protein i dag?”

Pis, han hørte ikke engang efter, men strakte hals for at se hen over hovederne på hekse og superhelte og hen mod boden, som deres forældre bemandede.

“Jeg bliver nødt til at redde far nu,” sagde han uden noget farvel eller andet.

“Dygtig lille CFO,” mumlede Jet.

Det hørte han, og han vendte sig om med et lyn bag øjnene.

“I det mindste er jeg chief financial officer og ikke chief fuck-up.”

“Det er ikke engang de samme bogstaver.”

“Jet!”

“Det var Luke, der bandede, ikke mig!”

Cameron klynkede, og Sophia sukkede og fulgte Luke med blikket igennem menneskemængden.

“Jeg ville ønske, at I ikke skændtes,” sagde hun.

Jet rystede på hovedet. “Det var ikke et skænderi. Bare en normal samtale. Men det kan du jo ikke vide.”

“Han er meget presset for tiden.”

“Han er Luke,” svarede Jet, “han er altid presset. Og jeg vil vædde med, at han fandt tid til at spille golf med Jack Finney og David Dale mindst to gange i den her uge. Presset. Jeg kendte ham jo først, ikke? Jeg kendte også dig først.”

For det var dét, der var det egentlige problem, den kolde pigtrådsbarriere imellem Jet og Sophia. Man tager afsted på college, og ens bedste veninde, der holdt op med at ringe og holdt op med at tage telefonen – og holdt op med at holde af en – går i stedet efter ens bror. Hvad som helst for at holde sig inde i varmen hos familien Mason. Jet vidste ikke længere, hvordan hun skulle tale med Sophia, og selvom hun aldrig ville sige det højt, syntes hun, at babyen var røvkedelig.

“Nå, men jeg skal …” Hun afsluttede ikke sin sætning, det var ikke rigtig nødvendigt; Sophia så lige så lettet ud, da Jet lod hende stå alene tilbage og forsvandt ind i den stadig mere spredte menneskemængde.

Folk var på vej hjem nu, og varulve og seriemordere puffede og stødte ind i hende. En gigantisk kat var på vej hen imod hende. Et ukurant menneskehoved stak op fra de rød- og hvidpelsede skuldre, og under den ene arm var et kattehoved klemt fast. Jet genkendte menneskedelen: skaldet hoved og mørkebrun hud, øjne, der var forstørret af runde briller. Det var Gerry Clay. Han sad i byrådet sammen med Jets mor. Faktisk var Gerry formand, og Jets mor var næstformand, og hendes mor havde sagt, at det var okay, da hun blev valgt, men hendes mor var en dårlig løgner.

Katte-Gerry gik imellem to politibetjente. Ikke kostumer den her gang – uniformer. De havde emblemer på brystet og pistoler i bæltet. Den forholdsvis nye politimester, Lou Jankowski, og Jack Finney, der boede i huset over for familien Mason. Det havde han altid gjort.

“Hej, Jet.” Jack sendte hende et gammelkendt smil. Han var høj og bredskuldret, og sølvstænkene i det mørke hår gled over i skægstubbene. Sophia havde kaldt ham en sølvræv før i tiden, da de var teenagere, selvom sølvdelen var rimelig ny.

“Hej, mr. Finney.” Det var vist meningen, at hun skulle kalde ham betjent Finney eller sådan noget, men det glemte hun altid. Mr. Finney var dog i det mindste et skridt op fra Billys far, som var det, Jet havde kaldt ham det meste af livet.

“Billy ledte efter dig,” sagde han, som om han læste hendes tanker.

Wow, Jet var Miss Fucking Popular i aften.

“Undskyld, Lou,” tilføjede Jack. “Det her er Jet. Scott og Diannes datter. Jeg ved ikke, om I har hilst på hinanden før?”

“Det tror jeg ikke,” svarede Lou. Hans ansigt var koldt med hårde øjne, men stemmen passede ikke til ansigtstrækkene. Den var for blød. Gulligt hår med gråt islæt, tæt på sennep, og ketchuprødsprængte kinder. Han havde tydeligvis aldrig hørt om retinol. “Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med din mor. Og Gerry, selvfølgelig. Åh, det er min kone – fugleskræmslet derhenne, som vinker til mig. Undskyld mig et øjeblik.”

“En fornøjelse?” sagde Jet og så efter politimesteren. “Det må være den forkerte Dianne Mason, han taler om.”

“Ha!” Gerry råbte det, det var ikke rigtig en latter. “Du er sjov.”

Det vidste Jet godt, at hun var. Det havde hun på en eller anden måde altid vidst.

“Hvad siger du til din nye chef, Jack?” spurgte halv-kat-halv-Gerry og kiggede efter politimesteren. “Du skal ikke sige til nogen, at jeg har sagt det her, Jack, men det burde have været dig. Det ville give så meget mere mening at få en politimester, der har boet her i årtier, ikke en eller anden udefrakommende, som ikke kender nogen. Jeg stemte selvfølgelig på dig. Jeg ved ikke, hvorfor de andre medlemmer af byrådet – shit, det skal du ikke sige til nogen, at jeg har sagt. Men … det skulle have været dig.”

Jack sank sammen i skuldrene. Han kiggede forlegent væk, sikkert for at finde noget andet at se på, og han fandt den perfekte afledning i boden bag dem, hvor Jets forældre solgte poser med karamelpopcorn og samlede penge ind til byens grønne områder. Alt sammen sponsoreret af den flinke lokale byggevirksomhed. Den samme virksomhed, som byggede luksusvillaer ved siden af de grønne områder.

Jack hostede og rettede atter blikket mod dem “Jeg er sikker på, at I valgte den rette mand til jobbet.”

Hvordan var det lykkedes Jet at blive trukket ind i endnu en samtale, hun ikke havde lyst til at være en del af?

“Cool,” sagde hun i et forsøg på at bryde den akavede stemning. “Hvis du har lyst til at muntre dig selv op ved at arrestere nogen, mr. Finney, foreslår jeg min bror. Jeg tror, at vi begge ved, at han fortjener det.”

Jack smilede ikke. Han var tydeligvis stadig optaget af det, Gerry havde sagt.

“Åh,” sagde Gerry. “Der er min søn, Owen. Det er ham, der fotograferer. Han afholder snart et kursus i fotografi. Lad os få taget et billede, Jack.”

Gerry stak en tyk kattearm ind under Jacks og slæbte afsted med den stakkels mand.

“Hej, Jet.”

For fuck’s sake, kunne hun ikke bare få ét minut i fred?

“Billy Finney.” Hun vendte sig om mod ham med sit mest falske smil. “Du fandt mig. Gudskelov, for jeg har næsten ikke talt med nogen i aften.”

“Er det rigtigt?” sagde han.

“Nej. Jeg er træt af mennesker.”

“Er jeg mennesker?”

“Du ligner helt sikkert sådan et.”

Et højt et med mørkebrune krøller, der faldt ned over lyseblå øjne, som sad lidt for langt fra hinanden. En mund, der altid stod åben og altid var lidt skæv, selv når han ikke smilede. Han løftede øjenbrynene ad hende. Hun kendte det blik; Billy havde ikke forandret sig meget, siden han var ti år gammel.

“Hvad?” spurgte Jet.

“Jeg har lige talt med din mor, og hun spurgte mig om, hvad jeg hed.”

Jet fnyste.

“Jeg er bogstavelig talt vokset op lige ovre på den anden side af vejen, jeg var mere ovre hos jer end hjemme hos mig selv.” Billy sank på en eller anden måde sammen, blev mindre, selvom han stadig tårnede sig op over Jet. “Det var for sjov, ikke? Hun har da ikke glemt, hvem jeg er, vel?”

Stakkels, søde Billy.

“Du skal ikke tage det personligt, kammerat.” Jet klappede ham på armen. “Det gør jeg aldrig.” Hvilket muligvis var hendes største løgn i aften. “Var det derfor, du ledte efter mig … undskyld, hvad var det nu, du hed?”

“Jeg er ikke klar til at joke om det.” Billy rynkede brynene. “Faktisk ville jeg spørge dig, om du havde lyst til at komme hen på baren på tirsdag. Vi holder endnu en live-aften. Ja, det er faktisk mig, der spiller, det … jeg tror, jeg har fortalt dig det et par gange før. Guitar, og så synger jeg nogle sange, også nogle, jeg selv har skrevet.” Hvorfor talte han så hurtigt? Og … svedte han? “Jeg tænkte bare på, om du måske havde tid den her gang. Og hv-hvis ikke – er det helt okay.”

Jet sugede luft ind. Hun kunne ikke – ikke sidste gang, han spurgte, og ikke nu. For hvad, hvis han var forfærdelig, og hun kom til at grine, og så ville det gå hen og blive et kæmpe issue? “Sorry,” svarede hun. “Jeg kan ikke i den her uge. Jeg har vildt travlt. Måske næste gang?”

Han sank igen sammen. “Ja, selvfølgelig.” Billy nikkede.

Hans tur til at smile falsk. “Der bliver helt sikkert en næste gang, bare rolig.”

Jet var meget rolig, men det nåede hun ikke at sige, fordi en klovn kom springende imod dem. Han gled og snublede hen over græsset. En fuld klovn med en ølflaske i hånden.

“Er du okay?” spurgte Jet.

Nu genkendte hun ham – han var kun en klovn fra halsen og op, en halvslatten indsats med en rød næse og en paryk. Under parykken var det bare Andrew Smith. Han vippede frem og tilbage med et ufokuseret blik, der flammede op, da det landede på hende.

“Du der,” snøvlede han og pegede på hende med den tomme flaske. “Hvor er din bror? Jeg skal tale med ham.”

“Luke?” Jet trak på skuldrene. “Jeg tror, han er taget afsted.” Heldige røvhul.

Andrew lo. En mørk, fløjtende lyd. “Din fucking familie. Tror I, at I kan holde den her fucking fest én gang om året, og så er alt det andet lort okay?”

Billy trådte tættere på Jet og ind i skudlinjen. Eller ind i øllinjen.

“I er alle sammen rådne. I ødelægger alt, hvad I rører ved!” hvæsede Andrew.

“Jeg … jeg tror, at du har fået lidt for meget at drikke, hva’, Andrew?” sagde Billy og holdt afværgende hænderne op. “Det er okay. Skal jeg ikke finde lidt vand til dig?”

“Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre, knægt! Du har altid så travlt med at fortælle mig, hvad jeg skal gøre!”

Andrew halvvejs angreb og halvvejs væltede ind i Billy og skubbede ham bagud. Billy gjorde ikke modstand, men lod sig blive skubbet.

“Det er okay, mr. Smith,” sagde han anstrengt imellem klovnens kraftesløse, berusede slag på hans bryst.

Hvorfor gjorde Billy ikke noget?

“Hey!” råbte Jet og gjorde noget, men håndgemænget var slut, før hun nåede at lægge sig imellem. Billys far – shit, gammel vane, om igen – Jack var dukket op med politimester Lou i hælene. Jack tog fat i Andrew og vristede ham væk fra Billy. Andrew snublede over sine egne fødder og ind i politimester Lou, der greb ham og holdt ham i en skruestik.

“Tag det roligt, sir!” sagde Lou skarpt. Det blide var helt væk fra hans stemme. Ikke superberoligende.

“Jeg skal nok klare det her, Lou.” Jack tog fat i en af Andrews arme. Klovnens hoved faldt slapt ind mod Jacks skulder. “Er du okay, Billy?” spurgte Jack sin søn hen over hovedet på Andrew.

“Ja, helt okay, far,” svarede Billy. “Det var bare en misforståelse. Han trænger til at komme hjem og sove rusen ud. I skal ikke anholde ham.”

“Kender du den her mand?” spurgte Lou Billys far.

Jack nikkede.

“Ved du, hvor han bor?”

Jack nikkede igen. “Han bor i lejligheden ved siden af Billys.”

“Okay.” Politimesteren rettede på sin uniform. “Vil du følge ham hjem? Sørg for, at han får et glas vand.”

“Ja.”

“Næste gang bliver det en nat i detentionen og en sigtelse for forstyrrelse af den offentlige ro og orden,” sagde Lou til klovnen, der hang i Jacks arme.

“Kom så, Andrew,” sagde Jack og holdt både klovnen og manden oprejst, da han slæbte afsted med ham hen mod vejen og gadelygterne.

Politimesteren vendte sig om for at tale med Billy, og Jet smuttede væk. Hun var færdig med at snakke med folk og færdig med det her halloweenmarked. Måske ville hun lade, som om hun var syg, næste år. Men på den anden side – det var jo ligegyldigt: Hun ville slet ikke være her næste år. Hun ville være tilbage i Boston, måske ville hun være begyndt at læse igen, eller måske havde hun søsat sin nye virksomhed. Det var der tid til. Hun havde tid.

“Hvad handlede det der om?” spurgte hendes far, da hun endelig nåede hen til deres bod.

“Andrew Smith.” Jet smed sin zombiemaske på bordet. “Fuld og ulykkelig igen.”

“Over sit hus?” spurgte Dianne fraværende, mens hun talte en pengekasse op. Den skarpe frisure fejede hen over nakken.

“Nej, sikkert over, at hans eneste datter begik selvmord sidste år.”

Dianne snappede efter vejret. “Åh, Jet, kunne du ikke lade være?”

“Lade være med hvad, mor? Med at tale? Eksistere?” Hendes mor sendte hende et blik. De skarpe brune øjne med grønne nister blev forstørret af hendes briller, men ikke mildnet.

“Ah,” stønnede hendes far pludselig. Han krummede sig sammen og trykkede en hånd ind mod siden.

“Er det slemt igen?” Dianne vendte sig om med et seddelbundt i hånden. “Tag noget smertestillende, når vi kommer hjem. Og nu skal du ikke sige nej, Scott. Du skal til lægen og have et nyt checkup.”

Jets far kunne kun præstere en grynten. Han svedte, så det stadigt mere sparsomme hår klæbede til tindingerne. Smerten trak nye furer i hans ansigt.

“En varmepude og en hel masse vand,” sagde Jet med et trist smil. “Det er dét, der virker bedst for mig. Du kan låne min.”

Hun forstod smerten. Faktisk var hun den eneste i familien, som kunne forstå den. Hendes mor og Luke havde aldrig tilbragt flere uge i træk med at pisse blod eller være ude af stand til at gå på grund af smerten i siden. Dem og deres normale nyrer.

“Nå.” Jet slog hænderne sammen. “Det har været sjovt, men nu tager jeg hjem.”

“Det kan du ikke,” svarede Dianne skarpt. “Du sagde, at du ville blive, indtil markedet lukkede, og hjælpe os med at rydde op. Folk er på vej hjem nu. Du kan gøre dig lidt nyttig og køre stolene tilbage til hotellet.”

Det havde Jet aldrig lovet, og hun hadede, når hendes mor sagde, hun skulle gøre sig selv nyttig. Det fik hende ikke til at føle sig nyttig, det fik hende til at føle sig lille.

“Jeg gør det i morgen,” sagde hun.

“Det må være dit livsmotto, Jet,” sukkede hendes mor.

“Nej, det er ikke hendes livsmotto,” sagde hendes far, men der var varme i hans stemme. “Det er: ‘Jeg gør det senere.’”

“Senere er et godt ord,” sagde Jet og hævede stemmen, idet hun vendte sig væk fra sine forældre. “Det betyder, at jeg aldrig behøver at være nyttig. Vi ses derhjemme.”

Hendes mor var alligevel allerede optaget af noget andet: Gerry Clay var tilbage, denne gang som en hel kat.

“Bøh!” Han sprang frem bag boden. “Jeg kender din dybeste og mørkeste hemmelighed,” sagde han lavmælt og diabolsk.

“Meget morsomt, Gerry,” svarede Dianne kort for hovedet.

Jet gik hen over fælleden og ud på gaden. Det var mørkt, men endnu ikke så sent, at det var noget at bekymre sig om. Byen summede stadig, og der lød hvin fra de udøde, mens de satte sig ind i bilerne og kørte afsted. En flok teenagere sad uden for den lille kirke og larmede for højt og for fnisende til kun at være på sukker. De havde temmelig sikkert været i deres forældres sprutskab.

Uden for husene lyste græskarlygterne stadig. De truende trekantede øjne stirrede tilbage på hende. Ved et enkelt hus havde de ikke engang gidet skære dem ud – der stod bare en flok nøgne græskar og kalabasser på trappetrinene op til hoveddøren.

Jet drejede op ad College Hill Road og hilste på skelettet, der hang uden for familien Romanos hus i nummer 1. Dets lemmer knirkede og svajede i efterårsvinden. Op ad bakken til nummer 10.

Hjem.

Det prangende store hus, som hendes far havde renoveret og udvidet. Og udvidet igen. Det skilte sig ud fra de normale huse på gaden, fra familien Finneys hus lige overfor i nummer 7. Det var ikke helt utænkeligt, at Jet også hadede familien Mason.

Hun luntede op ad den store runde indkørsel, hvor hendes pickup holdt, og gav ladet et kærligt klap. En babyblå Ford F-150. Hendes mor var overbevist om, at Jet kun havde købt den for at pisse hende af. Hendes mor tog ikke helt fejl.

Der stod kun én græskarlygte uden for deres røde hoveddør, men dens øjne var gået ud og blevet mørke. På trappestenen stod en spand med et skilt: Værsgo. Ét stykke slik per person. Hvilken verden levede hendes mor i? Pis, spanden var tom. Små røvhuller.

Jet ledte i jakkelommen efter sine nøgler. Dørkameraet gloede på hende, så hun gloede tilbage og rakte tunge.

Hun låste hoveddøren op, og i løbet af et splitsekund var Reggie henne hos hende som en rød pelskugle med helikopterhale og de lykkelige piv, som han kun lavede for hende. Han sprang op og satte overstadige poter mod hendes knæ.

“Hej med dig, lækre. Ja, er du sådan en god hunni, er du det?”

Jet bøjede sig ned for at klø ham bag ørerne. De fjollede, lange cockerspanielører.

Hunden sprang afsted, skred rundt om hjørnet og kom tilbage to sekunder efter.

“Åh, har du hentet et par snavsede strømper til mig?” sagde Jet og daskede ham let på snuden. Hele hans lille krop vrikkede af stolthed over det hellige offer. “Tusind tak, det er det bedste, jeg ved.”

Jet lukkede hoveddøren og gik hen ad gangen. Ulastelige hvide vægge og marokkanske tæpper, for nydeligt, for stylet, som et udstillingshjem, og shit, hvor fik Jet læst og påskrevet, hver gang hun vovede at bruge det som et hjem og kom til at krumme eller lod sine støvler stå fremme. Hun gik hele vejen igennem huset til køkkenet med Reggie lige i hælene.

Der stod et fad med cookies på køkkenøen. Sophia havde bagt dem og var kommet forbi med dem tidligere. Flagermus med sort glasur og orange græskar. Det var sådan noget, Sophia gjorde. Bagte. Jet tog en flagermus og bed hovedet af den. Pis, den smagte faktisk godt. Hun spiste hele flagermusen og tørrede sine klistrede fingre af i et af de tre matchende viskestykker ved komfuret – med små marcherende citroner og appelsiner og avocadoer – fordi alting skulle matche i det her hus. Jet vendte om og kom igen forbi fadet med cookies. Okay, fuck det. Hun tog også et af græskarrene og slentrede igennem den store hvælvede åbning ind til stuen.

Stadig med munden fuld af cookie stak hun hånden i lommen efter sin telefon. Låste den op. Hendes tommelfinger fandt Instagram, før hendes øjne gjorde. Hun bed halvdelen af græskarret af. Den orange glasur smagte vammelsødt på hendes tunge. Piger fra skolen eller college, som nu var gift, fejrede bryllupsdage og fik babyer. Eller ingen bryllupper og babyer, men fancy middage og sippen champagne for at fejre nye job. Det kunne også have været Jet, et humblebrag-opslag om en stor forfremmelse i et firma med en forkortelse, som alle lod, som om de genkendte. Hvis hun ikke var droppet ud af jurastudiet og havde forladt Boston fra den ene dag til den anden.

Jet spiste det sidste af cookien. Hendes fingre var klistrede mod skærmen. Det var lige meget. Jet havde tid til at finde det rigtige. Hun havde jo ikke travlt, vel? Og så ville livet for alvor begynde, og når det gjorde det, skulle der ikke være nogen tvivl om, at hun ville spamme Instagram med sine egne irriterende lækre blærebilleder. Bare vent.

Reggie stod foran hende og begyndte at pibe.

“Beklager, kammerat. De her cookies er kun for mennesker.”

Reggies piben blev lavere og forvandlede sig til en knurren.

“Hv…”

Der lød hurtige skridt bag hende.

Et hårdt slag mod baghovedet. Fugtig flænget hud. Knasende kranium.

Telefonen glider ud af hendes hænder. Ingen knurren længere, men et skrig. Jet burde også skrige, men …

Endnu en eksplosion. Hårdere. Fornemmelsen af blod, lyden af ting, der går i stykker inde i hendes hoved.

Nogen slår hende ihjel.

Det kan Jet stadig tænke, men hun blinker, og lyset kommer ikke tilbage, og …