Læseprøve på I morgen og i morgen og i morgen af Gabrielle Zevin

Før Mazer opfandt sig selv som Mazer, var han Samson Mazer, og før han var Samson Mazer, var han Samson Masur – en ændring på to bogstaver, der forvandlede ham fra en sød, tilsyneladende jødisk dreng til en Professionel Skaber af Verdener – og i det meste af sin ungdom var han Sam, S.A.M. på highscorelisten på sin morfars Donkey Kong-maskine, men for det meste bare Sam.

En sen decembereftermiddag i det tyvende århundrede, der var ved at gå på hæld, trådte Sam ud af en subwayvogn og konstaterede, at hovedåren hen til rulletrappen var blokeret af en træg menneskemasse, som stod og gloede på en reklame på stationen. Sam var sent på den. Han skulle til et møde med sin universitetsvejleder, hvilket han havde udskudt i over en måned, men det var et møde, som alle var enige om måtte finde sted før juleferien. Sam var ikke glad for store forsamlinger – han brød sig ikke om at være en del af dem eller om de tåbelige ting, som de så ud til at nyde sammen i deres store fællesskab. Men den her sammenstimlen kunne han ikke undgå. Han ville blive nødt til at mase sig vej igennem den, hvis han skulle nå op til den verden, der befandt sig over jorden.

Sam bar en stor og tung mørkeblå sømandsjakke i uld, som han havde arvet fra sin værelseskammerat, Marx, der havde købt den hos Søværnets Overskudslager i sit første år på college. Marx havde ladet den ligge og mørne i indkøbsposen næsten et helt semester, før Sam spurgte, om han måtte låne den. Vinteren havde været nådesløs, og det var en iskold nordøstlig aprilvind (april! De var vanvittige, disse vintre i Massachusetts!), som nedbrød Sams stolthed og gjorde ham mør nok til at bede Marx om den glemte jakke. Sam lod, som om han godt kunne lide stilen, og Marx sagde, at Sam lige så godt bare kunne tage den, præcis som Sam havde vidst, at han ville sige. Som de fleste ting, der blev købt i Søværnets Overskudslager, emmede den af mug, støv og døde drenges sved, og Sam forsøgte at lade være med at spekulere på, hvorfor dette stykke beklædning var kommet i overskud. Men sømandsjakken var meget varmere end den vindjakke, han havde haft med fra Californien, da han begyndte på universitetet. Han havde også en idé om, at den store jakke hjalp med at skjule hans størrelse. Reelt fik jakken og dens latterlige omfang ham dog bare til at se mindre og mere barnlig ud.

Dette blot for at sige, at Sam Masur i en alder af enogtyve år ikke havde en fysik, der var egnet til at skubbe og mase, og derfor snoede han sig, så meget det lod sig gøre, ind og ud imellem folk og følte sig i nogen grad som den nødstedte padde i arkadespillet Frogger. Han tog sig selv i at ytre en række ‘undskyld’er’, som han ikke mente. En af de i sandhed storslåede ting ved den måde, som hjernen var kodet på, var, tænkte Sam, at den kunne sige ‘Undskyld’ og samtidig mene ‘Fuck dig’. I romaner, film og spil skulle karakterer tages for pålydende – som den samlede sum af det, de gjorde, og det, de sagde, medmindre de tydeligvis var upålidelige eller blev præsenteret som galninge eller skurke. Men folk – de almindelige, respektable og grundlæggende ærlige folk – kunne ikke komme igennem dagen uden denne ene uundværlige lille programmering, der lod dem sige én ting og mene og føle og endda gøre en anden.

“Kan du ikke gå udenom?” råbte en mand med en sort og grøn hue ad Sam.

“Undskyld,” sagde Sam.

“For fanden da, jeg var lige ved at have den,” knurrede en kvinde med en baby i en slynge, da Sam klemte sig ind foran hende.

“Undskyld,” sagde Sam.

Indimellem var der nogen, som skyndte sig videre, hvilket skabte huller i menneskemængden. Disse huller burde have gjort det nemmere for Sam at komme frem, men i stedet blev de omgående fyldt med nye mennesker, der også var ivrige efter at bane sig vej igennem mængden.

Han var næsten henne ved rulletrappen, da han vendte sig om for at se, hvad det var, folk stod og kiggede på. Sam kunne høre sig selv berette om proppen på togstationen og Marx, der sagde: ‘Var du ikke engang nysgerrig efter at se, hvad det var? Der findes en hel verden af mennesker og ting rundt om dig, hvis du bare et øjeblik kunne holde op med at være sådan en misantrop.’ Sam kunne ikke lide, at Marx tænkte på ham som en misantrop, heller ikke selvom han var det, og derfor vendte han sig om. Og det var dér, han fik øje på sin gamle veninde Sadie Green.

Det var ikke, fordi han slet ikke havde set hende i de mellemliggende år. De havde været stamgæster på videnskabsmesser, de havde deltaget i Academic Games og adskillige andre konkurrencer (dystet i retoriske færdigheder, robotteknologi, creative writing, programmering). For hvad enten man gik på en middelmådig offentlig highschool i Øst-Los Angeles (Sam) eller en fancy privatskole i Vest-Los Angeles (Sadie), var mængden af overbegavede børn i cirkulation den samme. De havde sendt hinanden blikke igennem et rum fyldt med nørder – nogle gange havde hun endda smilet til ham som for at bekræfte afspændingen imellem dem – og så var hun blevet opslugt af den gribbeagtige kreds af tiltrækkende, intelligente kammerater, der altid omgav hende. Drenge og piger som ham selv, men rigere, hvidere og med bedre briller og tænder. Og han ville ikke bare være endnu en grim nørd, der kredsede rundt om Sadie Green. Nogle gange gjorde han hende til en skurk og forestillede sig, hvordan hun havde opført sig nedladende over for ham: den gang hun havde vendt sig væk fra ham, den gang hun ikke havde mødt hans blik. Men hun havde ikke gjort nogen af delene – det ville næsten være bedre, hvis hun havde.

Han vidste, at hun læste på MIT, Massachusetts Institute of Technology, og han havde spekuleret over, om han mon ville støde på hende, da han var kommet ind på Harvard. I to et halvt år havde han ikke gjort noget for at fremprovokere en sådan situation. Det havde hun heller ikke.

Men der var hun: Sadie Green, i egen høje person. Og synet af hende var lige ved at få ham til at græde. Det var, som om hun var et matematisk problem, han havde forsøgt at løse i flere år, men så pludselig – med friske, veludhvilede øjne – havde problemet en fuldstændig indlysende løsning. Der er Sadie, tænkte han. Ja.

Han skulle lige til at råbe på hende, men så gjorde han det ikke. Han følte sig overvældet af, hvor lang tid der var gået, siden han og Sadie sidst havde været alene sammen. Hvordan kunne man være så ung, som han objektivt set vidste, at han var, og alligevel have så meget tid bag sig? Og hvorfor var det pludselig så nemt at glemme, at han foragtede hende? Tid var et mysterium, tænkte Sam. Men et øjeblik efter irettesatte han sig selv for den tanke. Tid var matematisk forklarlig; det var hjertet – den del af hjernen, som var repræsenteret af hjertet – som var mysteriet.

Sadie blev færdig med at stirre på det, som menneskemængden stirrede på, og nu bevægede hun sig hen mod Red Line-toget, der var på vej ind.

Sam råbte hendes navn. “SADIE!” Ud over støjen fra det ankommende tog var stationen fyldt med larmen fra menneskeheden generelt. En teenagepige spillede Penguin Cafe Orchestra på en cello for småmønter. En mand med et clipboard spurgte forbipasserende, om de havde et øjeblik til muslimske flygtninge i Srebrenica. Ved siden af Sadie var der en bod, som solgte friskpresset juice til seks dollars. Blenderen var gået i gang og sendte duften af citrus og jordbær ud i den beklumrede undergrundsluft, netop som Sam havde råbt hendes navn. “Sadie Green!” råbte han igen. Hun hørte ham stadig ikke. Han satte farten op, så meget som han kunne. Når han gik hurtigt, følte han sig stik imod al logik, som om han var med i et trebensløb.

“Sadie! SADIE!” Han følte sig dum. “SADIE MIRANDA GREEN! DU ER DØD AF DYSENTERI!”

Endelig vendte hun sig om. Hun lod langsomt blikket glide over menneskemængden, og da hun fik øje på Sam, bredte smilet sig over hendes ansigt som en timelapsevideo, han engang havde set i en fysiktime af en rose, der sprang ud. Det var smukt, tænkte Sam, og måske en smule kunstigt, noterede han sig bekymret. Hun kom hen til ham, stadig smilende – med et smilehul i højre kind og et mellemrum mellem fortænderne i overmunden, som var blevet en anelse større – og han tænkte, at det var, som om menneskemængden delte sig for hende på en måde, som verden aldrig flyttede sig for ham.

“Det var min søster, der døde af dysenteri, Sam Masur,” sagde Sadie. “Jeg døde af udmattelse efter et slangebid.”

“Og fordi du nægtede at skyde bisonerne,” svarede Sam.

“Det er spild. Alt det kød, der bare rådner.”

Sadie smed armene rundt om ham. “Sam Masur! Jeg har gået og håbet på, at jeg ville løbe ind i dig.”

“Jeg står i telefonbogen,” sagde Sam.

“Ja, men jeg håbede, det ville ske af sig selv,” sagde Sadie. “Og nu gjorde det det.”

“Hvad bringer dig til Harvard Square?” spurgte Sam.

“Jamen The Magic Eye, selvfølgelig,” svarede hun muntert. Hun slog ud med hånden, mod reklamen. Og først nu bemærkede Sam den store plakat, der havde forvandlet subwaypassagererne til en horde af zombier.

SE VERDEN PÅ EN HELT NY MÅDE.

ÅRETS JULEGAVE ER

THE MAGIC EYE.

Billedet på plakaten var et psykedelisk mønster i smaragdgrønne, rubinrøde og gyldne juletoner. Hvis man stirrede længe nok på mønsteret, ville hjernen narre sig selv til at tro, at den så et skjult 3D-billede. Det hed et stereogram, og det var nemt at lave, hvis man var en bare nogenlunde kompetent programmør. Det her? tænkte Sam. Det er utroligt, hvad folk bliver fanget ind af. Han stønnede.

“Synes du, det er noget fis?” spurgte Sadie.

“Men kan jo finde sådan en plakat i hvert eneste fællesrum på hvert eneste kollegium på hele campus.”

“Ikke lige netop dén her, Sam. Den er helt enestående og findes kun på …”

“Hver eneste togstation i Boston.”

“Måske i hele USA?” lo Sadie. “Okay, Sam, vil du ikke se verden med magiske øjne?”

“Jeg ser altid verden med magiske øjne,” svarede han. “Jeg er ved at briste af barnlig forundring.”

Sadie pegede hen på en dreng på omkring de seks år. “Se, hvor glad han er! Han kan se det nu! Hvor er han god!”

“Har du set det?” spurgte Sam.

“Nej, jeg har endnu ikke kunnet se det,” indrømmede Sadie. “Og nu bliver jeg virkelig nødt til at nå det næste tog, ellers kommer jeg for sent til undervisningen.”

“Arh, du må da have fem minutter mere, så du kan se verden med magiske øjne,” sagde Sam.

“Måske næste gang.”

“Kom nu, Sadie. Undervisningen løber ingen vegne. Hvor tit kan man se på noget og vide, at alle rundt om en ser det samme, eller i det mindste at deres hjerner og øjne reagerer på det samme fænomen? Hvor ofte kan man overhovedet vide med sikkerhed, at vi alle befinder os i den samme verden?”

Sadie smilede sørgmodigt og slog Sam let på skulderen. “Det var nogenlunde det mest Sam-agtige, du kunne have sagt.”

“Samsk visdom.”

Hun sukkede, da hun hørte toget rumle væk fra stationen. “Hvis jeg dumper mit kursus i computergrafik, er det din skyld.” Hun vendte sig om, så hun igen kiggede på plakaten. “Gør det sammen med mig, Sam.”

“Javel.” Sam rettede sig op og stirrede lige frem for sig. Det var flere år siden, han havde stået så tæt på Sadie.

Ifølge instruktionen på plakaten skulle man slappe af i øjnene og fokusere på et enkelt punkt, indtil et skjult billede trådte frem. Hvis det ikke virkede, skulle man træde tættere på plakaten og så gå langsomt baglæns, men det var der ikke plads til på togstationen. Men Sam var under alle omstændigheder ligeglad med, hvad det skjulte billede var. Han kunne regne ud, at det var et juletræ, en engel, en stjerne, dog næppe en davidsstjerne, noget julet, banalt og bredt appellerende, noget, der skulle sælge flere Magic Eye-produkter. Sam havde aldrig kunnet få stereogrammer til at virke. Han havde en teori om, at det havde noget med hans briller at gøre. Brillerne, der korrigerede for en betragtelig nærsynethed, lod ikke hans øjne slappe nok af til, at hans hjerne kunne opfatte illusionen. Så efter et passende stykke tid (femten sekunder) holdt Sam op med at prøve at få det skjulte billede frem og studerede i stedet Sadie.

Hendes hår var kortere og formentlig mere moderne, men det lå i de samme mahognibrune bølger, som hun altid havde haft. Det lette drys fregner over næsen var det samme, hendes hud var stadig gyldenbrun, selvom hun var meget blegere, end da de var børn i Californien. Læberne var tørre og sprukne, og øjnene havde den samme brune farve med gyldne nister. Sams mor, Anna, havde også den slags øjne, og hun havde fortalt ham, at det hed heterokromi. Dengang havde han tænkt, at det lød som en sygdom og noget, hans mor potentielt kunne dø af. Under Sadies øjne lå knap nok synlige halvmåner, men dem havde hun også haft som barn. Alligevel syntes han, at hun så træt ud. Sam kiggede på Sadie og tænkte: Det er sådan, det er at rejse i tiden. Det er at kigge på en person og på én og samme tid se vedkommende i nutiden og i fortiden. Og den slags sammensmeltning af tiden oplever man kun med folk, man har kendt i lang tid.

“Jeg så det!” sagde hun. Hendes øjne lyste, og hun havde et udtryk i ansigtet, som han huskede, fra da hun var elleve år.

Sam rettede hurtigt sit blik tilbage mod plakaten.

“Så du det?” spurgte hun.

“Ja,” svarede han. “Jeg så det.”

Sadie kiggede på ham. “Hvad så du?”

“Det,” svarede Sam. “Det var vildt fedt. Meget julet.”

“Så du det rent faktisk?” Det trak i Sadies læber. De heterokrome øjne så lattermildt på ham.

“Ja, men jeg vil ikke ødelægge det for dem, der ikke har set det endnu.” Han gjorde tegn mod menneskemængden.

“Okay, Sam,” svarede Sadie. “Det er meget betænksomt af dig.”

Han vidste, at hun vidste, at han ikke havde set det. Han smilede til hende, og hun smilede til ham.

“Er det ikke underligt?” sagde Sadie. “Jeg har det, som om vi aldrig er holdt op med at se hinanden. Jeg har det, som om vi mødes på den her subwaystation for at stirre på den her plakat hver dag.”

“Vi grokker,” sagde Sam.

“Ja, vi grokker virkelig. Og jeg tager det, jeg sagde lige før, tilbage. Dét er det mest Sam-agtige, du kunne have sagt.”

“Nyt højdepunkt i den Samske visdom. Du er …” Mens han talte, begyndte blenderen at køre igen.

“Hvad?” sagde hun.

“Du er på den forkerte plads,” gentog han.

“Hvad er ‘den forkerte plads’?”

“Du er på Harvard Square, men du burde være på Central Square eller Kendall Square. Jeg troede, du læste på MIT.”

“Min kæreste bor her i nærheden,” svarede Sadie på en måde, der indikerede, at det ikke var et emne, hun havde lyst til at sige mere om. “Gad vide, hvorfor de bliver kaldt ‘squares’. For de er jo ikke rigtig firkantede, vel?” Endnu et tog nærmede sig. “Det er mit tog. Igen.”

“Det er sådan, tog fungerer,” svarede Sam.

“Det er sandt. Der kommer et tog og et tog og et tog.”

“Og når det er tilfældet, er der faktisk ikke andet for os at gøre lige nu end at drikke en kop kaffe sammen,” sagde Sam. “Eller hvad du nu drikker, hvis kaffe er for uoriginalt for dig. Chai-te. Matcha. Snapple. Champagne. Der er en hel verden af uendelige drikkevaremuligheder lige over os. Vi skal bare stige på rulletrappen her, og så kan vi få, lige hvad vi vil.”

“Jeg ville ønske, at jeg kunne, men jeg bliver virkelig nødt til at komme til undervisning. Jeg har kun læst omkring halvdelen af pensum. Det eneste, jeg har kørende for mig, er punktlighed og fremmøde.”

“Det tvivler jeg på,” sagde Sam. Sadie var en af de mest lysende begavelser, han kendte.

Hun gav Sam endnu et hurtigt knus. “Det var godt at se dig.”

Hun begyndte at gå hen mod toget, og Sam prøvede at finde ud af, hvordan han kunne få hende til at stoppe. Hvis det havde været et spil, kunne han pause det. Han kunne starte det forfra, han kunne sige noget andet, det rigtige denne gang. Han kunne gennemgå sit inventory og finde den genstand, som ville få Sadie til at blive.

De havde ikke engang udvekslet telefonnumre, tænkte han desperat. I tankerne gennemgik han de forskellige muligheder, man havde for at finde hinanden i 1995. I gamle dage da Sam var lille, kunne folk forsvinde for evigt, men folk forsvandt ikke så nemt, som de engang gjorde. Det krævede i stadig højere grad blot, at man ønskede at konvertere en person fra en digital formodning til et menneske af kød og blod. Så han trøstede sig med, at selvom omridset af hans gamle veninde forsvandt længere og længere væk på togstationen, bevægede verden sig i den samme retning – ja, tænk bare på globaliseringen og informationsmotorvejen og alt det der. Det ville blive nemt at finde Sadie Green. Han kunne gætte sig frem til hendes mailadresse – MIT’s mailadresser fulgte alle det samme mønster. Han kunne søge hende frem på MIT’s hjemmeside. Han kunne ringe til Instituttet for Computer Science. Han gik ud fra, at det var dét, hun læste. Han kunne ringe til hendes forældre, Steven Green og Sharyn Friedman-Green, i Californien.

Og dog kendte han sig selv og vidste, at han var typen, som aldrig ringede til nogen, medmindre han var fuldstændig sikker på, at tilnærmelsen var ønsket. Hans hjerne var forræderisk negativ. Han ville bilde sig selv ind, at hun havde været kold over for ham, at hun ikke engang havde haft undervisning den dag, at hun bare havde villet væk fra Sam. Hans hjerne ville insistere på, at hvis hun virkelig havde ønsket at se ham, ville hun have givet ham en måde at kontakte sig på. Han ville konkludere, at for Sadie repræsenterede han en smertefuld periode i hendes liv, så selvfølgelig havde hun ikke lyst til at se ham igen. Eller måske, som han ofte havde haft mistanke om, betød han ingenting for hende – han havde været en rig piges gode gerning. Han ville hæfte sig ved omtalen af en kæreste på Harvard Square. Han ville finde hendes nummer, hendes mailadresse, hendes fysiske adresse, og han ville aldrig benytte sig af nogen af delene. Så derfor, med fænomenologisk tungsind, indså han, at dette meget vel kunne blive sidste gang, han nogensinde så Sadie Green, og han forsøgte at indprente sig, præcis hvordan hun så ud, som hun forsvandt væk, på en togstation, på en bidende kold decemberdag. Trekvartlang frakke i en mørk beige, helt sikkert ikke fra Søværnets Overskudslager. Jeans, ret slidte, ujævnt flosset bootcut forneden. Sorte gummisko med en hvid stribe. Cognacfarvet crossbody-læderskuldertaske, der var lige så bred, som hun var, og proppet til randen. Ærmet på en sandfarvet sweater stak ud af jakken. Hendes hår – blankt, lidt fugtigt – der lige akkurat dækkede skulderbladene. Der var ingen echt Sadie i det her syn, afgjorde han. Hun lignede til forveksling en hvilken som helst anden af de smarte, velholdte collegepiger på stationen.

Lige før hun forsvandt helt, vendte hun om og løb tilbage til ham. “Sam!” udbrød hun. “Spiller du stadig computerspil?”

“Ja,” svarede Sam alt for entusiastisk. “Klart. Hele tiden.”

“Her.” Hun stak en 3,5-tommers diskette i hånden på ham. “Det her er mit spil. Du har sikkert supertravlt, men prøv det, hvis du har tid. Jeg vil rigtig gerne høre, hvad du synes.”

“Vent! Sadie! Hvordan får jeg fat på dig?”

“Min mailadresse er på disketten,” sagde Sadie. “I readme’en.”

Togdørene gled i, og Sadie blev ført tilbage til sin plads. Sam kiggede ned på disketten. Spillet hed Solution. Hun havde selv skrevet navnet på mærkatet. Han ville have genkendt hendes håndskrift overalt.

*

Da han kom tilbage lejligheden om aftenen, installerede han ikke Solution med det samme, selvom han lagde spillet ved siden af diskettedrevet til computeren. Men ikke at spille Sadies spil var et fremragende motivationselement, og han arbejdede på synopsen til sin tredjeårsopgave, der allerede var en måned forsinket, og som på det tidspunkt ellers ville have fået lov at vente til efter ferien. Efter meget hændervriden havde han valgt at skrive om ‘Alternative tilgange til Banach-Tarski-paradokset i fraværet af udvalgsaksiomet’, og eftersom han allerede syntes, det var temmelig kedeligt at skrive synopsen, var han decideret urolig for det slid og slæb, som det ville blive at skrive selve opgaven. Han havde en spirende mistanke om, at han til trods for et indlysende talent for matematik ikke blev særlig inspireret af det. Det var også, hvad hans vejleder på Institut for Matematik, Anders Larsson, der senere ville vinde Fields-medaljen, havde givet udtryk for under eftermiddagens møde. “Du er vanvittig begavet, Sam,” havde han sagt, da de skiltes, “men det er værd at bemærke, at det at være dygtig til noget ikke er helt det samme som at elske det.”

Sam spiste italiensk takeaway med Marx – Marx havde bestilt for meget mad, så der ville være rester til Sam, mens Marx var væk på juleferie. Marx gentog sin invitation til at tage med ham til Telluride og stå på ski hen over julen. “Jeg synes virkelig, du skulle tage med, og hvis det er det med at stå på ski, du er bange for, så hænger de fleste alligevel mest ud i hytten.” Sam havde kun sjældent råd til at rejse hjem i ferierne, så de her invitationer blev fremsat og afvist med jævne mellemrum. Efter aftensmaden begyndte Sam at forberede sig til undervisningen i moralfilosofi (holdet studerede den unge Wittgensteins filosofi fra æraen før, han besluttede sig for, at han havde taget fejl af alt), og Marx gjorde klar til at tage afsted på ferie. Da han var færdig med at pakke, skrev han et julekort til Sam og lagde det på hans bord sammen med et gavekort på halvtreds dollars til bryghuset. Det var på det tidspunkt, han fik øje på disketten.

“Hvad er Solution?” spurgte Marx. Han tog den grønne diskette og holdt den op, så Sam kunne se den.

“Det er min vens spil,” svarede Sam.

“Hvilken ven?” spurgte Marx. De havde boet sammen i snart tre år, og Marx havde kun sjældent hørt Sam nævne nogen venner.

“Min ven fra Californien.”

“Har du tænkt dig at spille det?”

“Ja, før eller siden. Det er sikkert ikke godt. Jeg kigger bare lidt på det – som en tjeneste.” Sam følte, at han forrådte Sadie ved at sige det, men det ville sikkert ikke være godt.

“Hvad går det ud på?” spurgte Marx.

“Aner det ikke.”

“Men det er en cool titel.” Marx satte sig ned ved Sams computer. “Jeg har et par minutter. Skal vi prøve det?”

“Hvorfor ikke?” Sam havde egentlig tænkt sig at spille det alene, men han og Marx spillede jævnligt sammen. De foretrak kampsportsspil: Mortal Kombat, Tekken, Street Fighter. De havde også en Dungeons & Dragons-kampagne, som de spillede fra tid til anden. Spillet havde nu kørt i over to år med Sam som dungeon master. At spille Dungeons & Dragons i en gruppe på to er en besynderlig intim oplevelse, og kampagnens eksistens blev holdt hemmelig for alle, de kendte.

Marx satte disketten i computeren, og Sam installerede spillet på sin harddisk.

Flere timer senere var Sam og Marx færdige med deres første gennemspilning af Solution.

“Hvad fanden var det?” sagde Marx. “Jeg skulle have været hos Ajda for hundrede år siden. Hun slår mig ihjel.” Ajda var Marx’ seneste damebekendtskab – en squashspiller på en meter og firs fra Tyrkiet, der indimellem arbejdede som fotomodel. En beskrivelse, der var typisk for Marx’ kærester. “Jeg troede helt ærlig, vi bare ville spille i fem minutter.”

Marx tog sin jakke på – mørk beige, ligesom Sadies. “Din ven er sindssygt langt ude. Og måske et geni. Hvor var det, du kendte ham fra?”