Prolog

Kolonihaveforeningen Ådala lå stille hen. Det var blevet forår, men havesæsonen var endnu ikke begyndt. Til gengæld varmede solens stråler, og fuglene sad i træerne og kvidrede deres sange. Lugten af jord var stærk, som den er, når man ikke har kunnet dufte jord i månedsvis. Det sidste tynde dække af sne, der var faldet for en uge siden, var smeltet.

I blomsterbedene var blå og gule krokus sprunget ud og strittede optimistisk op mod solens stråler. Tulipanerne arbejdede på at holde dem med selskab. De små huse var stadig lukket ned for vinteren og lå i sirlige rækker langs de små kolonihaveveje ned mod Stång-åen. Nogle af dem var udstyret med en mængde snedkerdetaljer, som man kun ser det, når understimulerede pensionerede håndværkere har været i gang. Flere af de små huse havde smukke blomsterkasser under vindueskarmene. Kasserne så ud til at længes efter de overdådige sommerblomster, som det endnu var for tidligt at plante.

Så smukt og øde lå det hen. For et kolonihavekvarter er ikke komplet uden de mennesker, der bor i det. Snart ville de komme igen. Grillduften ville ligge tæt, og haverne ville give genlyd af hammerslag, latter og klirrende kaffekopper. Portene ville blive åbnet, og haveforeningen Ådala ville fyldes med glæde og sorg, melankoli og længsel, venskab og kærlighed.