Erik

Foråret 2016

Eriks hånd ryster, da han trykker det lille låg på termokoppen op. Dampen fra den varme kaffe dugger igen hans solbriller til. Han stikker en tommeltot ind i sit trøjeærme og pudser brilleglasset i ærmet. Ud af øjenkrogen aner han en sort skygge. De blide vingeslag slår graciøst i luften. Da ravnen lander på hans skulder, strejfer vingespidsen hans kind lige så let som et penselstrøg fra en japansk kalligraf. Varsomt og bestemt griber fuglens kløer fat om hans kraveben. De sidder sådan, helt stille, og ånder i takt, indtil ravnen igen sætter af og flyver derfra samme vej, som den kom. Erik drikker det sidste af sin kaffe og hvisker til havet, der, fyrre meter under ham, slår voldsomt ind mod de stejle skrænter.

“Ina, jeg elsker dig, men hvad er det, du har gjort?”

Ina

Foråret 2015

“Min mand har forladt mig for at flytte sammen med min søster og nægter nu at lade mig få ansvaret for vores trebenede hund. Du er nødt til at hjælpe mig,” sagde Annie og sank ned i lænestolen foran Inas skrivebord med et dramatisk suk.

Ina pressede læberne sammen og nikkede sammenbidt, indtil hun ikke kunne holde det inde længere og gav sig til at grine så meget, at de begge måtte række ud efter pakken med papirlommetørklæder midt på bordet og tørre tårerne væk.

“Hvor pokker fik du det med den trebenede hund fra?” hylede Ina og pudsede højlydt næse.

Annie trak på skuldrene. “Aner det ikke.”

Ina og Annie var begge privatpraktiserende psykologer og havde delt praksis i mange år, indimellem også klienter. At gå ind til hinanden og lade, som om man var en deprimeret klient, var en intern joke, der gjorde de svære dage lidt lettere at håndtere.

“En trebenet hund …” gentog Ina med nasal stemme og tørrede sine øjne.

Annie satte albuerne i bordet og hvilede hagen i hænderne.

“Hvad siger du til en fyraftensdrink på en aften som denne?”

Ina samlede en stak papirer og lagde dem ind i en mappe. “Skal du ikke hjem og afløse derhjemme? Var børnene ikke syge?”

“Jo, lige netop,” sagde Annie og himlede med øjnene. “Hvem vil hjem til mellemørebetændelse og snotnæser?”

Ina smilede og lukkede sin taske. “Nja, jeg har en pæn bankmand, der venter derhjemme med et glas rødvin. En anden gang.”

Ordene ‘du har det godt’ hang i luften, men blev ikke sagt højt. Til trods for at de havde kendt hinanden siden universitetet og arbejdet sammen i over ti år, vidste Annie ikke, om Ina og Eriks barnløse liv var et valg eller en sorg.

“Ses på mandag,” sagde Ina og forlod Annie, der mumlede noget tilbage.

Da Ina gik hen over Sundstorget, hørte hun Annies stemme oppe fra vinduet. “Hils din pæne mand fra din pæne kollega!”

Ina rystede på hovedet, men kunne ikke lade være med at smile. En af alkoholikerne, der sad på torvet, grinede tandløst, da hun passerede ham. “Ærgerligt, at du har sådan en pæn mand derhjemme, ellers var jeg ledig.”

Ina ignorerede ham, sådan som hun plejede ved at vende blikket bort. Det irriterede hende, at hun blev lige utilpas, hver gang han tiltalte hende. Hun var jo for pokker psykolog. Hun vidste udmærket godt, hvor dybt ned i sølet livet kunne trække et menneske. Alligevel havde hun det svært med de menneskeskæbner, der sad uden for bygningen, hvor de havde deres praksis. I sit arbejde som psykolog tog hun ingen genveje og havde ingen berøringsangst over for at tage de svære sager. Tværtimod. Mens Annies dage var fulde af parterapi og skilsmisser, tog Ina sig af en del unge, vildfarne sjæle. Og der kom bare flere og flere af dem. Pigerne blev hårdere, drengene mere stille, og den selvskadende adfærd mere og mere raffineret. Hun var god til det, hun lavede. Men det var heller ikke bare et arbejde for hende. Det var det, hun levede og åndede for.

Hun gik ind i kiosken, købte to krydsordsblade og fortsatte op ad Terrassetrapperne mod Kernen, byens landmærke, som i hundredvis af år havde ageret forsvarstårn mod sundet og nabolandet Danmark. Oppe i slotshaven blev hun nødt til at stoppe op og tage sig til den nederste del af maven, hvor en jagende smerte sendte stråler helt om i ryggen. Den smerte var kommet og gået de sidste par måneder. Kunne det være overgangsalderen? Som otteogfyrreårig? Eller var det bare stress? Ina tog en dyb indånding, smerten aftog, og hun fortsatte i et roligere tempo, indtil hun nåede den flotte ejendom i Östra Vallgatan. På balkonen øverst oppe, ved siden af bygningens tårn, stod Erik lænet ud over kanten med et glas vin i hånden. Han piftede og lo, da hun ignorerede ham.

“Sushi!” råbte han, da hun trådte ind i entréen. Ina tog sko og jakke af og gik direkte ud i køkkenet. Erik rakte hende et glas med det samme og klinkede med sit eget. Ina drak en tår og nikkede i retning af soveværelset. “Skal bare lige,” sagde hun og gik derind for at skifte tøj. Værelset var stort, og hendes side af sengen vendte mod to glasdøre, som blev åbnet indad. Udenfor havde de en lille balkon, perfekt til at lufte sengetøjet på. Hun kunne lige så tydeligt huske den dag, de havde kigget på lejligheden, hvordan mægleren havde gemt soveværelset til sidst og nikket indforstået til Erik bag hendes ryg. Dette værelse lå lige under tårnets top, så loftet i værelset var formet som en kuppel. Stukken i midten passede perfekt til en gigantisk krystallysekrone, og det havde taget Ina et år at finde en, der var pladsen værdig. Hun åbnede døren ud til balkonen, trådte derud og så ned på gaden. Den dag for så længe siden havde hun stillet sig ud, hvor hun nu stod, og tænkt, at dette var mere, end hun kunne ønske sig af livet. Erik var mere, end hun kunne ønske sig. Mægleren havde antydet, at de forrige ejeres såkaldte bibliotek ville tjene udmærket som børneværelse, og Erik var kommet ud til hende på den lille balkon, havde lagt armene om hende og sagt: ‘Det her er vores hjem, ikke?’ Ina kunne ikke erindre, at de nogensinde havde talt om at flytte og skifte herskabslejligheden på Olympia ud. Måske fordi biblioteket var forblevet et bibliotek.

I køkkenet var Erik begyndt at lægge sushi smukt op i halvmåner med laksenigiri øverst og sushirullerne nederst. Ina satte sig ved bordet og iagttog fornøjet hans dybe koncentration.

“Hvordan er det gået på arbejdet i dag?” spurgte hun.

Han trak på skuldrene. “For et par dage siden gik jeg forbi genbrugsbutikken. Der hang en seddel i vinduet om, at de søgte frivillige. I dag ville jeg ønske, at jeg bare havde kunnet gå derind og sige, at jeg var klar til at hjælpe.”

“Okay. Det lyder da ikke så godt.”

“Niks, og derfor skal vi heller ikke tale mere om arbejde lige nu, men bare nyde det her, alt hvad vi kan,” smilede han og satte sig over for hende. “Værsgo.”

Ina tog hjemmevant spisepindene op i højre hånd, samlede en laksenigiri op med dem, dyppede den i soja og tog en bid. B.B. Kings fyldige bluesstemme lød i baggrunden og fyldte den plads ud, som hjemme hos Annie lige nu sikkert var fyldt med børn med snotnæser, og Ina tænkte: “Ja, jeg har det da godt.”

Til trods for at Erik lige havde sagt, at han ikke ville tale om arbejdet, så var det præcis det, han gjorde. Efter hver mundfuld kom han omkring reorganisering, uengagerede medarbejdere og landets økonomi. Ina nikkede, smilede og lyttede med et halvt øre. Begge deres job fyldte meget, optog den plads, som andre brugte på deres familie og kæledyr. Sådan var det bare. Inas telefon gav lyd fra sig. ‘Du skylder mig en fyraftensdrink,’ stod der neden under et billede af Annies yngste søn med et grønt ellevetal mellem næse og overlæbe. Ina skar en grimasse og tog et billede af sit vinglas med den tændte kandelaber i baggrunden. ‘Næste fredag, det lover jeg,’ skrev hun. Da de havde spist, begyndte Erik at tage ingredienserne frem til at lave irish coffee til dem. Foråret kunne ikke forhindre Erik i at lave den drik til dem.

“For pokker da, vi er løbet tør for fløde.”

“Det er fint bare med kaffe for min skyld,” sagde Ina, men vidste, at han ville gå ned og købe fløde.

“Tilbage om fem minutter,” sagde han.

“Okay,” svarede Ina og fandt billedet af Annies snottede toårige frem igen. Da hun lod blikket glide ned over hans runde kinder og rødrandede øjne, blev hun ramt af mindet om den der stormfulde dag i 1986. Hun tænkte sjældent på den, men når hun endelig gjorde det, så var det ligesom at træde ind i en film, hvor hun kunne fornemme alle detaljer. Lugtene, lydene, blodsmagen i munden. Hun trykkede billedet væk fra mobilskærmen, men billederne i hukommelsen havde allerede ætset sig fast. Hun lukkede øjnene og var atten år igen.