Prolog

Svinet er ikke kun et dyr. Det et symbol på kamp, kærlighed, lidenskab og forvandling. I eddadigtet Hyndlas Sang rider kærligheds- og frugtbarheds-gudinden Freja ud i verden på et kampsvin, som hedder Hildisvíni. På dansk Hildesvin. I digtet viser Hildisvíni sig i virkeligheden at være Frejas elsker Ottar. Det kan man undre sig over. Udover et kampsvin har gudinden også en fugleham. Når hun bærer den, er hun i stand til at bevæge sig mellem verdener. Uden grænser.

1.

Det er noget med hans historie. Hans liv. Hilde har lyst til at være sammen med Johnny Madsen. Sammen sammen. Og samtidig ikke. Der er noget velkendt ved ham, som hun afskyr. Hans fedtede hår. Hans tøj. En måde at tale og bevæge sig på og en sjælden vished om, at hans behov og ønsker vægter tungere end andre menneskers. Men det er det samme ved ham, hun tiltrækkes af. Hendes hals bliver hård. I Hilde er der en frihed, der har lyst til at skide på andre, ligesom Johnny gør. Hun får lyst til at være et røvhul. En, der vender rundt og går. Hun ville ønske, hun havde nosser nok til at træde stier ned i folks baghaver, hvis det var dét, der passede hende. Smadre en banjo og lade temperamentet løbe af med sig. Hilde vil vide, om Johnny Madsen har et sted indeni, hvor han er lille. Kan en krop ene og alene være gjort af I kan rende mig, jeg gør, som det passer mig? noterer hun. Hun får lyst til at være en, der er under hans vinger. Hvis de er så stærke. Og så lader hun være med at tænke på drukken. Den, hun ikke kan forstå. Den, han insisterer på. Hun glemmer lugten af smøger og svigt. Parallellerne til hendes far, John. Hun glemmer. Det er sådan, hun gør. Det er det, hun kender. Hilde læser videre i ‘Nattegn’, en biografi om Johnny Madsen, og imens bliver hun passet på af poesi, musik og følelsen af, at vi gør sgu, som vi vil, os to.

En drøm om at være den, man er.

Om at være tæt.

Blive set og hørt

og svøbt i kunst.

2.

Hilde lægger blyanten fra sig på skrivebordet og klapper computeren sammen. Hun har researchet i timevis og trænger til luft. Ude i entréen tager hun regnbukser, regnjakke og gummistøvler på. Regnvand kan sive ind alle vegne. Op i ærmer, ind gennem mikroskopiske sømhuller. Lige meget hvor meget man forsøger at holde det ude. Hun knapper alle knapper og snører hætten til. Så retter hun på det lilla kludetæppe, der ligger på gulvet, inden hun går ud i regnen.

I dag er marker og himmel dækket af et gråt gardin. Hun trasker over mudder, hen mod skoven. I dag er der kun lyden af dråber mod hætten på hendes regnjakke. De smælder højt, når de støder mod det tykke stof. Hilde er gående og i ly på samme tid. Alene.

Hun kan ikke noder og ved ikke, hvordan man skriver en sang. Alligevel kan det godt være, der er en melodi i regnens takter. At der er en sang i regnen. Hilde forestiller sig selv i en dyr uldbetrukken lænestol i Aftenshowet, hvor hun smiler venligt til Ulla Essendrop. Ulla er egentlig ikke vært mere. Hun er bare vikar. Men for Hilde vil Ulla nok altid være Aftenshowet. Ulla med flæsekrave, der introducerer Hilde og spørger til den helt særlige historie, der gemmer sig bag Hildes allerførste hit. Denne ørehænger af dimensioner. Hilde bekræfter over for Ulla, at jo, det var faktisk en sang, hun hørte en dag, hun var ude at gå tur i regnvejret, og at det er rigtigt nok, det med, at Hilde faktisk ikke kunne noder dengang. Ulla og Hilde ler sammen. Ulla er på TikTok, det tror man måske ikke lige, men det var der, hun stødte på Hildes sang første gang. Siden har den hængt ved. Om der er flere sange på vej, kan Hilde ikke afsløre, siger hun hemmelighedsfuldt, så det ser ud, som om det er der. Det var alt for i aften. Se med igen i morgen. Vi er ude, og det gik da meget godt.

Hilde er god til at forsvinde ind. Ind i tanker, billeder, forestillinger. Bittesmå ord eller lyde. Det kan tage tid at komme ud igen. Hilde kan være irriterende.

Hun er standset i regnvejret. Det med Aftenshowet får hende til at begynde at danse, hvad der ligner en afrikansk stammedans. Humøret er højt, og Hilde smasker rundt i mudderet. Hun drejer rundt om sig selv til lyden af et skrigende publikum, mens hun rækker tunge ad regnen. Hildes regndans under skovens våde tag. Der er projektører, og mudderbunden er større end Orange Scene. Regnjakken er et overdækket stadion. Dråberne silende kærlighed. De minder om noget, hun længes efter.

Pludselig bliver der stille under hætten. Hilde har fået trækroner, der skærmer hende. Beskytter hende. Hun står stille og lytter efter regn mod bøgeblade i flor. Tiden mellem faldende dråber udvider sig. En hist, en her. Hun tager hætten af. Den fugtige luft er en klam hinde om hendes nakke, ansigt og hår. Om lidt vil solen skære hul i skyen og kaste skin gennem trækroner, hvis stammer ved alt. De har stået i hundredvis af år og suget visdom til sig. Hildes fødder bliver varme i gummistøvlerne.

Regn, der hører op.

En stamme at læne sig op ad.

En, der aldrig går.

Der er en stigning i terrænet, og Hilde må spænde i lårmusklerne for at bevæge sig opad. Hun har gået her mange gange før. Det har gjort bestemte muskler stærke. Andre bruger hun ikke. Kort tid efter står hun der, hvor skov og eng fletter sig sammen til et maleri, hun elsker at betragte i timevis. Kroppen giver et suk, og hun synker i knæ. Hilde kigger ud over den mørkegrå sø. En stime ørreder glider let gennem vandet, og Hilde tager sin telefon op af lommen. Hun går ind i beskeder. ‘Pen på blok’-ikon og skriv ny besked. Vinden går gennem de cremefarvede siv, mens hun holder sin tommelfinger hen over j’et på tastaturet. Det er svært, så Hilde lukker øjnene og forsvinder. Okay. Hvis der er en and, når jeg åbner øjnene igen, så gør jeg det, tænker hun. Sådan har hun stået og tænkt mange gange før. I dag er længslen i hende stor, så hun snyder. Hun prøver, om hun kan høre, hvornår der er en and foran hende. Hilde står med lukkede øjne i mindst fem minutter, mens solen varmer hendes krop. Så hører hun lyden af en skræppende and og plasken i vand. Hilde slår lynhurtigt øjnene op. Der er ingen and at se.

Men det gælder. Den var der jo. Anden. Når lyden af den var der, så var den der. Det er Hilde, der prøver at hjælpe sig selv. Man kan gøre mange ting i forsøget på at hjælpe sig selv. Hilde ser ned på sin telefon. Hendes tommelfinger bevæger sig hen over tastaturet. Nedbidt negl, afskallet neglelak. Jeg kommer til Kbh 10.-20. Send. Beskeden lægger sig øverst i listen over Hildes beskeder. Det er alt, der står. Det er ikke en samtale endnu. Indtil videre bare envejskommunikation. Hilde putter telefonen i lommen. Det er, som om hun har holdt en hvid due om benene og nu har sluppet den.

På høje, næsten neonfarvede græsstrå forstørrer en regndråbe stråets midte. Det ligner skrivebordsbaggrunden på farmors bærbare. Hilde vender rundt og går samme vej som altid tilbage gennem skoven. Hun skal hjem og arbejde videre på sin talk.