FREDAG DEN 27. OKTOBER

1

Orhan Çakir kniber øjnene sammen og ser ud på snestormen foran Volvoens billygter. Vinduesviskerne kæmper imod de store snefnug, og sigtbarheden er elendig. Ifølge termometeret er der minus ti udenfor, men den isnende vind får det til at føles koldere.

Bilen krænger, hver gang et kraftigt vindpust kommer farende.

Alt er så forbandet hvidt.

Orhan bander lavmælt for sig selv og skæver til Benne, som sidder ved siden af ham i passagersædet. Han er ikke ligefrem til nogen hjælp, stirrer bare frem for sig og surmuler.

De har været undervejs hele natten, er kørt op fra Trelleborg, hvor de hentede leverancen i går aftes. Undervejs var de nødt til at holde ind i Östersund for at spise og hvile sig et par timer. De er allerede for sent på den, de har aftalt et tidspunkt, hvor leverancen skal overdrages ved den norske grænse. Orhan burde i virkeligheden sætte farten op, men i det her vejr tør han ikke. Vejbanen er dækket af sne, og han har kun sommerdæk på bilen. I Skåne er det stadig tolv grader om dagen. Han var totalt uforberedt på, at det ville være vinter heroppe i Jämtland, troede, at det ville være en nem opgave at køre herop.

I stedet er han havnet midt i en forbandet snestorm.

Et halvt tilsneet skilt med navnet ‘Nälden’ dukker op ude i vejkanten. Da Orhan flytter blikket igen, ser han pludselig en stor, mørk silhuet, der bevæger sig ind foran dem på vejen.

“Pas på elgen!” skriger Benne.

Det er rent instinkt, da Orhan drejer rattet voldsomt til højre. Det eneste, han kan tænke på, er, at han skal sigte efter bagbenene, skal undgå et frontalt sammenstød for enhver pris. Han knuger så hårdt om rattet, at fingrene gør ondt, alt går for hurtigt og langsomt.

Nu er der kun et par meter igen. Elgen er så tæt på, at han ville kunne strække hånden ud gennem bilruden og røre ved den.

Det går op for Orhan, at han ikke slipper fra det her.

Han og Benne er færdige.

Allerhelst vil han knibe øjnene helt i og beskytte ansigtet med hænderne, alligevel stirrer han som hypnotiseret på det gigantiske dyr. Som i slowmotion passerer de bagbenene med kun en håndsbredde mellem bil og dyr, og så er de forbi. Uden at Orhan helt forstår, hvordan det skete, har de mirakuløst undgået katastrofen.

Bagvognen skrider ud, men mod alle odds lykkes det ham at bevare kontrollen over bilen og blive på den snedækkede vejbane.

“Hvor helvede kom den satan fra?” udbryder Benne med opspærrede øjne. “Den stod der bare lige pludselig!”

Hjertet hamrer i Orhans brystkasse, adrenalinen pumper i blodet. Han får det dårligt ved tanken om, hvad der ville være sket, hvis elgen havde bevæget sig bare en anelse mere til højre.

En rasteplads dukker op ude i vejsiden, og han drejer derind, må have nogle minutter til lige at komme sig.

“For helvede da, hvor var det tæt på, at vi kørte galt der,” siger Benne.

Stemmen dirrer. Han er så hvid i ansigtet, at det næsten er selvlysende. Benne er seks år yngre end Orhan, er lige fyldt enogtyve, men lige nu får angsten ham til at ligne en skræmt teenager.

Orhan læner sig tilbage i forsædet og prøver at tage nogle dybe indåndinger. Han ryster over det hele, men vil ikke vise Benne sin frygt.

Koldsveden løber ned ad nakken.

Han burde lade være, har allerede taget speed undervejs for at holde sig vågen, men rækker alligevel ud efter vodkaflasken, som ligger i handskerummet. Uden at tøve tager han et par hurtige slurke, behøver alkoholen for at kunne fortsætte.

Sikke en idiot han er for at have påtaget sig denne opgave.

Han kunne have været hjemme i Malmø. Siddet med en øl i lejligheden sammen med Lia. Hun ville have smilet til ham, de ville have småskændtes om, hvilken film de skulle se, da hun bedst kan lide romantiske komedier som Bridget Jones, og han helst vil se actionfilm.

Fuck, fuck, fuck.

Orhan slår knytnæven ned i rattet. Han hader sne, det er derfor, han bor i Malmø, næsten så langt sydpå man kan komme i Sverige. Hans familie stammer fra varmere himmelstrøg, Orhan ville aldrig frivilligt få tanken at iføre sig et par ski.

“Vi er nødt til at køre,” siger Benne og synker. “Ellers kommer vi for sent til mødestedet.”

“Øjeblik,” mumler Orhan.

Han ved, at Benne har ret, men han ryster så meget på hænderne, at det er svært at skrue låget på vodkaflasken igen.

Han kan ikke køre endnu, må blive siddende lidt længere og sunde sig.

Ifølge instrukserne skal de fortsætte ad E14, indtil de har passeret Duved, hvor de skal dreje af amtsvej 322 og fortsætte i nordvestlig retning. Tæt på grænsen ligger der et sted, der hedder Skalstugan. Der skal de fortsætte ad en gammel vej, Karl Johansvägen, som fortsætter direkte ind i Norge.

Ved at køre den vej undgår de både grænsekontrollen og kameraerne på 322 foruden den stærkt overvågede grænseovergang i Storlien.

Både Jämtlands Politi og grænsekontrollen har skruet op for deres bemanding på det sidste. Presset på narkokurererne er blevet væsentligt større, præcis ligesom risikoen for at ryge i spjældet. Det er blevet sværere at rekruttere folk.

Men Hassan har forsikret ham om, at det er en sikker vej.

Og han betaler ekstremt godt.

Orhan stryger det sorte hår væk fra panden, forsøger at gennemtænke den oprindelige plan. Den norske kontakt fra Trondheim vil komme i en firhjulstrækker på den anden side af grænsen. Orhan har fået koordinaterne og en pin på Google Maps til at finde det rigtige sted.

Det eneste, han skal, er at svinge ud på vejen igen og fortsætte.

Men der var ingen, der sagde noget om en fygende snestorm, da de aftalte leverancen. Orhan kan mærke, at han hader dette sted af hele sit