Det er tidligt på dagen og sent på året. Rühle står stille. Foran ham er en skinnende metaltråd spændt hårdt ud mellem to bøgetræer. For hans fødder stikker en hånd ud af et frakkeærme. Hånden er bleg og stor og bevæger sig knap nok, da Rühle puffer til den med støvlespidsen. Kroppen, der tilhører hånden, er dækket af en motorcykel. Motorcyklens forlygte lyser gult på frakken, hånden og halstørklædet. Der siver blod ud igennem halstørklædet. Blodet farver asfalten sort. Det tager Rühle et stykke tid at binde knuderne op, hvorefter han ruller tråden sammen og stikker den i lommen. Da han drejer rundt, knirker den frosne jord under hans såler. Han ser sig forskrækket om. Men der er kun en solsort, som begynder at kvidre, en due, som begynder at kurre. Blodet dunker i Rühles tindinger. I vejkanten et tyndt lag is. På isen ligger en sort klump, som en spurv, der er faldet til jorden. Rühle samler den op og står med en handske i hånden. Blødt velgarvet læder.

I

Vi var seksten. Kun to drenge. Thorsten og David. Jeg vil ikke høre noget tøsefnis i dag, sagde Betzler og slog tavlen op. Vi sår og høster for socialismens vel, stod der med sirlig håndskrift. Betzler rettede på permanentkrøllerne og sagde: I dag skal det handle om udsåning af hvidkål. Anna rakte hånden op og bad om lov til at gå på toilettet. Nu igen, sagde Babsi. Hun må have hemmeligheder gemt ude på det toilet. Anna vendte sig om: Nej, det røde. Det gider vi da ikke at vide, råbte Kerstin, men døren var allerede gået i. Må vi så få ro. Betzler bankede på tavlen med kridtet. Hvilke retter indeholder hvidkål. Stuvet hvidkål, hvidkålsgratin, mormorhvidkål, svarede Marlene.

Vær venlig at række hånden op først, sagde Betzler. Marie skrev i mit stilehæfte: Alle er skideirriterende i dag. Jeg skrev: Især dig. Lad mit stilehæfte være i fred. Udenfor listede en kat hen over den revnede beton. Marie lænede sig over mod mig og tegnede en streg: Lad mit stilehæfte være i fred. Hvordan går det med dig og Paul? hviskede hun.

Da Paul om fredagen kom kørende ind i gården på sin Schwalbe, stod Bedste allerede og himlede med øjnene. Jeg skyndte mig ovenpå for at se til Lille, men hun sov stadig sødt. Så jeg malede hurtigt læberne røde, purrede op i håret, glattede kjolen og løb nedenunder. Paul havde i mellemtiden slukket knallerten og stod med spredte ben lænet op ad sadlen. Vil du med ud på eventyr? spurgte han og blinkede til mig.

Selvfølgelig ville jeg det, men Lille kunne vågne når som helst, og det var desuden vaskedag. Kom nu. Han ville til sankthansfest ovre hos tjekkerne. Ham og Rühle. En maskine var brudt sammen på deres arbejde, fortalte Paul, og reservedele var en by i Rusland. Det var klart, at jeg gerne ville med, men Lille, vasketøjet.

Det er nu eller aldrig. Paul legede med håndbremsen, klik-klak. Jeg ville helst være taget med ham, men med så kort varsel og uden mors tilladelse, det kunne han godt glemme.

Så spørg dog din mor.

Hun er her ikke.

Så spørger vi din far i stedet, han siger jo altid ja, sagde Paul og startede maskinen, og kort efter drønede vi ud ad landevejen med to hundrede i timen, de rapsgule marker fløj forbi, og jeg omfavnede Paul bagfra, kunne mærke hans ryg mod mine bryster, lænede mig ind mod hans skulder, og før jeg vidste af det, var vi i Kleinnaundorf, første vej på venstre hånd, Zossenerstraße. Fars kontor lå oppe på tredje sal, men da vi stod på fortovet, føltes det pludselig forkert.

Gør det nu, sagde Paul, vi kan ikke stå her hele dagen. Han skulle hjem og pakke og ville komme tilbage og hente mig ved halv fire-tiden. Eller også kan du bare komme op til Waldplatz kvart i seks, sagde Paul og forsøgte at kærtegne mig, men jeg rystede på hovedet og skubbede hans hænder væk. Hold nu op, din gamle er da til at tale med. Nå, det tror du, råbte jeg, men da var han allerede kørt.

Jeg kiggede op for at se, om far måske stod i vinduet og kiggede ned på mig. Men hvad skulle jeg sige til ham? Nu skal du høre, far, jeg smutter lige til sankthansfest sammen med to fyre, vasketøjet vasker sig selv, og Lille lærte at lave mad i formiddags. Du skal ikke være bekymret, jeg er tilbage på mandag. Alle vinduerne var selvfølgelig tomme og lukkede. Jeg sparkede til et cigaretskod og satte mig på det nederste trappetrin med hovedet i hænderne. Pillede lidt i en tånegl. Så kiggede jeg igen op mod vinduerne. Hvad nu, hvis sekretæren havde frokostpause og kom ud ad døren, fik øje på mig og sagde: For søren, pigebarn, din far er på arbejde, kan du se at skrubbe hjem med dig. Men alt var lukket. Det her var helt skørt. Jeg var jo ikke et barn længere, men jeg ville heller ikke have givet min datter lov til at smutte over til tjekkerne sammen med to fyre. Gaden var mennesketom, så langt øjet rakte. Lille ville snart vågne, og man kunne ikke lade hende være alene med Bedste i ret lang tid ad gangen. Jeg klatrede op på en havemur og kiggede på uret i kirketårnet hen over en rød hæk. Over halv tre allerede. Men der var stadig en time til, at Paul skulle komme og hente mig, og det var ikke engang sikkert, at han ville komme tilbage. Jeg kan lige så godt gå hjem, sagde jeg til mig selv og hoppede ned fra muren.

Ved bygrænsen fik jeg et lift. Der voksede tykke grå hår ud af chaufførens ører, og jeg kunne tælle hans guldtænder, da han smilede og kaldte mig et lamseben. Fire stykker. Det er pænt af Dem at give mig kørelejlighed, sagde jeg, jeg bor i den næste by, så der er ikke så langt. Han lænede sig ind over rattet og spurgte om, hvad jeg hed, om min alder, mine søskende, mine forældre. Vidste de, at jeg føjtede rundt mutters alene ude på landevejen?

Jeg hedder Karin, men min kæreste kalder mig Komma, jeg er seksten år og har en søster og to forældre, der naturligvis ikke ved, hvor jeg er, svarede jeg. Men jeg ville nu ikke sige, at jeg føjter rundt mutters alene ude på landevejen, tilføjede jeg ved nærmere eftertanke. Han smilede. Aha, fem stykker. Han havde fem guldtænder. En endeløs rapsmark uden for vinduerne. Bor De her på egnen? spurgte jeg. Det kunne du lide at vide, sagde han, vil du gerne se, hvor jeg bor? Meget gerne, svarede jeg, det passer bare ikke så godt i dag, jeg har utrolig meget at se til. Hvad skal du da? spurgte han og smilede igen. Det må jeg nok sige, De er sandelig en nysgerrig herre, jeg vil gerne sættes af her, sagde jeg. Han stoppede op, og jeg skyndte mig at åbne døren i passagersiden. På snarligt gensyn, unge dame, sagde han og dyttede og kørte væk.

Bedste var selvfølgelig skidesur. Hvad bilder du dig egentlig ind? råbte hun. Er du gået helt fra snøvsen? Hvad ville den lømmel? Du kan ikke bare køre din vej med alle mulige tilfældige typer. Jeg befriede hende for Lille, der vrælede i vilden sky, og sagde til hende, at Paul ikke var nogen tilfældig type. Hvad troede hun egentlig om mig? Som om jeg kunne finde på at køre min vej med den slags. Jeg havde kun været væk et øjeblik, og hun kunne godt gå i gang med at klappe hesten. Jeg kunne stadig høre hende råbe, da jeg kom om i baggården.

Alt i orden, alt i orden, hviskede jeg i Lilles øre og kyssede hendes bløde, tynde hår. Bedste mener det ikke så slemt, hun er bare sur over, at hun tabte krigen. Jeg satte Lille ned på jorden. Hun begyndte omgående at klamre sig til mit ben. Hør nu her, min ven, jeg skal vaske tøj, og så kan jeg ikke gå rundt med dig på armen, det må du da kunne forstå.

Det kunne Lille ikke. Tårerne hang i hendes øjenvipper. Selvfølgelig skulle mor absolut have en unge mere. Jeg hev fat i en af de nederste grene i nøddetræet. Lille gloede som besat på den vuggende gren og blev helt stille. Der kan du bare se, sagde jeg og åbnede maskinen, kylede vasketøjet ned i zinktromlen og gik ind i huset med de to spande.

Jeg var lige blevet færdig ved håndcentrifugen, da jeg hørte Bedste råbe op nede ved havelågen. Nu havde jeg igen været ude at rende med den fløs. Det var en skændsel. Jeg trængte til en lærestreg. Lågen gik i med et brag. Kort efter stod far omme i baggården. Lille strålede, da han kastede hende op i vejret. Mor siger, at ham Paul har været her igen.

Jeg nikkede og fiskede en undertrøje op af tromlen. Ham Paul, smilede far, han forfører min datter og driver min mor til vanvid. Hvad lavede I?

Vi kørte bare en lille tur.

Kørte bare en lille tur?

Kørte bare en lille tur.

Skal I køre flere ture?

Jeg trak på skuldrene. Det kan da godt være.

Javel, næste gang, I skal ud at køre tur, må du være sød at spørge mig først, ellers risikerer det her at løbe af sporet.

Lille klynkede, far klappede hende trøstende på rumpen.Derefter så han alvorligt på mig.

Du må love mig altid at være ærlig over for mig.

Det lovede jeg.

Kvart i fem. En time endnu. Hvorfor havde jeg ikke spurgt far om lov? Jeg lagde Lille på puslebordet og tørrede bæ af hendes numse, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle bære mig ad med at være på Waldplatz klokken kvart i seks. Måske alligevel snakke med far om det? Nej, det nyttede ikke noget. Tre dage i Tjekkoslovakiet. Det ville han aldrig give mig lov til. Og hvis han gjorde, ville mor sætte hælene i.

Klokken fem. Far lå under Škodaen i indkørslen, kun hans fødder stak ud under bilen. Bedste sad ved siden af ham på en skammel, med nedadvendte mundvige og værktøjskassen foran sig. Når far råbte skruenøgle, rakte hun ham skruenøglen, når han råbte stempel, rakte hun ham et stempel, når han råbte drej, gik hun hen til rattet og drejede på det. Satan og helvede. Far begyndte at bande. Det var et dårligt tidspunkt at spørge ham på. Jeg tog fat i Lilles hænder, og hun trådte op på mine fødder, og så gik vi rundt i haven. Hun elskede den leg. Jeg håbede, at mor snart ville komme hjem.

Kvart over fem. Mors hæle klaprede hen over asfalten, derefter den pibende låge, dørens knirken. Lille begyndte at skrige. Hvad er der nu galt? spurgte mor. Har hun luft i maven, feber, diarré? Jeg trak på skuldrene. Kan du ikke tage hende? Må jeg lige få lov til at komme hjem først, sagde mor og gik forbi mig og op til soveværelset.

Halv seks. Mor på sofaen. Jeg på gulvtæppet med Lille. Hun kørte en træklods hen over mit ben, mens hun mumlede brum, brum.

Mor, vil du ikke nok være sød at tage Lille?

Hvorfor dog det, I leger jo så fint.

Mor, helt ærligt.

Så lad mig da få hende.

Jeg gav hende Lille og løb ovenpå, læbestift, blå kjole, håret ud, ned ad trappen, udenfor. Jeg ville være der i god tid, før Rühle. I indkørslen ruskede jeg i fars venstre fod. Tilbage til aftensmaden, råbte jeg.

Hvor skal du nu hen?