Prolog

“Vi kommer fandeme ingen vegne!”

Kriminalkommissær Nikki Galena smækkede bildøren i og gloede hidsigt på det forfaldne rækkehus’ afskallede mure. “Så du deres ansigter? Deres kropssprog?”

Kriminalassistent Joseph Easter stak notesblokken tilbage i lommen og drejede bilnøglen. “Det behøvede jeg ikke. Den dårlige stemning var så tyk, at man kunne skære i den. Men det kan man dårligt bebrejde dem. Det svin truer ikke alene dem, han går også efter deres familier. Hvordan ville du have det, hvis der skete noget med en af dine nærmeste, som du kunne have gjort noget for at forhindre? Jeg forstår udmærket, hvorfor de ikke vil tale med os.”

Nikki tog en dyb indånding og sukkede. “Jeg ved det ikke. Hvordan fanden skal vi få folk til at samarbejde, når de er skræmt fra vid og sans? Der må være nogen, der tør trodse Stephen Cox og bare give os et eller andet på ham. Han er tilbage for fuld hammer og har sine fingre i alt! Ikke kun narko, men også hvidvask og menneskehandel. Prik til hvad som helt ulovligt, og vi finder Cox lige under overfladen.”

Joseph rystede på hovedet. “Jeg fatter ikke, at han gider komme i nærheden af den her by. Både politi og undergrund i hele Greenborough vil af med ham. For slet ikke at tale om, at familien Leonard har sat en pris på hans hoved. Det er mig virkelig en gåde.”

“Jeg begynder at frygte, han har overnaturlige kræfter. Vi slår ham ud, men han rejser sig bare igen.”

“Hvis han virkelig er vendt tilbage, er han stærkere end nogensinde.”

“Men kan vi knalde ham for noget? Kan vi …”

De næste ord blev aldrig udtalt, da et øresønderrivende brag rystede bilen.

“Hvad fanden var det?” Joseph greb hårdere om rattet. Han stirrede med åben mund på en støvsky, der steg op bag bygningerne for enden af den smalle blinde vej.

“Åh, Gud! Det er hovedvejen! Den firesporede, der løber lige gennem centrum af byen! Bak, Joseph! Få os ud af den her labyrint!”

Mens Joseph fik motoren i gang og bilen i bakgear, greb Nikki radioen.

Stemmen fra centralen lød anspændt, ophidset. “Vi har allerede fået meldingen, tak. Rapporterne strømmer ind. Massiv trafikulykke ved Blackmoor Cross. Lastbil mod fodgængere.”

“Vi befinder os i Carborough-husene, eller lige bagved. Det føltes som en eksplosion!”

“Øjenvidner siger, at køretøjet ramte ind i byggeriet på den nordlige side af vejen ved siden af skolebygningerne.”

Skoleåret var i gang. Bygningerne ville være fyldt med unge. Gudskelov havde lastbilen ikke ramt selve skolen. Men med voksende rædsel så hun stedet tydeligere for sig. Det, der burde have været en række robuste Tudor-bygninger, var i øjeblikket et ustabilt skelet af træ og mursten under restaurering, indkapslet i et fletværk af stilladser og holdt oppe af egepæle. Hun blev tør i munden og sagde:

“Skriv, at vi tager den. Vi er kun et minut derfra.”

Foran dem holdt to rækker stillestående køretøjer.

“Pis! Det der kommer vi aldrig igennem.”

“Der er en plads derovre. Parkér bilen. Vi kommer hurtigere frem til fods.”

Joseph manøvrerede bilen ind i det håbløst lille mellemrum og drejede nøglen om.

Sammen sprang de ud og løb i siksak mellem varme udstødningsrør og bilkølere mod ulykkesstedet.

*

Lyden af Greenboroughs sædvanlige summende provinsaktivitet var blevet afløst af hvinende vinkelslibere, hylende

sirener og blå blink. Luften, der normalt lugtede af saltvand med en undertone af hotdogs og friskbagt brød, stank af dieselos og murstøv, der tilstoppede alles næser og svælg.

“Herovre!” kaldte Nikki til en redder klædt i grønt, hvorefter hun igen knælede ved siden af en rædselsslagen kvinde og mumlede: “Det er okay, det er okay. Ambulancen er her. Prøv at være rolig, de skal nok hjælpe dig.”

Hun gav kvindens hånd et beroligende klem, og idet lægen faldt ned på knæ og begyndte at vurdere hendes skader, løsrev Nikki sig og bevægede sig længere ind i den raserede ruin, der for en time siden havde været et prestigefyldt restaureringsprojekt.

“Chef!” Joseph kom ud af mørket med tøjet dækket af støv. Han havde en høj brandmand i hælene, der omhyggeligt og effektivt trådte uden om murbrokkerne for at holde trit med ham.

Nikki kendte vagt manden og nikkede til hilsen. “Har du nogen idé om, hvad der er sket?”

Han så dyster ud. “Jeg vil ikke citeres for det, kriminalkommissær, men ambulancelægen mener, at lastbilen blev ført af en død mand. Han er ret sikker på, at chaufføren fik et massivt hjerteanfald og døde ved rattet.”

Nikki pustede langsomt ud. “Hvor mange dødsfald indtil videre?”

“Fire på nuværende tidspunkt, inklusive lastbilchaufføren, men,” han trak på skuldrene, “guderne skal vide, hvad det endelige tal bliver. Det er lykkedes os at sikre køretøjet, nu er det alle de skide vragrester fra bygningen, der er problemet. Jeg tænkte på, om I kunne afse nogle af jeres …”

Før han nåede at tale ud, knitrede Nikkis radio med hendes kaldesignal. “Chef, vi har fået en ubekræftet melding om problemer med en beskadiget bygning i Ironworks Passage. Er I i området?”

“Det er vi. Kriminalassistent Easter og jeg er omkring hundrede meter derfra. Notér, at vi er på sagen. Skifter og slut.”

Brandmanden knurrede: “Det her er langt værre end først antaget. Jeg må hellere gå med jer.”

Da de nåede frem, kiggede Nikki ind i passagen, en gennemgang fra skolen til torvet. “Den ser ikke så slemt beskadiget ud.” Brandmanden mente øjensynligt noget andet. “Forsigtig, kriminalkommissær. Jeg er ikke sikker på, hvor stabile murene er, og det er en meget smal gyde her. Hvis de vælter ned over os, er vi færdige som gårdsangere.”

Brandchefen gik videre og inspicerede professionelt bygningerne på begge sider af dem. Glasskår knasede under deres sko.

“Heldigvis er det her bagsiden af butikkerne og pakhusene og ikke forsiden. De enorme glasfacader kunne have kostet mange mennesker livet.”

“Se der.” Joseph pegede frem mod et gabende hul i murværket på en af de gamle bygninger. “Det må være det, de mener. Hvor er vi henne?”

Nikki bevægede sig hen mod hullet. “Det er vist pubbens lagerrum. Muren er styrtet sammen, og vist også en del af gulvet. Man kan se ned i kælderen.”

“Bare rolig, jeg får et hold herned til at tjekke det.”

Brandmandens radio hvæsede statisk støj. “For fanden i helvede! Signalet er elendigt herinde. Jeg må væk fra de høje bygninger.” Han gik tilbage, samme vej de var kommet, og råbte til dem, mens han gik. “Og I går ikke derind, det er alt for farligt.”

Nikki kiggede på Joseph, hævede det ene øjenbryn og sagde dæmpet: “Sikke noget. Manden siger, at det er alt for farligt. Hvad synes du?”

Sammen stirrede de ned i kælderens mørke. Stumperne af den sammenstyrtede væg havde dannet en ret praktisk rampe af murbrokker ned til det lavere niveau.

Joseph tog et skridt fremad og rynkede panden. “Hvis nogen arbejdede dernede, kan de have brug for akut hjælp.”

Han så på hende, og hans rynkede pande blev til et djævelsk smil: “Og derudover, hader du så ikke bare at tage imod ordrer fra Trumpton? Skal jeg gå først?”

Nikki skulle til at gengælde hans smil, da hun hørte en lyd. Det var en klynken, et lille dyrisk skrig. “Joseph! Der er nogen dernede! Kom.” De støttede sig til hinanden og krøb ned ad jordskredet af smuldrende murbrokker. “Træd for himlens skyld forsigtigt. Hvis nogen ligger fanget hernede, kan vi gøre det meget værre for dem, hvis vi får det hele til at skride sammen.”

“Jeg er der næsten.” Han rakte hende sin hånd. “Ja, det er sikkert hernede. Der er fast grund under fødderne.”

Nikki trådte ned ved siden af ham, og de spejdede rundt i skyggerne. “Hallo? Det er politiet! Hvor er du henne? Er du kommet til skade?”

De hørte intet andet end en uhyggelig stilhed, der af og til blev afbrudt af den torpederede bygnings ildevarslende knagen. Nikki mærkede en snigende frygt krybe op langs rygsøjlen. Den skumle, dunkle kælder var kvælende klaustrofobisk, og hun mærkede en frygt for at blive levende begravet. Og det var ikke det hele. Selvom de kun havde været dernede i få øjeblikke, steg dystre minder om en gammel sag op fra fortiden.

“Hallo?” Josephs stemme bragte hende tilbage til nuet, og de stod side om side og ventede. De hørte en rislende lyd af murstumper, der gled ned på gulvet, og så noget andet. Endnu en klynken.

“Fandens! Jeg kan ikke høre, hvor det kommer fra.”

Nikki bevægede sig langsomt fremad og ville ønske, at hun havde tænkt på at tage lommelygten med fra bilen.

“Se! Derovre! Jeg tror, det er en kvinde! Hun ligger delvist beskyttet under den lodrette træstolpe.”

Joseph begyndte at lempe sin høje skikkelse over en bunke knuste ølkasser og splintrede hylder, hvorefter Nikki hørte ham bande, da hans adgangsvej viste sig at være spærret.

Nikki prøvede at komme en anden vej rundt. “Se her, Joseph, man kan nemmere komme denne vej.” Mens hun kæmpede sig frem til den halvt begravede skikkelse, talte hun så beroligende, som hun kunne. “Hold ud derinde! Vi er der næsten! Vi har dig.”

Efter få øjeblikke kunne hun glide ned ved siden af den ubevægelige kvinde. En bleg hånd stak frem under nogle mursten. Nikki følte efter en puls og sukkede lettet. Den var svag, men gudskelov, der var en puls.

“Chef,” Joseph rakte noget til hende. “Den gør måske hverken fra eller til, men tag min Maglite.”

“Tak.” Hun rakte ud og tog imod den lille lommelygte.

“Tror du, at du kan komme op på gaden igen? Radioerne virker ikke nede i det her hul, og vi har virkelig brug for hjælp.”

“Ja, selvfølgelig. Jeg er på vej.”

“Sig til dem, at hun kun delvist er ved bevidsthed. Formodede knusningsskader, og hendes ben …” Nikki rettede den smalle lyskegle mod dem, så hvide knoglestumper stikke ud af det blodige kød, og bed sig hårdt i læben. “Bare få fat i redderne, og skynd dig.”

Han begyndte at lirke sig ud af ruinerne, og Nikki lænede sig længere ned mod kvinden og talte blidt til hende. “Jeg hedder Nikki, jeg er fra politiet. Kan du fortælle mig, hvad du hedder?”

Der var en næsten uhørlig mumlen, de kolde fingre bevægede sig, og et øjenlåg flakkede i lysstriben. Nikki strøg forsigtigt en stribe blodigt hår væk fra kvindens ansigt og gispede forfærdet. “Helen! Åh gud! Helen!”

Hun snurrede rundt mod Joseph Easter, der næsten var væk, og råbte: “Skynd dig! Skynd dig som ind i helvede!”