Første del

1982

1

Halvverdenen er de gales hjem, der bor mennesker, der minder om katte, men de har ingen kattelem. De har heller ingen haler, de kan ikke mjave, men de er katte. Bindegale katte.

Her til morgen kom der en Ny, og jeg måtte forklare hende alt fra begyndelsen. Colavolpe er den øverstbefalende, så Lampedina, derefter sygeplejerskerne, så kommer plejerne, så intet, intet, og mere intet. Og til sidst de gale.

Du skal først og fremmest vide, at her er det som på havet. Der er de Rolige, og så er der de Oprørte. Det er et lukket hav, men stadig et hav, og på alle have kan man navigere. Inde i halvverdenen er der også Elba – mig – men for mig er det her hele verden, for resten af verden ved jeg ikke engang, hvordan er. Nej.

Den Nye taler ikke, hun siger ikke sit navn. Sådan er det i begyndelsen. De er ofte stille. Men så er der nogen, der går i gang med at tale og ikke tier igen, der vælter et sammensurium af ord ud af dem, et hemmeligt sprog, som ingen forstår. Og det nytter ikke at lytte til dem, når de begynder på deres monomumleri.

Intet svar. Jeg tæller til fem komma seks, og så går jeg i gang igen.

Vil du vide, hvorfor jeg hedder Elba? spørger jeg den Nye. Hun blinker med det venstre øje. Det tager jeg som et ja. Det er navnet på en stor flod nordpå, Elben, som løber igennem Tyskland. Det er min Mutti, der har givet mig navnet, på tysk betyder Mutti mor. Ved du, hvor Tyskland er på verdenskortet? Der er to. Det ene er gult, det andet er orange. Det har jeg lært i skolen hos de bredrøvede nonner, hvor jeg blev sendt hen, da jeg var ni, fordi jeg skulle studere. Min Mutti kom fra det orange Tyskland, som dog nu er helt lukket af kommunismen. De byggede en mur om det, ligesom her i halvverdenen, ingen kan komme ind eller ud, det er kun floderne, der løber frit, for dem kan ingen standse. Den flod, der bærer mit navn, løber tværs igennem det orange Tyskland og munder ud i Nordsøen. Alle floder løber ud i havet, sagde Mutti.

Den Nye vrider sig under tæppet som en utidig kat. Jeg gnider det lille fremspring, jeg har på næsen, med den ene pegefingerkno tre komma fire gange og fortsætter med at forklare.

Min Mutti stak for mange år siden af fra det orange Tyskland, men endte alligevel bag en mur. De internerede hende her, men hun var ikke alene. Hun havde allerede mig i maven og mange ting i hovedet. Matematik, fremmedsprog, navne på alle dyre- og plantearter og galskaben.

Jeg var hos bredrøvenonnerne i fem år, og da jeg endelig kom tilbage, var Mutti forsvundet. Colavolpe sagde, at hun var død, men jeg tror ikke på ham, for sommetider hører jeg hendes stemme. Den Nye sukker, og der breder sig en stank af sult i værelset. Hvad er det, du tror? Vel ikke at jeg er som dem med de opspilede øjne på tredje sal, der kun forestiller sig stemmerne! For så havde Colavolpe flyttet mig op til dem, han er lederen af halvverdenen og bestemmer over gale og raske, både dyr og mennesker.

Den Nye trækker på skuldrene og pakker sig ind i tæppet, så hun ligner en mumie. Måske fryser hun lidt, som vi alle gør. Det er bare det, at nogen fryser udenpå, mens andre fryser indeni ligesom mig.

Jeg ved ikke, om jeg virkelig hører Muttis stemme, indrømmer jeg, men hun lever helt sikkert stadig og er gemt væk på en eller anden afdeling her. Det ved jeg med sikkerhed, for det var der en af tosserne, der fortalte mig, da jeg kom tilbage for omkring et år siden. Og tosser kan ikke finde ud af at lyve.

Jeg er tavs, og den Nyes mave knager som en gammel dør. Det er den tristeste lyd i verden, så jeg begynder at tale igen. Min Mutti var smuk. Jeg lukker øjnene og prøver at se hende for mig: hår som forgyldt mos, øjne som sprøde blade, fingre som vedbend, der slynger sig. Med hende var der aldrig noget, der var skidt, og hvis jeg græd, så gav hun sig til at synge. ‘Backe, backe Kuchen’ eller ‘Es war eine Mutter’. Vi talte altid det hemmelige tyske sprog sammen for at holde vores tanker gemt for de andre.

Hun holdt mig med selskab, hun fortalte aldrig en løgn og fik aldrig krampeanfald. Og så var der de lege, hun fandt på til mig. Der var den stumme biograf: Hvis en gal gav sig til at skrige, så holdt hun mig for ørerne og bevægede læberne, og så skulle jeg forstå alt det, hun sagde. Legen stoppede, når den gale besvimede, eller når Lampedina tog hende med ind i sit rum.

Der var også en leg kaldet Pastillen, der stak af. Den af os, der havde held med at spytte Pastillen ud i toilettet, uden at vagtsygeplejersken opdagede det, vandt. En gang glemte jeg at trække ud, jeg mistede to point, men så havde jeg lært det. For her er vi gale, det er sandt, men ikke dumme!

Der var Lello Kamel. Man satte gulvspanden og gulvmoppen sammen, og så blev den til en dromedar ligesom den, jeg havde set i et naturprogram på tv. Jeg satte mig overskrævs på skaftet og red igennem halvverdenens ørken.

Der var dronning dronning. Jeg sagde: Dronning, dronning, hvor mange skridt skal jeg tage for at nå frem til dit slot uden at le eller græde? Mutti svarede: fem girafskridt. Og dem tog jeg: et, to, to komma seks, tre, fire, fire komma syv og fem. Når jeg nåede frem til hende, sagde hun kilde-kilde, mens hun kildede mig på halsen for at få mig til at tisse i bukserne af grin. Nogle gange var det ti elefantskridt, andre gange hundrede myreskridt. Men jeg kom altid tilbage til hende. Det er derfor, tal er smukke, de ender aldrig, ligesom folks tosserier heller aldrig gør. Men til forskel fra dem er der altid orden i tallene, de er aldrig tilfældige. Jeg kan godt lide både hele tal og dem med decimaler, bedst dem med decimaler, for de er ligesom mig. Præcise, men ukomplette.

Hvor er din mor? Lever hun?

Den Nye gider ikke engang gøre sig den anstrengelse at dreje hovedet. Hun presser sin højre pegefingernegl ned i sin venstre håndflade. Jeg bladrer i kladdehæftet med det sorte omslag, som jeg har liggende under madrassen, og noterer det i min Journal over sindslidelser. Hver gang jeg støder på en ny, føjer jeg den til listen. På den måde hjælper jeg Colavolpe med at stille diagnoserne. Ofte er vi ikke enige. Han siger hysteri, og jeg skizofreni, han siger paranoia, og jeg mani. Han impulsivitet, og jeg epilepsi. Jeg lader ham vinde, for han er chefen, men så rykker de nye fra afdeling til afdeling og ender netop der, hvor jeg sagde. Skizofreni, mani, epilepsi. Jeg kan godt lide at lave rim, og heldigvis ender mange ord i halvverdenen på ‘i’ som i tosseri. Colavolpe vil aldrig indrømme, at jeg har ret, for han er misundelig. Jeg er født blandt de gale, mens han har brugt et helt liv på at ende der.

Jeg har aldrig været i verden udenfor med undtagelse af de fem år hos bredrøvenonnerne. Men hvad betyder det? Resten af verden kommer her. På Fascione-anstalten kommer alle: høje, tynde, grimme og smukke. I kvindeafdelingen lider alle af hver deres galskab. Der er dem, der kan lide at klø sig, til de har kradset huden af, dem, der klager nat og dag, og dem, der fortæller løgne. Dem, der er overbevist om, at de er en anden, end den de er, dem, der flår tøjet af og går rundt med blottede kønsdele. Dem, der kan lide at ligge og spille død, dem, der sætter umage ord sammen, dem, der når som helst kan finde på at gnide sig på lejeren i underetagen. Og i det tilfælde: Med koldt vand forsvinder kløen. Og hvis man bliver ved: elektricitet.

Klør din underbo aldrig? Hun ser på mig, som om det er noget, hun aldrig har tænkt på. Nu er hun bare katatonisk, så det noterer jeg i min Journal over sindslidelser.

I den her afdeling, fortæller jeg den Nye, er vi alle kvinder, eller i hvert fald en slags kvinder, for vi har hver og en enten noget, der er galt med os, eller også mangler der et stykke af os.

Aldina lider af neurasteni, hun er dygtig til at skrive rigtige digte uden rim, ikke som mine. Hun kan flette sit eget og andres hår, og så kan hun smadre glas. Hun er den eneste af os, der er smuk. Hun har mørke krøller og lange fingre, selvom hun har bidt neglene helt ned. Faren har fået hende låst inde her, fordi hun havde sluttet sig til nogle demonstranter. Hellere tosse end terrorist, sagde han den dag, han kom med hende. Hun var en måned i kasematten, fordi hun var rebelsk, og nogle gange nåede hendes råb helt herop til de Roliges hav. Jeg er politisk fange, skreg hun, og så spændte de hende fast. En dag vil du takke mig, siger hendes far, når han kommer og besøger hende, og Aldina spytter ham som regel i ansigtet. Det er tydeligt, at den dag endnu ikke er kommet.

Nunziata lider af tvangstanker. Hun dupper hele tiden håndleddene og halsen med vand fra vandhanen, fordi hun var parfumedame i stormagasinet Rinascente. Damerne blev bange for hende og holdt op med at købe kosmetik, så hun blev fyret, og da hendes forældre ikke havde råd til at have hende hjemme, sendte de hende herhen. Hendes dage veksler imellem gode og mindre gode. På de gode dage smiler hun, strækker halsen frem mod en og spørger: Hvordan er den? Vi svarer, den kan jeg godt lide, selvom hun i virkeligheden kun lugter af sved, røg og gamle løg. På de mindre gode dage er Nunziata ligeglad med alle – også parfumen.

Bedstemor Brudeina er skizofren, hun er afdelingens ældste. Hendes hår er som blår, hun har kun tre tænder tilbage i munden, men de sidder godt fast i kæbebenet. Hun kan ikke holde på lort og tis, hun monomumler dag og nat, og hun har boet her i hundrede år. Hun var her allerede, inden de sendte mig af sted til bredrøvenonnerne, så derfor holder jeg på en eller anden måde af hende. Hun tror hver dag, at det er hendes bryllupsdag – at hun skal giftes. Som ung pige blev hun svigtet ved alteret, og det er hun aldrig kommet sig over. Det har de fortalt mig, og det tror jeg på. For sommetider får kærligheden en til at svæve på en lyserød sky, andre gange får den en til at miste forstanden. Javist ja.

Hver dag var Mutti hendes vidne, og jeg hendes brudepige. Hun gik op ad gangen imellem de to rækker med senge, som om det var kirkegulvet. Hun knælede foran det lille skab med bækkenerne til at urinere i og reciterede den samme remse: Jeg, Paloma Carmela, tager dig – og hver gang var det et nyt navn – til ægtemand, og vil leve med dig i medgang og modgang, til døden os skiller. Amen, sluttede hun af. Amen, amen, gentog mor og jeg, mens vi pressede vores håndflader mod hinanden. Paloma Carmela slog korsets tegn, gik tilbage i seng og tissede i bukserne, hun var et gammelt, rynket barn. Mutti vaskede hende, skiftede hendes underbukser og striglede hendes lange, lange, hvide, hvide hår med en lille kam, hun havde i en hemmelig lomme i skjorten. Jeg viklede mig ind i det lagen, der havde været hendes brudeslæb, så på, var lykkelig, og det var det.

Pina er kleptoman, hun stjæler andres frokost for at give den til sine børn, siger hun, men hendes børn er her ikke sammen med hende. Måske findes de ikke andre steder end i hendes hoved. Hvis du ikke har så meget appetit, kan du lave en aftale med Pina, foreslår jeg den Nye. Du gemmer din mad, og hun spiser den. Sådan hjælper vi hinanden herinde. Hver gang Pina rapser noget, opdager Colavolpe det og kalder hende Karkluden, som om hun tørrer op efter andre. Men Nunziata har forklaret mig, at han mener det som et skældsord. En slidt, gammel, ulækker klud. Når Colavolpe råber ad hende og kalder hende Karkluden, ler sygeplejerskerne, og han blotter tænderne, som er halvt sorte, næsten rådne. Vi må ikke gentage det, for han tolererer ikke uanstændig tale med undtagelse af under hysteriske anfald, og der sender han os i isolation i kasematten. Så kan vi afreagere der og få alt det dårlige, vi har i os, ud igennem munden og andre kropsåbninger. Jeg har aldrig været i kasematten, men Aldina blev sendt derned, da hun var rasende, og vendte rolig og fredsommelig tilbage. Hvordan var det? spurgte jeg hende. Hun svarede ikke, men hun skrev et digt på et stykke toiletpapir.

Vreden er som en tumor i sjælen,

den sidder fast imellem hjertet og halsen,

der tynger den hvert et hjerteslag

som rummede den mere end et ton had.

Det er smukt, sagde jeg til hende, men jeg forstod det ikke. Hun gav slip på papiret og skyllede det ud i toilettet. Det var et lortedigt, svarede hun og spyttede i wc-kummen.

Skriver du digte? spurgte jeg den Nye. Jeg finder på rim, ligesom i de reklamer jeg så på tv sammen med Mutti, inden de sendte mig hen til bredrøvenonnerne. Savner du din mor? Jeg savner min hver dag, men for hver dag lidt mindre. Savnet er en smerte, som går over, har jeg skrevet i min Journal over sindslidelser, og det er det værste ved det.

Forstår du? Intet svar. Forstår du? Intet. Forstår, forstår, forstår, forstår, forstår du? Det er også lige meget, måske er du bare døv, det kan du ikke gøre for. Nå, men nu fortæller jeg dig, hvad jeg godt kan lide, okay? Jeg kan godt lide at tælle ting, se fjernsyn, synge kendingsmelodierne fra tv-reklamerne, sætte ild til ting, tale med mig selv for selskabets skyld, katalogisere alle manier. Jeg ved ikke, om jeg er gal, men det her er det eneste sted, jeg kender.

Jeg lurer på den Nyes ansigt for at se, om hun hører efter. Hendes blik er stift rettet mod den grå mur, som om hun ser blade. Der var en anden Ny, før dig, siger jeg til hende, som så blade, vidste du det? Ikke bare på træerne, hun så dem også på steder, hvor de ikke var. Blade i bruseren, blade i sengene, blade i spisesalen. Og hun talte også med dem. Hun med bladene, og bladene med hende. Så en dag blev hun rask, og familien kom og tog hende med hjem. Jeg ville ikke have sendt hende hjem, for bladene er svære at slippe af med igen. De forsvinder ikke så let, som de er kommet. Det sagde jeg til Colavolpe, men han gjorde som sædvanligt, hvad han ville, og pigen rejste. Tre uger efter kom de tilbage med hende, hun havde skåret sig i håndleddene. Du ser ikke blade, vel? Den Nye er tavs, men jeg fortsætter med at snakke, måske hører hun efter, det ved man aldrig.

Jeg ser ikke blade, og jeg hører ikke stemmer udover Muttis, som kalder på mig om natten. Jeg har ingen manier, og heller ingen melankoli. Ved du, hvad melankoli er? Det er det der, der ikke vil gå væk igen, når det er kommet. Og det kræver mange Røde og Blå Pastiller og også elektricitet, oftere og oftere. Lider du af melankoli?

Den Nye siger nej, så måske har hun det. Det må jeg lige gøre Colavolpe opmærksom på, når han går stuegang. Må jeg fortælle dig en hemmelighed? Jeg noterer alle lidelser i min journal for at forstå, hvilke af dem jeg har. Ved man det, er man allerede en smule helbredt.

Alle dem, der kommer ind her, synes, at det er en ulykke at være her, og de græder i dagevis. Men jeg kan sige dig, at det faktisk ikke er verdens undergang at være spærret inde, det er bare halvverdenens begyndelse.

Aldina har fortalt mig, at udenfor er der ligesom herinde bag portene. Forskellen er bare, at tosserne herinde går rundt i hospitalsskjorter, de siger det, de tænker, og opholder sig i et mindre fængsel, end de gale udenfor gør. Dem, som går rundt i skjorte og slips, føler sig frie og indimellem siger til hinanden: Du synes da ikke, at jeg er tosset, vel?

De ikke-tossede hader de tossede. De lukker dem inde i halvverdenen og vil ikke sætte deres ben her, ikke engang på besøgsdage, fordi de inderst inde er bange for, at de aldrig får lov til at komme ud igen. Alle dem, som folk ikke bryder sig om i verden udenfor, bliver sendt herind, fordi de er grimme, fordi de er ondskabsfulde, og fordi de er fattige. De rige er aldrig gale, og hvis de er, bliver de indlagt på en klinik med al den komfort, de er vant til. En Ny, der kom før dig, havde været rig, så blev hun fattig, og da hun ikke havde flere penge, forvandlede hun sig til en tosse og endte her.

Det er mere bekvemt at spærre alle defekte inde på det samme hemmelige sted. Så er der ingen, der ser dem, og de eksisterer ikke længere. Som de siger i den der reklame for pletfjerner: ‘Men hvilken plet? Den fjerner Viavá jo så let!’