Læseprøve på Elven af Rosa Liksom
Gribende fortælling om at være på flugt og være adskilt fra sin familie fra en af Finlands største samtidsforfattere.
Da Katri og jeg med møje og besvær havde fået gennet kvæget op på landevejen, lagde en efterårsagtig dis sig over himlen, og snart fulgte den første sludbyge. De hårde dråber skræmte alle køerne, undtagen Ilona, og de spredte sig for alle vinde. Sisko, Pirkko og Liina løb langs grøften, Kerttu forsøgte at flygte ind i skoven, Siskos kalv, Sokeri, der var født måneden før, dansede på stedet, Soma sprang op på Kielos ryg, og begge brølede. Pilekrattet i udkanten af fyrreskoven var så tæt, vådt og mørkt, at Kerttu ikke kunne komme igennem. Hun vendte tilbage til vejen, slukøret og med sænket hoved. Jeg så mig tilbage. Dér kom nabogårdens staldpige Martta og hendes hjælper, Matti, småløbende med nabobonden Iisakkis kvæg. Vi havde aftalt at gå sammen.
Fra nord slæbte udmattede mennesker sig fremad med deres dyr, og fra den modsatte side kom landsbyboernes køer og ungkvæg marcherende i geled. Bag dem haltede naboens hingst Taneli af sted, ført af stalddrengen. Taneli trak en pilrådden vogn, hvorpå en håndfuld magre og blege gamlinger sad og ludede. De måtte være fra en flække længere inde i skoven, for jeg kendte dem ikke. De tavse skarer blev ført an af en mumlende bessefar. Han gik og våndede sig: ‘Man kan ikke få vejret, og det stikker i brystet.’ Jeg tænkte, at verden godt nok var et underligt sted.
Ugen før havde min far været en kort tur hjemme på evakueringsorlov. ‘Russerne kan komme, hvad dag det skal være, og ellers skal vi til at slås mod tyskerne. I og køerne skal se at komme mod vest over Elven i en vis fart,’ advarede han os. Min far så meget tungsindig ud. Han havde mistet sin ranke holdning, og armene hang slapt ned. Det så ud, som om han havde givet fortabt over for livet. Senere på aftenen lå jeg i min seng og hørte min mor sige til min far, at han skulle forlade sig på Gud. ‘Gud hjælper dem, der hjælper sig selv,’ svarede han, og hvad min far angik, var den sidste rest af Gud forsvundet ved Østfronten.
Far nåede kun at være hjemme i et døgn, før han fik ordre om at vende tilbage til krigen. Inden han tog af sted, kaldte han mig hen til sig og sagde, at han overlod min mor i min varetægt. ‘Sørg for, at hun er i live, når jeg vender tilbage,’ sagde han og omfavnede mig længe og lidt for hårdt. Jeg kunne mærke, at han holdt gråden tilbage.
Onkel og min mor tog af sted mod Elven et par dage før os. Inden de skulle gå, vuggede min mor og maven ind til skænken i storstuen, hun rodede i skuffen og udvalgte et par sølvskeer, som hun stak i den sorte taske, min far havde købt til hende. Onkel sad ved skrivebordet i kammeret, der vendte ind mod skoven, og bladrede omhyggeligt nogle papirer igennem. Han udvalgte et par stykker, som han lagde i en dokumentmappe af svineskind, tog så mappen under armen og sagde, at når vi nåede over på vestbredden, ville vi sammen finde ud af, hvor vi skulle slå os ned. Min mor smølede, som hun havde det med at gøre, når hun skulle af sted. Vi andre måtte altid vente på hende. Til slut kravlede hun med Onkels hjælp op på ladet af lastbilen og satte sig mellem de andre landsbyboere og papkasser med bånd om, barkkurve, spejlet fra chatollet og lænestolen, der var et arvestykke fra min farfar. Jeg betragtede dem og tænkte, at de lignede et kærestepar. Tanken var så frastødende, at jeg straks skød den fra mig. Lastbilen satte i gang med et ryk, skrumplede tøffende ned ad vejen og forsvandt bag svinget. Murre kastede et blik på mig og satte efter bilen. Jeg råbte, at han skulle komme tilbage, men han lystrede ikke.
Katri tog fat om min skulder og sagde: ‘Vi går.’ Jeg talte køerne. De var der alle sammen. De bevægede sig ængsteligt fremad. Jeg så mig over skulderen. Dér gik kvæget fra både min landsby og nabolandsbyerne, drevet fremad af piger og drenge, jeg kendte. Der var ingen voksne, kun et par gamle koner. De tilbagelagde turen støttet til en kæp, for deres ben kunne knap nok bære dem længere. Vi havde alle én ting til fælles: Vi gik ned ad vejen med kurs mod vest.
