Februar

Faye betragtede den sneklædte gård. Hun lagde panden mod det tremmebesatte vindue med blikket rettet mod det høje hegn, der adskilte de indsatte i Stenakull fra samfundet udenfor. Over skoven kredsede en enorm fugl rundt, før den forsvandt ud af hendes synsfelt.

Det var gået helt galt. Inden længe ville både hendes mor, Ingrid, og hendes datter, Julienne, være døde, trods alle hendes anstrengelser for at beskytte dem. Hun måtte ud, men havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan det skulle lade sig gøre. Intet i hendes liv – hverken opvæksten i Fjällbacka, livet som overklassefrue på Östermalm eller karrieren som succesrig erhvervsleder – havde forberedt hende på det her. Hvordan skulle hun komme ind i varmen hos de andre, få dem til at stole på hende, følge hende?

Orkede hun at begynde forfra igen? Orkede hun at kæmpe sig fri en gang til?

Aldrig havde Faye følt sig så alene. Længere væk fra Julienne end nogensinde før. Hun savnede allerede friheden, selvom hun først var ankommet til fængslet for få timer siden.

Stemmer ude på gangen fik hende til at ranke ryggen.

Hun sank en klump.

Lukkede øjnene.

Sådan her kunne det ikke slutte. Det nægtede hun.

 

FØRSTE DEL

Otte måneder før

Fra suiten på Grand Hôtel så Faye ud over Strömmen. På kajerne ud for slottet bevægede sommerklædte mennesker sig rundt. Hun lagde en flad hånd på sit bryst og mærkede hjertet slå. Havde det nogensinde før hamret så hurtigt?

Da det bankede på døren, fik hun et chok.

“Hvem er det?” råbte hun. Stemmen lød alt for svag, hun kunne næsten ikke genkende den.

Ængstelsen blev kun større af, at hun var nødt til at spørge.

“Alice,” lød en velkendt stemme, og Faye åndede lettet op. Hun kom næsten til at græde.

Hånden dirrede, da hun åbnede døren.

Veninden, der også var en vigtig partner i Fayes firma, Revenge, trådte ind og gik straks en runde i suiten.

“Nå, det er sådan, den anden halvdel bor.”

“Du bor ikke ligefrem selv i slummen, Alice.”

Faye fik fremtvunget en latter, selvom hendes hjerte stadig hamrede løs.

“Er det den suite, Madonna og Beyoncé plejer at bo i?” spurgte Alice og slog sig ned i en af de store sofaer. “Eller er der en endnu mere fancy?”

“Det er den her.”

Faye rakte ud efter den sølvblanke kaffekande, der stod på en stor bakke fyldt med lækre morgenmadsretter.

“Det vil altså sige, at jeg indånder rester af deres dna lige nu …” sagde Alice andægtigt.

Faye fik fremtvunget endnu et grin.

“Mon ikke der for længst er luftet ud. Forhåbentlig inklusive samtlige spor af kropsvæsker. Du må nøjes med mine sporer.”

Hun rakte Alice en porcelænskop med kaffe og pegede spørgende på kanden med mælk.

Alice rystede på hovedet.

“Nej tak. Jeg foretrækker den sort. Ligesom min nuværende elsker.”

Faye trak på smilebåndet og tog plads i lænestolen over for Alice efter også at have skænket en kop til sig selv.

“Det er vist ikke så politisk korrekt …” sagde hun.

Alice trak på skuldrene. Efter sin beskidte skilsmisse fra Henrik havde hun været bedøvende ligeglad med, hvad nogen mente om, hvordan hun levede sit liv.

“Hvorfor skulle vi mødes her og ikke på kontoret? Og hvorfor er du i det hele taget her og ikke derhjemme?”

Som sædvanlig gik Alice lige til sagen.

Faye så ned på sine hænder. Hun ville nødig blande sine kære ind i sine bekymringer, men omvendt vidste hun af erfaring, at man ikke er stærk alene.

“Jeg så min far i aftes. Da vi sad på Riche. Han standsede op uden for vinduet og så lige ind på mig. Og så forsvandt han.”

Hun gøs ved tanken om faderens vilde blik. Det, der havde gjort hende så lille og svag op gennem hele hendes barndom, fordi hun vidste, at når han så sådan på hende eller hendes mor, varede det ikke længe, før de blev straffet.

Alice stillede kaffekoppen ned på underkoppen med en hård klirren.

“Er du sikker?”

Faye nikkede.

“Ja. Jeg er sikker.”

“Jeg kunne godt fornemme, at der var noget. Du blev stille og gik så tidligt. Ylva undrede sig også.”

“Ja, hende skal jeg også have talt med.”

Faye mødte Alices blik.

“Da jeg kom hjem, så jeg mærker på lejlighedsdøren, som om nogen havde prøvet på at bryde ind. Så jeg tog direkte herhen og checkede ind.”

“Åh gud.” Alice rakte ud og gav Fayes hånd et klem. “Hvad så med Italien?”

Fayes hals snørede sig sammen bare ved tanken om det smukke hjem i Ravi, hvor hendes datter og mor ventede på hende.

“Jeg aflyser turen. Jeg kan ikke risikere at føre ham til min mor og Julienne. Han ved, de er i live, for i går uden for restauranten lod han mig se, at han har et foto, som jeg gav Jack, før han … døde. De har åbenbart holdt kontakten også efter at være flygtet fra fangetransporten. Jack må have givet billedet til min far, og nu … ja, jeg ved ikke. Men jeg er nødt til at finde et nyt sted at bo her. Et hus. På nær da jeg boede hos Kerstin, har jeg ikke boet i hus, siden jeg kom til Stockholm. Forhåbentlig forventer min far det ikke.”

“Er der ikke sikrere inde i centrum? I en lejlighed?”

Faye rystede på hovedet.

“For mange mennesker, der kommer og går. Et hus kan jeg nemmere holde øje med.”

“Sig til, hvis jeg kan gøre noget,” sagde Alice og rejste sig. Hun skænkede mere kaffe fra kanden.

“Jeg får uden tvivl brug for din hjælp. Men først skal jeg have ordnet nogle ting selv.”

“Vil han virkelig risikere at gå efter dig? Det lykkedes ham tydeligvis at flygte. Måske vil han bare holde sig skjult? Og lade jer være?”

Faye rystede på hovedet.

“Nej. Jeg kender ham. Han skal nok komme. Hvorfor skulle han ellers vise mig billedet? Jeg er nødt til at være parat.”

Hun fik gåsehud på armene, som om det trak koldt inde på det elegante hotelværelse.

“Hvad så med lanceringen? Skal vi udskyde den?”

“Nej. Jeg skal nok få det løst. Vi har knoklet alt for hårdt til at sætte alt over styr ved at udskyde den. Hvis vi indtager det amerikanske marked, bliver Revenge et af verdens førende skønhedsbrands, det ved både du og jeg. Det nægter jeg at lade min far stå i vejen for.”

Faye slog armene om kroppen, det trak næsten endnu mere nu. Var det airconditionen?

“Men skruer du ikke lige op for sikkerheden på kontoret med det samme? Jeg skal derhen, måske lidt senere i dag,” fortsatte hun.

“Det fikser jeg fluks.”

Alice rejste sig og gav hende et stort knus.

Faye indsnusede den velkendte duft af Chanel No. 5. Alice havde altid været til det klassiske.

Da døren smækkede efter veninden, gik Faye ind i soveværelset, tøvede lidt og tog så sin mobiltelefon op. Det var ikke en samtale, hun så frem til. Hun hadede at lyve for sin datter. Sin mor blev hun nødt til at fortælle sandheden. Moderen vidste kun alt for godt, hvor farlig hendes eksmand var, og det ville være forkert at holde hende hen i uvidenhed.

Faye sukkede og ringede op via FaceTime. Hun fik helt ondt i hjertet ved synet af sin datters smukke ansigt på skærmen.

“Mor! Hvornår kommer du hjem? Jeg har tegnet en tegning til dig, som du skal have, når du kommer!”

“Hvor er det sødt af dig, skat. Jeg savner dig vildt meget, men der går stadig lidt tid, før jeg kommer. Der er nogle arbejdsting, jeg er nødt til at blive og ordne først.”

Juliennes skuffede blik var kun alt for velkendt. Endnu en gang brød Faye et løfte. Det gjorde endnu mere ondt, da hun så, hvor meget datteren kæmpede for at lade som ingenting.

Julienne trak på skuldrene.

“Okay.”

“Hvordan har du det?”

“Fint, men du vil vel snakke med mormor som sædvanlig?”

“Åh, Julienne. Ja, lige nu er det meget vigtigt, at jeg får talt med mormor, men næste gang kan vi …”

“Ja ja.”

Juliennes ansigt forsvandt og blev erstattet af vuggende lyse vægge og mørke møbler, da hun gik gennem huset.

“Mormor!” kaldte hun.

Så dukkede Fayes mors ansigt op.

“Kan du gå lidt væk?” spurgte Faye lavmælt.

Moderen nikkede, og Faye kunne se, at hun gik op ovenpå.

“Hvad er der?” spurgte hun derefter, lidt stakåndet af de raske skridt op ad trappen. “Du gør mig helt bange.”

Faye tog en dyb indånding.

“Jeg så ham i går. Far. Og jeg tror, han har forsøgt at bryde ind i min lejlighed.”

Moderen snappede efter vejret.

“Gösta? Er du sikker?”

Alice havde spurgt om det samme, og Faye måtte give samme svar.

“Ja. Jeg er helt sikker. Og han ved, at I er i live. Så jeg har aflyst min rejse hjem til jer, selvom han umuligt kan kende til huset i Ravi, men jeg vil ikke risikere at føre ham dertil, hvis nu han holder øje med mig.”

Hun kunne mærke tårerne presse sig på inde bag øjenlågene, men undertrykte dem.

“Vær ekstra forsigtig fra nu af. Og jeg skal selvfølgelig nok få arrangeret yderligere sikkerhed til jer lige med det samme. Jeg tager ingen chancer.”

“Hvor er du nu?”

Moderens stemme dirrede lidt, og mobilen rystede i hendes hånd.

Den evne havde faderen. Til at vække en dyb, primitiv frygt i dem. De vidste begge, hvad han var i stand til, og hvor stor ondskab der boede i ham.

“Jeg har checket ind på Grand. Men jeg anskaffer mig en ny og sikrere bolig her.”

“Pas på dig selv,” sagde hendes mor stille, og Faye nikkede bare.

Hun måtte ikke lade frygten vinde. Den magt ville hun ikke give sin far. Og hun måtte holde hovedet koldt for at kunne planlægge næste skridt. Han var på flugt, eftersøgt, hvilket gav hende et vist overtag.

“Pas godt på Julienne. Elsker jer,” sagde hun og slukkede for samtalen.

Faye blev siddende på sengen. Efter alt det, der var sket i de senere år, var hun træt af at kæmpe. Men det var præcis, hvad hun blev nødt til at gøre nu. Kæmpe for sit og sin families liv. Hun tænkte på fotoet, som hun havde vist Jack, og som han havde taget med sig. Det var det eneste billede, der eksisterede af hendes mor og Julienne, og hun savnede at kunne se på det. Hun havde fotograferet dem på en strand på Sicilien og kunne se for sig, hvordan Julienne sad krøbet sammen i sin mormors favn og kiggede ind i kameraet med det lange, lyse hår filtret efter badeturen i havet. Nu havde hendes far det foto.

Hun ville kæmpe for dem til sidste blodsdråbe.

Hun tog mobiltelefonen frem igen, søgte på ejendomsmæglere i Stockholm. Det øverste søgeresultat var en ejendomsmægler med speciale i eksklusive boliger. Hun klikkede på nummeret på hjemmesiden, og kort efter svarede en mandestemme.

“Goddag, jeg vil gerne købe et hus,” sagde Faye kort.

“Okay! Nu skal jeg stille dig om til en af vores mæglere.”

Hun rakte ud efter mineralvandet, der stod på natbordet, og tog en slurk for at skylle den bitre eftersmag af kaffen væk, mens hun ventede.

“Peter Bladh, hvad kan jeg hjælpe med?” At dømme efter baggrundsstøjen lød det, som om manden sad i en bil.

“Mit navn er Faye Adelheim, og jeg vil gerne købe et hus. Hurtigt. Det skal ligge ned til vandet og højst en halv time fra Stockholms centrum. Prisen er underordnet.”

Der opstod en kort, forvirret tavshed.

“Mmm … Jeg har et hus, der godt kan matche den beskrivelse,” sagde han. “Det ligger på Lidingö, ved vandet. Udbudsprisen er …”

“Som sagt,” afbrød Faye, “prisen er underordnet. Hvornår kan jeg se det?”

“Hvor er du henne?” spurgte mægleren.

Hun måtte opføre sig helt normalt, ikke vise frygt. Angrebet kunne tidsnok komme, og så skulle hun være klar.

“Jeg bor på Grand Hôtel.”

“Jeg kan hente dig der om tyve minutter. Skal bare lige svinge forbi kontoret og hente koder og nøgler til huset først.”

“Perfekt.”

Da de havde lagt på, rejste Faye sig og gik ud til bruseren. Nu havde hun travlt. Hun ville beskytte sin familie. For enhver pris.