Prolog

Der stod mit liv – et ladt gevær.

– EMILY DICKINSON

Bag sløret af træer sitrede nattens lyde. Det var ud på de små timer, og jeg stod på verandaen ved min families hjem i Bickersteth, ensommere end nogensinde på tærsklen til et liv som voksen kvinde, på udkig efter havet. Mit fødested, en lille flig af kystlinjen skjult bag den uigennemtrængelige skov længere nede, lå nu tredive kilometer væk i det mørke landskab. Da jeg var en lille pige, havde min mor lært mig at læse bølgerne ved kysten, som man læser et digt. Der findes ingen knuste ting, som havet ikke kan hele, sagde hun tit. Men her på skråningen bag en bataljon af bjerge var havet kun en fjern forestilling. Jeg lænede ansigtet ud i den kølige luft og lyttede.

Herude fandtes rygraden i vores land. De tilgroede jamaicanske landdistrikter var stedet, hvor det første slaveoprør var brudt ud. Disse bjerge, som bugtede sig langt ind i landet, havde altid været vores tilflugtssted, skrænter af kalksten udglattet i årenes løb, tilgroede klippehuler, der havde fungeret som skjulesteder og fæstninger for de mennesker, som var flygtet fra slaveriet. Ekkoerne af de bortløbnes stemmer hang stadig i luften i de dybeste huler, hvor maronkrigerne havde ligget i baghold og angrebet engelske soldater, som havde svært ved at navigere i terrænet. De råbte kommandoer til hinanden, men fik ikke andet svar end deres egne stemmer, der rungede gennem labyrinten af grotter. Lydene blev forvrænget som lys gennem skørt glas, indtil soldaterne blev drevet væk, gale og ude af stand til at se sig selv i øjnene. Nu, mere end to århundreder senere, mærkede jeg, hvordan nattens raslen tærede på min sindsro, og en kuldegysning løb gennem mine knogler. Jeg var blevet en pige, som heller ikke kunne se sig selv i øjnene.

Dette landskab havde altid tilhørt min far. Her, mellem tårnhøje blå hibiscusbuske og forhistoriske bregner, var han kommet til verden. Her havde han følt Jahs tilstedeværelse og brølet mod det rasende tordenvejr. Her havde han for første gang kaldt sig rasta. Her havde jeg set mændene i min familie vokse sig mægtige, mens kvinderne svandt ind. Men i aften, efter i ni år at være skrumpet ind under den skygge, min far kastede, nægtede jeg at gøre mig mindre. I en alder af nitten år mærkede jeg endelig, at min frygt var blevet fortrængt af ild. For første gang sagde jeg min far imod, og han forlod huset i et flammende raseri. Jeg havde ingen anelse om, hvad der ville ske med mig, når han kom tilbage. Mens min mor og mine søskende sov indenfor, skræmte og udmattede oven på aftenens dramatiske begivenheder, gik jeg frem og tilbage på verandaen og prøvede at tyde den fjerne horisontstribe for i den at forstå, hvad der skulle blive af mig.

Mens jeg spejdede forbi det sorte vildnis af buske og videre ud i natten, stirrede et par øjne tilbage på mig. De tilhørte noget usynligt, noget ildevarslende. En tågebanke rullede langsomt gennem dalen nedenfor. Luften dirrede på den anden side af gaden, ved vandposten, hvor vi fyldte vores spande med vand, når rørene i vores hus løb tør. Der, i det høje græs, kom en hvidklædt kvinde til syne. Hun mindede mig om en fugleedderkop, som kravlede ud af sit skjul. Hendes ansigt, sløret og udtryksløst, lignede mit eget. Ubevægelig og forfærdet iagttog jeg denne grå vision af mig, mens hun gled længere og længere ned ad gaden i min retning, underkuet og stum i den lange, hvide kjole. Hun gik med bøjet hoved. Hendes dreadlocks var omviklet med et hvidt tørklæde, og hun bevægede sig lydløst frem, mens en rastamand holdt øje med hende. Al vreden, som havde raset i mig tidligere den aften, var blevet slukket i hende. Hun lavede mad og gjorde rent og adlød sin mand og fødte pigebarn efter pigebarn, som alle lavede mad og gjorde rent og adlød deres mænd. En rastamands ydmyge kone. Uden sjæl og personlighed. Med en stemme og en karakter, som ikke længere tilhørte dem selv. Det var den fremtid, min far havde udset sig til mig. Jeg knugede verandaens kolde gelænder. Jeg forstod, at jeg blev nødt til at skære halsen over på den kvinde. Slå hende ned, fordrive hende fra min bevidsthed.

Netop da kunne jeg se, hvor mine vanskelige ungdomsår havde ført mig hen – med hvert eneste skridt, jeg havde taget mod voksenlivet, var min sult efter uafhængighed vokset. Jo mere jeg så af verden udenfor, jo mere længtes jeg efter at afvise det bur, min far havde bygget til mig. Der, i rastakvindens utydelige omrids, stod det endelig klart for mig: Hvis jeg skulle finde min egen vej, blive fri til at skabe min egen version af hende, måtte jeg forlade dette sted. Hvis jeg nogensinde skulle slippe fri af denne tilværelse, var jeg nødt til at stikke af. Men hvordan skulle jeg nogensinde finde en vej ud? Hvor skulle jeg begynde? Her, på de samme bakker, som havde gjort min far til den, han var, blomstrede mit eget oprør.

Jeg var blevet kaldet til at lytte til det, som jorden omkring mig allerede vidste. For at optrevle timerne, der ledte frem til denne katastrofale nat, måtte jeg uddrive det spøgelse, som havde skabt den. Jeg blev nødt til at forstå min far og min families historie. Hvis jeg skulle bane en vej for mig selv, måtte jeg først bevæge mig tilbage. Til det sted, hvor øens væv og min families garn dannede en enkelt knyttet tråd. Den måtte jeg følge for at finde ud af, præcis hvor denne fortælling tog sin begyndelse: flere årtier før min fødsel, endda før min far blev født. Før han havde en sang til dette mærkelige fangenskab og et navn for dem, han længtes efter at brænde. Og før jeg lærte alt for godt, hvad det var.

Babylon.