I

Beirut, marts 1948

1

Eftersom du har besluttet at rejse

I årenes løb havde Pelletier-familiens årlige optog ned ad Avenue des Français taget sig forskelligt ud, men det havde aldrig før lignet et sørgetog. I år så det ud, som om man førte madame Pelletier til hendes sidste hvilested − hvis man altså så bort fra, at hun var sund og rask. Hendes mand derimod gik som altid forrest, og med så meget desto mere højtidelighed, som hans hustru sakkede agterud og uophørligt stirrede på yngstesønnen Étienne som en døende, der tigger om at få gjort en ende på lidelserne. Bag dem gik Jean, også kaldet Basse, som den værdige førstefødte, med stive skridt og sin lille kone, Geneviève, ved armen. Den mellemste bror, François, afsluttede optoget sammen med søsteren Hélène.

Forrest i kortegen hilste monsieur Pelletier smilende på gadesælgerne med deres vandmeloner og agurker og vinkede til skopudserne som en mand på vej til sin kroning, hvilket ikke var meget galt.

‘Pelletierernes pilgrimsfærd’ fandt altid sted den første søndag i marts, uanset vejret. De fire børn havde aldrig kendt til andet. Man kunne pjække fra en af naboernes bryllup, fra nytårsfesten, fra påskelammet, men det var utænkeligt ikke at deltage i sæbefabrikkens fødselsdag. I år havde monsieur Pelletier endda betalt returbilletter fra Paris for at være sikker på, at François og Jean og hans kone deltog.

Ritualet bestod af følgende:

1. akt: den langsomme procession hen til fabrikken, der mest var til ære for naboer og bekendte.
2. akt: en rundvisning på fabrikken, som alle kendte ud og ind.
3. akt: hjemturen ad Avenue des Français med et aperitifstop på Café des Colonnes.
4. akt: familiemiddag.

‘Og således kan man kede sig fire gange i stedet for én,’ kunne François finde på at konkludere.

Det skal indrømmes, at det var ret pinagtigt på tilbagevejen endnu en gang at skulle høre monsieur Pelletier fortælle alle på caféen – som var tvangsindlagt til at lytte, fordi det var ham, der gav – om de vigtigste kapitler i familiesagaen, en opbyggelig historie, som gik helt tilbage til den første registrerede Pelletier (hvis tilstedeværelse ved feltmarskal Neys side angiveligt skulle være veldokumenteret) og op til ham selv og Maison Pelletier, som i hans øjne udgjorde dynastiets højdepunkt.

Louis Pelletier var en rolig mand. En af den slags, som ikke så let mister besindelsen. Over de velformede læber, som han havde givet i arv til alle sine børn, hvælvede et lille gråsprængt overskæg sig som et ekko af hans næsten hvide hår, der var redt stramt tilbage, og som var hans stolthed. ‘Alle mændene i familien er ellers blevet skaldede i en alder af fyrre!’ bekendtgjorde han ofte med hovmod, som om ikke at være det var en bekræftelse af, at Pelletier-slægten med ham havde nået sin kulmination. Hans smalle skuldre stod i skarp kontrast til hofterne, der var blevet bredere. ‘Jeg kunne være model for Badoit,’ spøgte han indimellem med henvisning til vandflaskerne med den spinkle hals og den uimodståeligt svungne midte. Han udstrålede en afklaret energi og diskret selvtilfredshed. Og det var sandt, at han havde klaret sig godt. I 1920’erne havde han købt en beskeden sæbefabrik og havde udviklet den ved at ‘kombinere den håndværksmæssige kvalitet med industriel effektivitet’, som han yndede at formulere det. I hans hoved var denne fabrik, der kun lå et stenkast fra Place des Canons, udset til at blive byens væsentligste industri. I løbet af nogle år ville Pelletiererne være for Beirut, hvad Wendel-familien var for Lorraine, Michelinerne for Clermont og Schneider-slægten for Creusot. Han havde siden måttet skrue forventningerne noget ned, men brystede sig af at stå i spidsen for en ‘opblomstring af den libanesiske industri’, hvilket ingen havde hjerte til at modsige. I årenes løb havde han utrætteligt fortsat med at forny og udbygge de traditionelle sæbeopskrifter med kokosolie, palmeolie og bomuld, forfine tørringsmetoderne og justere brugen af oliesyre.

30’erne havde været en god tid for Maison Pelletier, som havde opkøbt nogle mindre fabrikker i Tripoli, Aleppo og Damaskus. Pelletierernes formue var formentlig mere anseelig, end deres relativt beskedne levevis lod antyde.

Selvom filialernes daglige drift var lagt i hænderne på filialbestyrere, så overlod Louis Pelletier ikke kvalitetskontrollen til andre. Således gjorde han en dyd ud af besøge filialerne, nogle gange endda uanmeldt, for at udtage prøver, analysere og modificere produktionsprocessen.

Han lod, som om han ikke brød sig særligt om disse rejser. ‘Jeg er jo et hjemmemenneske …’ sagde han undskyldende. Han havde nogle lidt vage forpligtelser i en krigsveteranklub, som indimellem krævede, at han rejste til Paris, men det fyldte tydeligvis ikke meget i hans liv, for al hans energi, talent og stolthed var koncentreret om fabrikken og kvaliteten af ‘hans sæbe’. Intet gjorde ham lykkeligere end at se de rygende kar, hvis temperatur skifteholdene overvågede døgnet rundt, og beundre de slisker, der transporterede den flydende sæbe til karrene. Opskæringen i blokke og sæbestykker gav ham tårer i øjnene. ‘Jeg afløser dig lige lidt,’ kunne han finde på at sige til en af de ansatte, der ikke havde bedt om det. Og så kunne man se fabriksejeren installere sig ved maskinen, hvor de grønne sæbestykker kom glidende, og med et hverken for let eller for hårdt slag stemple dem med ‘Maison Pelletier’ samt en silhuet af fabrikken mellem to cedertræsblade. Madame Pelletier tog sig af personalet, overvågede leverancerne til og fra fabrikken og passede regnskaberne. Hans domæne var produktionen. Det skete ikke sjældent, at han midt om natten tog sin cykel (han havde aldrig prøvet at køre bil) og cyklede hen til fabrikken for personligt at stå for prøveudtagningerne sammen med den tilstedeværende sæbemester, som han kunne diskutere med til langt ud på natten.

Ifølge ham blev fabrikken først for alvor til Maison Pelletier med det første ‘store kar’, som han kaldte ‘la Ninon’. Han hævdede, at navnet var inspireret af Niña, et af Christoffer Columbus’ tre skibe, og navnet var indgraveret på en kobberplade for foden af det store kar sammen med fabrikkens emblem. Madame Pelletier rynkede brynene, da hendes mand to år senere døbte det andet kar ‘Castiglione’. Hun forstod ikke sammenhængen med Amerikas opdagelse. Installeringen af det tredje kar (‘Païva’) hensatte hende i total forvirring. Hun luftede sin undren for François, som blev anset for at være familiens intellektuelle, fordi han havde taget sin studentereksamen i en ekstremt ung alder.

‘Det er navnene på berømte kurtisaner, mor. Ninon de Lenclos har lagt navn til det første. Virginia de Castiglione til det andet. Og Païva var det navn, demimonden Esther Lachmann var kendt under. En slags forkortelse af Qui paie y va – den der betaler, får adgang.’

Madame Pelletier måbede.

‘Så det er altså …’

‘Ja, mor,’ bekræftede François uanfægtet, ‘det er det.’

‘Visse vasse!’ protesterede monsieur Pelletier, da han blev konfronteret med det. ‘Det er højt agtede kvinder, Angèle. Jeg har kaldt karrene sådan, fordi de er mine små skattebasser, det er det hele …’

‘Ludere er, hvad de kvinder er!’

‘Ja, også det … Men det er ikke så meget derfor …’

Madame Pelletier kunne godt lide at fremstille sin mand som den utro ægtemand. I virkeligheden havde Louis aldrig været hende utro, men hun lod ingen lejlighed gå fra sig til at stigmatisere ham offentligt med sidespring, hun godt vidste, var selvopfundne. For eksempel boede hendes mand altid på Hôtel de l’Europe, når han var i Paris. Han fremhævede altid indehaveren madame Ducraus mange kvaliteter som værtinde. Madame Pelletier kaldte hende følgelig aldrig andet end ‘min mands elskerinde’ eller ‘jeres fars elskerinde’, når hun talte til børnene. ‘Angèle, madame Ducrau må være flere hundrede år gammel!’ indvendte han, men hun modtog blot argumentet med en lille håndbevægelse, der skulle sige: ‘Ja, den er god med dig!’

Lige nu og her havde madame Pelletier imidlertid andet at tænke på end sin mands elskerinder eller navnene på de tre store sæbekar, nemlig overlevelse.

I hendes hoved var det ingen given sag.

Man havde først lige passeret Medjidié-moskeen. Fabrikken forekom hende endeløst langt borte.

“Forlad mig bare, Étienne, jeg …”

Hun skulle lige til at sige ‘jeg dør alligevel’, men en sidste rest af klarsyn og angst for latterliggørelse (de passerede hele tiden folk, de kendte), holdt hende tilbage. Så hun nøjedes med at sagtne farten og presse sit lommetørklæde mod tindingerne. Havluften kærtegnede byen med en forårsagtig friskhed, og ingen svedte, heller ikke hun. Ikke desto mindre gjorde hun tegn til Étienne om at standse ved en gadehandler med klingrende cymbler for at købe et glas vand med tamarindesaft, som hun drak med et resigneret ansigtsudtryk, som om det var skarntydegift. Bortset fra at lette lidt på hatten og gnide sig over panden havde hun ikke andre midler til at vise, hvor udmattet hun var. Hun standsede igen med hånden på hjertet og hev efter vejret. Étienne vendte sig om og sendte Hélène et resigneret blik. Der var ikke noget, han kunne stille op. At børnene flyttede hjemmefra, var hver gang som en kniv, de plantede i deres mors hjerte.

‘Men Angèle, de er store, vores unger,’ havde monsieur Pelletier trøstet. ‘Det er trods alt normalt, at de flytter hjemmefra …’

‘De flytter ikke hjemmefra, Louis – de flygter!’

Monsieur Pelletier opgav. Hans hustru besad et talent for ordkløveri, han ikke kunne hamle op med.

“Rejs du bare …” sukkede madame Pelletier nu. “Tag dig ikke af mig …”

Étienne var holdt op med at svare og nøjedes med at give hendes arm et lille klem for at opmuntre hende til at følge med trods udmattelsen. Et skridt ad gangen. De endte jo nok med at nå frem. Det var ham, der havde opgaven med at støtte moren, eftersom det denne gang var ham, der var den skyldige.

De forrige afrejser stod stadig frisk i alles erindring.

Da François to år tidligere havde fortalt om sit ønske om at rejse til Paris for at søge optagelse på École Normale Supérieure, var madame Pelletier faldet om på køkkengulvet, lige så lang hun var.

‘Et bemærkelsesværdigt tilfælde…’ havde doktor Doueiri indledt sin diagnose. Han havde aldrig behandlet noget mere alvorligt end solstik og bronkitis (han var en ret dum mand, der altid blev forvirret over sine patienters helbredsproblemer, faktisk brillerede han kun i kortspil).

François måtte sidde ved sin mors sygeleje en hel dag og lytte til hendes beklagelser over at have en så utaknemmelig søn, indtil hun faldt i søvn. Hun blev ved med at gentage, at denne familie tog livet af hende. ‘Og du, du siger selvfølgelig ikke noget,’ udslyngede hun til sin mand.

‘Men École Normale Supérieure, er nu alligevel noget …’ svarede han vagt, men skyndte sig så ud til sin cykel og kørte hen til fabrikken.

Da madame Pelletier omsider gik med til at stå op, måtte François gennemlide endnu en prøvelse, kun en anelse mindre smertelig, nemlig at se sin mor ‘pakke kufferten’. ‘Eftersom du har besluttet at rejse …’ knurrede hun ti gange om dagen, alt imens hun samlede, sorterede og udvalgte stakkevis af linned og proviant. Det, der i starten nærmest lignede udvælgelsen af brudeudstyr, udviklede sig lidt efter lidt til en indkapsling af en svulst. Madame Pelletier hidsede sig op over detaljer, kylede tingene ned, hendes indre kaos tippede over i raseri. François var ikke længere en voksen søn, man så rejse bort med tristhed. Han var en dårlig søn, man smed på porten.

I virkeligheden gjorde madame Pelletier et gammelt regnskab op med ham. Hun var stadig ikke kommet sig over det brev, han havde efterladt på kommoden den dag i maj 1941, hvor han i en alder af atten var stukket af for at slutte sig til general Legentilhomme i Qastinah-lejren og indrullere sig i Den 1. Frie Franske Division i De Frie Franske Styrker. På en mærkelig måde havde hun bedre kunnet forstå den første afrejse. Han rejste for at drage i krig, hvilket alt andet lige var ærefuldt, ikke for at studere, hvilket han kunne have gjort i Beirut.

‘Nej, mor,’ forklarede François, ‘her er det ikke muligt …’

‘Nej, nej, selvfølgelig! Hér er det ikke godt nok til den herre!’

Da François var gået om bord på båden med sine to overfyldte kufferter, havde madame Pelletier vist sig rolig og fattet. ‘Pas godt på dig selv, ikke?’ hviskede hun ham i øret. Louis var bange for, at hans kone ville blive stående på kajen, indtil båden var forsvundet ud af syne, men da den var sejlet, tog hun hans arm og sagde: ‘Jeg håber, han skriver …’

Hun vendte tilbage til sine daglige gøremål. Begivenheden mistede lidt efter lidt sin intensitet. Så meget desto mere, som François bestod optagelsesprøven til studiet. Sagen blev henlagt, og madame Pelletier begyndte atter at være stolt af sin søn. Det var jo da på en måde også lidt hende, han skyldte sin afrejse og sin succes.

Det var kort tid derefter, at Jean, den ældste, på sin side meddelte, at hans kone og han ville forlade Beirut til fordel for Paris. Kun halvandet år efter at François var rejst.

‘Ah, også du?’ mumlede Angèle.

Hun gik i seng og ville ikke se nogen, selv ikke Jean.

Doktor Doueiri anbefalede, stadig lige tumpet, fodbade med tvekulsurt natron. Doueiri er et fjols, tænkte Louis – hvilket alle allerede vidste.

Angèle var mindre såret over Basses afrejse end over François’. Jean havde været meget ulykkelig i mange måneder, han forsøgte at gemme sig, og hun forstod ham. Når hun alligevel gik i seng, var det mest, fordi hun ikke ville have, at han skulle tro, hun var mindre ked af hans afrejse, end hun havde været det over hans brors.

Mens han ventede på, at hun atter skulle komme ud, tillod monsieur Pelletier sig på tilbagevejen fra fabrikken et besøg på Café des Colonnes for at drikke et glas Cinzano.

Tjeneren, der hørte Oum Kalsoum dagen lang, foreslog ham et spil Tric Trac, eftersom der ikke var ret mange gæster.

‘Jo såmænd …’ sagde Louis.

Adspurgt angående Angèles helbred:

‘Det går bedre …’ forsikrede han. ‘Trods doktor Doueiris indsats er hun snart på benene igen.’

Ingen ville have undværet lægens tjenstydelser. Han var en institution, selvom man aldrig vidste, hvad der var skadeligst – ham eller sygdommen.

‘Han er en idiot,’ udbrød tjeneren.

‘Nej, han er et fjols.’

‘Det er det samme.’

Monsieur Pelletier så op fra spillet.

‘Nej, det er ikke det samme. Hvis du tre gange forklarer nogen noget, og han ikke forstår det, så er han idiot. Men hvis han ender med at være overbevist om, at han har forstået det bedre end dig, så står du over for et fjols.’

Tjeneren skar ansigt.

‘Ja, i så fald er der ingen tvivl. Doueiri er virkelig et fjols.’

Efter spillet drak Louis resten af sin Cinzano og faldt hen i tanker. Han kendte Angèle som sin egen lomme og vidste, at hun havde brug for et påskud til at komme ud fra sit værelse. Han tog tilbage til fabrikken og vendte hjem med en stak regninger, han lige havde ordnet. Angèle åbnede kuverten.

‘Louis!’ udbrød hun alarmeret. ‘Sig ikke, at du har betalt de her!’

‘Jeg … jeg forsøger at annullere betalingen,’ stammede han forvirret og styrtede ud.

Han vendte tilbage til fabrikken (I guder, sagde han til sig selv, mens han cyklede, gid det snart er overstået!) og skrev en check, som han straks rev i stykker. Han lagde stumperne i en kuvert og anbragte den på sin kones skrivebord.

Næste dag genoptog madame Pelletier arbejdet.

Jean og Geneviève rejste to dage senere. ‘Pas godt på dig selv …’ mumlede hun ind i øret på Basse. Da båden sejlede, tog hun Louis’ arm og sagde: ‘Jeg håber, at Geneviève skriver …’

Og nu Étienne …

Madame Pelletier standsede på ny.

“Indokina! Men der er jo krig derude!”

Han havde allerede forklaret tusind gange, at, ja, der var krig, men så alligevel ikke rigtig, hvordan skulle han få hende til at forstå det?

“Det er en konflikt, mor.”

“En konflikt med dødsofre. Det kaldes krig.”

Hun pudsede næse og hævede blikket mod ham. Selv med hovedet på blokken ville hun ikke have indrømmet det, men hun havde altid syntes, at Étienne var den smukkeste af hendes tre sønner. Spørgsmålene brændte hende på læberne, men man kunne se på hendes hængende skuldre og det fortabte blik, at hun ikke ville stille dem. Hun kendte allerede svarene.