BERKELEY

Sara Smile

Han tog mig i at synge med på en eller anden skodsang. Det var i år 2000, så der var nok one-hit wonders at tage af – det var sikkert et boyband, en teenagepige i en croptop eller et muskelbundt med nasal fistelstemme. Jeg sad i en bar og ventede på en øl, langt væk i mine egne tanker; jeg var ikke klar over, at jeg havde sunget med, før hans smil dukkede op i øjenkrogen og gjorde mig ekstremt forlegen.

“Forfærdelig sang,” sagde jeg og anstrengte mig for at lyde afslappet. “Men det er en ørehænger.”

Vi kendte hinanden på den dér vage måde, man kan kende andre mennesker på college uden nogensinde at have hilst på hinanden eller talt sammen. Han blev kaldt for Joey, men i det øjeblik besluttede jeg mig for, at diminutivet ikke passede til ham; han var først og fremmest for høj. Han lænede sig op ad baren og sagde: “Men en ægte ørehænger er aldrig rigtig forfærdelig, er den?”

“Jo.”

“Men den gør, hvad den skal,” sagde han. “Den er effektiv. Den er catchy.”

“Dick Cheney er effektiv,” sagde jeg. “Nazisterne var catchy.”

Smilet bredte sig igen i hans ansigt.

Bartenderen rakte mig en øl, og jeg tog taknemmeligt imod den og holdt det kolde glas imod mit kindben. Sangen sluttede, og de forskellige barlyde fyldte tomrummet efter den: isterninger i en shaker, puckerne, der bankede ind i hinanden på shuffleboardet, et par, der sad i baren og råbte ukvemsord ad tv’et over bartenderens hoved. Joe bestilte en øl og trak nogle krøllede pengesedler op af bukselommen. Jeg skulle til at gå tilbage til min bås, da ‘Sara Smile’ med Hall and Oates lød ud i lokalet, og han udstødte et støn.

“Dét er en perfekt sang.” Han strøg hånden igennem sine mørke krøller og videre ned ad kinden, mens han lyttede.

Hall and Oates! Jeg elskede Hall and Oates! Bandet var ikke fast inventar på jukeboksen på det tidspunkt – deres 80’er-lyd blev opfattet som banal af de fleste, jeg kendte, ikke retro nok til at blive genopdaget, selvom det snart ville ændre sig. Jeg lænede mig op ad baren ved siden af ham og lyttede til det vidunderlige, sensuelle første vers.

“Faktisk,” sagde jeg, fordi jeg ikke kunne lade være, “ville jeg kalde det her for et perfekt track, en perfekt indspilning. Ikke en perfekt sang.” Jeg kunne fornemme, at han allerede delvist forstod, hvad jeg mente, men jeg forklarede ham det alligevel med en detaljegrad, som formulerede jeg noget utrolig komplekst: “En perfekt sang har en stærkere kerne. Tekster, akkorder, melodi. Den kan blive spillet og produceret på forskellige måder, og den vil næsten altid være god. ‘Both Sides Now’ for eksempel, hvis du kan bære over med, at jeg er sådan en, der hænger i baren og taler om Joni Mitchell – enhver sanger, der ikke er totalt elendig, ville kunne lave et cover af den sang og give dig gåsehud, ikke?”

Det var et sats at gå ud fra, at han kendte sangen, men han nikkede kort. “Helt sikkert.”

Jeg dukkede mig for ikke at blive opslugt af en høj mands armhule, idet han tog imod en drink fra bartenderen. Joe så stadig på mig med et fast blik, så jeg fortsatte. “Men altså, ‘Sara Smile’ – kan du forestille dig nogen anden end Daryl Hall synge det her, præcis som han gjorde det lige den dag?”

Joe lyttede opmærksomt. Daryl Hall kvitterede med en lang, elegant frasering.

Jeg stak en finger i vejret og fulgte melodien. “Kan du se, hvad jeg mener? Den smukkeste del af verset er bare ham, der lirer fraseringer af. En god sang – og her taler jeg selvfølgelig om pop og rock i bred forstand – kan blive bedre af fraseringer eller ødelagt af dem. Men den kan ikke basere sig på fraseringer.”

Joe så hverken ud til at more sig eller kede sig, hvilket var det, jeg normalt blev mødt med, når jeg bevægede mig ud ad den her tangent. Han holdt ikke et foredrag om relativisme, mens han lavede gåseøjne i luften omkring udtrykket “god musik”. Han løftede bare sin Budweiser-flaske og ventede et øjeblik, før han tog en tår.

Den høje fyr ved siden af os greb ham om skulderen, og Joes øjne lyste op af gensynsglæde, så det så ud til, at vi var færdige med at snakke. Men før jeg nåede at smutte, vendte han sig om igen. “Hvad var det nu, du hed?”

Han kneb øjnene sammen og så temmelig intenst på mig, som var jeg en splint, han prøvede at klemme ud.

“Percy,” sagde jeg. “Farvel.”

Jeg gik tilbage til båsen, hvor min roommate og hendes kæreste var i gang med at planlægge en fest, jeg helst ville være fri for. “Endelig,” sagde Megan, da jeg gled ind over for dem på den rustikke træbænk. “Tror du, sådan en flaske SKYY er nok? Plus noget til at blande og en fustage?” Hun viste mig en post-it, der var klistret ind i hendes kalender. “Det bliver 50 for os hver. Medmindre vi blander med Red Bull.”

Megan læste en kandidat i kunsthistorie, men virkede allermest glad, når hun beskæftigede sig med simpel matematik. Jeg levede med hendes ordentlighed ved at ty til små rebelske udskejelser som at lade hætten til tandpastaen ligge og flyde eller betale vores telefonregning for sent – alt sammen for at tilfredsstille en indre trang til kaos uden at ødelægge vores venskab. Det var vigtigt for mig, om ikke andet så på grund af dets sjældenhed, som en usleben diamant.

“Jeg har sagt til Trent, at vi har aftalt ikke at invitere hele verden,” sagde hun, idet hun nippede til sin cosmopolitan og sendte sin kæreste et sigende blik. Stakkels Trent. Jeg havde regnet med, at de ville have slået op for længst.

“Kommer Joey Morrow?” spurgte Trent mig og skævede til Megan. Da jeg trak på skuldrene, prøvede han igen: “Du talte med ham i baren, ikke? Han er på mit økonomihold.”

Megan drejede kroppen, så hun kunne kigge ud af båsen. “Åh, ham – Joey og Zoe, som er vilde med Bowie. Jo, de er cool nok.”

Jeg vidste godt, at han havde en kæreste. Jeg betragtede ham tværs gennem lokalet og kom til at tænke på en romantisk komedie, jeg havde set i en desværre meget påvirkelig alder, hvor en fyr glor længselsfuldt på den kvindelige hovedrolle og siger: “Piger som hende dér er født med en kæreste.” I tilfældet Joey var det ikke den perfekte kæbelinje eller de store øjne under de buede bryn, for ret beset blev hans pretty boy-træk udlignet af den krogede næse og mellemrummet imellem hans fortænder, de lidt for firkantede skuldre på den høje, ranglede krop. Men det var måden, han bar de her kantede lemmer på, som om de energiske, rykvise bevægelser var den eneste rigtige måde at bruge dem på. At en småsentimental soulsang så nemt fik ham til at smile eller rynke panden af ren indlevelse. Fyre som ham dér er født med en kæreste.

“Åh-åh, amøbe-alarm,” mumlede Megan med blikket rettet over min skulder.

Jeg fik instinktivt lyst til at flygte, men vendte mig ikke om. Jeg vidste, at hun refererede til tumperne fra Amoeba Music, Berkeleys mest legendariske pladebutik, hvor jeg havde arbejdet i mit andet år af highschool, før jeg skiftede til dens mindre seje fætter, Rasputin Music, lidt længere nede ad gaden. Amoeba havde været et sandt helvede af prætentiøse snobber og et enkelt fuldstændig forfærdeligt knald; Rasputin havde været fint nok, men kedeligt, og heller ikke dér havde nogen rent faktisk gidet snakke om sangene. Nu arbejdede jeg på en diner til en dobbelt så høj løn og følte mig heldig over at være sluppet væk fra hele bundtet.

“Bare nogle af de bachelorstuderende,” informerede Megan mig. “Fyren med bakkenbarterne og to andre. Ingen Neil.”

Selvfølgelig. Neil ville aldrig vise sig på en bar som den her, tæt på universitetet og kendt for at godtage selv lousy lavede falske id. Adrenalinen forlod min krop.

“Du kunne invitere dem med til festen?” sagde Megan og så ophidset ud. “Du har to sekunder til at beslutte dig.”

Det gjorde mig forvirret – jeg hadede dem, men jeg kunne vel godt tale med dem. “Okay!” kvækkede jeg, idet Amoeba-fyrene gik forbi vores bås uden så meget som at nikke til mig, og da slet ikke sige hej. Trent fløjtede lavt på en måde, der kunne tolkes som enten medlidende eller hånlig.

Jeg genkendte dem alle tre bagfra. Vi havde ikke været tætte på nogen måde; de havde haft alt for travlt med at puste sig op over for de ældre alfahanner på kontoret, dem, der havde erfaring med hårde stoffer og komplicerede boligsituationer i Oakland. Der havde også været en episode, hvor fyren med bakkenbarterne havde gjort nar ad mig, fordi jeg ikke kendte The Brian Jonestown Massacre, og jeg havde svaret igen ved at anklage ham for at være “ren bredde, ingen dybde”, et synspunkt, jeg stod ved: For de fyre var musik noget, man samlede på, det var mere en parade af viden end lykkelig fordybelse. Men stadigvæk. Det havde været rart med en hilsen.

Megan fangede mit blik med et solidarisk udtryk i ansigtet. Jeg så taknemmelig tilbage på hende. “Lad os nøjes med at købe Red Bull til os selv,” sagde jeg, og hun lyste op.

Trent begyndte at komme med hentydninger til, at de to skulle tage sammen hjem til hans lejlighed, selvom klokken kun var ti, og vi stod på ventelisten til shuffleboardet. I det mindste var jeg blevet luftet lidt, tænkte jeg. Og jeg slap for fortsat at diskutere de relative fordele ved forskellige vodkadrinks. Han skubbede sin fadøl, som han kun havde drukket halvdelen af, hen til mig, inden han fulgte efter Megan ud af båsen. Den smagte af elastik, men jeg drak den alligevel, i store slurke; som pige kan man kun sidde alene på en bar i begrænset tid, før det begynder at virke suspekt. Jeg lod, som om jeg var meget interesseret i en glasmosaiklampe, der hang lavt over båsen.

“Nævn en sang, der er begge dele.”

Joe stod for enden af båsen.

Jeg løftede øllen for at skjule mit smil, mens jeg prøvede at tænke hurtigt. “‘In My Life’ med The Beatles,” sagde jeg. “Den originale indspilning med George Martins underlige opspeedede klaversolo. En perfekt sang med en perfekt grundkerne, og de ramte plet med produktionen.”

“Arh,” sagde han, tydeligvis skuffet over mit svar. Han gled ind på bænken over for mig. “Jeg ville nok mene, at de dobbelte vokalspor var en fejltagelse.”

Jeg lagde armene over kors og forsøgte at spille sangen i hovedet.

“Lennon insisterede på de der effekter, fordi han hadede sin egen stemme,” sagde han. “Men det er en vildt intim sang – det ville bare være bedre, hvis han sang den til os helt alene, synes du ikke?”

“Han har jo ikke ligefrem et kor med,” sagde jeg. “Det er bare John med John på.”

“Aha, som om han har flere personligheder?” Han smilede skælmsk. “Det lyder som sådan noget bullshit, musikjournalister siger.”

Jeg var begyndt at overveje, om han måske havde ret med hensyn til sangen, men jeg ville have det sidste ord: “‘Bullshit, musikjournalister siger’ lyder som den slags bullshit, collegefyre siger.”

Han så på mig hen over kanten på sin fadøl og smilede så, mens han tog en tår. “Det er stadig en perfekt sang,” sagde han. “Det er det vigtigste.”

“Er det?”

Vi blev ved med at snakke og kunne ikke stoppe. Tiden blev strukket ud som en elastik. Vi skiftedes til at vælge sange, som jukeboksen på mirakuløs vis rent faktisk spillede. Overlappene i vores musiksmag blev større og større: indierock og Elephant 6, alt fra 60’erne, skamløse popbaskere. Da vi havde drukket ud, forsvandt han sporløst i et par minutter, hvorpå han vendte tilbage med en fuld ølkande og to friske glas, og vi genoptog straks samtalen. Båsen var som sit eget lille aflukke, og indimellem gloede vi ud på resten af baren – mørk og dunkel, og propfuld af normale mennesker – som iagttog vi den fra lang afstand.

Jeg inviterede ham henkastet med til festen, men han sagde, at det var Zoes fars fødselsdag. “Kender du Zoe?” spurgte han og lænede sig ind over bordet med en afslappet mine.

“Nej.” Zoe var en stilig, tændstiktynd punkerpige med smalle hofter, små T-shirts og plateausko og afbleget hår med sorte udgroninger. De var ankommet som en samlet pakke samme efterår fra et college i provinsen, begge statskundskabsstuderende.

“Jeg tror …” Han kastede et hurtigt blik ud over bargæsterne, før han så tilbage på mig. “Jeg tror, Zoe og jeg muligvis er det perfekte track. Vi har brug for konteksten – familie, venner, vores hjemby. Men jeg ved ikke med selve kernen i vores forhold.”

Min umiddelbare reaktion på den bemærkning var skyldfølelse, som om det problem, eller hvad det nu var, han antydede om sin kæreste, på en eller anden måde var min fejl. Så følte jeg et stik af panik ved tanken om, at han kunne være ledig på markedet, hvilket ville forvandle det her scenarie til noget, jeg var ude af stand til at håndtere. Så jeg trak i land: “Et perfekt track er også noget! Et perfekt track kan være alt! ‘Sara Smile’ gik lige i hjertet på dig, før jeg begyndte at plapre løs.”

Han nikkede og kradsede med tommelfingerneglen i et par initialer, der var ridset ind i bordpladen. “True. Og jeg kan desuden ikke forestille mig et liv uden hende, så …” Han bankede konkluderende i bordet.

Det fik mig til at falde til ro. Jeg lænede mig tilbage i mit hjørne; han gjorde det samme. Jeg stirrede på resterne af ølskum på mit glas og tænkte over hans metafor: et forhold som et perfekt track. Der var noget lækkert over det, den måde, han havde gjort min lille vinkel på en popsang til noget følsomt og autentisk. Jeg suttede på hans bemærkning som på et bolsje.

Det var lukketid, lyset blev tændt, og hans ansigt så anderledes ud i loftslampernes skær – et udtryk af sørgmodighed og viljestyrke omkring øjnene, brutalt levende. Jeg mærkede et sug i brystet, som om en dør inden i mig blev åbnet på vid gab.

Han rykkede ud til kanten af båsen og nikkede til nogle fyre henne ved udgangen, hvorpå han vendte sig om mod mig. “Vil du høre en sang, jeg arbejder på?”

Så han var rent faktisk musiker. Det ville tage mig de næste par dage at bearbejde den information og revidere aftenens samtale i lyset af den, men lige i øjeblikket var jeg lamslået. Uden et ord kradsede jeg min adresse ned på en serviet, og snart efter stod han og dunkede hovedet imod lampeskærmen, mens han knappede sin slidte navyblå uldfrakke. Jeg blev siddende.

“Hvem er du her sammen med?” spurgte han.

“Bare nogle typer, som kan holde mig ud,” sagde jeg. “De tog hjem.”

“Vil du følges med os så?”

“Nah,” sagde jeg og indså, at jeg måtte finde på en undskyldning. “Jeg hænger ikke ud med musikere.”

“Og hvorfor ikke?” spurgte han med et grin, idet han bakkede hen imod døren.

Fordi de gør mig så skide misundelig. “Fordi de altid skuffer mig,” sagde jeg, hvilket heller ikke var løgn.

Han rakte servietten i vejret. “Udfordring modtaget!”

Jeg blev siddende i båsen, indtil nogen fjernede rækken af tomme glas, og den lamslåede følelse forvandlede sig til noget, der mindede om forventning. Hans sang var helt sikkert enten middelmådig eller elendig, men jeg nød alligevel at lege med tanken: En akustisk sjæler? Elektronisk klingklang? På vej hjem købte jeg en pizzaslice, som jeg spiste, mens jeg slingrede derudad med olie i mundvigene og et smil, som var umuligt at fjerne.