PROLOG

Jeanne

Tre måneder tidligere

Det var den store dag. Jeanne havde ikke lukket et øje hele natten. Hun rettede på sin knold og fæstnede sløret. Hendes hænder skælvede en smule, hvilket ikke gjorde det lettere. Hun havde insisteret på at være alene, mens hun gjorde sig klar, trods de mange tilbud om selskab. Hun vidste, hvor vigtigt dette øjeblik var, at det var en af disse kropslige erindringer, der graver sig ned i hukommelsen for aldrig at forlade en igen, og hun var fast besluttet på at opleve det hele, uden distraktioner. Junisolen strømmede ind ad vinduet og oplyste parketgulvet. Den strålende sø af lys var hendes yndlingssted i lejligheden. Den dukkede op om formiddagen, når solen sneg sig over skorstene på bygningen overfor. Jeanne elskede at stå med fødderne solidt plantet i den altfavnende varme. Engang havde Pierre overrasket hende der, foran vinduet, med lukkede øjne og udbredte arme, badet i sollys fra top til tå. Uden en trevl på kroppen. Hun havde ønsket sig langt ned under gulvbrædderne, havde skammet sig, men Pierre havde bare grinet:

“Jeg har altid drømt om at gifte mig med en surikat.”

Det var et usandsynligt frieri, originalt, næsten gakket. Hans fjerde, siden de var flyttet ind sammen. Hun havde sagt nej hver gang, dybt optaget af sin frihed. Men der, midt i søen af lys, forført af denne mands fantasi, der accepterede hendes egen, sagde hun ja.

Uret i stuen begyndte at slå, hun var sent på den. Jeanne kastede et sidste blik i spejlet og forlod lejligheden.

Hun havde besluttet sig for at gå til kirken, der ikke lå mere end et par gader væk. Folk kiggede efter hende. Vendte sig om på gaden. En ung kvinde filmede hende med sin telefon. Hendes påklædning vakte opmærksomhed. Men Jeanne lagde ikke mærke det, hun havde kun én tanke i hovedet: Om få minutter ville hun være sammen med Pierre. Han var der sikkert allerede, iført det smukke grå jakkesæt, som hun havde valgt.

Der var øde på pladsen foran kirken. Alle var indenfor. Jeanne glattede stoffet på sin lange kjole med hænderne og forsøgte at kontrollere sin rystende krop. Hendes ben havde svært ved at bære hende. Hun fremmanede et smil og trådte igennem trædørene.

Kirken var fyldt til bristepunktet. Bænkene var fulde, der stod stole langs væggene, og flere måtte stå. Alle vendte sig mod Jeanne. Hun ænsede det ikke. Bevægede sig langsomt op ad kirkegulvet uden at slippe Pierre med øjnene. Hun overvejede, om hendes bryst mon ville kunne modstå de voldsomme slag fra hendes hjerte. Orgelet spillede en sang, hun ikke genkendte, også selvom hun havde valgt “Hallelujah” af Leonard Cohen. Præsten ventede bag alteret med foldede hænder.

En bevægelse til højre for kirkegulvet fangede Jeannes opmærksomhed. Suzanne gestikulerede mod en ledig plads på første række. Hun smilede til hende og gik videre mod manden, hun elskede.

Musikken døde hen, da hun nåede frem. Stilheden var øredøvende. Jeanne betragtede Pierres ansigt i et langt øjeblik. Hans lange øjenvipper, hans runde hage, hans høje pande. Hun var aldrig blevet træt af hans ansigt. Det var blevet landskabet, kulissen i hendes liv. Hvordan skulle hun kunne leve uden det? Præsten rømmede sig, gudstjenesten skulle til at starte. Hun smilede og tænkte på fader Maurice, der havde viet dem her i kirken for halvtreds år siden, løftede sit sorte slør, greb fat om kistens kant og lænede sig frem mod sin mand for at give ham deres sidste kys.