1

VALBY BAKKE

Noget af det sidste min mor sagde, var: “Jeg ville så gerne have mødt de to små engle.” Så døsede hun atter hen og vågnede i virkeligheden aldrig rigtigt op igen, selvom hun et par krampagtige gange næsten fik kæmpet sig gennem den tykke morfintåge og kom med et par halvkvalte udbrud som ingen mening gav, en grusom blanding af hvisken og råb, og det var som om hun skrumpede ind for øjnene af mig, mere og mere afpillet og til sidst nærmest kun skind og ben, mere og mere sygeligt voksbleg og leverplettet, hun lignede et mærkeligt stort insekt som havde lagt sig til at dø under den stramme hvide hospitalsdyne, natsygeplejersken sagde at det nu kun var et spørgsmål om tid: ikke dage, men timer, og så gled hun til sidst ind i bevidstløsheden, og klokken fire om morgenen den 26. september 1990 holdt hendes hjerte op med at slå.

Jeg blev ikke længe hos hende, da det først var slut, vekslede et par ord med sygeplejersken, takkede hende for hjælpen og omsorgen, kyssede min mors uhyggeligt kolde pande, hviskede “tak for alt, mor, jeg elsker dig,” (noget jeg selvfølgelig burde have sagt, da hun stadig var i live, og ikke nu, hvor det endegyldigt var for sent), og så skyndte jeg mig ud fra det triste hospitalsværelse og ned ad de lange og dødsenstyste gange på Frederiksberg Hospital. Det var stadig mørkt. Gennem porten ud til Nordre Fasanvej. Jeg var træt langt ind i knoglerne, havde været her mere eller mindre nonstop, efter at hun var blevet indlagt sidste gang for en uges tid siden, men jeg havde holdt mig vågen på kaffe hele natten og var nogenlunde klar i hovedet, klar og tung og tom, og jeg havde ikke lyst til at tage hjem, ikke nu, ikke endnu, egentlig havde jeg allermest lyst til at finde et åbent morgenværtshus, hvor jeg kunne sidde mutters alene i et hjørne og bare tænke lidt, eller rettere: ikke tænke på noget som helst, blot sidde der med et glas og en smøg, men nej, måske trængte jeg til at gå, og hvad var i så fald mere oplagt end at gå hen til mit barndomshjem, lejligheden lå ovenikøbet på en sidevej til Nordre Fasanvej, som havde der i årtier eksisteret en direkte, men også hemmelig eller snarere usynlig forbindelse mellem livet og døden, mellem Brøndkærvej og Frederiksberg Hospital; ja, sådanne åndssvage og fatalistiske tanker hjemsøgte mig, mens jeg nu gik den vej som jeg så tit havde cyklet eller kørt i bus frem og tilbage ad, som lille snotunge, stor knægt, hjernedød teenager, håbefuld universitetsstuderende, alting var allerede længe siden.

Himlens kviksølvsorte kæmpelærred var uroligt; et gigantisk oliemaleri i begyndende opløsning. Vinden havde en snappende, efterårsagtig kølighed. Jeg krydsede Peter Bangs Vej og Smallegade, fortsatte langs bagsiden af Frederiksberg Have og det høje plankeværk til Zoologisk Have og nåede endelig Valby Bakke. Der var stadig næsten ingen trafik at tale om, så jeg stoppede midt i fodgængerfeltet og skuede ind mod byen; herfra hvor jeg stod, kunne jeg akkurat skimte Zoo-tårnet og de mørke konturer af Frederiksberg Slot, herfra var min verden engang gået, men jeg elskede det der lå på den anden side af bakketoppen, det frie, voldsomme fald ned mod Vesterbrogade og byen derinde, alle gaderne og caféerne og koncertstederne, hvor tit havde jeg ikke taget turen på cykel ned ad bakken i frigear, flyvende og fløjtende afsted med raketfart, som var det en kælkebakke (og hvor tit havde jeg ikke trampet mig i slowmotion op ad bakken med bly i benene); den modsatte vej lå Roskildevej med Domus Vista-højhuset, og der, et sted efter den høje monolit, begyndte forstæderne.

Nu kom der imidlertid en varevogn med høj hast op ad bakken, og jeg skyndte mig i sikkerhed på fortovet, fortsatte bogstaveligt talt ned ad Søndre Fasanvej, vinden fik kronerne i de høje, gamle træer i Søndermarken til at bruse og suse, ned i Valbys trygge, kvælende favn.

Så efter den gamle nedlagte brevduebane til venstre ned ad Brøndkærvej, en bred, men kort og stille vej med typiske rødstensetageejendomme fra mellemkrigstiden. Jeg fandt nøglen til min mors lejlighed frem og tog trapperne til anden sal. E. Wagner stod der med sukkerknaldshvide filtbogstaver på den lille sorte navneplade over brevsprækkens bryske metalkasket. Det havde stort set altid kun været os to, og til sidst kun hende, der havde boet i lejligheden, og hun havde værdsat den mandige anonymitet E. Wagner-skiltet gav hende. E’et kunne jo både stå for Erik, Edvard eller noget helt tredje og ikke afsløre at her boede den enlige forsørger Esther Wagner, indtil sin terminale kræftsygdom souschef i Illums lampeafdeling. Jeg havde løbende været forbi for at vande planter og tjekke hendes post, men det var en helt anden lejlighed jeg nu lukkede mig ind i, og måske var det først i det øjeblik jeg forstod hvad der var sket. Min mor var død. Væk, borte for altid. Udslettet.

Hun ville ikke længere kunne huske mig. Barnet, drengen. Samtaler og oplevelser mellem kun os to. Sommerferierne i Rom, de begivenhedsløse juledage, kun afløst af en tur i Toftegårds Bio eller Metropol på Strøget for at se en af julens premierefilm. Alt det var fra nu af kun en slags solipsistisk erindring. En del af mig fandtes ikke længere.

De hermetisk mørke livløse rum, den stillestående luft, og stilheden, den massive stilhed bortset fra den tikkende lyd fra det store ovale ur i køkkenet. Tiden var gået, det var slut, tiden gik, det fortsatte. Møblerne så allerede med ét så forladte og forældede ud, gardinerne hang slapt ned som slidte scenetæpper, og hun havde ellers altid været så forfængelig og kvalitetsbevidst, kun det bedste var godt nok (hvorfor hun, som hun altid havde sagt med et smil, havde nøjedes med at få mig), hendes soveværelse med det mastodontiske mahogniklædeskab og den store, ensomme seng virkede nu næsten mere trist end det sørgelige hospitalsværelse, på natbordet: pilleglasene og damebladene (det eneste hun til sidst magtede at låse), et smykkeskrin og nogle tuber med salver og fugtighedscreme.

Jeg gik gennem entréen og kiggede ind i det som havde været mit værelse i atten-nitten år, nu en blanding af påklædningsværelse og syrum, men der stod stadig en skibsbriks, så det kunne bruges til gæsteværelse. Jeg havde da også overnattet der i ny og næ, men selv det var længe siden. Fra værelset kunne man med lidt god vilje skimte toppen af et grønt hav bag resterne af den gamle brevduebane, hvor man var ved  at opføre nogle nye punkthuse: Søndermarkens udkant. Jeg gik tilbage til stuen. Mit blik faldt uundgåeligt på bogreolen. Dér stod den, I stykker, min beskedne debutnovellesamling. Den fyldte ikke ret meget mellem min mors mange bogklubbøger, omfangsrige romaner som jeg fra en tidlig alder af havde slugt en efter en, om det så var Lisa Alther eller Fay Weldon; jeg var så at sige opflasket med Månedens Bog fra Gyldendals Bogklub. I stykker var resultatet af flere års skriverier ved siden af studierne, og jeg ville aldrig glemme den eftermiddag, hvor jeg kom hjem fra det sidste møde med min specialevejleder på KUA, og Klara, som selv var på vej ud ad døren, sagde: “Skynd dig, de ringede fra Markers Forlag.” Jeg fór ind til telefonen. Klara aflyste sin kaffeaftale, og vi gik ned på Eiffel Bar og fejrede det. Selv ikke den lidt lunkne modtagelse, da den senere udkom i en stærkt omredigeret form (i stedet for godt tredive ‘storbyfragmenter’ bestod den nu af ti noveller), kunne få mig helt ned på jorden. Jeg var inde i varmen. Nå ja, næsten. Halvt inde, halvt ude. Det kunne stadig gå begge veje, og tanken kunne gøre mig søvnløs. Nu var jeg i gang med en roman, men det havde lange udsigter.

Hovedpine og tunge øjne. Jeg var helt færdig. Til sidst gav jeg efter og smed mig på sofaen. Bare to minutter, lovede jeg mig selv. Jeg burde selvfølgelig ringe til Klara og fortælle hende at min mor var død, men klokken var stadig ikke mange, og hun trængte til sin gode nattesøvn: Vi ventede tvillinger. Hun var kun fem måneder henne, men var allerede besværet af det ene og det andet, den stakkel. Men nu kunne jeg mærke, hvordan trætheden listede sig ind på mig, og selvom jeg forsøgte at rejse mig fra den i øvrigt ret hårde sofa, havde jeg ingen kræfter længere, og ja, så sov jeg vel.

Jeg må have sovet tungt, for da telefonen begyndte at kime, fór jeg op og anede et øjeblik ikke hvor jeg var. Min mors stue. Malerierne. Vitrineskabet med Holmegaard-glassene og Koppel-porcelænet. Den skotskternede uldplaid over hendes høje øreklaplænestol i hjørnet med Le Klint-gulvlampen. Alle disse ting fra Illum, erhvervet med personalerabat. Min mors ting, min mors liv. Jeg huskede det hele i et og samme sekund, det ramte mig som en hammer, så fik jeg famlende fat i røret.

“Ja?”

“Boi!” Det var Klara. Hun lød bekymret. “Boi?” gentog hun, da jeg ikke svarede. “Hvad sker der, hvad laver du? Jeg har forsøgt at få fat i dig på hospitalet, men …”

“Min mor er død.”

“Åh nej, det gør mig ondt. Men hvorfor ringede du ikke. Jeg blev så bekymret.”

“Ja, undskyld, men jeg ville ikke vække dig …”

“Men hvad laver du hos din … i din mors lejlighed?”

“Ved det ikke,” jeg rømmede mig, min stemme var helt sovehæs, “jeg ved det ikke, jeg trængte til lige at gå lidt og sunde mig …”

“Så hun er altså død. Havde hun smerter?”

“Det tror jeg ikke. Al den morfin. Hun sov ligesom ind.”

“Men så kommer du hjem nu, ikke?”

Jeg kiggede rundt i stuen, jeg var helt tør i svælget, og dagslyset blændede mig som efter en lang vild festivalnat. Det eneste jeg kunne tænke på var en kop stærk kaffe. Og at køleskabet var tomt. Ingen mælk.

“Går du ikke, skat?”

“Hvad, Klara?”

“Kommer hjem nu? Til mig.”

“Jo,” svarede jeg, underligt nølende, jeg kunne godt selv høre det, men jeg var stadig helt rundt på gulvet. “Jo, selvfølgelig kommer jeg hjem.”

Jeg gik ud i køkkenet og fandt pulverkaffen. Jeg hadede sort kaffe, men omvendt så smagte cigaretten bedre. I virkeligheden brød jeg mig ikke videre om nogen af delene, men da jeg på grund af arbejdet tit måtte holde mig vågen til langt ud på natten, var jeg blevet helt afhængig af det stads. Det var i al fald hård kost fra morgenstunden og lige til at blive små-svimmel af på tom mave. Et langt øjeblik var det som om jeg betragtede lejlighedens indhold med en fremmeds let distancerede blik. Men så gik realiteterne atter op for mig, tårnede sig op: Alt det der nu skulle ordnes og ryddes op i og smides væk eller foræres bort. Jeg var ikke god til den slags ting og orkede under alle omstændigheder ikke at tænke på det nu. Heller ikke de møder og deadlines, jeg havde udskudt, ingenting. Begravelsen. Klara og tvillingerne. Den ufærdige roman. Fremtiden. Denne afgrund af ukendte øjeblikke.

Læs Q&A med forfatteren Benn Q. Holm her.