Læseprøve på Børnene fra Villa Emma af Ivan Sciapeconi
Italiensk romandebut baseret på den sande historie om 73 jødiske børn fra rundtomkring i Europa, der overlevede Holocaust i en forladt villa i en lille by i Norditalien.
2
Noget, der er gået galt, er krigen. Det nytter ikke at lægge planer, det nytter ikke at vente på papirer. Hvis der er krig, skal man være opmærksom på, hvad der sker. I gaderne. Fra den ene dag til den næste blev Zagreb fuld af brunskjorter, og de hængte plakater på murene. Der stod: ALLE JØDER VIL MODTAGE ET EMBLEM.
De udleverede gule stofstykker.
Søndag blev de udleveret til alle, hvis efternavne begyndte med A til K.
Mandag fra L til S.
Tirsdag fra T til Z.
Onsdag var arbejdet slut.
Onsdag vidste de, hvor mange jøder der var, hvor de opholdt sig, og hvilke vaner de havde. De behøvede bare at følge de gule mærker. En nem opgave, jøderne havde sørget for det hele.
For at undgå ydmygelsen, for ikke at overlade det til brunskjorterne at gøre det, gav de hinanden mærkerne på.
“Her, det er bare et stykke stof.”
“Vi tager mod til os, kom.”
“En dag er dette også overstået.”
Og så den næste. Ordene steg op mod himlen, fordi de kom fra hjertet, det gule stof forblev fastgjort til jakkerne. Josko havde ladet os leve som illegale. Han havde holdt os gemt som mus i en kælderskakt. I de dage forstod jeg hvorfor. Der var ingen lister med vores navne, ingen skemaer eller fortegnelser. Kun derfor kunne vi flygte. Og vi flygtede rent faktisk. Fra Zagreb til Horjul i Slovenien, tyve kilometer fra Ljubljana. Jeg ville gerne have sagt farvel til politikommissær Uroš Žun, have takket ham, inden vi tog af sted. Han havde hjulpet os, selvom han vidste, at han intet ville få til gengæld. Han gav mere, end han fik, ligesom Frau Freier, ligesom Josko. Ingen af dem ville få så meget tilbage, som de havde givet. Det vidste de på forhånd. Men hvorfor så? Hvorfor gjorde de det?
Vi blev i Slovenien i mere end et år. På et slot, et rigtigt slot med tykke mure og små vinduer med gitter for. Jeg følte mig tryg for første gang. Jeg ville gerne være blevet og kunne have sagt:
“Sådan, det var herhen, jeg skulle, og nu er jeg her.”
Der var mange værelser, nogle store, andre små. Der var et, der var kvadratisk og havde blå majolica-fliser på væggene og en kamin i midten med bænke rundt om. Og et loft med hvælvinger. Jeg havde aldrig før set sådan et loft, et slotsloft. Fra rummet ved siden af kom der varme fra ovnen. Den blev tændt for at bage brød, og den holdt os varme. Der var også et klaver i det blå værelse, det stod i et hjørne, og Boris spillede på det hver aften, eller i hvert fald næsten. Om sommeren kunne man høre musikken helt ud på terrassen, og derfra bredte den sig og rakte mod bjergene. Næsten samtidig med det tændte de lysene i landsbyen. Jeg har altid tænkt, at der var en forbindelse mellem Boris’ musik og de oplyste vinduer. Han spillede, og så tændtes landsbyen.
Vi boede på et slot, men vi levede som arbejdsmænd. Vi lavede praktisk arbejde, og vi passede køkkenhaven. Josko fandt den, den var på en af slottets terrasser. Den havde været der i forvejen, men man havde ladet den gro til, så vi fik liv i den igen. Vi ryddede det, der skulle ryddes, vi gravede og såede. Der var mange, der protesterede. De forstod ikke, hvorfor vi skulle grave.
Især fordi Josko sagde: “Vi skal snart rejse. Vi slutter os snart til de andre.”