December

Knirkelyden fra hoveddøren, der går op, får Ing-Marie Watts til at vågne fra sin eftermiddagslur.

Da Arvid stadig levede, plejede han at smøre hængslerne hvert år. Men siden hun er blevet enke, er de ikke blevet smurt. At bede hjemmeplejen om hjælp til det vil hun ikke, hun vil ikke besvære dem med den slags småting. Og sønnen Mikael, der bor i Sundsvall, har ikke tid til den form for praktiske gøremål de få hektiske gange, han kommer på besøg i Åre.

Skridtene nærmer sig soveværelset. Ing-Marie møver sig højere op i sengen og stønner lidt, da lændehvirvlerne knager i den stive ryg. Hun kan sjældent huske navnene på alle de mennesker, der kommer og går i hendes hjem, ej heller deres ansigter.

I dag genkender hun heller ikke personen, der står på dørtærsklen, men er for pinlig berørt til at spørge, hvem det er.

“Hej med dig,” siger den fremmede med en frisk og frejdig stemme. “Hvordan går det i dag?”

Stemmen er familiær på en måde, det antyder, at de kender hinanden, men hvor meget Ing-Marie end forsøger at huske, så ved hun ikke, om de har mødtes før. Hukommelsen er helt blank. Som om nogen har taget en klud og tørret indersiden af hendes pande grundigt af.

Alt er væk.

“Det er, som det plejer,” mumler Ing-Marie resigneret.

Det er et ensomt og ensformigt liv, hun har, hvor tiden går uendeligt langsomt. Hun ligger mere eller mindre i sengen hele tiden og har brug for hjælp til det meste, toiletbesøg, påklædning og madlavning. At gå i bad kan hun heller ikke klare selv. Det eneste, hun laver nu om dage, er at tælle timerne, til det bliver aften, hvor hun i det mindste kan flygte ind i søvnen endnu en nat.

Tilværelsen er krympet ind til ingenting, og hun er en byrde for sine omgivelser.

Men Ing-Marie vil ikke beklage sig og vil heller ikke fremstå som gnaven eller utaknemmelig. Hun får trods alt hjemmehjælp fem gange om dagen, kan blive boende i sit eget hus og slipper for at opholde sig på et plejehjem.

Ing-Marie smiler forsigtigt og retter på det hæklede tæppe, som ligger hen over hendes ben.

“Lad os nu se,” siger den fremmede og roder rundt i sin taske med plastichandsker på. “Vil du have lidt vand?”

Et glas vand bliver rakt frem, og Ing-Marie drikker velopdragent af det.

Hun får tilsendt et beroligende smil, men alligevel vokser følelsen af ubehag indeni.

Det er noget ved øjnene, noget eksalteret, der ikke rigtig passer ind i sammenhængen. En underlig ophidselse, som gør hende ilde til mode.

“Jeg sidder lige hos dig et øjeblik,” siger den fremmede og sætter sig på sengekanten. “Der er intet hastværk.”

Det venlige tonefald får Ing-Maries ubehag til at forsvinde. Næste sætning opfanger hun ikke rigtig, men hun orker ikke at bede om at få det gentaget. I stedet smiler hun taknemmeligt og lukker øjnene, lægger sig om på siden og lægger sig til rette.

Varme fingre tager fat om hendes, hun hører en lavmælt nynnen, en blid melodi, som vugger hende i søvn.

Alt føles trygt igen.

Hun skal bare lige hvile sig lidt.

Da Ing-Marie vågner næste gang, er hun alene i soveværelset. Hun er svimmel, og ganen er fuld af spyt, selvom hun plejer at være ret tør i munden.

Det føles, som om hun skal kaste op, til trods for at hun knap nok spiste noget af sin frokost, og en smag af galde stiger op gennem struben.

Ing-Marie vender sig i sengen, men kan ikke finde nogen rar stilling. Det kribler og krabler inden i hende, og en voldsom følelse af uro breder sig i kroppen. Det klør under huden, som om vrede myrer farer rundt derinde.

Er det sådan her, det føles at få hjertestop?

Tanken kommer helt af sig selv, og Ing-Marie ser sig om efter sin tryghedsalarm. Den plejer at ligge på sengebordet, men hvor meget hun end leder efter den med blikket, er den der ikke.

Hun ville sværge på, at hun havde set den ligge der tidligere på dagen.

Hun må have fat i hjemmeplejen, der er noget helt galt.

Nu både fryser og sveder hun, for hvert minut får hun det dårligere.

Med stigende uro famler Ing-Marie rundt efter alarmen en gang mere, forsøger at rejse sig op for at se, om den kan være røget på gulvet. Men benene bærer hende ikke, hun har ikke engang kræfter til at sætte sig op.

Hun ryster så voldsomt, at hun ikke kan ligge stille. Åndedrættet kommer i stød.

Hun er nødt til at tilkalde hjælp, men fastnettelefonen befinder sig ude i køkkenet, og der har hun ingen mulighed for at komme ud. Et eller andet sted er der også en mobiltelefon, den, som sønnen har givet hende, men hun har ingen anelse om, hvor den er, eller om den overhovedet er opladet.

Pludselig går der et voldsomt ryk igennem hendes krop. Så et til og endnu et.

Musklerne kramper, bliver hårde og stive. Det er svært at trække vejret. Det suser for ørerne, og hendes synsfelt bliver mindre og mindre.

Små, sorte prikker flimrer for øjnene.

Ing-Maries fingre finder vej op til struben, de kradser efter luft, men det er nyttesløst. Musklerne bevæger sig ikke, lemmerne er holdt op med at adlyde. Halsen er tilstoppet.

Langt væk lyder en rallen, som må komme fra hende selv.

Jeg vil ikke dø sådan her, er hendes sidste klare tanke.

Med sine allersidste kræfter forsøger hun at åbne munden, bede om nåde.

Derefter er der … ingenting.