fbpx
Læseprøve

Læseprøve på AFSKED MED CHÉRI af Colette

En levende skildring af kærlighed, seksualitet og magt i begyndelsen af 1900-tallet. Romanen blev oprindeligt udgivet i 1926 og foreligger nu for første gang på dansk i oversættelse af Caroline Albertine Minor og med efterord af Judith Thurman.

Chéri lukkede porten til den lille have bag sig og indåndede natteluften: “Ah! Her er skønt …” Han rettede med det samme sig selv: “Nej, her er ikke skønt.” De tætte kastanjetræer hvilede tungt på den indespærrede varme. Oven for den nærmeste gaslygte skælvede en kuppel af tørt løv. Avenue Henri-Martin, der var ved at kvæles i bevoksning, måtte vente indtil daggry på den svage strøm af friskhed, der stiger fra Bois de Boulogne.

Chéri stod barhovedet og betragtede sit tomme, oplyste hus. En lyd af knust krystalglas nåede ham, derpå Edmées stemme, klar og skærpet i anledning af irettesættelsen. Han så sin kone nærme sig karnappen på første sal og læne sig ud ad vinduet. Hendes hvide, perlebesatte kjole mistede sin snefarve, fangede den grønlige stråle fra gaslygten og flammede gulligt op i mødet med gardinerne i silkelamé, som hun strejfede.

– Er det dig dernede på fortovet, Fred?

– Hvem skulle det ellers være?

– Du har altså ikke fulgt Filipesco hjem?

– Nej, han var allerede smuttet.

– Jeg ville ellers have foretrukket … Nå, det er ikke så vigtigt. Kommer du ind?

– Ikke med det samme. Det er for varmt. Jeg går en tur.

– Men … Nå, som du vil.

Hun tav et øjeblik, og hun måtte have leet, for han så rimfrostlaget på hendes kjole skælve.

– Jeg kan kun lige ane dig, og heroppefra, med dit hvide skjortebryst og dit hvide ansigt svævende i mørket … ligner du en reklame for en danserestaurant. Det er dødflot!

– Hvor du dog elsker min mors udtryk, sagde han tænksomt. – Du kan bare lade folkene gå op, jeg har min nøgle.

Hun vinkede til ham, og et efter et slukkedes lyset i vinduerne. Et særligt dæmpet blåt lys lod Chéri vide, at Edmée via boudoiret nåede soveværelset, der stod åbent mod haven på palæets bagside.

“Tag ikke fejl,” tænkte Chéri. “Boudoiret kaldes nu for arbejdsværelset.”

Janson-de-Sailly slog timeslag, og Chéri stod med ansigtet løftet og fangede klokkernes klemten i flugten som regndråber.

“Midnat. Hun havde godt nok travlt med at komme i seng … Ah! Ja, selvfølgelig, hun skal være på sit hospital klokken ni i morgen tidlig.”

Han tog et par urolige skridt, trak på skuldrene og beroligede sig selv.

“Det er alt i alt, som hvis jeg havde giftet mig med en klassisk balletdanser. Træning klokken ni: Det er helligt. Det går forud for alt andet.”

Han gik hele vejen til Bois de Boulognes indgang. Himlen, der var bleg af svævende støv, dæmpede stjernernes pulseren. Regelmæssige skridt istemte Chéris regelmæssige skridt, og han standsede og ventede: Han brød sig ikke om, at nogen gik bag ham.

– Godaften, Monsieur Peloux, sagde manden fra La Vigilante og førte hånden op til sin kasket.

Chéri svarede ved at løfte en finger op på højde med tindingen med en officeragtig nedladenhed, han havde tillært sig under krigen i omgangen med sine sergentkolleger, og gik forbi manden fra La Vigilante, som stod og pressede hånden imod jernporten, der førte ind til den lille indhegnede have.

Ved indgangen til Bois de Boulogne sad et forelsket par på en bænk og krøllede deres tøj, blandede halvkvalte ord; Chéri lyttede en tid til den blide lyd af et skibs stævn, der kløver et roligt hav, som steg fra de sammenføjede kroppe og usynlige munde.

“Manden er soldat,” bemærkede han, “jeg hørte netop agraffen på hans livrem.”

Alle hans sanser var lysvågne, befriet fra at tænke. Chéris hørelses dyriske finfølelse havde på visse rolige nætter under krigen beredt ham på både komplicerede nydelser og udspekulerede rædsler. Sorte af jord og menneskeligt snavs kunne hans soldaterfingre med usvigelig sikkerhed bestemme portrætterne på medaljer og mønter, genkende stilken og bladene på planter, han ikke kendte navnene på … “Hej, Peloux, hva’ tror du, jeg har her i hånden?” Chéri så ham for sig igen, den unge rødhårede fyr, der i det tætte mørke rakte ham en død muldvarp, en lille slange, en løvfrø, en åben frugt eller noget skrald, og som derpå udbrød: “Han gætter sørme godt!” Han smilede uden medlidenhed ved dette minde og til denne døde rødhårede. Han så ham ofte for sig, hans kammerat Pierquin, liggende på ryggen, sovende ind i evigheden med et mistroisk udtryk i ansigtet; han talte ofte om ham. Selv samme aften havde Edmée efter middagen på behændig vis ansporet ham til at fortælle denne korte anekdote, der blev fremført med en indstuderet klodsethed, som Chéri kunne udenad, og som endte med ordene: – Så Pierquin sagde til mig: “Du gamle, jeg har drømt om en kat, og bagefter drømte jeg igen om floden derhjemme, at den var møgbeskidt … Sådan en drøm slipper man ikke fra …” og i samme øjeblik blev han taget, endda af et dumt stykke shrapnel. Jeg ville bære ham væk … Man fandt os hundrede meter fra stedet, ham liggende oven på mig … Jeg fortæller jer om ham, fordi han var en tapper fyr … Det er faktisk lidt på grund af ham, at jeg fik dette her.

Umiddelbart efter denne ærbare pause sænkede Chéri blikket mod sit grønne og røde ordensbånd og slog asken af sin cigaret som for at genvinde fatningen. Han syntes ikke, at det angik nogen, om det var en eksplosions uforudsigelighed, som havde kastet den ene hen over skuldrene på den anden, Chéri levende, og Pierquin død. For sagen er den, at sandheden, som er mere tvetydig end løgnen, bliver halvvejs kvalt under den enorme vægt af en pludselig ubevægelig Pierquin, en levende, forarget og hadefuld Chéri … Chéri bar nag til Pierquin. Og for øvrigt havde han foragtet sandheden siden den dag for længe siden, hvor den var sluppet ud af hans mund som et hik, for at tilsøle og gøre fortræd …

Men denne aften, i hans hjem, lod hverken majorerne Atkins og Marsh-Meyer eller løjtnant Wood til at lytte til ham. Deres ansigter, der havde et udtryk som atletiske konfirmander, deres klare øjne, som var forstenede og tomme, ventede kun, med en nærmest smertelig ængstelighed, på det tidspunkt, hvor de skulle ud og danse. Hvad Filipesco angik … “ham skal man holde øje med,” vurderede Chéri lakonisk.

En velduftende fugtighed, der steg fra de nyklippede bredder snarere end fra det stillestående vand, omgav søen. Idet Chéri støttede sig mod et træ, strejfede en feminin skygge ham dristigt. – Godaften, barn … Han skælvede på grund af det sidste ord, udtalt af en dyb og sveden stemme, tørstens stemme, den tørre nats stemme, den støvede vejs stemme … Han svarede ingenting, og den utydelige kvinde trådte et skridt nærmede på bløde såler. Han fik færten af snavset uld, brugt undertøj og fugtigt hår og gik med lange, lette skridt tilbage i retning af sit hus.

Det dæmpede blå lys vågede endnu: Edmée havde endnu ikke forladt “boudoirarbejdsværelset”. Hun sad sikkert og skrev, underskrev kvitteringer på apotekervarer og bandager, læste dagens kartotekskort og de korte rapporter fra en sekretær … Hun lænede sit krusede rødblonde hår og sin smukke lærerindepande ind over papirer. Fra sin lomme fremdrog Chéri den lille, flade nøgle, der sad for enden af en guldkæde.

“Nå, kom så. Hun vil endnu en gang elske med mig lige efter bogen …”

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik