PROLOG

Tænk tilbage. Tegnene var der. Hvad var de?

Bagefter stillede alle de samme spørgsmål.

Hvordan kom det så vidt? Kunne vi have forhindret det?

Det var det afgørende spørgsmål, det vidste Aaron Falk. Og svaret var givetvis ja. Selv uden nogen advarsel – og der havde været advarsler – var svaret næsten altid ja. En million beslutninger banede vejen til en enkelt handling, og en enkelt handling kunne blive afsporet på en million forskellige måder. Men der var blevet truffet valg – nogle af dem bevidste og velovervejede, andre ikke helt – og af alle de millioner af stier, der havde ligget forude, befandt de sig nu på denne.

Babyen havde sovet, da hun blev fundet. Hun var knap seks uger gammel, vejede godt for sin alder, var sund og havde det godt, bortset fra at hun var helt alene. Hun havde fint kunnet holde varmen nede i barnevognen. Hun var pakket omhyggeligt i et rent svøb fra delstatens førende babytøjsforhandler og puttet med et håndlavet uldtæppe, der var tykt nok til at sløre hendes skikkelse, hvis det blev lagt på den rigtige måde. Og det var lagt på præcis den måde. Hvis man kastede et tilfældigt blik mod barnevognen, ville man uvægerligt først få øje på tæppet frem for barnet.

Det var en forårsaften, og den sydaustralske himmel var klar og fyldt med stjerner, men selvom der var lovet tørvejr, var den vandtætte kaleche trukket helt op. Det firkantede stykke lærred, man normalt ville bruge til solafskærmning, dækkede åbningen mellem kalechen og vognen. Så hvis man kastede et tilfældigt blik på vognen, ville man slet ikke få øje på den sovende pige.

Barnevognen var parkeret mellem en snes andre i den dertil indrettede barnevognsbås ved Marralee Valleys årlige mad- og vinfestival, hvor den stod i pariserhjulets skygge mellem et virvar af cykler og scootere og en enkelt trehjulet cykel. Den var blevet stillet i båsens fjerneste hjørne med fodbremsen aktiveret.

Båsen tømtes i løbet af de næste par timer, i takt med at familierne, der havde hygget sig med vin, ost og forlystelser, blev enige med sig selv om, at de nu havde fejret lokalproducerede herligheder nok for den aften. Lidt efter klokken 22.30 var der kun barnevognen og elektrikerens cykel tilbage.

Elektrikeren kiggede sig omkring efter at have åbnet sin kombinationslås. Festivalen havde officielt lukket en halv time tidligere, og området lå stort set tomt hen nu, bortset fra det tilbageværende personale. Elektrikeren lagde låsen i sin rygsæk, kastede endnu et blik ud over området, der lå mere og mere hen i mørke, og gik så over til barnevognen. Han bøjede sig for at kigge under kalechen, rettede sig op og klappede den helt sammen. Det indsvøbte bundt bevægede sig i den kølige luft, så elektrikeren tog sin telefon frem og ringede.

Babyens navn stod skrevet i sparkedragtens navnefelt. Zoe Gillespie. Hendes familie var ikke fra egnen – ikke længere i hvert fald – men både festivaldirektøren og den vagthavende kendte hendes forældre af navn.

Zoes mors telefon ringede nede i pusletasken, der lå i trådkurven under barnevognen. Lyden skar højt igennem aftenluften. Den lynede taske rummede tillige et sæt bilnøgler og en pung med ID, kreditkort og kontanter. Elektrikeren skyndte sig ud til gæsteparkeringspladsen. Blandt de få tilbageværende biler var en minivan af samme mærke som emblemet på nøgleringen.

Zoes fars telefon ringede et par kilometer væk, i foyeren på den bedste italienske restaurant i Marralee Valley. Han havde lige sendt sine forældre af sted i en taxi og var ved at betale for måltidet, mens han snakkede med ejeren og hendes mand, der begge kunne huske ham fra skoletiden. Han viste dem billeder af Zoe – hans førstefødte, der samme søndag var fyldt seks uger; han kunne næsten ikke tro det – og ejeren insisterede på at lykønske ham med en flaske mousserende vin på husets regning, da opkaldet fik telefonens skærm til at lyse op.

Restauranten lå femten minutters gang fra festivalpladsen. Restaurantejeren brød den hastighedsgrænse, hun selv havde kæmpet for at få indført, og kørte ham dertil på godt tre minutter og bremsede med hylende dæk lige foran hovedporten. Han løb forbi de lukkede og mørklagte båse op til det sted, hvor hans datter lå i vognen.

Området blev undersøgt. Zoes mor, den 39-årige Kim Gillespie, blev ikke fundet.

Frivillige blev indkaldt, og området blev finkæmmet igen. Dernæst parkeringspladsen, så vinmarkerne, der omkransede den på hver side. Barnevognen havde været parkeret med åbningen mod øst, nær den fjerneste ende af festivalpladsen og den ekstra udkørsel. Over for udkørslen strakte bushen sig, og en lille sti ledte i én retning. Eftersøgningen fortsatte ned ad stien, helt ned til reservoiret, og videre langs den brede natursti, der løb hele vejen rundt om reservoiret – hvor der på dette tidspunkt om aftenen hverken var vandrere eller montørvogne – til den ujævne dæmnings højeste punkt: en stejl klippeafsats, som de lokale kaldte for Faldet. Langt nede lå det dybe og vidstrakte vandreservoir.

To dage senere fandt de en sko. Godt en kilometer længere mod øst var en af Kim Gillespies hvide løbesko blevet fanget i dæmningens filtre, gennemblødt og mudret.

Der blev tilkaldt specialuddannede dykkere til at eftersøge revnen i midten af det naturlige reservoir. De trængte så dybt ned i klippehvælvet, som de kunne, mens andre eftersøgte perimeteren til fods og ved hjælp af parkvæsenets køretøjer, mens frivillige finkæmmede det lavere vand i egne joller. Eftersøgningen fortsatte i en uge, så en uge mere, indtil den aftog og til sidst helt blev indstillet – med løfter om at blive genoptaget, når vandstanden faldt. Forår blev til sommer og efterår. Zoe blev for stor til sin barnevogn, gik sine første skridt, skulle have nye sko. Hendes første fødselsdag kom og gik.

Hvad så jeg? De, der kendte og elskede familien, stod tilbage med deres spørgsmål. De spurgte sig selv og hinanden. Hvad overså jeg?

Men Zoes mor vendte ikke tilbage til hende.