Læseprøve på Efterfølgeren af Mikkel Birkegaard
Femten år efter verdenssuccesen 'Libri di Luca' vender Mikkel Birkegaard tilbage med en udspekuleret krimi om, hvad der gemmer sig i litteraturens labyrintiske gange.
1
DE TRE MÆND stred sig fri af havet.
Deres kroppe var blege, nærmest grå, og de gik med stive bevægelser gennem det lave vand. Den forreste var høj, muskuløs og travede med lange skridt, så vandet plaskede omkring hans lægge. Han bar kun lange lærredsbukser, der klæbede sig til hans ben. Den anden var væsentligt lavere, slank og iklædt et par cowboybukser med bælte. Hans færd var mere besværet. Sandet syntes at gribe hans fødder og sinke hans fremdrift. Den tredje mand var buttet og bar en hvid undertrøje med sorte plamager hen over brystkassen. Han hævede fødderne højere end de andre, hvilket fik hans gang til at virke som en planløs sjosken.
De gik på række gennem vandet og op på stranden, hvor fugten havde gjort sandet hårdt. Manden i undertrøjen sakkede bagud, og de to forreste gjorde ikke mine til at vente. Deres blikke var rettet fremad mod klitterne, der rejste sig forude. Marehalmen på bakkerne bølgede i vinden. Ovenover drev grå skyer hastigt hen over himlen i det spirende daggry.
De to forreste begyndte opstigningen. Sandet var vådt på overfladen, men tørt lige nedenunder, så det skred under deres fødder. Den forreste blottede sine tænder og lænede sig fremover for at få bedre fodfæste. Omtrent halvvejs faldt den midterste mand og gled ned for foden af klitten. Han lagde nakken tilbage og stønnede mod skyerne. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i hastige stød. Håret klistrede sig til hans pande, og regndråber ramte hans åbne mund og øjenlåg.
Manden i undertrøjen nåede frem til ham og rakte en hånd ned mod ham. Han tog den og kom på benene. De stod et øjeblik og støttede sig til hinanden, inden de begyndte at kravle op ad skrænten. Den forreste mand var forsvundet ud af syne.
Ved fælles hjælp nåede de toppen. Vinden stod imod dem, så de måtte læne sig fremover i en unaturlig vinkel. De stred sig videre gennem lyngen og stavrede ned på den anden side. I dalen mellem klitterne forsvandt vindens susen, som var de blevet døve. De stoppede. Manden i undertrøjen hev efter vejret. Han havde trukket armene helt ind til kroppen og holdt om sine albuer, men kunne ikke forhindre rystelserne i kroppen. Den anden lagde sin hånd på hans skulder.
“Vi må tilbage, inden det bliver lyst.”
Mod øst havde skyerne fået en lysere grå farve end resten af himlen.
De to mænd fulgte en lavning mellem de næste par klitter, indtil de nåede en vold, som de ikke kunne gå udenom. Manden i cowboybukserne tog en dyb indånding og begav sig opad. Han prøvede at trække sig frem ved at tage fat i marehalmen. Stråene skar i hans hænder eller rev sig løs og sendte sand mod hans ansigt. Manden i undertrøjen sank ned på det ene knæ efter få meter. Han begyndte at græde, en gråd, der blev hakket op af kroppens rystelser og de tilfældige kastevinde, som suste mellem klitterne. Den anden mand stoppede og så tilbage på ham.
“Kom nu!”
Ordene havde ingen indvirkning på manden i undertrøjen. Han stirrede ned i sandet frem for sig og hulkede, mens snot og spyt dryppede fra ham.
Den anden trådte ned til den grædende og greb hans arm. “Vi bliver nødt til at komme væk,” sagde han.
Han trak ham op på benene, og de begyndte opstigningen skridt for skridt. De sank i ved hver bevægelse, men flyttede sig trods alt fremad.
Da de var midtvejs, hørte de en stemme fra toppen af klitten. De standsede og kiggede op. Den tredje mand stod i sort silhuet mod den grå himmel.
Han havde sat hænderne i siden og stod rank på trods af blæsten.
“Det, der skete,” sagde han. Stemmen blev båret af vinden og syntes at forstærke den. “Det bliver mellem os. Vi har aldrig været her, forstået?”
De to andre nåede ikke at svare, før stemmen fortsatte. “Vi var et andet sted, i et andet hus. Kun os tre.”
“Men …” sagde den hulkende mellem tårerne.
“Jeg skal vide, om jeg kan stole på jer.”
De to på skrænten så på hinanden. Det var blevet lyst nok til at se, at pletterne på den buttedes trøje havde en mørk, rød farve. Det var blevet lyst nok til at se frygten og mørket i deres øjne.
Manden i cowboybukserne nikkede.
“Men hvad med huset?” spurgte han. “Og trillebøren, vi glemte trillebøren!”
“Det klarer jeg,” svarede stemmen. “Bare hold jer til historien.”
“Jeg er ikke sikker på, at jeg …” begyndte manden i undertrøjen.
“Du har ikke noget valg,” lød det oppefra. “Dette binder os sammen, til hinanden, til denne nat. Forstår I?”
De to på skrænten udvekslede blikke igen, inden de nikkede.
Manden på toppen af klitten blottede sine tænder i noget, der kunne være et smil.
“Det bliver mellem os!”
