Hvordan et traume forgrener sig

Du har valgt at skrive en skønlitterær roman om et virkelig barskt emne. Hvad er det for en bog, læserne får i hånden?

“Romanen handler om Miriam, som lige er blevet mor, og som nu er ude på sin første bytyr, efter at hun har fået et barn og stadig prøver at falde til ro i den rolle. På vej hjem fra byen bliver hun udsat for et seksuelt overgreb begået af en mand, hun ikke kender. Herefter handler bogen om den meget traumatiserede sindstilstand, hun er i bagefter, hvor hun har svært ved at finde rundt i verden, og svært ved at finde ud af, hvem hun selv er.

En del af bogen handler også om, hvordan man falder til i morrollen. Efter overgrebet mister Miriam fuldstændig kontakten til sine egne følelser, og kan faktisk ikke rigtig mærke kærligheden, hverken til sin kæreste eller til sit barn. Her kæmper hun med en skyldfølelse, som hun bl.a. har i forhold til sine egne forventninger omkring, hvordan man er en god mor. At en god mor er en, der har lyst til at være hjemme hele tiden og bare være med barnet.
Den aften, hvor hun bliver udsat for et overgreb, er første aften, hun er væk fra barnet, og hun synes det er helt vildt fedt at være alene. Hun er euforisk og har en følelse af, at hun har lyst til at være ung igen. Og netop de følelser har hun rigtig dårligt samvittighed over at have haft efterfølgende, fordi oppe i hendes hoved, der bliver overgrebet en straf for, at hun har haft det sådan.”

Romanens hovedperson Miriam kæmper i løbet af romanen med at forstå, hvad der egentlig er sket hende. Var det hendes egen skyld? Forstod han ikke at hun sagde nej? Hvorfor er det, at tvivlen fylder sådan hos hende?

“Vi har som samfund været enormt meget i tvivl om, hvordan vi skulle se på seksuelle overgreb, og vi har lige haft en meget ophedet diskussion om, hvor vi skulle sætte grænserne mellem lovlig adfærd og ulovlige seksuelle overgreb. Når vi andre ikke kan finde ud af, hvordan vi skal definere en voldtægt, eller hvem der egentlig er skyld i, at et nej ikke bliver respekteret, så er det klart, at ofrene heller ikke kan finde ud af det. Miriams tvivl er samfundets tvivl.”

 Hvilke sproglige overvejelser gjorde du dig, i forhold til hvordan du ville formidle historien?

”Jeg vidste fra starten af, at jeg ville skrive meget eksplicit omkring selve voldtægten. Den scene skulle være beskrevet, så man virkelig ikke kunne misforstå, hvad det var, der var foregået. I det hele taget har skriveprocessen været drevet af en nødvendighed. Jeg havde et meget klart billede af, hvordan bogen MÅTTE være.

Faktisk synes jeg ikke, at der er så mange litterære skildringer som behandler det her emne.  Selv i romaner, hvor voldtægt måske er et af temaerne, så er den scene, hvor voldtægten rent faktisk finder sted, ofte sprunget over. Og så kan man jo forestille sig hvad som helst. Hvis jeg bare havde skrevet ’hun lukker øjnene – og det forfærdelige sker’, så er det ikke til at forstå, hvad det er, der rent faktisk sker for hende.”
 

Er vi gode nok til som samfund at tale åbent om overgreb og voldtægt? Er der nok fokus på emnet?

”Jeg har skrevet bogen i løbet af og lige efter den periode hvor Samtykkedebatten, altså debatten om voldtægtslovgivningen, var på sit højeste i DK. Jeg var selv en del af den debat, og der var bare så mange mennesker, der havde svært ved at forstå helt basale ting, såsom ”Hvordan kan en voldtægt være en voldtægt, hvis man ikke kæmper fysisk imod eller man ikke bliver slået? Hvordan kan man være i tvivl om, hvorvidt det er en voldtægt, eller om det er noget andet? Hvorfor føler man sig selv skyldig? Hvorfor kæmpede man ikke selv imod?

Det er virkelig svært at forstå for folk, nok fordi vi lider af berøringsangst. Selvom der har været meget fokus på temaet i medierne, så har de fleste mennesker bare ikke lyst til at høre om overgreb – fordi det er ubehageligt. Og når folk så stiller spørgsmål i debatten såsom; ‘Hvordan kan man voldtage nogen uden at der indgår fysisk vold?’ – så er det simpelthen fordi, vi er for dårlige til at tale helt konkret om, hvad det er for nogle situationer, det her handler om. Og det fører mange misforståelser med sig.

Alene ordet ’voldtægt’ er noget der vækker en masse billeder. Og her tror jeg desværre også, at vi har mange klichebilleder af, hvordan det foregår. At det er noget med en øde gade, en busk og en farlig mand, der springer frem. Og det er bare ikke sådan, at de fleste overgreb foregår i virkeligheden.
Når ofre ser på deres egen historie og ser alle de detaljer, der er anderledes end klichebilledet – så er det, at det bliver sværere og sværere at se sig selv som et offer, og at se det, man har været udsat for, som en decideret voldtægt. Det er bl.a. også nogle af de her misforståelser, som jeg har forsøgt at modvirke ved at skrive denne her bog, og ved at skrive meget detaljeret og meget konkret – uden at springe hen over selve overgrebsscenen. ”

Har Samtykkeloven ændret noget i forhold til, hvordan vi ser på ofre for overgreb?

“Den debat, vi har haft i samfundet hen over de sidste par år, har helt sikkert fået mange til at se tilbage på deres egne oplevelser og overveje OM det de selv har oplevet, faktisk har været et overgreb. Med Samtykkeloven er der kommet meget større viden omkring, at de fleste faktisk ikke gør andet modstand end at sige nej – et signal, som man er vant til, bliver respekteret. Det er, hvad man har lært, det er ,hvad der er naturligt – siger man nej, så stopper den anden person også. Og jeg synes egentlig, at det er ret vanvittigt, at man før Samtykkeloven forventede af ofre, at de skulle gøre fysisk modstand.”

Hvem skal læse din roman?

“Jeg håber, at bogen kan komme ud til de læsere, der har brug for at læse den, måske også fordi de kan genkende sig selv i den. Men i lige så høj grad skal bogen ud til dem, der har stillet spørgsmål til overgreb og har haft svært ved at forstå, hvorfor at ofre reagerer som de gør. Og så håber jeg også, at den kan oplyse.”