
Ane Cortzen kaster et ærligt og tankevækkende blik på sin generation af kvinder. Dem, der blev født i halvfjerdserne, voksede op i fattigfirserne, var unge i de hedonistiske halvfemsere og blev mødre i det nye årtusinde. Rødstrømperne – generationen, der kom før Anes – og de unge kvinder, der sparkede gang i #MeToo-opgøret, har brudt og ændret samfundsformer og -traditioner. Hvad gjorde Anes årgang?
I samtale med kvinder fra sin generation – Franciska Rosenkilde, Katrine Engberg, Maya Albana, Rikke Rønholt og Karen Simonsen – tegner Ane Cortzen et ærligt portræt af kvinderne fra generation X. En fortælling om selvstændighed, ensomhed, kærlighed, moderskab. Om livsgejst og styrke … og om måske at have sovet i timen? En åbenhjertig, bramfri og tankevækkende bog om kvinderne midtvejs i livet.
"Ane Cortzen tegner et både morsomt og kritisk portræt af en generation af kvinder, der forsøgte at være alt på én gang og aldrig vidste, om det var nok."
"Stærkt personlige betragtninger og refleksioner ... et must-read for min generation af kvinder."
"Jeg var både underholdt og imponeret. For shit, hvor er de bare nogle seje damer med alle deres indrømmelser og enorme kompetencer ... det var en sand fornøjelse at være i selskab med de dygtige kvinder."