Beirut 1948. Familien Pelletier er en af de førende familier i byen, der er kendt som Mellemøstens Paris. Patriarken, Louis, har opbygget en succesrig virksomhed, som han håber at kunne give videre til sin ældste søn, Jean. Denne har dog ingen forstand på at drive forretning og må skamfuldt trække sig fra foretagendet. I stedet rejser han med sin krævende kone, Geneviève, til Paris for forhåbentlig at gøre karriere der. Men der er også en anden og mere alvorlig grund til, at han må rejse …
Familiens yngste søn, Étienne, forlader også Beirut og drager til Saigon for at lede efter sin elsker, der er taget afsted for at kæmpe for Fremmedlegionen. Han får job på Det Indokinesiske Vekselkontor og forstår hurtigt, at det er et gennemkorrumperet sted. Inden længe er han på sporet af en sag, der gør livet farligt for ham selv.
Også den mellemste bror, François, tager til Paris og drømmer om at arbejde som journalist. Hans karriere tager for alvor fart, da han en dag befinder sig meget tæt på et brutalt mord på en berømt skuespillerinde og får lov til at dække sagen. Og den morder, han – og politiet – jagter, er måske tættere på, end han aner.