Prolog

2019

Det ringer på døren, og verden, som man troede, man kendte den, bryder sammen.

Det ringer på døren, og éns søn åbner den, fordi man selv er optaget af at skifte sengetøj i soveværelset på første sal.

Det ringer på døren, og gennem den åbnede dør hører man en stemme, der siger: “Det er Københavns Politi. Er Marianne Nørskov hjemme?”

Man hører sin søn råbe: “Mor?”

Man lader sengetøj være sengetøj og går ned ad trappen og ser to ubegribeligt unge uniformerede politibetjente stå på dørtrinnet og se beklemte ud, mens éns søn holder hoveddøren åben for dem.

“Er du Marianne Nørskov?” bliver man spurgt, og man bekræfter, mens éns hjerte hamrer så nervøst, at det føles, som om det vil hoppe ud af brystet, og man samtidig ikke kan lade være med at undre sig over, at politibetjente virkelig kan være så unge.

“Din mand har været ude for en ulykke,” siger den ene, da man endelig er kommet ned ad trappen og står foran dem, og man hører sig selv spørge: “Er han død?”, for man kan ikke lade være med at tænke, at når politiet kommer til éns hoveddør, er det for at fortælle om et dødsfald.

De ser på hinanden, og nu ser de endnu mere beklemte ud.

“Øh, det ved jeg faktisk ikke,” siger den ene, og den anden siger: “Det melder historien ikke noget om. Men det tror jeg ikke. Vi er kommet for at tilbyde dig at køre dig til Rigshospitalet.”

“Rigshospitalet?” spørger man af mangel på bedre, mens man tager sine hjemmesko af og finder et par rigtige sko at tage på og sin taske og en frakke. Rigshospitalet? Hvordan er han kommet dertil? tænker man, men man siger det ikke højt, for det hele er alligevel så underligt. Som i en drøm. Et mareridt.

“Traumecenteret,” siger den ene.

“Okay,” siger man og er klar til at gå.

“Hvad med ham?” spørger den ene betjent og peger på éns tyveårige søn. “Vil han ikke også med?”

Og det går op for én, at betjenten ikke er meget ældre end éns søn, og at han meget bedre ved, hvad en tyveårig tænker, end man selv gør.

Det er først, da man sidder på bagsædet i politibilen ved siden af éns tavse søn, at man kommer i tanke om at spørge, hvad det er for en slags ulykke, og hvor ulykken er sket.

“Det eneste, vi har fået at vide, er, at det var på Amager,” siger den ene betjent.

Og nu, først nu, da han siger Amager, går det rigtigt op for én, hvor mærkeligt det hele er, for det var meningen, at éns mand først skulle komme hjem fra Bruxelles i aften. Kan han have taget et tidligere fly og være kommet ud for en ulykke på vej fra lufthavnen?

“Vi ved ikke mere,” forklarer den anden. “Vi er bare blevet bedt om at informere dig og tilbyde dig at køre dig til Rigshospitalets traumecenter.”

Og det gør de så. Man bliver endda fulgt hele vejen ind gennem de automatiske døre af de to betjente, som forklarer en sygeplejerske, at man selv og éns søn er de pårørende.

Man takker betjentene, som nikker og ser forlegne ud og kigger ned på deres sko, før de går tilbage til deres bil.

Det er tidlig søndag eftermiddag, og verden, som man troede, man kendte den, er ved at bryde sammen.