1

Det begyndte med et opkald fra Isabella. Hun spurgte, hvor Christopher befandt sig, og jeg blev sat i den pinlige situation at måtte fortælle hende, at jeg ikke vidste det. Mit svar må have været uforståeligt for hende. Jeg fortalte ikke, at Christopher og jeg var blevet separeret seks måneder forinden, og at jeg ikke havde talt med hendes søn i knap en måned.

Hun kunne ikke forstå, hvorfor det var umuligt for mig at sige, hvor Christopher befandt sig, og da hun svarede, var tonen skarp, men ikke helt overrasket, hvilket på en eller anden måde gjorde tingene værre. Jeg skammede mig og følte mig dårligt tilpas, to grundstemninger, som altid har karakteriseret mit forhold til Isabella og Mark. Dette på trods af Christophers hyppige kommentarer om, at jeg havde samme effekt på dem, og at jeg skulle forsøge at være mindre reserveret, fordi jeg ellers kunne blive opfattet som arrogant.

Vidste jeg ikke, spurgte han, at nogle betragtede mig som snobbet? Det gjorde jeg ikke. Vores ægteskab var præget af de ting, Christopher vidste, og de ting, jeg ikke vidste. Det var ikke kun et spørgsmål om intelligens, selvom Christopher var mig overlegen på det punkt. Der havde aldrig været nogen tvivl om, at han var en begavet mand. Det var et spørgsmål om informationer, som blev tilbageholdt, ting, som blev skjult for mig, men var åbenlyse for ham. Kort sagt var det et spørgsmål om utroskab – bedrag har altid den konsekvens, at den ene part sidder inde med al viden, mens den anden må famle sig frem i mørke.

På den anden side var bedraget ikke engang nødvendigvis den vigtigste grund til, at vores ægteskab gik i stykker. Bruddet skete gradvist, selv efter at vi sammen havde taget beslutningen om at blive separeret. Der var praktikaliteter at tage hensyn til, det var ingen lille opgave at pille et møjsommeligt opbygget ægteskab fra hinanden. Det arbejde, som lå foran os, føltes så uoverkommeligt, at jeg begyndte at spekulere på, om en af os var kommet i tvivl; om der var en tøven indlejret i bureaukratiet, gemt mellem de bunker af papirer og utallige onlineformularer, som vi blev ved med at udskyde.

Og derfor var det fuldstændig forståeligt, at Isabella ringede til mig for at høre, hvor Christopher var blevet af. Jeg har efterladt tre beskeder, sagde hun, hans telefon går direkte til telefonsvareren, og sidste gang jeg ringede, kom der en fremmed ringetone –

Hun udtalte ordet fremmed med en velkendt blanding af mistænksomhed, desorientering (hun kunne ikke forestille sig nogen som helst grund til, at hendes eneste søn skulle forsvinde fra hendes umiddelbare nærhed) og såret stolthed. Ordene bragte mig tilbage til fortiden, mindede mig om ting, som var blevet sagt igen og igen i løbet af den tid, vores ægteskab havde varet: Du er en fremmed fugl; der har altid været noget fremmedartet over dig; hun er sød, men hun er meget anderledes end os; vi har det, som om vi ikke rigtig kender dig (og så til sidst det, som hun sikkert ville sige, hvis Christopher fortalte hende, at det var slut mellem os): Det er den rigtige beslutning, hun har aldrig rigtig passet ind.

– derfor vil jeg gerne vide, hvor min søn helt præcis opholder sig?

Med det samme begyndte mit hoved at værke. Det var en måned siden, jeg havde talt med Christopher. Vores sidste samtale havde fundet sted over telefonen. Christopher havde sagt, at selvom vi tydeligvis ikke ville finde sammen igen, havde han ikke tænkt sig at påbegynde processen – det ord brugte han, som for at signalere, at der var tale om en langvarig, gradvis, glidende overgang frem for en pludselig og definitiv handling, og selvfølgelig havde han ret, en skilsmisse forløb mere organisk og tilfældigt, end det havde set ud til ved første øjekast – med at fortælle det til folk.

Kunne vi lade det blive mellem os? Jeg havde tøvet, selvom jeg ikke nødvendigvis var uenig i forslaget – beslutningen var meget ny på det tidspunkt, og jeg forestillede mig, at Christopher ligesom mig var i tvivl om, hvilken historie han skulle fortælle om vores brud. Men jeg brød mig ikke om, at vi pludselig blev sammensvorne, det føltes malplaceret og meningsløst. På trods af det sagde jeg ja. Christopher, som hørte tvivlen i min stemme, bad mig om at love det. Lov mig, at du ikke siger det til nogen. I det mindste ikke lige nu, ikke før vi har talt om det. I et irritabelt tonefald gik jeg med til det og lagde på.

Det var sidste gang, vi havde talt sammen. Nu, hvor jeg insisterede på, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor Christopher var, lo Isabella kortvarigt og sagde: Vær nu ikke fjollet. Jeg talte med Christopher for tre uger siden, og han fortalte, at I skulle til Grækenland. Jeg havde så svært ved at få fat i ham, og eftersom du tydeligvis er her i England, regnede jeg med, at han var taget til Grækenland uden dig.

Jeg var for forvirret til at reagere. Jeg kunne ikke forstå, hvordan Christopher kunne finde på at sige, at vi skulle til Grækenland sammen. Jeg vidste ikke engang, at han var i udlandet. Hun fortsatte: Han har virkelig haft travlt, jeg går ud fra, at han er rejst ud for at researche, og –

Hun dæmpede stemmen på en måde, jeg havde svært ved at tyde, måske var det ægte tøven eller en manipulerende pause, den slags greb lå hende ikke fjernt.

– jeg er bekymret for ham.

Det udsagn virkede ikke overbevisende på mig, og jeg tog ikke hendes bekymring så tungt. Isabella troede, at hun havde et tættere forhold til Christopher, end hun reelt havde, en naturlig fejl at begå for en mor, men også en, som nogle gange førte til mærkværdig opførsel fra hendes side. Tidligere ville en situation som denne have givet mig en følelse af triumf – det, at denne kvinde kom til mig for at få besked om sin søn, ville have haft stor betydning for mig for bare et år siden, måske endda for et halvt år siden.

Mens jeg lyttede, følte jeg mig først og fremmest nervøs. Han har ikke været sig selv, jeg ringede for at spørge, om I to – der kom det igen, I to, hun vidste tydeligvis ingenting, Christopher havde ikke betroet sig til hende – havde lyst til at komme med ud på landet og få lidt frisk luft. Og så fortalte Christopher jo, at I skulle til Grækenland, at du havde en bog, du skulle oversætte, og at han ville lave noget research. Men nu – hun udstødte et kort, frustreret suk – viser det sig, at du er i London, og at han ikke tager sin telefon.

Jeg ved ikke, hvor Christopher er.

Uanset hvad må du tage over til ham med det samme. Du ved, hvor intuitiv jeg er. Jeg ved, at der er noget galt. Det ligner ham ikke at ignorere mine opkald.

Det opkald fik følger, som jeg stadig ikke forstår, selv i dag. En af dem er, at jeg adlød kvinden i telefonen og rejste til Grækenland (et sted, jeg ikke havde noget ønske om at besøge) uden nogen klar idé om formålet med rejsen. Christopher havde løjet for Isabella, da han sagde, at vi skulle til Grækenland sammen. Hvis han ikke havde haft lyst til at fortælle sin mor om separationen, ville det have været forholdsvis let at finde på en undskyldning for, at jeg blev hjemme – han kunne have sagt, at jeg skulle til konference, eller at jeg havde lovet at besøge en veninde, som havde tre børn og derfor længtes efter selskab og en hjælpende hånd.

Eller han kunne have fortalt en halv sandhed, begyndelsen på sandheden, han kunne have sagt, at vi holdt en pause – fra hvad, eller hvem, ville hun måske have spurgt. Men han havde ikke gjort noget i den retning. Måske fordi det var nemmere at lyve eller at lade Isabella drage de konklusioner, hun ønskede – selvom vildfarelserne efterfølgende satte hende i en mere besværlig situation. I det øjeblik indså jeg, at vi blev nødt til at gøre tingenes tilstand officiel. Jeg havde allerede besluttet, at jeg ville bede Christopher om skilsmisse, og nu ville jeg simpelthen tage til Grækenland og give ham besked ansigt til ansigt.

Det ville vel blive min sidste handling som en pligtopfyldende svigerdatter. En time senere ringede Isabella for at fortælle mig, hvilket hotel Christopher boede på – jeg undrede mig over, hvor hun havde opsnuset den information – og gav mig bookingnummeret på en flybillet, hun havde købt i mit navn, med afgang den følgende dag. Bag sin unødigt ekstravagante personlighed og fernis af stilfærdig elegance var Isabella en ekstremt handlekraftig kvinde, hvilket var en af grundene til, at hun havde været en værdig modstander, som jeg med god grund havde frygtet. Men det var slut nu, og snart ville der ikke være nogen slagmark, vi kunne mødes på.

Jeg bed alligevel mærke i, at hun ikke stolede på mig. Jeg var ikke den slags kvinde, som kunne blive betroet opgaven med at opspore sin egen mand, ikke uden at få stukket en billet i hånden og blive informeret om adressen. Måske var det på grund af den tydelige mistillid, at jeg holdt mit løfte til Christopher, hvilket var endnu et overraskende resultat af opringningen fra Isabella. Jeg fortalte ikke hans mor, at vi var blevet separeret og havde været det i en rum tid, selvom den information kunne have fritaget mig fra overhovedet at tage til Grækenland.

Ingen mor ville bede sin svigerdatter rejse til Grækenland for at anmode om skilsmisse. Jeg kunne være blevet i London og have passet mine egne sager. Men jeg fortalte hende ingenting, og jeg blev ikke i London. Hvis Isabella havde vidst, at mit formål med den rejse, hun havde betalt for, var at blive skilt, tror jeg, at hun ville have slået mig ihjel, udslettet mig på stedet. Det var langtfra umuligt. Hun var som sagt en ekstremt handlekraftig kvinde. Eller måske ville hun have sagt, at hun ville have købt billetten for længe siden, hvis hun havde vidst, der ikke skulle mere til for at kappe båndet mellem os. Før hun lagde på, rådede hun mig til at købe en badedragt. Hotellet skulle have en særdeles behagelig pool.