1

Ingrid Wolt stillede rengøringsvognen ind i depotrummet og skiftede fra hoteluniformen til sit almindelige tøj: cowboybukser, træningsjakke og kondisko.

Før hun forlod omklædningsrummet, kastede hun et blik i spejlet for at tjekke, at den mørke paryk sad, som den skulle. Hun sagde et hurtigt farvel til Tanja og skyndte sig gennem det fugtigvarme vaskeri uden at hilse på nogen og videre ud gennem linnedrummet.

Hun skubbede langsomt den tunge bagdør op og spejdede ud på vejen.

Der var roligt på parkeringspladsen uden for Mora Hotell. Ingen mennesker i bilerne. Ingen på vejen. Den eneste, der var at se, var en dame i Tinghusparken, i frakke og med en puddel i snor. Ingrid studerede hende en ekstra gang, tog så solbriller på og småløb hen til sin nye bil, en brugt Volvo 240 med terninger hængende i bakspejlet. Hun havde byttet den lige over med den Saab, Thomas havde købt til hende, da hun blev løsladt fra Hinseberg først på sommeren. En dårlig byttehandel i forhold til ydeevne, men det var der ikke noget at gøre ved. Med sit afskallede IFK Mora-klistermærke på bagruden var Volvoen bedre som camouflage.

Hun satte sig ind i bilen og trykkede dørlåsen ned, lod blikket glide hen over Hamngatan, Moragatan og retsbygningen. Boldtræet lå klar i passagersiden. Så hurtigt hun kunne, startede hun bilen og kørte ud på Strandgatan.

Først da hun var kommet ud af den bymæssige bebyggelse og havde passeret rideskolen, tog hun solbrillerne af. Parykken beholdt hun på, selvom hendes hårbund kløede noget så infamt efter den lange vagt.

Da hun nåede frem til skovmuseet i Siljansfors, noterede hun sig en sort Audi, der drejede ud fra parkeringspladsen, lige da hun var kørt forbi. Den fik hurtigt indhentet hende, men blev liggende bagved trods det lange, lige stræk forbi herregården.

Fremme ved frakørslen til hytten lå den der stadig. Ingrid turde ikke dreje ind, fortsatte bare videre ud ad landevejen i lav fart.

“Så overhal dog,” sagde hun til bakspejlet. “Lad være med bare at ligge der.”

Hun prøvede at få øje på føreren, men kunne ikke, for solskærmen var klappet ned.

Først da de nærmede sig Kättbo, blinkede bilen til venstre og lagde sig ud i den anden vognbane.

Ingrid knugede rattet, klar til at blive presset ud i rabatten, men bilen overhalede og forsvandt i næste sving. Ved en parkeringslomme længere fremme drejede hun ind og pustede ud, før hun vendte om igen.

Nu var der ingen efter hende, det var hun næsten helt sikker på. Alligevel kastede hun et ekstra blik i bakspejlet, før hun skumplede ind på hjulsporet ned mod hytten. Storskoven trængte sig på fra alle sider, men grunden, der primært var bevokset med blåbærris og spredt græs, havde en stribe strand ned mod søen med badebro og nogle glatte klipper, der stadig blev lune i solskinnet.

Her kunne hun gemme sig for verden i en periode.

Da Benny havde tilbudt hende at bo gratis i hans sommerhus, indtil hun fandt en anden løsning, havde hun takket ja.

Ingrid ville ønske, hun kunne tage Anna med herud, men hvis socialforvaltningen så, hvordan hun boede lige nu, med udedas og koldt vand, ville det vare længe, før hun fik sin datter tilbage. Hun havde skrevet sig op i køen til kommunens boligformidling, og hvis hun i det mindste fik fast deltidsarbejde på hotellet, burde hun med tiden kunne få en lejelejlighed.

Ingrid slukkede motoren, steg ud af bilen og strakte sig.

Der duftede af varmt mos og fyrrenåle, og i det fjerne lød trafikken fra landevejen på den anden side af søen. Lyden gjorde hende tryg. Hun var ikke helt alene i universet, selvom det ofte føltes sådan.

Det første, hun gjorde, da hun kom ind i hytten, var at tage parykken af og hænge den hen over den specialbyggede stander i soveværelset. Det var en dyr paryk, købt hos en rigtig parykmager i Stockholm. Endnu en gang var det Thomas, der havde hjulpet hende. Nogle gange vidste hun ikke, hvordan hun skulle klare sig uden sin lillebror.

Hun tog nylonstrømpen af, der holdt hendes rigtige hår på plads, og redte det igennem med fingrene. Så greb hun badekåben, stak fødderne i Bennys mormors gamle træsko og gik ned til badebroen. Bladene på birketræerne ved bredden var begyndt at gulne, og Ingrid skuttede sig, da hun klædte sig af beklædningsdel for beklædningsdel.

Den lille sø var omgivet af nåleskov på alle sider. Længere mod syd kunne man ane nogle fritidshuse mellem stammerne, men her et stykke inde i september stod de fleste tomme. Ingrid havde ikke set liv der i de seneste uger.

Den voksende tøjbunke ved hendes fødder mindede hende om indskrivningsdagen i Hinseberg, da den ledende fængselsbetjent, Evy, havde tvunget hende til at tage et skoldhedt bad i det gigantiske badekar midt i baderummet, mens hun selv stod og så på. Som om Ingrid skulle afluses, desinficeres, før hun fik lov at betræde fængslet. Det flisebeklædte rum havde mere lignet hendes forestilling om gamle dages sindssygehospitaler end et moderne fængsel.

Da Ingrid havde forsøgt at indvende, at hun blev mindst lige så ren, hvis hun tog brusebad – der var trods alt brusere langs den ene væg – havde Evy henvist til reglementet og gjort hende klart, at der ikke blev gjort nogen undtagelser, heller ikke for hende, hvis hun troede det. Bare fordi hun var politibetjent.

Evys blik havde brændt hen over Ingrids bare hud, og hun havde gjort sit bedste for ikke at tænke på karrets matte emalje og på alle de hundredvis af kvindekroppe, der var blevet skrubbet af før hende. Bagefter havde hun følt sig mere beskidt end nogensinde før.

Nu lod hun bh’en og trusserne falde og lande øverst i tøjbunken. Søen lå spejlblank hen, og vandet var så klart, at hun kunne se en stime skaller pile forbi. Hun talte til tre, tog tilløb og sprang på hovedet i.