Q&A med Benn Q. Holm: “Den kolde krig er tilbage”
Benn Q. Holm er tilbage med en fortælling om fortidens indviklede skygger fra besættelsen og frem til vor tid. En kunstnerroman, en københavnerroman, en kærlighedsroman, en koldkrigsroman. En roman om ungdommens drømme, lyssky kommunistpenge, mørke biografsale og den store lysende kærlighed.
Hvad inspirerede dig til at skrive Lyset svinder?
Ville gerne skrive en roman, hvor fortid og nutid spejler sig i hinanden. Men spejlet (jeg forestiller mig et stort, men ældre spejl med en falmet guldramme) er selvfølgelig medtaget af år og dage og er helt sort i kanterne, måske der endda er skår og revner i glasset, det er der nok. Alt, hvad vi ser, er farvet af tid og omstændigheder. Det fuldstændige billede vil altid undslippe os. Men vi jagter det alligevel, og det samme gør fortælleren, mens han forfølger to historier: den, der omfatter hans egen ungdom, karriere og kærlighedsliv, og den, der indbefatter hændelser, der går helt tilbage til besættelsestiden og modstandskampen og op til Den kolde krigs dommedagsangst og 1970’ernes og 80’ernes store fredsbevægelser. Så det, der måske mest inspirerede mig, var ambitionen/drømmen om at spejle en personlig historie med en meget større historie, en historie, der i øvrigt, gik det op for mig undervejs, gentager sig spejlende og har stærke paralleller til vor egen nutid: Den kolde krig er tilbage.
Kan du give en kort karakteristik af Albin Lohmann?
Albin Lohmann er romanens tragiske hovedperson. Født i 1928 i København, moderen indvandret fra Småland. Adoptivbarn (moderen blev myrdet af den psykotiske far), voksede op hos direktørfamilie i Hillerød, den nazivenlige adoptivfar blev skudt under uopklarede omstændigheder i 1943. Måske var det modstandsbevægelsen, måske var det Albin eller adoptivmoderen? Albin bliver journalist, men kommer sig aldrig over sin traumatiske barn- og ungdom. På sin karrieres højde arbejder han for Berlingske Aftenavis (den senere Weekendavisen), men ender med at bo på et lejet værelse og skrive for mindre lokalblade. Albin forsøger at gå fortidens skygger væk, strejfer rastløst rundt i byen. Men han er ødelagt: “Et halvt menneske.”
Hvilken rolle spiller skyld og skam i romanen?
For Albin Lohmann er fortidens dobbelte skyld og skam det, som driver ham væk fra en almindelig hverdag med familie og arbejde, ja, han driver ensomt rundt, på flugt fra de tyngende erindringer, mens han stadig kæmper for at finde forløsende punkt. Måske han finder det hos den tjekkoslovakiske Jana med de brune øjne, der også er flygtning, men fra et politisk diktatur?
Hvilke tematikker vil du sige romanen rummer – og hvorfor?
Mange! Den navnløse fortæller (en filmfotograf) kæmper med at fastholde sit livs billeder, mens han samtidig arbejder med historien om Albin Lohmanns skæbne. Det er en mosaik, et puslespil, en (film- eller teater-)forestilling. Historiens delta af historier, erindringens mønstre og manglende brikker. Men specifikt i grunden også alt, hvad der forsvinder: gader og kvarterer (konkret her i romanen: Den Sorte Firkant på Nørrebro), brune værtshuse og ismejerier, antikvariater og urmagere – ungdommen, helbredet, erindringen, kærligheden måske, til sidst livet selv … (sorry).
Er filmfotografens tilskuer og betragterevne sammenlignelig med forfatterens? Også hvad angår montage og klip?
I og med filmfotografen er romanens fortæller, bliver han hér forfatter, og ja, nu dobbelt tilskuer. Vidnet, observatøren. Filmfotografens arbejde kan måske på overfladen ligne forfatterens: opstilling af scener, stills, belysning, (psykologiske) close-ups, panoramiske (tids-)billeder etc. Blik og idé (eller erkendelse) går hånd i hånd i næsten al kunst. Men det er altid instruktøren, der i sidste ende bestemmer, hvad fotografen skal filme, på den måde er han groft sagt instruktørens forlængede arm (eller øje), og bagefter kommer den vigtige filmklipper og blander sig. For ikke at tale om filmselskabet og dets bekymrede chefer. Her i Lyset svinder tager filmfotografen vellystigt revanche, for mens han skriver (på baggrund af sine egne indre billeder og Albin Lohmanns afslørende dagbøger), er han både instruktør, klipper, caster og lysmester. Han er den olympiske og alvidende forfattergud. Åh, der er fedt! (Og en smule hårdt, og hvor tager det dog lang tid at skrive sådan en bog. Næsten to år!) Men han har alligevel gjort regning uden vært. For i horisonten lurer nogle andre instruktører og bekymrede producere, ja et helt (film-)selskab af forlagsfolk: redaktører, salgs- og kommunikationschefer …
