1

FORMIDDAG OG FORTID

Albin Lohmann var stadig ikke nået længere end til dagens anden kop kaffe. Før i tiden ville han for længst have været i sving på redaktionen, nu sad han her på sengekanten i sin flossede frottémorgenkåbe og forsøgte at tyde de besynderlige bump fra hovedtrappen. Det lød som om der var nogen som ikke bestilte andet end at løbe op og ned.

Op og ned og op og ned, som en vanvittig. Som Sisyfos på amfetamin, tænkte Albin.

Til gengæld kom der ingen lyde fra naboværelset. Mona Vaupel, lejlighedens anden logerende, var kommet sent hjem fra arbejde i nat. Albin vågnede næsten altid lige meget hvor stille hun prøvede at være. Han burde komme i tøjet og se på den artikel, han havde lovet lokalavisen, for han vidste at når Mona vågnede, ville hun som det første sætte noget musik på der passede til hendes sindsstemning, som regel nogle sørgmodige kærlighedsballader, op ad dagen var hun gerne kommet i humør til noget mere muntert. Det sidste hun havde hørt i går aftes inden hun tog afsted, var Mamma Mia med ABBA, som han til sin store glæde havde erfaret var svenske.

Albins mor var i sin tid kommet til København fra Småland i Sverige, og han var med årene kommet til at føle en forbavsende stærk affinitet med næsten alt hvad der var svensk, især når det gjaldt musik. Intet kunne som den tilnærmelsesvist genskabe hans mor, hendes land og sprog. Derfor bestod hans beskedne lp-samling primært af en håndfuld godt ridsede plader med Jussi Björling, Ulla Billquist, Evert Taube og Fred Åkerström. Hans mor var død, da han var blot to år, kvalt af hans skinsyge far. Han kunne ikke huske hende. Alligevel kunne musikken i visse klare øjeblikke fremtrylle konturerne af hende, fremmane anelser af hendes opvækst på den fattige hjemegn; men i sidste ende forblev hun gådefuld, en anonym skovsø, omkranset af høje birke- og nåletræer.

Bumpene blev hyppigere og hyppigere, voldsommere og voldsommere. Nu også gennemtrængende stemmer. Mange stemmer. Hvad foregik der?

Det ringede på døren ude på gangen. Skulle han gå ned og åbne? Det var kun Mona Vaupel der i ny og næ modtog besøg, selv havde han knap haft en gæst i alle disse år, og baronessen hørte ikke længere noget.

Albin Lohmann stak i sine tøfler, strammede morgenkåben, strøg en hånd gennem sin sparsomme, men lyse manke (han havde ovenikøbet klare, blå øjne) og rustede sig til at møde det ukendte.

En yngre, alvorligt udseende mand stod udenfor. Han var i civil, men præsenterede sig som kriminalassistent.

Og således erfarede Albin Lohmann endelig at der var blevet begået et mord i ejendommen, ja, oppe på fjerde sal, fru Irgens.

Om han havde set eller hørt noget? Intet, absolut intet. I det samme kom Mona Vaupel ned ad gangen i retning af det lille beboertoilet, klædt i et posende pyjamassæt i højrød velour som hun efterhånden havde sværere og sværere ved at fylde ud, da hun stort set levede af hvidvin og æbler. Hun var omkring de fyrre år, havde en fortid som Spies-rejseleder på Costa del Sol og stod nu i garderoben på Diskotek Tordenskjold oven på Hviids Vinstue på Kongens Nytorv. Kriminalassistenten målte den hærgede kvinde, opdagede måske de svage spor af tidligere tiders skønhed. Hun spurgte hvad der var sket, og tog sig forskrækket til munden med et “Åh, gud, hvor frygteligt!”

Ude på trappen var der et rend af politiuniformer, teknikere i overtræksdragter med kuffertlignende tasker, ambulancefolk.

Manden i civil vippede utålmodigt på fødderne. Nuvel, han havde nogle spørgsmål.

“Kom med,” sagde Mona Vaupel dæmpet, og førte politimanden ned ad gangen til sit hummer. Albin Lohmann havde aldrig direkte været derinde, men tit stået i døråbningen af den ene eller anden årsag, nu så han igen dette umanerlige rod: tøj og ugeblade, hvidvinsflasker og mørkebrune æbleskrog. Mona var allerede i gang med en hastig oprydning.

“Der er ingen stue hvor vi kan sidde?”

“Køkkenet er det eneste sted vi lejere ellers må opholde os …” begyndte Albin Lohmann.

“Jeg kommer ind til Dem om et øjeblik,” svarede politimanden og skubbede døren i.

Lohmann hængte sin frottékåbe på knagen bag døren og tog sin fineste jakke på, en brun blazer med blanke knapper, huskede at rede sengen. På en smal hylde ved siden af sengevæglampen lå Ole Sarvigs De rejsende og den dagbog han samvittighedsfuldt skrev nogle linjer i hver morgen og aften. Det lille skrivebord var nogenlunde ryddet. Han fjernede det afslørende blanke papir fra rejseskrivemaskinen, en Olympia Traveller de Luxe S, åbnede vinduet på klem. Hans hænder rystede svagt, han havde det kort som om han ikke kunne få vejret. Albins egen mor var også blevet myrdet. Nu rev noget sig igen løs inden i ham, selvom det var så længe siden, og han havde været så lille. En klæbrig kvalme kæmpede sig op gennem kroppen, satte sig i halsen.

Men så stod kriminalassistenten der. Fulde navn, alder, stilling?

“Albin Julius Lohmann. Født den 7. marts 1928 på Kommunehospitalet i København.”

“Stilling?”

“Redaktionssekretær.” Forhenværende, burde han tilføje.

Kriminalassistenten virkede et øjeblik på vagt. “Redaktionssekretær? Mener De journalist. Ved et dagblad?”

“For nuværende mest lokalblade.”

“Og alligevel har De hverken set eller hørt noget? De andre beboere blev alarmeret af larmen.”

“Beklager. Mit værelse ligger, som De kan se, noget væk fra hovedtrappen.”

“Og De har heller ikke bemærket noget usædvanligt de andre dage.”

“Overhovedet ikke.”

“Hvornår så De sidst fru Irgens?”

“Tjah, det må være flere uger siden. Jeg har aldrig talt med hende, selvom jeg har boet her i snart otte eller ni år.”

“Ikke det? Havde De nogen kontroverser med hende?”

“Nej. Folk her passer sig selv.”

“Tak. Kan De sige hvor jeg finder Deres udlejer?”

Op ad gangen til de tre stuer en suite ud til gaden, hvor den småskøre baronesse havde forskanset sig. Alle dørene var som sædvanlig hermetisk lukkede. Lohmann bankede hårdt og længe på den midterste, den til spisestuen, baronessen var stokdøv. De kunne høre de mange katte miave højlydt derinde, om der var tre eller fire eller endnu flere, anede Albin ikke. Så endelig gik døren til spisestuen op; ikke at der længere var meget spisestue over den: Den lignede mere et overlæsset pulterkammer, eller som den bramfri Georg Holck ville have sagt: et bombet lokum. Under alle omstændigheder stank der af kattepis. Baronessen, en lille krumrygget og leverplettet kvinde med en perlemorshvid paryk, indhyllet i tykt sort sjal og holdt oppe af en stok med et sølvhåndtag formet som en salamander, kiggede fortørnet op på dem.

Katte strøg ud gennem den halvåbne dør og pilede ned ad gangen som store, fede skibsrotter på flugt.