Læseprøve på JAGET VILDT af Trine Friberg

Aljabaría-provinsen, Aljabaría

År 1011

Forår

En silhuet bevægede sig stille ud af træernes mørke, og en lang skygge lod sig kaste ned på den måneoplyste skovbund.

Vadim skævede nervøst frem mod lysningen foran sig og mavede sig forsigtigt længere ud på grenen i håb om, at han ville blive sværere at se nedefra.

Grenen bøjede svagt under hans vægt og gav en faretruende fornemmelse af, at jorden kom nærmere. Et øjeblik føltes det, som om alting snurrede rundt, og han måtte klemme ekstra til med benene for ikke at skvatte ned. Heldigvis var cikadernes sang så høj, at både hans bevægelser, den dunkende puls og de skrigende tarme til fulde blev overdøvet.

Musklerne i Vadims arme og skuldre brændte, men han måtte bide det i sig. De var så tæt på …

Forsigtigt drejede han hovedet og kiggede op på Ranaa bag sig.

Hun stod helt inde ved træets stamme med fødderne spredt mellem to tykke grene, lige over hans. Tæerne krammede om barken, mens hun med den ene hånd holdt fast i en gren over sit hoved for ikke at få overbalance.

Måneskinnet faldt ned mellem træets blade og ramte hende i store, afslørende plamager.

Hendes ansigt var vådt af sved. Øjnene lyste hvidt i mørket, og det koncentrerede blik fik hende til at ligne et rovdyr, der iagttog hver en bevægelse på jorden under dem.

Vadim bad til, at det snart var overstået, og at han forhåbentlig ville komme ned i live.

Musestille førte Ranaa sin frie hånd om bag hovedet.

Det gav et kort ryk i træet.

Øksen skar gennem luften, fløj tæt forbi Vadims venstre kind og borede sig ind i panden på dyret.

Dåen faldt til jorden med et bump.

Han satte sig op og stirrede på sin storesøster. “Det er ikke sjovt, det der!”

“Undskyld,” sagde Ranaa uskyldigt og smilede drilsk. “Jeg havde jo sagt, du skulle dukke dig.”

“Blærerøv,” mukkede Vadim. Han kunne ikke ramme noget som helst. Heller ikke selvom det var dødt i forvejen.

Ranaa formede sine læber til et luftkys som svar. Så sprang de ned fra træet. Eller rettere: Ranaa sprang. Vadim klamre-klatrede og måtte hjælpes det sidste stykke, hvor der ingen grene var.

Den smukke hunhjort så fredfyldt ud, som den lå der i skovbunden.

Ranaa var god til at sørge for, at deres bytte ikke led unødigt.

De væltede dyret om på siden, satte sig på hver sin side af dets hoved og tog hinanden i hænderne.

Ranaa begyndte at synge. Hendes stemme var smuk og lige så dyb som deres mors, selvom Ranaa kun var omtrent halvt så gammel.

Dyrets sjæl rejste sig som damp fra den varme krop, og Vadim pustede den op mod trækronerne til farvel.

Så begyndte de at hugge de største lunser kød af. Der var nok til, at både deres egen klan og de andre yadrider i slavelejren kunne få. Det var tiltrængt.

Høsten havde slået fejl efter tørken sidste år, så Alhimayas slavegjorte fik ikke andet end de små,

mugne kornrationer, borgens opsynsmænd, overseerne, delte ud. Der var bare langtfra nok.

Yadrideslaverne fik langt mindre rationer end gridjoslaverne, og flere af de ældste yadrider var allerede bukket under, fordi de lod de unge få mest at spise.

Vadim og Ranaa tog, hvad de kunne bære af kød i deres vadsække, og begav sig mod borgen.

Nervøsiteten meldte sig på ny. De havde allerede været væk for længe. Hvis bare ingen havde opdaget det, skulle alt nok gå.

Så snart de nærmede sig udkanten af skoven, kom den atter til syne: Alhimaya-borgen. Enorm og frygtindgydende med ilden fra ringmurens bålfade, der rakte sine orange tunger ad himlen. Den lå højt, med plantager og marker nedenfor, der førte hele vejen hen til skovbrynet. På den modsatte side var der klipper, som førte ned til den store flod. Fra borgens midte strakte inderborgens tårne sig op. Derfra måtte man kunne se langt.

Der var også godt udsyn fra ringmurens brystværn, det vidste de af bitter erfaring. Brystværnet sad på den yderste af de tre forborge, der omkredsede inder

borgen som ringe på en skydeskive. På alle murene kunne vagterne traske rundt og overvåge, at ingen af slaverne sænkede arbejdstempoet eller forbrød sig mod reglerne. Ikke mindst kunne man se alt, hvad der forgik på markerne, som Vadim og Ranaa om lidt var nødt til at krydse. Det var her, vagterne patruljerede i døgndrift, også selvom det var fredstid.

Vadim kiggede spørgende på Ranaa. Når først de forlod skovens mørke dække, kunne de ikke føle sig sikre, før de var tilbage i hytten hos mor.

Ranaa sendte ham et nik.

De sneg sig mellem plantagens træer og kravlede over marken, til de nåede ringmuren. Her stod de lidt og lyttede.

Hvis vagterne havde set dem, ville de begynde at råbe til hinanden nu, men alt var stille.

Skakten i ringmuren havde sit udløb to armslængder over jorden.

Vadim bandt vadsækken fast til sit bælte med en lang snor. Han blev hjulpet op det første stykke og begyndte at klatre med deres fangst dinglende under sig.

Ranaa fulgte efter.

Skakten var stejl, så de måtte stemme tæerne imod siderne, mens de trak sig op med fingerspidserne boret ind i revnerne mellem murens store, fugtige sten.

Den var noget lettere at komme op ad for Vadim end for Ranaa. Hun var et helt hoved højere end ham, og selvom hun var slank som en palme, var hendes krop trods alt mindre spinkel. Den smalle passage efterlod ikke meget plads til, at hendes lange lemmer kunne bøjes.

Vadim ventede på, at de søvnige vagter oppe på ringmuren var gået forbi. Så sikrede han sig, at der ikke var andre soldater i nærheden, inden han ormede sig det sidste stykke op, slyngede vadsækken over skulderen og hjalp Ranaa ud af hullet.

De listede gennem yderste forborg, passerede porten med faldgitteret og sneg sig ind i midterste forborg, hvor slavelandsbyen lå.

Den var delt i to lejre, yadridernes og gridjoslavernes. ‘Gridjo’ var ikke en betegnelse, gridjoerne selv kendte, men et ord, som yadriderne brugte om alle, der ikke var yadrider. Gridjoer, slaver eller ej, ville som regel ikke have noget med yadrider at gøre, hvis de kunne blive fri, og da slet ikke bo dør om dør med dem eller endnu værre: dele hytte med dem. Hvorfor gridjoerne afskyede yadriderne så meget, havde Vadim aldrig helt forstået. Sådan var det bare.

Han og Ranaa listede uden om gridjoernes område, der lå roligt hen med lyden af snorken og grynt, der strømmede ud af de små hytter. Men så snart de nærmede sig yadridernes del af lejren, blev de ramt af en ildevarslende fornemmelse af, at der var noget galt. Alt her var unaturligt stille. Som om deres omgivelser holdt vejret.

Så hørte de skriget.

Et øjeblik føltes det, som om al luft blev slået ud af dem. Det var mor, der skreg.