Læseprøve på CHÉRI af Colette

– Léa! Giv mig din perlekæde! Hører du, Léa? Giv mig din kæde!

Der kom intet svar fra den store seng af støbejern og ciseleret kobber, der stod og skinnede som en rustning i skyggen.

– Hvorfor forærer du mig ikke perlekæden? Den klæder mig lige så godt, som den klæder dig, og endda bedre!

Ved lyden af låsen, der klikkede, rørte sengens kniplinger på sig, to vidunderlige bare arme med smalle håndled løftede to smukke, lade hænder.

– Lad den være, Chéri, du har leget nok med den perlekæde.

– Jeg morer mig … Er du bange for, at jeg skal stjæle den fra dig?

Foran de rosa, sollyse gardiner dansede han, helt sort, som en yndefuld djævel på baggrund af et glødende inferno. Men da han trådte over mod sengen, blevhan igen ganske hvid, fra silkepyjamassen og hele vejen ned til de lyse ruskindstøfler.

– Jeg er ikke bange, svarede den blide og dybe stemme fra sengen. – Men du slider på kædens snor. Perlerne er tunge.

– Det tør siges, sagde Chéri eftertænksomt. – Hvem der end har foræret dig det her monstrum, har virkelig ment det.

Han stod foran et aflangt spejl, der hang på væggen mellem to vinduer, og betragtede sig selv, en meget smuk og meget ung mand, hverken stor eller lille, med mørkt hår, der havde samme blålige skær som solsortens fjerdragt. Han knappede sin pyjamasskjorte op og blottede en brystkasse, der var hård og mat, skudt frem som et skjold, og det samme rosa skær spillede i hans tænder, i det hvide i hans mørke øjne og i halskædens perler.

– Tag den halskæde af, gentog kvindestemmen. – Hører du efter, hvad jeg siger?

Den unge mand stod ubevægelig foran sit spejlbillede og lo ganske stille.

– Ja, ja, jeg hører efter. Jeg er udmærket klar over, at du er bange for, jeg stjæler den.

– Nej. Men hvis jeg forærede dig den, ville du være fræk nok til at tage imod den.

Han løb over til sengen og kastede sig hovedkulds ned i den.

– Ja, mon ikke! Jeg er hævet over konventioner. Jeg anser det for idiotisk, at en mand kan tage imod en perle i en slipsenål fra en kvinde, eller to, hvis der er tale om manchetknapper, men bilder sig ind at være blevet ydmyget, hvis hun forærer ham halvtreds …

– Niogfyrre.

– Niogfyrre, jeg kender godt tallet. Men så sig, at den ikke klæder mig? Sig, at jeg er grim?

Han lænede sig ind over kvinden i sengen med et provokerende smil, der blottede hans små tænder og læbernes fugtige inderside. Léa satte sig op i sengen:

– Nej, det vil jeg ikke sige. Først og fremmest fordi du ikke ville tro på det. Men kan du ikke le uden at rynke sådan på næsen? Du kommer til at få tre rynker i næsefløjene, og hvad vil du så stille op?

Han holdt straks op med at le, glattede huden i sin pande, skød hagen frem som en garvet gammel kokette. De betragtede fjendtligt hinanden: hun hvilende på albuerne mellem sit lingeri og sine kniplinger, han siddende som en havfrue på kanten af sengen. Han tænkte: “Hun skulle nødig snakke om mine kommende rynker.” Og hun: “Hvorfor er han grim, når han ler, han som er skønheden selv?” Hun overvejede det et øjeblik og sagde sin konklusion højt:

– Det er, fordi du ser led ud, når du er fornøjet … Du ler kun ud af ondskabsfuldhed eller for at gøre nar af nogen. Det gør dig grim. Du er ofte grim.

– Det passer ikke! hylede Chéri irriteret.

Vreden trak øjenbrynene sammen ved næseroden, forstørrede øjnene, der var omkranset af tætte vipper og fulde af et uforskammet lys, den lindede på mundens hånlige, kyske bue. Léa smilede over at se ham netop sådan, som hun foretrak ham, oprørsk, derpå føjelig, løst lænket, ude af stand til at gøre sig fri; hun lagde en hånd på det unge hoved, som utålmodigt rystede vægten af sig. Hun mumlede, som man beroliger et dyr:

– Så … så … Hvad er der … hvad er der dog i vej-en …

Han sank sammen mod den brede, smukke skulder, pressede panden og næsen ind i den, udgravede den velkendte fordybning og havde allerede lukket øjnene for at synke ned i de lange morgeners beskyttende søvn, men Léa skubbede ham væk:

– Det går ikke, Chéri! Du skal til frokost hos vores kære Overharpe, og klokken er tyve minutter i tolv.

– Er det rigtigt? Skal jeg spise hos chefen? Kommer du med?

Léa lod sig dovent glide tilbage i sengen.

– Ikke mig, nej, jeg har ferie. Jeg vil drikke kaffe klokken halv tre, eller te klokken seks, eller tage mig en cigaret klokken kvart i otte … Det skal du ikke bekymre dig om, hun kommer stadig til at se nok til mig … Og desuden har hun ikke inviteret mig.

Chéri, der stod og surmulede, lyste op af nederdrægtighed:

– Jeg ved det, jeg ved hvorfor! Vi får fint besøg! Vi får besøg af den smukke Marie-Laure og hendes dødkedelige datter.

Léas store blå øjne havde været flakkende, nu fæstnede de sig ved ham.

– Der kan man bare se! Hun er charmerende, den lille. Ikke som sin mor, selvfølgelig, men charmerende … Tag nu den halskæde af.

– Sikke en skam, sukkede Chéri, idet han hægtede den op. – Den ville gøre sig godt på gavebordet.

Léa løftede sig op på den ene albue.

– Hvilket gaverbord?

– Mit, sagde Chéri og så overdreven vigtig ud. – MIT gavebord med MINE smykker til MIT bryllup …

Han sprang op og landede på fødderne efter en korrekt udført entrechat-six, gik gennem dørforhænget med hovedet først og forsvandt, mens han råbte:

– Mit bad, Rose! Helt op til kanten! Jeg spiser hos den gamle.

“Ja ja,” tænkte Léa. “En sø i badeværelset, otte druknede håndklæder og skægstubbe i vaskebaljen. Hvis bare jeg havde to badeværelser …”

Men hun kom som sædvanlig i tanke om, at det ville kræve, at hun sløjfede et garderobeskab og gjorde boudoiret mindre, og hun konkluderede, som tidligere: “Jeg lever med det, indtil Chéri er blevet gift.”

Hun lagde sig på ryggen igen og bemærkede, at Chéri aftenen forinden havde smidt sine strømper på kaminhylden, sine underbukser på sekretæren, sit slips om halsen på en buste af Léa. Hun smilede modvilligt ved synet af dette ivrige maskuline rod og lod igen sine store, rolige øjne glide halvvejs i, de havde en ungdommelig blå farve og endnu tætte mørkebrune vipper. I en alder af niogfyrre var Léonie Vallon, kaldet Léa de Lonval, nået til afslutningen på en lykkelig karriere som velbetalt kurtisane og som artig pige, hvem livet havde skånet for flatterende katastrofer og ædle sorger. Hun holdt sit fødselsår hemmeligt, men hun indrømmede gerne, idet hun så på Chéri med vellysten nedladenhed, at hun havde nået en alder, hvor hun tillod sig selv visse små behageligheder. Hun elskede orden, smukt sengetøj, gamle vine, velplanlagte måltider. Hverken i sin ungdom som feteret blondine eller i de modne år som rig, letlevende kvinde havde hun tolereret pludselige vredesudbrud eller sjofle hentydninger, og hendes venner huskede væddeløbsdagen i 1895, hvor Léa havde svaret en sekretær fra magasinet Gil Blas, der havde tiltalt hende med “Kære kunstner”:

– Kunstner? Det må jeg nok sige, kære ven, mine elskere er nogle værre sladrehanke …

Hendes jævnaldrende misundte hende hendes urok-kelige helbred, de unge kvinder, hvis maver og bagdele moden allerede i 1912 tvang dem til at undvære, gjorde nar af Léas struttende bryster, alle misundte de hende Chéri.

– Herregud! sagde Léa, – det er der virkelig ingen grund til. De kan bare tage ham. Jeg holder ham ikke bundet, og han går skam alene ud.

Det var ikke helt sandt, hun var stolt af forholdet – hendes forkærlighed for oprigtighed fik hende indimellem til at kalde det en adoption – som havde varet i seks år.

– Gaverne … gentog Léa. – At gifte sig med Chéri … Det er ikke muligt, det er ikke … menneskeligt … At give en ung pige til Chéri, hvorfor ikke bare kaste en hind for hundene? Folk har ingen anelse om, hvad Chéri er for en.

Hun lod perlekæden, der var blevet smidt på sengen, glide mellem sine fingre som en bedekrans. Hun var begyndt at tage den af, når hun skulle sove, eftersom Chéri, der var besat af smukke perler og havde for vane at kærtegne dem om morgenen, lidt for ofte ville have bemærket, at Léas hals – som var blevet tykkere – havde mistet sin jævne hvide farve, og at de slappe muskler stod tydeligere frem. Hun hægtede den i nakken uden at sætte sig op og greb et spejl fra natbordet.

“Jeg ligner en gartner,” vurdere hun ubarmhjertigt. “En bondekone. En normannisk bondekone som er gået ud i kartoffelmarken med en halskæde på. Den klæder mig som en strudsefjer i næsen, og så er jeg endda høflig.”

Hun trak på skuldrene, hård over for alt det, hun ikke længere brød sig om hos sig selv: en frisk teint, sund, en smule rød, en friluftsteint, der fremhævede pupillernes klare blå farve, kantet af en mørkere blå. Den stolte næse fandt endnu nåde for Léas blik: – Marie-Antoinettes næse! hævdede Chéris mor, som aldrig undlod at tilføje: – … og om to år vil den gode Léa have Louis XVI’s hage. Munden fuld af tætsiddende tænder, en mund som næsten aldrig brød ud i latter, som ofte smilede i overensstemmelse med de store øjne, hvis blink var sjældne og langsomme, et smil som ofte var blevet lovprist, besunget, fotograferet, et dybt og tillidsfuldt smil som det var umuligt at blive træt af.

Hvad kroppen angik, så plejede Léa at sige, at “enhver ved, at en krop af høj kvalitet holder længe”. Hun kunne endnu vise den frem, denne store krop, hvid med et anstrøg af lyserød og udstyret med lange ben og den samme flade ryg som nymferne i Italiens fontæner; ballerne med smilehuller og de højtsiddende bryster kunne vel, som Léa yndede at sige, “holde et godt stykke tid efter Chéris bryllup”.

Hun rejste sig, svøbte sig i en morgenkåbe og trak selv gardinerne fra. Middagssolen strømmede ind i værelset, der var lyserødt og muntert, overpyntet og luksuriøst på en gammeldags måde, med dobbelte kniplinger for vinduerne, rosenrød silke på væggene, forgyldt træ, elektriske lys skjult bag lyserøde og hvide skærme og antikke møbler betrukket med moderne silkestoffer. Léa ville hverken give afkald på dette behagelige værelse eller på sin seng, som var et solidt mesterværk af kobber og støbejern, hård ved øjnene og ondskabsfuld i mødet med skinneben.

– Nej da, slet ikke, protesterede Chéris mor, – så grim er den da ikke. Personligt er jeg vild med det her værelse. Det er en epoke, det er stilfuldt på sin egen måde. Man kommer til at tænke på kurtisanen Païva.

Léa smilede ved tanken om Overharpen, mens hun satte sit løse hår op. Hun skyndte sig at pudre ansigtet, da hun hørte to døre smække og en sko, der stødte mod et spinkelt møbel. Chéri dukkede op iklædt bukser og skjorte, med ører der var hvide af talkum, og i et krigerisk lune.

– Hvor er min slipsenål? Satans til sted! Er man begyndt at stjæle smykker eller hvad?

– Marcel har sat den i slipset for at gå på markedet, sagde Léa alvorligt.

Chéri, der var blottet for humor, snublede over vittigheden som en myre over et stykke kul. Han standsede sin truende traven frem og tilbage og kunne ikke finde på andet at sige end:

– Meget morsomt! Og mine støvler?

– Hvilke?

– Mine dandystøvler!

Léa, der sad ved sit toiletbord, løftede et lidt for blidt blik:

– Så sandt som det er sagt, indskød hun kælent.

– Den dag en kvinde elsker mig for mit intellekts skyld, er jeg fortabt. I mellemtiden vil jeg have min slipsenål og mine støvler, tak.

– Hvad skal du med dem? Man bruger ikke slipsenål med en jakke, og du har allerede sko på.

Chéri stampede i gulvet.

– Jeg har fået nok, der er ingen, der tager sig af mig, i det her hus! Jeg har fået nok!

Léa lagde sin kam fra sig.

– Godt! Så smut med dig.

Han trak uforskammet på skuldrene:

– Det mener du jo ikke!

– Smut med dig. Jeg har aldrig kunnet udstå gæster, der rynker på næsen af maden og efterlader fedtfingre på spejlene. Tag hjem til din hellige moder, mit barn, og bliv der.

Han kunne ikke bære Léas blik, sænkede øjnene og protesterede som en skoledreng:

– Så nu må jeg ikke sige noget? Låner du mig i det mindste bilen til at køre til Neuilly?

– Nej.

– Fordi?

– Fordi jeg skal afsted klokken to, og fordi Philibert spiser frokost.

– Hvad skal du klokken to?

– Jeg skal opfylde mine religiøse pligter. Men jeg kan give dig tre francs til en taxi … Lille fjols, tilføjede hun blidt, – jeg tager måske forbi og drikker en kop kaffe hos Madame din Moder klokken to. Er du så glad?

Han rystede på hovedet som en lille vædder.

– Man angriber mig, man nægter mig alting, man gemmer mine ting for mig, man …

– Sig mig, lærer du aldrig at tage dit tøj på selv?

Hun tog slipset ud af Chéris hænder og bandt det om hans hals.

– Sådan! Uf! Det her lilla slips … Men faktisk er det helt perfekt til den smukke Marie-Laure og hendes familie … Og du ville have endnu en perle på det? Lille pralhals … Hvorfor ikke også et par øreringe?

Han lod sig pusle om, var salig, blød, slingrende, grebet af en magelighed og en nydelse, der fik ham til at lukke øjnene …

– Min egen Nounoune …

Hun børstede hans ører og rettede på den smalle, blålige skilning, der delte Chéris sorte hår, hun berørte hans tindinger med en finger dyppet i parfume og plantede, ude af stand til at nære sig, et hurtigt kys på den fristende mund, der trak vejret så nær ved. Chéri åbnede øjnene, læberne, rakte ud efter hende … Hun trådte et skridt tilbage:

– Nej! Kvart i et! Afsted med dig, og vis dig ikke her igen!

– Aldrig?

– Aldrig! sagde hun henkastet og lo med en hidsig ømhed.

Da hun igen var alene, smilede hun stolt, udstødte et abrupt suk fuld af behersket begær og lyttede til Chéris skridt i gården. Hun så ham åbne og lukke lågen og fjerne sig på sine lette fødder. Han mødte med det samme tre piger inde fra byen. De gik arm i arm og kom med ekstatiske udbrud ved synet af ham: – Åh! Se lige ham der, han kan ikke være ægte! Må man få lov at røre?

Men Chéri var vant til det og vendte sig ikke engang om.