Else Kathrine Relster er en kvinde med en mission
Stress koster 55 milliarder kroner om året – Else Kathrine Relster har skrevet en bog om arbejdsrelateret stress, der udkommer på fredag.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop fremlagt en analyse, hvor de konkluderer, at stress koster 55 milliarder kroner om året:
https://www.ae.dk/analyse/2024-03-stress-koster-55-mia-kr-om-aaret
Else Kathrine Relster har en mission. Hun vil have fokus på, at vi stopper med at se på arbejdsrelateret stress som den individuelles ansvar, men i stedet peger på arbejdsgivernes og magthavernes ansvar for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.
I sin nye bog, Der er et hul i ethvert hegn, bruger Else Kathrine Relster sine egne erfaringer til at gøre sine budskaber om stress, ledelse og arbejdsmiljø konkrete og leverer samtidig et portræt af dansk arbejdskultur gennem syv årtier. Hun peger på arbejdsgivernes og magthavernes ansvar for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, og hun guider til, hvordan vi kan gøre tingene bedre. For der er altid et hul i hegnet – og med det en mulighed for at komme videre.
Else Kathrine Relster (f. 1940) er psykolog, ph.d. og ledelsescoach. Hendes personlige erfaringer med ledelse og arbejdsmiljø spænder vidt. Fra at være ekspeditrice i en manufakturforretning, efterfølgende den første psykolog i Arbejdstilsynet og senere personale- og uddannelseschef samme sted, til at blive adm. direktør i Statens Filmcentral under Kulturministeriet. Hun var desuden medstifter af Stressbarometer ApS og har skrevet flere bøger. Else Kathrine Relster er i dag 83 år. Hun bor og arbejder på Østerbro i København.