Q&A med Trine Lundager: “Begyndelsen på et venskab kan jo nærmest være som en forelskelse”

Hvad er dit ærinde med bogen?

Ud over forhåbentligt at give læseren en god læseoplevelse (hvilket lyder kedeligt, men ærligt er min motivation), er mit ærinde at vække en eftertanke ift. det liv, læseren selv lever. Det er først og fremmest derfor, jeg selv læser – for at få et rum til at tænke i og ikke mindst et sprog, jeg kan bruge i det rum. Romanen beskæftiger sig med temaer, der kan være svære at snakke om – utroskab, det komplicerede venskab, forsoning, altings forgængelighed – og at skrive om det har for mig været en måde at undersøge det på i ro og mag. Det samme håber jeg gør sig gældende for læseren.  Jeg har ikke nogen forkromet agenda med bogen – men generelt er jeg tiltrukket af temaer, der findes som sådan nogle ømme blå mærker under både den store fælles samtale, og den vi har i den nære relation. Alt det, vi ikke rigtig tør trykke på. Det gør jeg så.

Hvorfor titlen?

Når jeg ser dig fra en vis afstand refererer til flere ting. Dels rejser min hovedperson væk fra sin familie og det, hun kender, og betragter fra sin nye position sit gamle liv, sin mand og den ægteskabskrise, der har fået hende til at rejse væk. Dels peger den på den psykologiske afstand, der opstår, når man indser, at man ikke kender hele sandheden om et andet menneske, man er tæt på. Og endelig har titlen også at gøre med erindring – fx ser min hovedperson tilbage på sit barndoms- og ungdoms-jeg og på en anden kærlighedsrelation, som hun ikke kan slippe, selv om den for længst er afviklet.

Hvor kan du genkende dig selv – i hvilke karakterer?

Jeg genkender faktisk små bidder af mig selv i flere af mine karakterer. Hos Kirstine er det især måden, hvorpå hendes tanker stikker af med hende, føleriet, hendes dvælen ved fortiden, at hun forlader familien for at tænke klart. Hos Ejvind er det hans nære forhold til naturen og en (vestjysk) ordknaphed, som naturligt kommer over mig, hvis ikke jeg gør mig umage for at overdøve den. (Hos Jonna mit behov for at opvarte og behage).

Hvordan vil du beskrive mødet mellem mennesker/venskaber – hvad er det der sker i mødet mellem dem?

Begyndelsen på et venskab kan jo nærmest være som en forelskelse – en energi, man drages af, og en tiltrækning, man ikke nødvendigvis kan forklare. Måske nærmer man sig hinanden langsomt, eller det sker mere eksplosivt, og i begge tilfælde kan det her nye venskab fylde enormt meget, så man næsten ikke kan tænke på eller tale om andet. Hvilket kan være pisseirriterende for ens omgivelser og måske endda vække jalousi andre steder i fødekæden. Jeg har både oplevet, at ’venskabsforelskelsen’ har været gengældt, og at den ikke har været det – det sidste er en underlig følelse; at mærke, at den anden ikke er lige så interesseret i en dybere relation, som man selv er det, det kan være lidt af et chok. Jeg tror, at jeg også selv har udsat andre for den følelse på min vej gennem livet, og det er faktisk noget, jeg ofte tænker på og skammer mig lidt over. Utilsigtet måske at have givet nogen følelsen af, at de ikke var gode nok til mig. Men det handler om et forkert match, og venskaber skal sgu være lystbetonede, ellers mister de deres berettigelse.

Jeg har bemærket et lidt sjovt fænomen: I København bruger man store ord i venskabet, man siger og skriver raskt væk til hinanden, at man elsker og savner hinanden. I Vestjylland, hvor jeg kommer fra, og også i Århus, hvor jeg boede i en del år, gik vi lidt mere afdæmpet til værks, selv om venskaberne dér var og er lige så nære. Jeg blev paf, første gang en ny og hurtig meget nær veninde i København sagde, at hun elskede mig og som det naturligste i verden gav mig et smækkys på munden til goddag og farvel. Nu har jeg vænnet mig til tonen og hengivenheden her, selv om det stadig kan være lidt grænseoverskridende selv at udøve den slags.