Prolog

Paris, 1937

Jeg har altid været tiltrukket af det, jeg – ved hjælp af en slags irsk clairvoyance – kan forudse hos en kunstner …

– Carmel Snow i Harper’s Bazaar

“Jeg tager ikke med dig,” sagde Lillie til Alix, den dag de skulle forlade deres schweiziske pigeinstitut og rejse til Paris for at tage hul på livets eventyr for alvor.

Alix lo. “Du mener, at du er for doven til at pakke og vil have mig til at gøre det?” Hun trak Lillies kuffert frem under sengen på det værelse, de delte på La Manoir.

Men Lillie rystede på hovedet. “Før vi forlod Los Angeles, lovede jeg mor, at jeg ville komme hjem efter et år. Hun har skrevet for at minde mig om det.”

“Men hvorfor lod du mig så tro …” Alix holdt inde og sank ned på sengen.

Lillie lå på ryggen og stirrede op i loftet. I hendes hånd – knuget så hårdt, at det var ved at blive krøllet – var et billede af Lillie, Alix og deres ven Bobby, taget ved et dyrskue i L.A., ugen før pigerne rejste til Schweiz. Den hårdhændede behandling af det højt skattede billede af de tre fortalte Alix, at Lillie led mere end Alix lige nu.

Alix lod sig glide ned på knæ på gulvet, så hun kunne stryge sin veninde over håret. “Det er jeg ked af,” hviskede hun.

Hendes ord fik Lillie til at græde – nej, til at hulke. “Det er jeg også.”

“Det skal nok gå,” sagde Alix blidt og kvalte alle de andre ord – i et helt år lod du mig tro, at du ville tage med mig til Paris, selvom du udmærket godt vidste, at du ikke kunne. Ud fra Lillies tårer forstod hun, at deres planer om at leje et værelse i en pension, få franske elskere og spadsere hjem forbi Eiffeltårnet ved daggry efter en nat i byen på Montmartre havde været et ønske, Lillie havde fået sig selv til at tro på, som om en troldkvinde kunne dele hende i to og sende den ene halvdel tilbage til hendes mor og Peter Brooks – den mand, Lillies mor ville have hun skulle gifte sig med – og den anden halvdel til Paris med Alix.

For første gang var Alix glad for, at ingen nogensinde havde forventet noget af hende, at den eneste vej, hun skulle følge, var den, hun skabte for sig selv. Kærlighed, en mors kærtegn, en fars stolthed, var det, hun manglede, men det, Lillie manglede – evnen til at stole på sig selv og muligheden for at vælge – var også vigtigt og smertefuldt.

“Jeg kommer til at savne dig så meget,” var det eneste, hun sagde. Og det var sandt. Hun havde set Lillie hver eneste dag, siden hun var tretten år gammel. Men når Alix tog videre til Paris, og Lillie hjem til L.A., hvem kunne så vide, hvornår de ville se hinanden igen?

“Tag det her.” Lillie skubbede det krøllede billede af de tre smilende, lykkelige mennesker over i hånden på Alix. “Jeg har en kopi til derhjemme. Og Bobby har også en. Jeg har altid villet give en kopi til dig, fordi …” Hun holdt inde, og Alix vidste, at Lillie ikke ville sige det højt: Fordi du ikke havde råd til selv at købe et.

“De tre musketerer,” sagde Alix i et forsøg på at få Lillie til at smile.

“Nej,” sagde Lillie med eftertryk. “Sådan en sammenslutning af mennesker kan skifte mening om hinanden. Det vil vi tre aldrig gøre. Vi er …” Hun tænkte sig om i et øjeblik. “Vi er de tre hjørner i en trekant. Hvis det ene mangler, eksisterer trekanten ikke.”

De ord fik bare Alix til at rejse sig op fra gulvet og kaste sig ned på sengen, hvor alt blev opløst i en tårevædet omfavnelse.

Så trak Lillie sig lidt tilbage og smilede til Alix. “Du er ligesom heltens tro væbner eller veninde i en film,” sagde hun, hvilket ikke lød specielt flatterende. Men så tilføjede hun: “Alle tror, at stjernen er den, de skal holde øje med, den, de skal elske. Men somme tider stjæler væbneren billedet. Og alle spekulerer på, hvorfor de ikke har lagt mærke til hende før. Det er dig,” sagde hun fast til Alix, der slet ikke troede på denne profeti. “Det er dig, man skal holde øje med.”

Kun en ven i ordets sandeste betydning ville sige sådan noget, mens hun gemte sine egne drømme væk og så det menneske, hun altid havde kaldt sin søster, tage sin kuffert og rejse væk for at udleve dem i stedet.

“Jeg elsker dig,” sagde Alix, igen med tårer i øjnene.

“Indtil trekanter ikke eksisterer længere,” sagde Lillie med et smil, der fik dem begge til at snøfte på en måde, der var meget lidt passende for elever på et pigeinstitut.

To dage senere stod Alix St Pierre midt på Pont Alexandre III mellem to nymfer, der var parat til at springe sorgløst ned i vandet. Over hendes hoved skinnede kugleformede art noveau-lamper som en perlerække af fuldmåner, der prydede morgengryet. På begge sider af hende var broen udsmykket med keruber, flyvende heste, løver og fintformede muslingeskaller – alt, hvad der var livfuldt og vildt, impulsivt og umuligt. Men det hele var lige her foran hende, så det var ikke umuligt – ikke nu.

Et smil brød frem på hendes læber, og hun lænede sig frem ligesom nymferne, med overkroppen så langt ude over Seinen som muligt. Hun bredte armene ud til siden og omfavnede Paris – hendes henrykkelse var så stor, at hun ikke kunne holde den inde. Og så begyndte hun at le.

Hvordan skulle hun nogensinde kunne holde op med at le, nu hvor hun var i Paris?

Idet daggryet blev til morgen, rettede hun sig op, åbnede sin taske og tog den liste med navne, som Lillies forældre havde sendt til hende fra L.A., og kastede den i den nærmeste skraldespand. Det kunne godt være, at Alix kun havde en highschool-uddannelse til at ledsage de introduktioner, Lillies familie havde ønsket at give hende, men hun kunne ikke – og ville ikke – leve af familien van der Meers gavmildhed for evigt. Desuden var navnene på listen high society-typer, der foretog sig lidt, men brugte meget, og blandt dem ville Alix altid være en outsider. Her i Paris – i hendes forældres fædreland – ville hun finde mennesker, hun hørte til blandt.

Hun gik målbevidst mod nord til stormagasinet Printemps og tilbragte ti minutter med at stirre måbende på den storslåede facade: de fire årstider dramatisk udhugget i sten over hovederne på de handlende, der strømmede ud og ind med hænderne fulde af indkøbsposer. Hvordan kunne de være så upåvirkede af den allestedsnærværende kunst? Af skønheden overalt? Af selveste Paris!

Alix var lige ved at tage fat i den elegante krave på en kvinde, der trådte forbi hende, og udbryde: “Se!” I stedet fattede hun sig og svor aldrig at blive så immun over for skønhed – eller for gammel til at lade sig fylde med beundring.

Da hun var kommet indenfor, købte hun den største cocktailshaker, hun kunne finde. I en købmandsforretning fandt hun gin, vermouth og oliven, hvorpå hun gik tilbage i sydlig retning og satte sig på en bænk i Jardin des Champs-Élysées – hvis hun gik lige så meget hver dag, ville hun snart kunne finde rundt uden sin slidte So, You’re Going to Paris!

Hun hældte gin og vermouth ned i cocktailshakeren, tilføjede seks oliven og kiggede på sit ur. Halv et. Så var der nok tid til at friske læbestiften op, tjekke, at hendes hår sad, som det skulle i Paris – smart og fejlfrit – og rette på sin lille, fikse hat, der, hvilket hun med tilfredshed havde bemærket sig, var højeste mode her i modsætning til i USA, hvor den kedelige og tunge fedora foregav at være à la mode. Til sidst indtog hun den positur, som Lillies mor altid havde insisteret på var det vigtigste, en pige skulle lære: Alix skulle forestille sig, at en usædvanlig lang blyant var fastgjort til hendes baghoved, og at hun skulle tegne med den i loftet. Denne forestilling skulle angiveligt trække hendes hage op, løfte hendes bryst – men uden at skyde det vovet fremad – og på en eller anden måde få hendes talje til at blive mindre. Den eneste del af Lillies mors råd, hun ignorerede, var at slå blikket genert ned mod jorden – Alix vendte i stedet sit op mod himlen.

Hun tog martinishakeren med til Rue Jean Goujon 18 og Harper’s Bazaars parisiske kontor, hvor hun ventede i lobbyen med blikket fast rettet mod den skramlende gitterelevator. Lidt over et trådte en kvinde ud af den, med blåt hår og blå briller og den slags skikkelse, man – ifølge Lillies mor – opnåede ved aldrig at spise eller ved at sværge til en frokost af den flydende slags. Det var Carmel Snow, redaktør på Harper’s Bazaar, der var i Paris til kollektionsfremvisningerne – og varm tilhænger af flydende frokost, ud fra hvad Alix havde hørt.

“Bonjour,” sagde Alix og smilede bredt – hendes smil var hendes bedste træk ifølge Lillie, der sagde det venligt ment, og også ifølge Lillies mor, der sagde det, for at Alix så kunne spekulere over, hvilke mangler hendes udseende ellers havde.

Hun løftede cocktailshakeren. “Jeg har hørt, at De godt kan lide et par martinier til frokost. Så jeg har taget lidt med til Dem. Jeg håber, at De til gengæld vil se på min portfolio.”

Carmel lo, en høj og smittende lyd.

Alix tog det som en opfordring og fremdrog et enkelt, meget dyrt martiniglas fra sin indkøbspose. “Skal jeg skænke op?”

“Det må du hellere,” sagde Carmel med en distinkt irsk accent, der gav hendes ord et varmt præg. “Men lad os gå ind på mit kontor.”

Da de var kommet derind, kastede Carmel et blik på Alix’ dyrebare tegninger og smed dem så i papirkurven. “Din skæbne er PR,” sagde hun. “Du tegner, som om kjoler var beregnede til at lænke kroppen i stedet for at følge dens bevægelser. Opgiv du hellere tegneriet indtil videre.”

Alix forsøgte at lade være med at krympe sig, men hun havde ikke vermouthens styrkende virkning, kun atten år på denne jord og en drøm om at arbejde i modebranchen i Paris, og det var derfor umuligt ikke at krympe sig.

Carmel tog ikke blikket til sig, så Alix kunne skjule sine sårede følelser. Hun noterede sig dem og gjorde tegn mod cocktailshakeren. “Du ved, hvordan du skal få nogens opmærksomhed og give dem det, de vil have. Og det betyder, at Service de la Presse er dit kald. Den bedste måde at lære markedsføring på er ved at skrive – forstå, hvordan pressen fungerer, før du prøver at forføre den. Du starter i aften til Marie-Louises torsdage – hvor du vil møde le tout-Paris – og så i morgen, mere officielt, her på Harper’s Bazaar som juniormoderedaktør.”

Alix kunne ikke lade være med at juble.

Carmen løftede sit glas. “Jeg ville ønske, at de førte dit humør på flaske på The Ritz. Det ville være bedre for mig end martini – og virkningen ville måske vare længere.”

Og så sad Alix og lo sammen med Carmel Snow på hendes kontor i Paris, en forbløffende situation, der for første gang i hendes liv fik hende til at tro, at det ikke betød noget, at hun var en forældreløs pige, der havde hutlet sig gennem livet, siden hun var tretten, en pige, der havde været afhængig af Lillies forældres dårlige samvittighed og almisser i de sidste fem år, og som havde brugt sin sidste dollar på at komme til Paris. Det fik hende også til at tro, at Paris var det sted, hvor hun omsider ville blive den Alix St Pierre, hun skulle være, hende, som hun havde været nødt til at undertrykke i Lillies afdæmpede og velpolerede palæ. Den Alix kunne endelig gøre sig fri af sine lænker.