Historisk note

I 1560 forlod den femten år gamle Lucrezia di Cosimo de’ Medici Firenze for at indlede sit ægteskab med Alfonso II d’Este, hertugen af Ferrara. Mindre end et år efter var hun død. Den officielle dødsårsag lød på tuberkulose, men ifølge et rygte blev hun myrdet af sin mand.

Et vildt og ensomt sted

La fortezza, i nærheden af Bondeno, 1561

Lucrezia tager plads ved det lange spisebord, der er dækket op med tallerkener, pokaler sat på hovedet, en flettet krans af grankviste. Hendes mand sætter sig ikke på sin sædvanlige plads for enden af det blankpolerede bord, men derimod ved siden af hende og så tæt på, at hun ville kunne hvile sit hoved mod hans skulder, skulle hun have lyst til dette. Det er, mens han sidder og slår sin serviet ud, retter på en kniv og trækker lyset nærmere dem begge, at tanken falder hende ind i et forunderligt klart øjeblik, som er et stykke farvet glas blevet holdt op foran hendes øjne, eller måske fjernet fra dem: Han har besluttet at slå mig ihjel.

Hun er seksten år og har kun været gift knap et år. De har rejst det meste af dagen, har udnyttet den smule dagslys, som årstiden byder på, har forladt Ferrara ved daggry og er redet ud til det, der ifølge ham var en jagthytte i det nordvestlige hjørne af hans hertugdømme.

Men det her er da ikke en jagthytte, tænkte Lucrezia, da de nåede frem: et bygningsværk opført i mørke sten bag høje mure, omgivet på den ene side af tæt skov og på den anden side af et sving i floden Po. Hun havde haft lyst til at dreje sig i sadlen for at spørge: Hvorfor har du ført mig hertil?

Hun sagde imidlertid ingenting, lod bare sin hoppe følge efter ham hen ad stien, under dryppende træer, over en buebro og ind i gården foran den mærkelige stjerneformede fæstning, som virkede besynderligt mennesketom. Da hestene var blevet ført bort, tog hun sin gennemblødte kappe af. Han havde betragtet hende imens, stående med ryggen til ilden i kaminen, og nu giver han tegn til tjenerne i spisesalens fjerne skygger om at træde frem og lægge mad på deres tallerkener, at skive brødet, skænke vin i deres pokaler, og pludselig kommer hun i tanke om sin svigerindes ord, hæst hvisket ind i hendes øre: Det er dig, der får skylden for det.

Lucrezias fingre knuger om tallerkenkanten. Visheden om, at han har tænkt sig at dræbe hende, er som en skygge ved siden af hende, som hvis en rovfugl med sorte fjer havde slået sig ned på stolens armlæn. Dette er årsagen til deres pludselige afrejse til et så vildt og ensomt sted. Han har ført hende hertil, til denne stenfæstning, for at slå hende ihjel.

Forbløffelsen rykker hende op og ud af kroppen, og hun er lige ved at briste i latter. Hun svæver oppe under det hvælvede loft, kigger ned på sig selv og ham, der sidder ved bordet og spiser suppe og stopper saltede brødgnallinger i munden. Hun ser, hvordan han læner sig over mod hende, lægger sine fingre på den bare hud på hendes håndled, mens han siger noget. Hun ser sig selv nikke, synke maden, sige et par ord om deres rejse hertil og det interessante landskab, de kom igennem, som om alt er godt mellem dem, som om dette er et normalt aftensmåltid, før de går i seng.

Sandt at sige, tænker hun, stadig deroppe under de kolde, fugtige sten i spisesalens loft, så var rideturen fra hoffet hertil kedelig, gennem mørke og bundfrosne marklandskaber under en himmel så tung, at den så ud, som om den lå udmattet hen over træernes nøgne kroner. Hendes mand havde sat hestene i trav. Den ene mil efter den anden havde hun bumpet op og ned i sadlen og havde fået ondt i ryg og lår, der var gnedet hudløse af våde strømper. Hendes fingre omkring tøjlerne havde selv inde i de egernforede handsker været stive af kulde, og hestens manke var hurtigt blevet dækket med is.

Hendes mand havde redet forrest med to vagter bag sig. Da byen veg pladsen for opdyrket jord, havde hun haft lyst til at spore hesten, bore hælene ind i dens flanker, mærke dens hove flyve hen over sten og jord og suse gennem den fladbundede dal, men hun vidste, det ikke gik an, at hendes plads var bag ved eller måske ved siden af ham, skulle hun blive inviteret derop, aldrig foran, og derfor red de videre sådan.

Ved bordet, ved siden af den mand som hun nu mistænker for at ville slå hende ihjel, ønsker hun, at hun havde gjort netop det, at hun havde sporet sin hoppe og sat den i galop. Hun ville ønske, hun var suset forbi ham, leende af kådhed, med hår og slag flyvende efter sig og hestehove, der sprøjtede mudder ud til alle sider. Hun ville ønske, hun havde drejet hestens hoved mod de fjerne bjerge, hvor hun kunne være faret vild mellem de foldede klippevægge og tinder, så han aldrig ville kunne finde hende.

Han sætter en albue på hver side af sin tallerken og fortæller hende om at være kommet op til denne jagthytte – som han insisterer på at kalde fæstningen – da han var barn, og hans far plejede at tage ham med herop for at gå på jagt. Hun lytter til en historie om, at han blev tvunget til at sende pil efter pil af sted mod en skydeskive på et træ, indtil hans fingre blødte. Hun nikker og kommer på passende steder med medfølende lyde, men det, hun i virkeligheden ønsker at gøre, er at se ham ind i øjnene og sige: Jeg ved, hvad du pønser på.

Ville det komme bag på ham, ville han blive fanget på det forkerte ben? Tænker han på hende som sin uskyldige, naive hustru, der kun lige akkurat har forladt barnekammeret?

Hun ser det alt sammen. Hun ser, at han har lagt en plan og omhyggeligt, målbevidst, fjernet hende fra de andre, sikret sig, at hendes følge blev tilbage i Ferrara, og at hun er alene, at der ikke er folk fra borgen i Ferrara her, kun ham og hende, to soldater på vagt udenfor og en håndfuld tjenere til at varte op. Hvordan vil han mon gøre det? Med en kniv i en mørk gang? Hans hænder omkring hendes hals? Et fald fra hesten, kamufleret som et uheld? Hun tvivler ikke på, at alt dette er en del af hans repertoire. Det vil være klogt at gøre sig umage, ville hun råde ham til, for hendes far er ikke en mand, der vil se med milde øjne på mordet på sin datter.

Hun stiller pokalen fra sig, hun skyder hagen frem, hun retter blikket mod sin mand, Alfonso, hertugen af Ferrara, og spekulerer på, hvad der nu kommer til at ske.