December 2017

I dag ankommer jeg i god tid for at gøre lokalet klar. Det er ret stort. To borde i bøg bliver til ét. Jeg rammer dem ind med fem stole til en autentisk eksamenskulisse. For at markere situationens alvor har jeg iført mig en sort buksedragt og en mørkegrå, nålestribet blazer. Jeg strammer hestehalen og lever mig ind i rollen, parat til at gøre, hvad der forventes, og måske mere til.

Censor sidder fast i morgentrafikken og kommer fem til ti minutter for sent, ringer en medarbejder fra studieadministrationen og fortæller mig på min arbejdstelefon.

I mellemtiden orienterer jeg den første studerende ude på gangen. Ifølge eksamensplanen er det dig. Du har valgt at gå op uden din praktikgruppe, helt alene.

Jeg skynder mig videre hen ad gangen til kantinens baglokale for at finde bakken med klargjort kaffe, te og rundstykker. Jeg kan mærke min puls banke derudad. Mit navn råber efter mig på en selvlysende post-it, der klæber til en sort kaffekande.

Tilbage i lokalet sætter jeg bakken på et afsides bord og finder papir, penalhus og bunken af eksamensopgaver frem. I god tid hælder jeg vand op til dig og kaffe op til mig selv. Mine hænder ryster. Jeg spilder lidt kaffe og tørrer efter med en grøn serviet fra bakken. Kan ikke rigtig mærke mig selv, kun min puls.

Jeg strækker mit armbåndsur ud på bordet og går hen til døren for at justere på lyset. Strålerne i loftet kaster et kunstigt skær i det farveløse lokale. Klinisk hvidt bortset fra stolenes rødlakerede metal. Blegheden får det til at ligne en steril hospitalsstue til ambulant-kirurgisk behandling.

Forpustet hvirvler censor ind ad døren, lille, tæt kvinde, en my bredere, end jeg husker hende. Hun hedder Linda og kommer fra dagtilbudsverdenen, har arbejdet som pædagog i en menneskealder. Hun beklager forsinkelsen og lægger sin olivengrønne uldfrakke på et ledigt bord ved vinduet, tager plads over for mig og roder hektisk i sin okkergule ruskindstaske.

Jeg retter på mit hår, inden jeg åbner døren og kalder dig ind. Idet du går forbi mig, får din parfume mig kortvarigt

udafbalance

mekanisk meddeler jeg, hvor mange minutter

der er afsat til dit mundtlige oplæg og til resten af eksaminationen

du misser med øjnene

de skal vænne sig til det bastante lys

pupiller og hjerneceller på overarbejde

dit mørke hår skinner i de ublide stråler

du har taget en hvid skjorte på

der er noget ophøjet over dig

du ligner næsten en engel i det glorificerende modlys

men det er du jo langtfra

– Scenen er din, siger jeg

du deler en disposition ud med ryggen til himlen

din sirlige håndskrift genkender jeg med det samme

du er ældre end din alder

du definerer, hvad anerkendelse er

hvordan det hænger sammen med pædagogik

hvordan noget kan gå fra at være et subjekt til et objekt og omvendt

efter nogle minutter frigør du dig fra dit manuskript

får talt dig varm og virker mere afslappet

dog udtaler du fænomenologisk forkert

det har jeg svært ved at se bort fra i dag, kan jeg mærke

FEJLLÆSNING skriver jeg med blokbogstaver på mit papir

derudover er dit oplæg irriterende velformuleret

du er på alle måder en 12-tals-studerende

den afsatte tid til dit oplæg løber ud

som signal laver jeg

et

T

med

hænd

er

ne

som en håndbolddommer, der er herre over tiden

Jeg sætter mig frem i stolen i et forsøg på at gå efter bolden i stedet for manden, skimmer mine noter for at finde et passende sted at starte. Jeg spørger ind til dine erfaringer med anerkendelse. Du fortæller om et par eksempler fra jeres praktik i børnehaven og kobler det til pædagogernes sprogbrug og børnenes udvikling af identitet. Jeg nikker. Du tager en mundfuld vand.

Jeg spørger, hvilke værdier der er på spil? Og hvad med etiske dilemmaer? kommer jeg til at afbryde.

– Jeg forstår ikke dit spørgsmål. Vil du gentage det eller stille det på en anden måde? beder du med porcelænsstemme og et forsigtigt blik.

Du lyder anderledes, end du plejer.

– Det tænkte jeg nok, jeg mener, kan der være udfordringer i arbejdet med anerkendelse i en børnehave? Og er der flere fordele end ulemper? Hov, det var hele to ledende spørgsmål på én gang.

Det ser ud, som om du tænker, mens du taler. Jeg læner mig tilbage i stolen med min kaffekop, skyder brystet lidt frem og prøver at virke afslappet. Når alt kommer til alt, er det jo heller ikke mig, der er til eksamen.

Himlen er stærkt blå bag dig, selvom det er tidligt på morgenen. Det gør ondt at se dig i øjnene, måske er det lyset. Mærkeligt nok ser du kun på mig, når du svarer. Censor rømmer sig. Hendes gestik og mimik signalerer, at hun gerne vil kile sig ind i samtalen. Min venstre arm byder hende velkommen.

– Du skriver noget om … I skriver noget om voksnes sproglige definitionsmagt i jeres rapport … Hendes buttede fingre med rødlakerede negle får kuglepennen til at klikke rytmisk. Kan du uddybe det en lille smule, tror du?

Jeg nikker til spørgsmålets relevans for at inkludere hende og sorterer i pointer og fagudtryk, som du har nævnt indtil nu. Jeg skriver nogle af dem ned, mens du jonglerer med en teori, som jeg ikke kan genkalde mig, og supplerer med selvoplevede og tænkte eksempler. Samtalen begynder at glide mere naturligt fremad.

– Kan magt overhovedet være positivt? spørger jeg.

Lyset fader langsomt ud, døren går op. Kurt træder ind på scenen. Det er første gang, jeg ser ham i skjorte og slips.

– Hvor længe skal I bruge det her lokale? Stemmen er hektisk og kort for hovedet.

Desorienteret ser jeg i eksamensplanen og op på ham.

– Indtil kl. 16 … men hør lige her, Kurt. Vi har faktisk eksamen lige nu.

Jeg forsøger at overbevise ham ved at pege på bakken med rundstykker og pålæg.

– Jamen jeg har fået bevilget det her lokale, og lige om lidt skal jeg have møde med direktionen og hele bestyrelsen … og Kina! tilføjer han ophidset.

Jeg rejser mig.

– Der må simpelthen være sket en fejl i lokalebooking, Kurt, og det mest optimale og rimelige lige nu er faktisk, at du lukker døren udefra, svarer jeg modstandsdygtigt og opfanger et lille respektfuldt nik fra censor.

Stædigt bliver Kurt stående uden noget særligt ansigtsudtryk. Han ser ud, som om han vil til at sige noget, men lukker så døren lidt på klem. Jeg trumfer igennem, at vi lader, som om han er gået. Ifølge formalia er det trods alt også en offentlig eksamen.

– Det beklager jeg, vi lægger selvfølgelig ekstra tid til din eksamen, siger jeg udglattende uden at se på dig. Kombineret med censors forsinkelse sjusser jeg mig hurtigt frem til tre minutters tillægstid, det må være rimeligt. Jeg tænker på, om hun har lagt mærke til tiden.

Jeg har det varmt. Kurt siger en uforståelig lyd henne ved døren. Han står med ryggen til os, ser ned på sin telefon og klør sig foran ved bæltestedet. Det er ikke noget kønt syn. Jeg tager blazeren af og hænger den på stoleryggen bag mig.

Afslutningsvis stiller jeg et par spørgsmål i udkanten af pensum. Du ser intetanende på mig. Der er noget hjælpeløst over dit blik, men du er selv ude om det. Censor klør sig på armen med sine lange negle. Den strikkede bluse afgiver en knitrende lyd. Du smider timeout-kortet, nævner, at du ikke kan svare på de sidste spørgsmål.

– Så er tiden gået, meddeler jeg.

Du rejser dig op, tager dine papirer og din taske og går hen mod døren forbi Kurt og videre ud på gangen, så vi kan votere. Jeg truer Kurt med at tilkalde vagten i receptionen. Endelig går han ud og lukker døren.

– Det er en køn leder, I har, lyder det spidst fra censor.

Jeg beroliger hende med, at han er konstitueret og ikke har personaleansvar.

– Hvad ligger du på i den skriftlige?

Afventende betragter jeg hendes korte pagehårsfrisure, der bølger som et kuperet landskab. Hun minder mig om Birthe Rønn Hornbech.

– Jeg har skrevet 10 i mine noter, svarer hun.

– Okay, med lidt god vilje er jeg på et syvtal, siger jeg og streger det tital over, som jeg skrev med småt i et hjørne under læsningen af opgaven. Min mave afgiver en rumlende lyd. Jeg tager en bid af rundstykket med ost og antyder, at problemformuleringen kun er delvist besvaret i det skriftlige, imens jeg tygger.

Censor bladrer i opgaven. Hun påpeger, at afsnittene svinger i niveau.

– Man kan godt fornemme, at det er tre forskellige personer, der har skrevet det, konstaterer hun.

Der er skrigorange overstregninger på de fleste af siderne i hendes kopi. Nu vender lyset i loftet tilbage igen. Pludselig slår det mig, at den skriftlige opgave ikke tæller med i bedømmelsen. Retningslinjerne for den første praktikeksamen er blevet ændret siden sidste semester, men jeg vil ikke skabe yderligere forvirring nu.

– Hvor ligger vi så med den mundtlige præstation? spørger jeg med det vons og hiver syvtrinsskalaen op af tasken. Jeg lægger den på bordet mellem os. Hun læner sig frem.

– Han kunne jo svare på de fleste af vores spørgsmål.

Jeg laver et modtræk og nævner, at han virkede noget nervøs i sit indledende oplæg, og at han ærlig talt heller ikke svarede særlig præcist på det med samfundsperspektivet.

– De to sidste spørgsmål, kunne du selv have svaret på dem?

Hun ser på mig over kanten af sine læsebriller. Der er noget vantro over hendes udtryk, øjnene er smalle, stemmen lidt dybere. I hendes verden stiller man kun den type spørgsmål, når man skal have afgjort, om det skal være 10 eller 12, fremturer hun.

Jeg spørger, hvornår det er blevet forbudt at stille åbne spørgsmål uden en dobbeltoptrukket facitliste? Der er jo en grund til, at syvtrinsskalaen er en mangelskala. Med sin langemand skubber hun brillerne længere opad på næseryggen og ser ned på karakterbeskrivelserne. Hun synes, det er rimeligt at lande en samlet bedømmelse på et tital.

– Så har vi også modregnet de kaotiske eksamensforhold.

Hun lyder rutineret, men på en lidt for skråsikker måde.

Jeg afviser og uddyber, at det da ville være en uprofessionel manøvre at tage det med i vurderingen, men tænker ved mig selv, at det på den anden side nok kunne afværge en potentiel klagesag.

Hun tager brillerne af.

– Man skulle næsten tro, han havde gjort dig fortræd.

Vores øjenkontakt er fuld af skepsis. Hun holder fast i, at der er tale om mindre væsentlige mangler.

– Det plejer at svare til et tital, men summa summarum, hvis du mener, at et syvtal er mere passende, så bliver det et syvtal, siger hun studst. Det er trods alt dig, der kender ham bedst, og tiden den går. Hun peger på sit armbåndsur.

– Det troede jeg også, indrømmer jeg og laver et unødvendigt æseløre i det øverste hjørne af mit papir. Fint, så giver vi ham syv.

Tilfreds åbner jeg døren for at kalde ham ind i lokalet igen, bemærker, at lugten af sved næsten gennemtrænger hans duft af parfume, idet han går forbi mig. Han sætter sig nervøst og famlende ved bordet.

– Vi beklager ventetiden, men det var en svær vurdering.

Jeg forsøger at få øjenkontakt med censor, der piller ved sit armbåndsur.

– Og vi er nået frem til, at du skal have et syvtal. Det er jo altid lidt vanskeligt med den første eksaminand. Vi skal lige finde det faglige niveau, får jeg sagt.

Hans øjne er blanke. Nu ser Linda op. Jeg rejser mig og rækker hånden frem mod ham:

– Tillykke.

Hans håndflade er varm og svedig.

– Den karakter skal du være glad for, lille ven, det er jo ikke nogen gavebod eller jobfest, det her. Og glædelig jul for resten.