2

Elsa

1956

Elsa kvæler en gaben, bøjer sig ned bag glasdisken og flytter lidt på bollerne og sukkerkringlerne, selvom de allerede ligger i snorlige rækker. Waxholmfærgen har signaleret sin ankomst med dæmpet tuden, og klokken over døren har bimlet flere gange. En lille flok ubeslutsomme kunder står allerede og peger med fingrene presset mod glasset, som hun lige har pudset.

Hun sukker tungt og gør sig klar til at tage imod morgenens første bestilling.

“Er frøkenen morgentræt?” spørger en mand med et drillende smil om munden, da hun retter sig op.

Elsa retter på det hvide tørklæde, som hun har om håret, og som aldrig bliver siddende, hvor det skal. Hun tror ikke, at hun nogensinde før har set så flot en mand. Høj og mørk. Som hovedpersonen i nogle af de kærlighedsromaner, som hun sluger i hver en ledig stund.

“Jeg vil gerne have to af de der,” siger han og peger på sukkerkringlerne. “Og et lindöbrød, tak.”

“Et godt valg,” siger hun og smiler, så venligt hun kan. Hendes forældre ser gerne, at hun er ekstra flink mod nye kunder.

Det er godt for forretningen, siger de, men hun har det anstrengt med påtaget elskværdighed om morgenen. I øvrigt har hendes humør de seneste måneder været alt andet end godt.

Men manden på den anden side af disken er noget ud over det sædvanlige, og så har hun ikke noget imod at anstrenge sig lidt. Hun fumler med brødtangen, da hun skal tage sukkerkringlerne. Han tager imod den lille pose og betaler. Det er dér, at hun ser ringen på hans finger. Skinnende og blank. Selvfølgelig er han gift, tænker hun ærgerlig. Og det er også lige meget, for sådan nogle som ham er alligevel ikke noget for hende. Hun mærker, hvordan mundvigene synker ned, hvor de hører hjemme.

“Hvor er her ellers flot,” siger han.

“Synes De?” siger hun med ægte forbløffelse og ser rundt i det lille slidte bageri med caféområdet, der består af et par skæve borde med et par umage stole om hvert. Caféen bliver kun brugt en lille del af året, for resten af tiden bliver størstedelen af det, som hendes far bager, sendt til salg andre steder.

De få kunder, der træder ind i bageriet i vinterhalvåret, er først og fremmest de fastboende, som køber det, de skal have, og dernæst går hjem til sig selv. Med den elegante mand foran sig bliver hun pludselig bevidst om, hvor grimt og provinsielt bageriet må virke.

“Jeg mener ikke specifikt herinde,” siger han og smiler bredt. “Selvom det er en meget charmerende café. Jeg mener skam hele Lindö. Eventyrlig smuk. Især her om foråret, hvor det hele springer ud. Fuglene synger, som jeg aldrig før har oplevet det, og i morges påstod min hustru, at hun hørte gøgen, da hun åbnede vinduet. Det oplever man ikke inde i byen.”

“Det må jeg nok sige, gøgen,” mumler Elsa.

Bevares. Engang elskede hun også at bo på Lindö, og det føltes utænkeligt at bo et andet sted. Engang følte hun ren lykke over noget så trivielt som at se solen glide langsomt ned i vandet om aftenen.

Eller at lytte til eftermiddagsbrisens dans mellem træerne og den magiske stilhed, der opstår bagefter. Men lige for tiden har hun svært ved at forstå, hvad det var, som hun syntes var så vidunderligt.

Hvis hun kunne, ville hun tage til byen eller flytte hjem til sin tvillingebror, Erik, der læser til læge i Lund. Han må alt det, som hun selv kun kan drømme om. Hun ved ikke, hvordan hun i givet fald skulle forsørge sig selv. Men næsten alt må være bedre end at arbejde for en ussel løn i hendes forældres bageri og snart være den eneste ugifte unge kvinde på egnen. Uden en eneste passende kandidat i sigte. Hendes mor siger, at det er indbildning, men hun ved udmærket, hvordan der tales bag hendes ryg. Hun er hverken døv eller dum. Alt skal helst køre videre i den gamle rummel, ellers får det sladderen til at løbe.

Selvfølgelig taler man om Elsa, der er blevet vraget og forladt på så tarvelig en vis. Og hvis hun skal være ærlig, ville hun formentlig selv sladre om det, der er sket, hvis det ikke lige var hende selv, som var den forsmåede. Men det ved manden foran hende intet om. Han ved ikke, at hun er en forudsætning for, at hendes far kan fortsætte med at drive bageriet, der forsørger hele familien, og at hendes mor er svagelig og ikke altid har kræfter til at arbejde. Han ved heller ikke, hvor hurtigt sladderen går i byen og forvandles til en million nye sandheder, der på forskellig vis når selv hendes ører og gør ondt inderst inde.

Han ved heller ikke, hvor ensomt det er, når alle de andre unge er flyttet til storbyen, mens hun selv er fanget her. Den smukke mand står der, beleven og besnærende med ringen på fingeren.

Posen knitrer i hans hånd. Han smiler venligt, og de brune øjne, der er indrammet af lange sorte vipper, bliver smalle på en særdeles tiltalende måde.

“Frøkenen er hjemmeblind,” siger han. “Har velsagtens fået nok af udsigten, som De kan nyde hver dag. Men jeg kan forsikre Dem, at jeg er misundelig. Min hustru er nede ved klipperne  og fotografere. Vi har kun været på Lindö et par gange, men vi er allerede meget glade for øen. Jeg hedder i øvrigt Nils. Skal vi ikke være dus?”

Han rækker ivrigt hånden frem. Hun tøver et øjeblik, før hun børster sin egen hånd af i forklædet.

“Elsa. Jamen så velkommen til Lindö,” siger hun og laver et lille, fjollet kniks.

“Er I kommet med morgenfærgen?”

“Nej, vi bor på pensionatet et par dage.”

Han har ikke travlt, selvom køen bag ham vokser, og en diskret rømmen minder hende om, at det ikke går at stå og småsludre.

Man skal tage sig godt af kunderne, siger hendes mor. Være høflig, men ikke for venlig. Hvis folk vil sludre, kan de gøre det hos købmanden, hvor der er mere plads. Men manden ved disken fanger ikke vinkene, hverken fra hende eller dem, der venter bag ham.

“Vi boede på pensionatet på vores bryllupsrejse for et år siden og faldt pladask for Lindö,” fortæller han. “Vi har aftalt at tage tilbage hertil så ofte, som vi har tid og råd til. Desværre bliver det ikke så ofte, som vi gerne ville, og at der er et velrenommeret bageri her, har vi først fået nys om i dag.”

“Ih, hvor hyggeligt! Som sagt så velkommen til og på gensyn,” siger hun, og langt om længe fanger han vinket. Hun ser efter ham, da han går ud, ser ham tøve ved lågen, før han skridter af sted mod molen.

“Ja tak, næste,” siger hun skarpt til den næste i køen.

Antallet af nye kunder stiger for hver dag. Her i starten af maj er det mest dagsgæster fra Stockholm, der tager ud om formiddagen og hjem igen med eftermiddagsfærgen. Men inden længe kommer sommergæsterne. Dem, der okkuperer klipperne som en selvfølge. Gør, som de vil, fordi de mener, at de bor her.

Hendes far kalder dem spøgefuldt for måger, fordi de som regel færdes i skrigende flokke og sviner alt til. Men man kommer ikke uden om, at de er nødvendige for de fastboendes eksistens.

Efter krigen begyndte de fleste lindöboere at leje bådhuse, udhuse, ja, hvad som helst, hvor der kunne være en seng, ud for at tjene lidt ekstra. Der var masser af gæster, der ønskede at opleve ægte skærgårdsliv, og det er der stadig. Folk er endda villige til at betale dyrt for oplevelsen. Der skal opføres et nyt boligområde på den anden side af Hästhagen. Der er allerede et gabende hul i skoven, hvor ældgamle træer er blevet fældet for at give plads til en del parcelhuse. Hendes far siger, at der er mange, der ønsker at flytte til Lindö nu, hvor tiderne er bedre, og der er flere jobs. Derudover passerer landevejen Lindö, og busserne kører oftere nu og næsten hele vejen ned til stranden.

Da frokosttravlheden er ovre, gør Elsa udeserveringen i haven klar. De gamle syrener blomstrer, og vinden spreder duften, men der er stadig ikke den store varme i luften. De få slørskyer på himlen og den lune vind er dog sikre tegn på, at der kommer mange gæster senere. Elsa fylder op med småkager i disken. Blander hjemmelavet saft af sidste års bærhøst i kander. Hun længes efter, at den sidste færge sætter kurs tilbage mod byen, så hun kan gå hjem. Langt væk ser hun den flotte mand komme nede fra havnen.

Han slentrer langsomt med en arm om sin hustrus skuldre, hun læner sig ind mod ham og ler ad noget, han siger. Han løfter sin frie arm til hilsen, da han får øje på Elsa. Hun ser, at han siger noget til kvinden, og så ændrer de pludselig retning og sætter kurs direkte mod hende.

“Det her er Elsa,” siger Nils og lyder, som om han og Elsa er gamle bekendte. Så ser han på sin hustru med så kærligt et blik, at det næsten tager pusten fra Elsa. “Og det er min smukke og vidunderlige Britta.”

Kvinden lægger hovedet tilbage, og der kommer en forelsket kurren fra hende. Elsa formår ikke at løsrive sit blik fra hendes ansigt. Hun har bemærkelsesværdigt lyse øjne under de perfekt optegnede sorte bryn. En lok af det mørkebrune hår er sluppet ud af hårspændet og falder konstant ned i hendes øjne. Hun puster den væk, før hun rækker en slank hånd frem.

“Vi vil gerne nyde en kop kaffe i jeres smukke have, før vi går tilbage til pensionatet. Det er så hyggeligt med de store buske og æbletræerne. Har du lyst til at sidde lidt sammen med os?” spørger hun høfligt Elsa.

Nils nikker ivrigt. “Det ville være godt at høre en, der bor her fast og er på vores egen alder, fortælle om Lindö. Hvordan er her for eksempel om vinteren?” spørger han.

Elsa ser sig hurtigt over skulderen og bemærker, at der er flere kunder på vej.

“Måske en anden dag,” siger hun, så venligt hun kan, mens hendes mors stemme lurer i baghovedet: Ja, det kunne være kønt. At sidde på rumpetten og skvadre med kunder midt i det største rykind. Hun betragter kvinden, der, selvom hun er klædt i bukser og en kraftig striksweater, ser ud til at være trådt direkte ud af et modemagasin. Pludselig bliver hun bevidst om, at hun selv må fremstå bondsk i den simple kjole, der er en anelse for lang i forhold til tidens mode.

Hun fingererer forlegen ved det tilhørende blondeforklæde, som hendes forældre insisterer på, at hun skal bære, når hun arbejder. Selvom hun ved, at moren holder øje med hende fra vinduet, bliver hun et øjeblik og småsnakker med det flinke par. De stiller utallige spørgsmål og kommer hele tiden med begejstrede udbrud om, hvor fantastisk det hele er på Lindö.

Hun holder døren for dem, da de går ind i caféen. Britta ser sig nysgerrigt om, mens hendes mand stiller sig i køen.

“Sikke et betagende sted,” udbryder Britta. “Og det er altså din far, som bager det hele, både brød og kager? Jeg ville ikke kunne gå blandt alle disse fristelser hele dagen. Duften er alt for lokkende.”

Hun puffer venligt Elsa i siden med albuen. Det kan være, at Elsas fantasi løber af med hende, men hun synes, at Brittas smil er lidt insinuerende, da hun flygtigt lader blikket glide over Elsas krop. Elsa er meget bevidst om, at hun er buttet. Da hun blev ramt af kærestesorg, mistede hun ikke appetitten som andre. I stedet har hun småspist kagerester og defekte boller direkte fra pladerne, så snart hun kan se sit snit til det, selvom hun ikke engang synes, at de smager særligt godt.

Men da Britta smiler venligt til hende og sludrer løs om, hvor hyggeligt det hele er, slapper Elsa af igen. Hendes mor har måske alligevel ret i, at hun har det med at overreagere. Pludselig går Britta over gulvet og slår ud med armene.

“Hvorfor i alverden vender I ikke disken?” spørger hun Elsa.

“Det ville da være meget pænere og give plads til flere borde. Og en lysere farve på væggene ville få det hele til at føles større og ikke så trangt. Måske en sofa langs med den der væg til større grupper. Nogle pænere malerier og et par standerlamper i stedet for den skrækkelige loftslampe, der blænder.”

Hun blinker til Elsa og sænker stemmen: “I kan lige nå det, inden sæsonen starter for alvor.”

“Ej, Britta,” udbryder Nils irettesættende og vender sig undskyldende om mod Elsa. “Sådan er hun over for alle, så du må ikke tage det ilde op. Hun har en svaghed for indretning, og i vores lille lejlighed kan der ikke gøres mere.”

Elsa vrider sig irriteret. Trangt? Hvad bilder hun sig ind?

Det var ikke indbildning, at hun opfattede kvindens blik for et øjeblik siden som ganske ubehageligt. Ingen tvivl om, at hende Britta ser ned på hende. Tror, at hun er bedre end andre, fordi hun selv bor i storbyen. Mener, at hun har ret til at sige det første det bedste, der falder hende ind, bare fordi hun er gudesmuk og har slået kløerne i verdens flotteste mand.

Elsa har hverken bedt om indretningsråd eller hentydninger til, at hun er tyk. Uopdragen, tænker hun, slår med nakken og mumler, at hun skal sørge for de andre gæster. Hun gør deres bakke klar, og da hun kommer ud til dem, ser hun, at de har flyttet et af bordene. De har sat sig ind i halvskyggen under et af de store æbletræer, der egentlig ikke hører til caféen, men til familiens private del af haven. Der står endda et træskilt i jorden, hvorpå der står PRIVAT med store bogstaver. Det var helt sikkert Brittas idé, tænker hun forarget og serverer for dem, så hurtigt hun kan, med et kunstigt smil, der får det til at stramme i ansigtet.

Næste gang hun kommer ud i haven, er det unge par væk.

Bordet står stadig under æbletræet, så hun er nødt til at bakse det tilbage på rette plads. Under servietten på Brittas kagetallerken ligger den sprøde vaniljedrøm, som Nils havde valgt til hende, smuldret. Elsa tømmer vredt kagetallerkenen i busken ved siden af. Føj, hvor er hun træt af disse bedrevidende byboere, der kommer her og er storsnudede. Sæsonen er ikke engang startet endnu, og hun er allerede træt.