Læseprøve på Marlow-klubbens første sag af Robert Thorogood

MRS. JUDITH POTTS var syvoghalvfjerds år og aldeles tilfreds med sit liv. Hun boede i et dejligt gammelt herskabshus ud til Themsen, holdt af sit job, som gav plads til lige dele flid og fritid, og det bedste af det hele var, at hun ikke behøvede at dele sit liv med nogen mand. Det betød nemlig, at der aldrig var nogen, som spurgte hende, hvad der mon var til aftensmad, eller hvor hun skulle hen, når hun gik ud, eller som brokkede sig over, at hun brugte for mange penge på den whisky, hun nød et lille glas af hver aften omkring klokken atten.

Den dag, hvor Judiths liv ændrede sig, var sommeren på sit højeste, og England havde været ramt af hedebølge i ugevis. Også i dalen, hvor hun boede. Hun havde holdt alle vinduer åbne for at lokke bare den mindste vind indenfor, men det så ikke ud til at gøre nogen som helst forskel. Solens varme var trængt helt ind i murstenene og træværket i hendes hus: ind i egetræstrappen og op på balkonen.

Efter at have indtaget sin aftensmad foran fjernsynets tidlige aftennyheder satte hun den tomme tallerken til side og tog det seneste nummer af krydsordsbladet frem, bladrede om til en hovedbrudsopgave og tog fat. Normalt holdt hun meget af den slags opgaver, hvor man ud fra en række oplysninger skulle regne ud, hvordan tingene hang sammen, men her til aften kunne hun ikke rigtigt samle sig om det. Det var ganske enkelt for varmt til, at man kunne koncentrere sig.

Judiths hånd gled fraværende op til den nøgle, hun bar i en kæde om halsen, og hendes tanker begyndte at vandre bagud i tid til en meget mørkere periode i hendes liv. Hun sprang op af stolen. Det her dur ikke, fortalte hun sig selv. Slet, slet ikke. Hun måtte finde på noget andet for at holde sig beskæftiget. Et sceneskift, det var det, der skulle til. Og hun vidste lige hvordan.

Judith begyndte at tage sit tøj af. For hvert stykke beklædning, hun fjernede, følte hun sig mere og mere fri fra de trykkende omgivelser. Og da hun først var helt nøgen, var det nærmest, så hun summede af legesyg fryd. Hun skred igennem entreen, forbi det fine Blüthner-flygel, som hun kun spillede på, når hun var sådan rigtigt beruset, og bukkede sig efter en mørkegrå uldkappe, som hun altid havde liggende ved hoveddøren.

Judiths kappe var hendes mest skattede ejendel. Hun plejede at fortælle alle interesserede – og dem var der mange af – at kappen holdt hende varm om vinteren, kunne bruges som picnictæppe om sommeren og trækkes op over hovedet, hvis hun skulle være så uheldig at blive fanget i en forårsbyge.

Men først og fremmest var det for Judith en usynlighedskappe. Hver aften, uanset vejrliget, tog hun tøjet af, hyllede sig i kappen og trådte udenfor med en vidunderlig følelse af uartighed. Fødderne stak hun i et par oldgamle røjsere, og så kunne hun ellers glide igennem det knæhøje græs – svup, svup, svup – hen til bådhuset. Som hovedhuset var også bådhuset opført i svagt rosa mursten med bindingsværk, og det havde set bedre dage.

Judith trådte ind imellem edderkoppespindene i mørket og sparkede gummistøvlerne af. Hun hængte kappen på en gammel krog, og stadig skjult fra omverden af et par antikke bådhusdøre trådte hun hen over den stenede isætningsplads og lod sig glide ned i Themsen.

Det var nærmest en religiøs oplevelse for hende at lade huden tage imod det kolde vand, og hun åndede ud med et hurtigt pust, før hun dykkede under og lod sig omfavne af floden. Pludselig var hun vægtløs, holdt oppe af det bløde vand, der føltes som silke. Hun svømmede mod strømmen, mens aftensolen glimtede som diamanter i vandoverfladen rundt om hende. Judith smilede for sig selv. Hun smilede altid, når hun var ude på svømmetur. Kunne bare ikke lade være. Også selv om der jo sagtens kunne komme hundeluftere på stien langs Themsen. Der var i hvert fald rigeligt med mennesker i området, her mens hun svømmede rundt med udsigt til Marlow-kirkens spir og den victorianske hængebro over til nabolandsbyen Bisham. Ingen af disse mennesker vidste dog, at der netop nu svømmede en syvoghalvfjerdsårig kvinde splitternøgen rundt i floden under dem.

Netop som Judith tænkte, at dette er da livet, hørte hun et råb.

Det kom fra den modsatte flodbred, et sted i nærheden af hendes genbo Stefan Dunwoodys hus. Men eftersom hun lå helt nede i floden, var det svært for Judith at se, præcis hvad der foregik. Kun taget på Stefans hus var synligt over den tykke mur af dunhammere langs flodbredden. Judith spidsede ører, men alt var tyst. Det havde nok bare været et dyr. En hund eller måske en ræv. Og så hørte hun pludselig en mandestemme: “Hey, stop!”

Hvad i alverden var nu det?

“Stefan, er det dig?” kaldte Judith nede fra floden, men hendes ord blev afbrudt af det pludselige skarpe smæld fra et skud.

“Stefan?” kaldte hun igen, nu med stigende puls. “Er du okay?”

Alt var stille. Men Judith vidste, hvad hun havde hørt. Nogen havde affyret et våben. Og hun havde hørt Stefans stemme umiddelbart forinden. Hvad hvis han nu lå og blødte fra et skudsår og havde brug for hjælp?

Judith svømmede mod Stefans hus, så hurtigt hun kunne, men da hun nåede bredden på hans side af floden, gik det op for hende, at hun havde et problem. Bag dunhammerne havde Stefan placeret bølgeblik for at beskytte sin plæne mod flodens slikken. Judith vidste, at de stive dunhammere ville skære hendes krop i småstykker, hvis hun svømmede imellem dem, og selv hvis hun nåede bredden, ville hun ikke have kræfterne til at hive sig selv op på land.

Foran sig kunne hun se en blå kano klemt inde mellem sivene. Kunne hun mon på en eller anden måde bruge den til at hive sig selv op af vandet? Hun forsøgte at gribe fat i den ene ende, men kunne ikke få et fast tag. Den blev ved med at hoppe rundt som en korkprop i vandet, og samtidig gik det op for hende, at hun desuden næppe havde den fornødne balanceevne til at kravle over kanoen. Alligevel gav hun det et sidste forsøg, og denne gang lykkedes det hende faktisk næsten at trække sig op på den. Men så, lige så stille, begyndte både hun og kanoen at rulle rundt, hun måtte slippe sit tag og faldt tilbage i vandet med et sørgeligt plask.

Hun kom tilbage til overfladen, fik på ny luft ind og rystede vandet ud af håret. Kanoen var udelukket nu, så hvad kunne hun ellers finde på?

Judith svømmede tilbage ud på midten af floden, mens hun desperat holdt udkig efter nogen, der kunne hjælpe hende. Hvor var alle hundeluftere og kærestepar på kanotur, når man havde brug for dem? Hun kunne ikke se nogen. Der var kun ét at gøre. Hun vendte om og svømmede hjemover så hurtigt som muligt.

Da Judith nåede tilbage til bådhuset, steg hun op af vandet, stakåndet, men der var ingen tid at spilde. Hun kastede kappen over sig og trådte ud på plænen, hvor hun vendte sig om for at se over mod Stefans hus. Kun halvdelen af hans have var synlig bag grædepilen, der voksede utæmmet på hendes side af floden.

Hun løb ind i sit hus, greb telefonen og ringede til alarmcentralen. Mens hun ventede på at komme igennem, bevægede hun sig mod det store karnapvindue ud mod floden, så hun kunne holde øje med Stefans ejendom.

“Jeg skal tale med politiet!” sagde Judith, så snart opkaldet blev besvaret. “Der har været skyderi ved min genbos hus! Skynd jer! Der er en, der er blevet skudt!”

Stemmen i den anden ende noterede Stefans adresse, og hvad Judith havde hørt, fortalte hende, at hjælpen snart ville være på vej, og afsluttede derpå opkaldet. Judith var dybt frustreret. Var der ikke noget, nogen kunne gøre, eller nogen andre, hun kunne ringe til? Hvad med kystvagten? Der var trods alt tale om en kystnær katastrofe. Eller måske livredningstjenesten?

Judith spejdede igen ud ad karnapvinduet mod Stefans hus. Det lå der stadig, badet i aftensolen. På overfladen åndede alt fred og idyl.

Hvis nogen havde begivet sig ud på floden på netop det tidspunkt og havde kigget op mod Judiths hus, havde de set en lavstammet og velnæret kvinde sidst i halvfjerdserne stå næsten helt afklædt ved et stort vinduesparti med en kappe over skuldrene nærmest som en superhelt. Og det var hun på mange måder også.

Hun vidste det bare ikke endnu.