1

Min ryg er øm efter en lang arbejdsdag, og jeg strækker den lidt, mens jeg går ned ad den lange gang med rækkerne af døre ind til plejehjemsbeboernes værelser.

“Tak for i dag, Sarah, vi ses i morgen!” råber Jane inde fra opholdsstuen, hvor hun er ved at fordele kaffekander på kakkelbordene.

I døråbningen løfter jeg hånden til et vink, som hun ikke ser. De fleste af beboerne sidder klar til kaffetid. Gamle mennesker fordelt i slidstærke sofaer. En blød summen af høfligheder og klikkende strikkepinde fylder rummet.

“Vi ses i morgen,” siger jeg, og Jane ser kort op.

“Nå ja, du skal jo hjem og holde fødselsdag!” Hun slår hænderne sammen og siger begejstret ud i rummet: “Sarah fylder rundt i dag! 50 år, ikke sandt?”

Jeg nikker og mærker varmen brede sig foran på min hals, da alle de gamle drejer ansigterne mod mig og mumler forskellige afarter af tillykke.

“Skal du så have gilde?” spørger en af beboerne, Ellen Jensen, nysgerrigt fra sin plads i lænestolen ved døren. Hendes hår er lysegråt og fnuglet som en mælkebøtte, der venter på, at man puster til den, og hendes rynkede ansigt er venligt.

“Jo …” siger jeg, “jeg skal være sammen med nogle venner.”

Det er så tæt på at være sandt, at det ikke er en rigtig løgn.

“Hvad læser du?” spørger jeg Ellen for at tale om noget andet. Den gamle dame vender bogen, så jeg kan se forsiden. Det er en krimi.

“Jeg er snart færdig med den. Og jeg tror, jeg har regnet ud, hvem der myrdede professoren!” Hun smiler snedigt, og jeg smiler tilbage.

Jeg kan ikke så godt lide krimier. Man er nødt til at læse med fra begyndelsen, hvis man skal forstå slutningen. På min vej hen mod kirkegården kommer jeg ind under et æbletræ, og vinden får blomsterne til at drysse ned over mig som lyserød sne. Det kommer helt bag på mig, og jeg kommer til at le så højt, at en mand glor undrende på mig, og jeg skynder mig ind ad porten til kirkegården. At le højt alene er en af de ting, der får folk til at tænke, man er skør.

Det tager mig et stykke tid at finde Jørgens grav. Den ligger på rækken ud mod de ukendtes fællesgrav. Et fint lille sted med en lav hæk rundtom og en flad gravsten.

Jørgen Nielsen

* 23.11.1924

† 19.3.2019

står der på den.

Hans kones navn – Sine Nielsen – står ovenover. Hun døde i 1993.

Jeg sætter rygsækken fra mig i perlegruset og finder campingstolen frem fra den. Folder stolen ud, sætter mig og tager også bogen op af tasken.

Ken Follett: Jordens søjler. Jeg har læst slutningen af den før. Den er god. Jørgen var næsten færdig, manglede kun de sidste femoghalvfjerds sider. Det er anden gang, jeg læser for ham, og i dag har jeg tænkt mig at blive færdig med bogen. Jeg kan godt lide at få overstået afslutningerne så hurtigt som muligt, for man ved aldrig, hvornår der kommer flere.

Jeg rømmer mig. “Ja, du må jo lukke ørerne, Sine, hvis du ikke vil høre med. Det her er Jørgens bog.”

Jeg finder det rigtige sted i bogen og begynder at læse: “Det forekom ham helt ufatteligt, at de havde vovet at myrde ærkebiskop Thomas og det endda i en kirke …”

Det tager ikke så lang tid at læse bogen færdig. Jeg lukker først bogen, og dernæst mine øjne. Jeg forestiller mig afslutningen som et lille lysglimt. Et bevis for, at jeg har gjort det rigtige.

Det får mig til at føle mig varm og let indeni. Også selv om navnet Thomas kort satte gang i nogle tanker, jeg ikke vil tænke. De er væk igen nu, skubbet til side af den rare fornemmelse af at have afsluttet noget for et andet menneske.

Jeg folder campingstolen sammen, putter den og bogen i tasken og går over til den vandhane, de sørgende bruger, når de skal vande blomster på gravene.

Der ligger to grønne vandkander på jorden.

Jeg har glemt min drikkedunk og samler i stedet mine hænder i en lille skål, lader vandet løbe ned i dem og drikker. Det smager af rust. Nu mangler jeg bare at læse for Agnethe. Hendes grav ligger i den anden ende af kirkegården, og på vejen derhen hilser jeg på alle dem, jeg har afsluttet ting for de sidste tredive år.

Jeg nikker til Rita Agnes Jensen, der døde i 2010 og efterlod et ufærdigt broderi. Min venstre fingerspids gør stadig ondt, når jeg tænker på det. Kønt blev det ikke.

Mine kinder bliver varme, da jeg passerer Sonja Munch Madsens grav og tænker på den vinter, hvor jeg læste en erotisk novellesamling højt, som hun var startet på, dagen før hun døde. Jeg vidste slet ikke, at folk kunne finde på at skrive om den slags.

Yrsa Fisker var et kort bekendtskab. Hun døde af hjertestop på plejehjemmet med et glas saftevand foran sig. Der var stadig isterninger i glasset, som jeg tømte, mens jeg ventede på, at bedemændene kom og hentede hende. Og sådan fortsætter jeg, mens jeg passerer rækkerne af afdøde bekendtskaber og tænker på de ting, jeg har afsluttet for dem. Kaffeslatter, bøger, håndarbejdsprojekter.

For Agnethe læser jeg Bibelen. Det Gamle Testamente. Det har vi gjort i flere måneder. Hun var kun lige nået til det med arken og syndfloden, da hun døde. Den er svær at læse op. Det kommer til at tage lang tid at afslutte for hende, og jeg har flere gange overvejet, om det ville være okay at læse en mere mundret version op – for eksempel Johannes Møllehaves børnebibel – men det ved jeg godt, at det ikke ville. En afslutning skal være af det, den døde ikke nåede, ikke en nemmere snydeløsning.

Træernes skygger bliver lange, mens jeg læser, og jeg begynder at fryse.

Min lejlighed ligger ikke så langt fra kirkegården. Den hurtigste vej hjem fra både kirkegården og plejehjemmet er den, der fører forbi rækkerne af boligblokke. Den mest spændende vej er den, der fører forbi bageren, supermarkedet og Mehmets blomsterbutik. Jeg vælger altid den vej.

Mehmet står i døren ind til blomsterbutikken. Jeg får sommerfugle i maven, da jeg ser ham, og sætter farten op. Han har en strikket trøje på i dag med et blåt og hvidt geometrisk mønster. Aftensolen lyser blødt på hans krøllede hår og fremhæver det gråsprængte i det. Det ser ud til, at han er optaget af noget på den anden side af gaden. Hans mund bevæger sig, som om han tæller noget, men jeg kan ikke se, hvad det er.

“Hej Sarah!” siger han, da han får øje på mig. Han smiler altid på en måde, så alle mine ord forsvinder, og jeg kun kan sige dumme ting.

“Hej Mehmet …” mumler jeg og går forbi ham, så hurtigt jeg kan.

Egentlig ville jeg gerne have sagt: ‘Det er min fødselsdag.’ Og hvis jeg havde været modigere, måske endda lidt henkastet have tilføjet: ‘Jeg havde tænkt på at købe en kage. Vil du have et stykke?’

Men det tør jeg ikke, og nu er jeg allerede forbi hans butik, og endda forbi bageren. Jeg går ikke tilbage til bageren, for jeg ved ikke, hvad han vil tænke, hvis han stadig står der i døren og ser mig gå tilbage.

Mehmets butik har ligget her i flere år, men det er kun fire måneder, siden jeg besøgte den første gang sammen med min underbo, Elly. Hun havde planer om at lave en blomsterdekoration til sit barnebarns bryllup. Selv om jeg sagde, at jeg ikke vidste noget om blomster, insisterede hun på, at jeg gik med hende ned i blomsterbutikken og hjalp hende med planlægningen.

Jeg har aldrig været særligt god til at sige fra. Mens Elly udsatte Mehmet for et krydsforhør om forskellige blomsters holdbarhed og egenskaber, stod jeg på gulvet midt i butikken og lod mig overvælde af duften fra de mange planter og lyden af Mehmets bløde stemme, når han tålmodigt fortalte hende om de forskellige slags blomster.

Elly talte ikke om andet end den blomsterdekoration de næste mange uger og viste mig mange skitser, hun havde tegnet af, hvordan den skulle se ud. Masser af liljer og noget med brudeslør og små roser.

Det var sikkert blomsterdekorationen, hun gik og tænkte på, da hun overså lastbilen, der skulle dreje, og trådte lige ud foran den. Elly var aldrig særligt god til multitasking.

Mehmet havde set ulykken og fortalte mig om den, da jeg gik forbi hans butik på vej hjem fra plejehjemmet samme eftermiddag. Det var første gang, jeg talte med ham, uden at Elly var med, og det gjorde mig så forfjamsket, at jeg først ikke forstod, hvad det var, han talte om.

“Hun må have været død,” sagde han. “De lagde sådan et lagen over hende, oppe på båren. Og jeg kunne se, det blev rødt af blod her.”

Han pegede på sin mave og viste, hvor der havde været blod. Jeg så på hans sweater.

Der var tre hjorte på.

Den var alt for varm til vejret.

“Der var blod her,” gentog han og pegede på en stejlende hjort på sweateren, og jeg nikkede, mens jeg tænkte på, at hans bryst var bredt og hans tænder hvide, og at det ikke var mange mænd, der kunne bære så grim en sweater uden at ligne en idiot.

Mehmet kunne.

“Tror du ikke også, hun var død?”

Jeg nikkede igen, mens hans ord sank ind. Bortset fra min far – og indtil for nylig også Mehmet – var Elly det eneste levende menneske, jeg talte med uden for arbejdet. Jeg ville savne hendes selskab. Også selv om hun indimellem havde været vanvittigt kedelig.

Afslutningen skulle være helt rigtig, når det var Elly, tænkte jeg, og vidste godt, at det var blomsterdekorationen, jeg skulle lave færdig for hende.

“Mehmet, har du nogen liljer, jeg må købe?” spurgte jeg ham.

Det havde han ikke. Men han havde nogle roser, og dem købte jeg for at øve mig, inden jeg lavede den med liljerne. Ni roser. Selv om Ellys tegninger havde haft ti liljer, insisterede Mehmet på, at ni var det rette antal, og jeg tog hans ord for det.

Jeg vil ikke tænke mere på det med Elly lige nu og skynder mig i stedet det sidste stykke vej hjem.

I min postkasse ligger der en konvolut. Det gibber i mig ved synet. Jeg genkender de bløde blokbogstaver. Mens jeg går op ad trappen, folder jeg brevet og forsøger ikke at tænke på det.

Min lejlighed ligger på første sal, til venstre. Sarah Bernhardt Brundt står der på messingskiltet. Jeg er opkaldt efter min mors yndlingskage. Hver gang nogen siger hele mit navn, kommer jeg til at tænke på min mor og de kager. Hvordan hun altid lavede så mange af dem, at de dækkede det store sølvfad. Hvordan hun tyggede nydelsesfuldt gennem den sprøde chokoladeskal, mens hendes bløde kinder bevægede sig i takt med mundens bevægelser. Det er et af de klareste minder, jeg har om hende.

Jeg låser mig ind i lejligheden og står i stilheden i den mørke gang. Det sammenfoldede brev tager jeg op til næsen og snuser ind. Nogle gange forekommer det mig, at brevene dufter af Australien, uden at jeg helt ved, hvordan der lugter i Australien. Dette brev lugter bare af papir.

Trangen til at åbne brevet er lige så stærk, som den plejer at være, så jeg skynder mig ind i min stue. Hele væggen fra gulv til loft er dækket af reoler fyldt med bøger. Jeg har læst slutningerne på dem allesammen. Men ingen begyndelser.

På den nederste hylde skjuler en stabel tørklæder en stor hatteæske. Jeg sætter mig på knæ på gulvet, skubber tørklæderne til side og trækker æsken frem. Der ligger mange andre breve dernede. To om året kommer der, nogle gange tre. Ingen af dem har været åbnet. Hastigt smider jeg det nye brev ned til de andre og lægger låget på igen, skubber den langt ind på hylden uden at se på den og dækker den med tørklæderne igen.

Så fisker jeg Jordens søjler op af rygsækken og sætter den ved siden af de andre. Der er tre af dem nu, helt ens, med et billede af nogle søjler og buegange på forsiden.

Min mave rumler, og jeg går ud i køkkenet og åbner køleskabet. Det er længe siden, jeg har købt ind, men æggene og mælken er stadig holdbare, så jeg laver en omelet. Det får jeg tit til aftensmad.

Tomaterne er blevet lidt rynkede, så jeg skærer dem i stykker og steger dem med, mens jeg nynner en fødselsdagssang. Det bedste ved at lave omelet er fornemmelsen af æggeblommen, når den brister mod piskeriset. En kortvarig modstand i blommens hinde. Det næstbedste er at se, hvordan omeletten ser ud på undersiden, når man folder den på panden.

Jeg vipper omeletten over på et porcelænsfad, pynter den sirligt med et drys purløg og stiller den ind på bordet i stuen. Så henter jeg også en tallerken, sølvbestikket fra Georg Jensen og postevand i et bøhmisk krystalglas.

“Bare fordi ingen kan se en, betyder det ikke, at man ikke skal holde på formerne!” sagde min farmor tit. Jeg dækker altid pænt op.

Mit monogram er indgraveret i servietringen af sølv, som jeg trækker af stofservietten, inden jeg breder den ud i mit skød. Jeg sidder og kigger ud i gården, mens jeg spiser omeletten.

En lille pige med langt lyst hår gynger alene. Hun synger højt, mens hun gynger. Det er en børnesang, en med et træ i en skov, der er dækket af en frygtelig masse ting. Grene, kviste, reder, puder. Fru Sørensen sang den indimellem, når hun hængte vasketøj op. Jeg kan huske, at jeg dengang syntes, den var irriterende med alle de mange opremsninger og gentagelser, men nu hvor jeg hører den med pigens klare, lyse stemme, kan jeg faktisk godt lide den.

Jeg retter mig op, så jeg bedre kan se hende. Hun gynger højt. Gyngen står næsten vandret i luften, og den giver indimellem et spjæt, når hun kommer så højt op, at tyngdekraften hiver i den.

Jeg kan godt huske, hvordan det føles at gynge så højt.

Læs Q&A med forfatter Kim Andrea Brofeldt her.