1

Da vi går over den store markedsplads, forbi duerne, der står omkring de ildelugtende vandpytter, kigger jeg vagtsomt op på himlen og holder fastere om Lukasz’ hånd for at få ham til at gå hurtigere. Men barnet går og slikker på sin isvaffel og ænser ikke, at himlen bliver mørkere. Der sidder lidt is i hans lyse krøller. Gudskelov for hans lyse krøller. Den bidende martsblæst raser hen over torvet, og jeg undertrykker trangen til at slippe hans hånd og trække min tyndslidte frakke tættere om mig.

Vi går gennem den høje buegang omkring Sukennice, den enorme gule markedshal, der gennemskærer pladsen. Vi er stadig adskillige blokke fra Nowy Kleparz, det udendørs marked i den nordlige udkant af Krakows bykerne, og jeg kan allerede mærke, at Lukasz’ gang bliver langsommere, og hans små, tyndsålede sko slæber mere mod brostenene for hvert skridt. Jeg overvejer at bære ham, men han er tre år gammel og bliver tungere for hver dag. Hvis jeg havde været velnæret, kunne jeg måske have klaret det, men nu ville jeg højst kunne bære ham få meter. Hvis bare han ville gå hurtigere.

“Szybko, kochana,” hvisker jeg bønfaldende til ham. “Chocz!” Det er, som om hans skridt bliver lettere, da vi bugter os ind mellem blomstersælgerne, der falbyder deres varer i skyggen af Mariakirkens tårne.

Kort efter er vi nået over på den anden side af pladsen, og jeg mærker en velkendt buldren under mine fødder. Jeg stopper op. Jeg har ikke været i en sporvogn i næsten et år. Jeg forestiller mig, at jeg bærer Lukasz op i vognen, og vi synker ned på et sæde og kigger ud på husene og folk, der går nede på gaden, når vi kører forbi. Vi kunne være henne ved markedet på få minutter. Men så irettesætter jeg tavst mig selv. Blækket på vores nye papirer er knap tørt, og folk ville blive mistænksomme over at se Lukasz’ forundrede udtryk på hans første sporvognstur. Jeg kan ikke risikere vores sikkerhed. Vi går videre.

Selv om jeg prøver at huske at sænke hovedet og undgå øjenkontakt med de handlende, der står langs gaderne på denne formiddag midt på ugen, kan jeg ikke lade være med at suge det hele til mig. Det er over et år siden, jeg sidst har været midt inde i byen. Jeg tager en dyb indånding. Luften er fugtig af den sidste sne, der er ved at smelte, og her dufter af ristede kastanjer fra kiosken på hjørnet. Så begynder trompetisten i kirketårnet at spille hejnal, den korte melodi, som han sender ud over pladsen på hvert klokkeslag til minde om tatarernes invasion af Krakow for flere hundrede år siden. Jeg bekæmper trangen til at vende mig efter lyden, der er som en hilsen fra en gammel ven.

Da vi nærmer os enden af Florianska, stivner Lukasz pludselig og klemmer hårdere om min hånd. Jeg kigger ned. Han har tabt den sidste bid af sin dyrebare isvaffel på fortovet, men har øjensynlig ikke opdaget det. Hans ansigt, som i forvejen er blegt efter flere måneder i skjul indendørs, er blevet gråt.

“Hvad er der?” hvisker jeg og knæler ned ved siden af ham, men han svarer ikke. Jeg ser i den retning, hans blik er stift rettet imod. Ti meter fremme, ved den hvælvede indgang til den middelalderlige Florians Port, står to nazister med maskingeværer. Lukasz skælver.

“Så så, kochana. Der sker ikke noget.”

Jeg lægger armen om hans skuldre, men det er umuligt at berolige ham. Hans øjne flakker frem og tilbage, og hans mund bevæger sig lydløst. “Kom.” Jeg løfter ham op, og han begraver ansigtet i min hals. Jeg ser mig om efter en sidegade at dreje ned ad, men der er ingen, og hvis vi vender om, kan vi risikere at vække opsigt. Jeg ser hurtigt rundt for at sikre mig, at ingen kigger, skubber resten af isvaflen ned i rendestenen med foden og går forbi nazisterne, som ikke lader til at bemærke os. Et par minutter senere kan jeg høre, at barnets vejrtrækning er blevet rolig igen, så jeg sætter ham ned.

Snart kommer vi til Nowy Kleparz-markedet. Jeg har svært ved at dæmpe mine begejstring over at være ude igen og kunne gå rundt og handle som et almindeligt menneske. Mens vi bevæger os ad de smalle passager mellem boderne, hører jeg folk beklage sig. Kålen er bleg og vissen, brødet hårdt og tørt, og det sparsomme kød er af ukendt oprindelse og afgiver allerede en besynderlig lugt. For disse byfolk og landsbyboer, som stadig er vant til den overflod, der var i de polske landområder før krigen, er maden en fornærmelse. For mig er den et paradis. Jeg føler et sug i maven.

“To brød,” siger jeg til bageren og holder hovedet sænket, da jeg rækker ham mine rationeringsmærker. Et nysgerrigt udtryk strejfer hans ansigt. Det er bare noget, du forestiller dig, siger jeg til mig selv. Tag det roligt. For en fremmed ligner jeg en helt almindelig polak. Jeg er lys, min accent er fejlfri, min kjole er bevidst upåfaldende. Krysia har med vilje valgt dette marked i et arbejderkvarter i byens nordlige udkant, fordi hun ved, at ingen af mine tidligere bekendte fra byen vil handle her. Det er vigtigt, at ingen genkender mig.

Jeg går fra bod til bod, mens jeg opremser de varer, vi skal have, i mit hoved: mel, æg, en kylling, hvis der er nogen. Jeg har aldrig skrevet lister, hvilket kommer mig til gavn nu, hvorpapir er så kostbart. De handlende er venlige, men forretningsmæssige. Her seks måneder inde i krigen er der mangel på fødevarer. Man får ikke et lidt større stykke ost for et smil, barnet med de store, blå øjne får ingen kiks. Snart har jeg brugt alle vores rationeringsmærker, men kurven er halvtom. Vi begiver os ud på den lange gåtur hjem.

Jeg kan stadig mærke den kolde vind fra markedspladsen, da Lukasz og jeg går tilbage gennem byen ad sidegaderne. Et par minutter senere kommer vi ind på Grodzka, en stor gennemkørselsgade med elegante butikker og huse hele vejen. Jeg tøver. Jeg havde ikke tænkt mig at gå herhen. Det strammer om mit bryst, så jeg har svært ved at få vejret. Rolig, siger jeg til mig selv, du kan godt. Det er bare en helt almindelig gade.

Jeg går et par meter længere og standser så op. Jeg står foran et lysegult hus med hvid dør og hvide træblomsterkummer i vinduerne. Jeg løfter blikket op til anden etage. Jeg får en klump i halsen, så jeg knap kan synke. Lad være, tænker jeg, men det er for sent. Det var engang Jacobs hus. Vores hus.

Jeg mødte Jacob for atten måneder siden, da jeg var ansat som kontorassistent på universitetsbiblioteket. Det var en fredag eftermiddag, kan jeg huske, for jeg havde travlt med at få opdateret bogkataloget for at nå hjem til sabbatten.

“Undskyld mig,” sagde en dyb stemme.

Jeg kiggede op, irriteret over at blive afbrudt. Stemmens ejermand var af middelhøjde, bar en lille kalot og havde kort skæg og overskæg. Hans hår var brunt med et rødligt skær.

“Kan du anbefale en god bog?”

“En god bog?” Jeg blev overrumplet, lige så meget af hans svømmende, mørke øjne som af hans meget almene spørgsmål.

“Ja, jeg ville gerne have noget let at læse i weekenden for at få tankerne væk fra studierne. Måske Iliaden …?”

Jeg kunne ikke lade være at le. “Synes du, Homer er let læsning?”

“I forhold til fysiktekster, ja.”

Hans øjenkroge trak sig sammen.

Jeg viste ham hen til den skønlitterære afdeling, hvor han valgte et bind af Shakespeares komedier. Da jeg rakte ham bogen, strejfede vores knoer hinanden, og jeg mærkede en kuldegysning ned ad ryggen. Jeg skrev udlånet ind, men han blev stående. Jeg fandt ud af, at han hed Jacob og var tyve år, to år ældre end mig.

Efter den dag kom han og besøgte mig hver dag. Jeg fandt hurtigt ud af, at selv om han læste naturvidenskab, var politik hans store lidenskab, og at han var involveret i flere aktivistgrupper. Han skrev artikler, som blev trykt i universitetsavisen og lokale aviser, og som ikke alene var kritiske over for den polske regering, men over for det, han kaldte “Tysklands uhæmmede herredømme” over sine nabolande. Jeg var nervøs for, om det var farligt at skrive så direkte. Selv om jøderne i mit kvarter havde ophedede diskussioner på fortrapperne, uden for synagogerne og i butikkerne om aktuelle spørgsmål og alt muligt andet, var jeg opdraget til at tro på, at det var sikrere at dæmpe stemmen, når det handlede om verden udenfor.

Men Jacob, som var søn af den fremtrædende sociolog Maximillian Bau, tog sig ikke af den slags, og når jeg hørte ham tale, så hans øjne stråle og hans hænder flyve rundt i luften, glemte jeg at være bange. Jeg var forbløffet over, at en studerende fra en velhavende, sekulær familie kunne være interesseret i mig, datter af en fattig, ortodoks bager, men hvis han bemærkede forskellen på vores baggrunde, lod det ikke til at betyde noget for ham.

Vi begyndte at tilbringe vores søndagseftermiddage sammen, hvor vi gik og snakkede langs floden Wisla.

“Jeg må hellere se at komme hjem,” sagde jeg en søndag eftermiddag i april, da himlen var ved at blive mørk.

Jacob og jeg havde gået ad stien langs floden, hvor den bugtede sig rundt om Wawel-slottet, og vi var så optaget af vores samtale, at jeg havde glemt tiden.

“Mine forældre må undre sig over, hvor jeg bliver af.”

“Ja, jeg må snart møde dem,” svarede han nøgternt.

Jeg standsede brat op.

“Er det ikke det, man gør, når man vil bede om en kvindes hånd?”

Jeg var for forbavset til at svare. Selv om Jacob og jeg havde tilbragt meget tid sammen de seneste måneder, og jeg vidste, at han holdt af mit selskab, havde jeg af en eller anden grund aldrig forestillet mig, at han ville anmode om tilladelse til at komme formelt sammen. Han tog fat om min hage med sine handskeklædte fingre. Og så trykkede han læberne blidt mod mine for første gang. Vores munde hang ved hinanden, med let adskilte læber. Jeg følte det, som om jorden skred under mig, og jeg blev så svimmel, at jeg frygtede, at jeg skulle besvime. Nu, hvor jeg tænker på Jacobs kys, mærker jeg en varme i benene. Hold op, siger jeg til mig selv, men det nytter ikke. Det er næsten seks måneder siden, at jeg har set min ægtemand, at han har rørt ved mig. Hele min krop gør ondt af længsel.

En høj, klikkende lyd river mig ud af mine tanker. Det går op for mig, at jeg stadig står og kigger op på det gule hus. Hoveddøren bliver åbnet, og en ældre, velklædt kvinde kommer ud. Hun får øje på mig og Lukasz og tøver. Jeg kan se, at hun spekulerer på, hvem vi er, hvorfor vi er standset op foran hendes hus. Så vender hun sig afvisende om, låser døren og fortsætter ned ad trappen. Det er hendes hjem nu. Hold nu op, siger jeg hårdt til mig selv. Jeg kan ikke risikere at gøre noget, der vil tiltrække opmærksomhed. Jeg ryster på hovedet for at få Jacob ud af tankerne.

“Kom, Lukasz,” siger jeg og hiver nænsomt barnet i hånden.

Vi går videre og krydser kort efter Planty, det brede parkbælte, der omkranser byens centrum. På træerne er der helt spæde knopper, som sikkert vil blive sat tilbage, hvis der kommer sen frost. Lukasz klemmer min hånd og kigger med store øjne på et par egern, der leger mellem buskene, som om det allerede var forår. Vi går videre, og jeg mærker, at byen fortoner sig bag os. Fem minutter senere kommer vi til Aleje, den store boulevard, som fører sydpå over floden, hvis man går til venstre. Jeg standser op og ser hen på broen. Lige ovre på den anden side, en halv kilometer længere mod syd, ligger ghettoen. Jeg tænker på mine forældre og skal til at gå i den retning.

Hvis jeg går hen til muren, kan jeg måske få dem at se og på en eller anden måde snige noget af den mad, jeg har købt, ind til dem. Det ville Krysia ikke modsætte sig. Men så bremser jeg mig selv – den risiko kan jeg ikke løbe, ikke ved højlys dag, ikke når jeg har barnet med. Jeg er skamfuld over, at min mave ikke længere vrider sig af sult, og over min frihed, over at krydse gaden, som om besættelsen og krigen ikke eksisterer. En halv time senere når Lukasz og jeg til Chelmska, det landdistrikt, som nu er blevet vores hjem. Mine fødder er ømme efter at have gået på den ujævne grusvej, og mine arme smerter efter at have båret både varerne og barnet de sidste mange meter. Da vi kommer rundt om hjørnet, hvor hovedvejen deler sig i to, tager jeg en dyb indånding. Luften er blevet koldere nu, og dens rene duft bliver kun brudt af et skarpt strejf af røg, fordi en landmand er i færd med at afbrænde vinterdødt kvas. Til højre for mig kan jeg se ilden ulme på de skrånende jorder, og den tykke røg spreder sig ud over markerne, der ligger som en blød, grøn sø ud mod horisonten.

Vi går til venstre ad vejen med de spredte bondegårde, som længere ude bugter sig op ad Las Wolski-skovens træbevoksede bakker. Omtrent halvtreds meter oppe ad vejen ligger Krysias hus, en mørk træhytte i tre etager, som ligger inde mellem fyrretræerne. En røgsøjle stiger op ad skorstenen som en hilsen til os. Jeg sætter barnet ned, og han løber i forvejen.

Ved lyden af hans fodtrin dukker Krysia op bag huset og kommer om til havelågen. Med sit sølvgrå hår sat op i en høj knold ligner hun en, der skal i operaen, bortset fra at hun har sprukne læderhavehandsker på hænderne i stedet for silke eller kniplinger. Der sidder jord i kanterne på hendes arbejdstøj, som er finere end noget, jeg nogensinde får. Da hun får øje på Lukasz, lyser hendes glatte ansigt op i et smil. Hun bryder sin perfekte holdning for at bøje sig ned og tage ham op.

“Gik det godt?” spørger Krysia, da jeg kommer hen til dem.

Hun står stadig og vugger med Lukasz på hoften og studerer hans ansigt. Hun kigger ikke på mig. Jeg bliver ikke stødt over hende optagethed af barnet. I den tid han har været hos os, har han endnu hverken smilet eller talt, hvilket er en konstant kilde til bekymring for os begge.

“Nogenlunde.”

“Nå?” Hun løfter hovedet brat. “Hvad skete der?”

Jeg tøver, for jeg vil helst ikke fortælle om det foran barnet.

“Vi så nogle, øh, tyskere.” Jeg gør et kast med hovedet mod Lukasz. “Og det var ubehageligt. Men de lagde ikke mærke til os.”

“Godt. Kunne du få det hele på markedet?”

Jeg ryster på hovedet. “Noget af det.” Jeg løfter lidt op i kurven. “Men ikke så meget, som jeg havde håbet på.”

“Det gør ikke noget, vi klarer den. Jeg er lige ved at vende jorden i haven, så vi kan så i næste måned.”

Jeg går tavst efter Krysia ind i huset og bliver som altid forundret over hendes ynde og styrke. Der er en målbevidsthed over den måde, hun flytter vægten på, når hun går, som minder mig om min mand. Ovenpå tager Krysia kurven og begynder at pakke varerne ud. Jeg går ind i stuen. Jeg har boet her i to uger og er stadig fascineret af plysmøblerne og de smukke kunstværker, der pryder alle væggene. Jeg går forbi flygelet og hen til kaminen. På hylden over den står der tre indrammede fotografier. Et af Marcin, Krysias afdøde mand, der sidder i smoking med sin cello foran sig. Et af Jacob som barn, der leger ved en sø. Jeg tager det tredje billede op. Det er et fotografi af Jacob og mig, som er taget på vores bryllupsdag. Vi står på trappen foran familien Baus hus på Grodzka, Jacob i et mørkt jakkesæt, jeg i den ankellange, hvide bomuldsbrudekjole, som min mor havde haft på, og min mormor før hende.

Vi skulle have kigget ind i kameraet, men vi vender hovederne ind mod hinanden, og jeg smiler, fordi han lige har hvisket noget morsomt til mig. Vores oprindelige plan var at vente med at gifte os, til Jacob tog afgangseksamen året efter. Men i slutningen af juli 1939 havde Tyskland indtaget Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet, og de andre lande i Vesteuropa havde intet gjort for at forhindre det. Hitler havde taget opstilling ved den polske grænse og var parat til at angribe. Vi havde hørt historier om nazisternes grufulde behandling af jøderne i Tyskland og Østrig. Hvis nazisterne kom ind i Polen, hvordan ville vores liv så blive?

Vi blev enige om, at det var bedre at blive gift straks og gå den usikre fremtid i møde sammen. Jacob friede til mig en regnfuld eftermiddag på en af vores søndagsgåture ved floden.

“Emma …” Han stoppede op og vendte sig om mod mig og gik ned på det ene knæ. Det kom ikke helt bag på mig. Morgenen før var Jacob spadseret hen til synagogen sammen med min far, og den tænksomme måde, min far så på mig, da de kom hjem til lejligheden bagefter, fortalte mig, at de ikke havde talt om politik eller religion, men vores fremtid sammen. Alligevel fik jeg tårer i øjnene.

“Det er usikre tider,” begyndte Jacob. Jeg kunne ikke lade være at le indvendig. Kun Jacob kunne få et frieri til at lyde som en politisk tale. “Men jeg ved, at uanset hvad der venter, vil jeg gå det i møde sammen med dig. Vil du gøre mig den ære at blive min hustru?”

“Ja,” hviskede jeg, mens han satte en sølvring med en lille diamant på min venstre ringfinger. Han rejste sig op og kyssede mig, længere og mere inderligt end nogensinde før.

Vi blev gift et par uger senere under en baldakin i familien Baus elegante dagligstue, kun omgivet af vores nærmeste familie. Efter brylluppet flyttede vi mine få ejendele ind i gæsteværelset i Baus hus, hvor Jacob og jeg skulle bo sammen. Kort efter at vi kom tilbage, tog Professor og fru Bau af sted på undervisningsorlov i Genève, så Jacob og jeg var alene. Jeg var opvokset i en lille treværelses lejlighed og ikke vant til at bo så fornemt. De høje lofter og polerede trægulve fik det til at ligne et museum. I begyndelsen følte jeg mig kejtet, som en blivende gæst i det enorme hus, men jeg kom hurtigt til at elske at bo i et fint hjem fyldt med musik, kunst og bøger. Om natten lå Jacob og jeg og hviskede sammen om vores drømme for det følgende år, når han havde taget eksamen, og vi kunne købe vores eget hjem.

En fredag eftermiddag omkring tre uger efter brylluppet besluttede jeg at gå ned til det jødiske kvarter, Kazimierz, og hente nogle challahbrød til aftensmaden i mine forældres bageri. Da jeg kom hen til butikken, var den fuld af kunder, som havde travlt med forberedelserne til sabbatten, så jeg gik om bag disken for at hjælpe min overbebyrdede far med at ekspedere. Jeg havde netop givet byttepenge til en kunde, da døren til butikken fløj op, og en lille dreng kom løbende ind.

“Tyskerne har angrebet!” udbrød han.

Jeg stivnede. Med ét blev der helt stille i butikken. Hurtigt hentede min far sin radio fra baglokalet, og kunderne stimlede sammen om disken for at høre nyhederne. Tyskerne havde angrebet havnen i Westerplatte i det nordlige Gdansk. Polen og Tyskland var i krig mod hinanden. Nogle af kvinderne begyndte at græde. Så stoppede radiospeakeren med at tale, og den polske nationalmelodi begyndte at spille. Flere af kunderne gav sig til at synge med.

“Den polske hær vil forsvare os,” hørte jeg Pan Klopowitz, en gammel veteran fra Den Store Krig, sige til en anden kunde. Men jeg vidste bedre. Den polske hær bestod overvejende af soldater til hest og til fods og kunne intet stille op over for tyskernes tanks og maskingeværer. Jeg så hen på min far, og vores blikke mødtes. En af hans hænder fingererede ved hans bedesjal, den anden holdt om disken med hvide knoer. Jeg kunne se, at han forestillede sig det værste.

“Gå,” sagde min far til mig, da kunderne hurtigt var forsvundet med deres brød. Jeg gik ikke tilbage til biblioteket, men skyndte mig hjem. Da jeg kom hjem i lejligheden, var Jacob der allerede, askegrå i hovedet. Uden et ord trak han mig ind til sig.

To uger efter tyskernes invasion havde de besejret den polske hær. Pludselig var Krakows gader fyldt med tanks og store, muskuløse mænd i brune uniformer, som fik menneskemængder til at dele sig, når de kom gående. Jeg blev fyret fra mit arbejde på biblioteket, og et par dage senere fortalte Jacobs afdelingschef ham, at jøder ikke længere havde adgang til universitetet. Fra den ene dag til den anden var vores verden forandret. Jeg havde håbet, at Jacob ville være mere hjemme, efter at han var blevet bortvist fra universitetet, men i stedet blev hans politiske møder langt mere hyppige og nu afholdt i skjul i lejligheder rundtomkring i byen om aftenen. Skønt han ikke sagde det, blev jeg klar over, at disse møder havde noget at gøre med modstanden mod nazisterne. Jeg ville bede ham, bønfalde ham, om at stoppe. Jeg var skrækslagen for, at han skulle blive arresteret eller noget værre. Men jeg vidste, at mine bekymringer ikke ville bremse hans lidenskabelige engagement.

En tirsdag aften sidst i september var jeg døset hen, mens jeg sad og ventede på, at han kom hjem. Noget senere vågnede jeg. Uret på vores natbord viste over midnat. Han burde have været hjemme nu. Jeg sprang ud af sengen. Der var helt stille i lejligheden, bortset fra lyden af mine bare fødder på trægulvet. Tankerne myldrede i mit hoved. Jeg gik rundt i lejligheden som en forrykt kvinde, gik hen til vinduet hvert femte minut for at kigge efter ham nede på gaden.

Lidt over halv to hørte jeg en lyd fra køkkenet. Jacob var gået op ad bagtrappen. Hans hår og skæg, som ellers altid var velplejet, var uglet. En tynd stribe sved lå på hans overlæbe. Skælvende slog jeg armene om ham. Uden et ord tog Jacob min hånd og førte mig ind i vores soveværelse. Jeg gjorde ingen forsøg på at sige mere, da han skubbede mig ned på madrassen og lagde sig tungt oven på mig med en heftighed, jeg aldrig før havde oplevet.

“Emma, jeg er nødt til at rejse,” sagde han senere den aften, da vi lå i mørket og lyttede til sporvognenes buldren nede fra gaden. Den kølige efterårsluft havde tørret sveden af min hud efter vores elskov og fik mig til at fryse ubønhørligt. Min mave snørede sig sammen.

“På grund af dit arbejde?”

“Ja.”

Jeg vidste godt, at han ikke mente sit tidligere arbejde på universitetet.

“Hvornår?” spurgte jeg med dirrende stemme.

“Snart … om få dage, tror jeg.” Der var en bekymring i hans stemme, som gav mig en fornemmelse af, at han ikke fortalte mig alt, hvad han vidste. Han vendte sig om og lagde sig med maven op ad min ryg og skubbede sine knæ ind bag mine.

“Jeg giver dig nogle penge, hvis der er noget, du har brug for.”

Jeg viftede med hånden i mørket.

“Jeg vil ikke have dem.”

Tårerne steg op i mine øjne. Vil du ikke nok blive, havde jeg lyst til at sige. Jeg ville have tryglet ham, hvis jeg havde troet, det ville nytte.

“Emma …” Han var tavs i et stykke tid. “Du skal tage hjem til dine forældre.”

“Det gør jeg.” Når du er rejst, tænkte jeg.

“En ting til …” Hans varme krop flyttede sig fra mig, og han stak hånden ned i natbordsskuffen. Papiret, han rakte mig, føltes nyt, voksseglet var hævet. “Brænd det her.”

Det var vores ketubah, vores hebraiske vielsesattest. I kampens hede havde vi ikke haft tid til at få registreret vores ægteskab hos de

borgerlige myndigheder. Jeg skubbede papiret tilbage til ham.

“Aldrig i livet.”

“Du skal tage dine ringe af og lade, som om vi aldrig har været gift. Sig til din familie, at de ikke må fortælle det til nogen.” Han fortsatte: “Det vil være farligt for dig, hvis nogen finder ud af, at du er min hustru, når jeg er rejst.”

“Farligt? Jacob, jeg er jøde i et land, der er besat af nazisterne. Hvor meget farligere kan det blive?”

“Bare gør det,” insisterede han.

“Okay,” løj jeg, tog imod papiret og lod det glide ind under madrassen. Jeg havde ikke tænkt mig at brænde det eneste, der altid ville forbinde os.

Jeg lå vågen, efter at Jacob var begyndt at trække vejret langsomt og regelmæssigt. Forsigtigt rørte jeg ved hans hår, hvor det nåede hans krave, begravede min næse dernede og indsnusede hans duft. Jeg lod min hånd løbe hen ad hans, som for at ridse formen ind i min erindring. Han flyttede på sig og gryntede, som om han allerede kæmpede mod fjenden i søvne.

Da mine øjenlåg omsider blev tunge, anstrengte jeg mig for at holde mig vågen. Jeg ville få rigelig tid til at sove. Men til sidst måtte jeg give efter for udmattelsen. Jeg vågnede nogle timer senere ved lyden af gadefejerne, der rengjorde fortovene, og kurerernes heste, der rytmisk slog hovene mod brostenene. Udenfor var det stadig mørkt. Jeg lod min hånd løbe hen over den tomme plads i sengen ved siden af mig. Lagnet var endnu varmt og krøllet, hvor min mand havde ligget. Hans kropsduft hang tungt i luften over mig. Jeg behøvede ikke at kigge op for at vide, at hans rygsæk og andre ejendele ikke var der.

Jacob var forsvundet. Vi havde været gift i seks uger.

“… sulten?” Krysias stemme river mig ud af mine tanker.

Jeg opdager, at hun er kommet ind i stuen og har talt til mig, men jeg har ikke hørt, hvad hun har sagt. Jeg vender mig modvilligt i hendes retning, som om jeg var blevet vækket af en god drøm. Hun rækker en tallerken med brød og ost hen imod mig.

“Nej tak.” Jeg ryster på hovedet og er stadig lidt fortabt i minderne.

Krysia sætter tallerkenen på sofabordet og kommer hen til mig.

“Det er et smukt billede,” siger hun og gør en bevægelse mod mit bryllupsfoto. Jeg svarer ikke. Hun tager billedet af Jacob som barn op.

“Men vi må gemme dem væk, så der ikke er nogen, der ser dem.”

“Hvem skulle se dem?” spørger jeg. “Altså, her er jo kun os tre.”

Krysia sendte sin tjenestepige og sin gartner væk, før Lukasz og jeg ankom, og i de uger vi har boet hos hende, har der ikke været andre inde i huset.

“Man ved aldrig,” svarer hun. Hendes stemme lyder mærkelig. “Hellere være på den sikre side.”

Hun rækker hånden frem, og jeg tøver, fordi jeg ikke vil afgive et af de sidste bånd, jeg har til min mand. Men jeg indser, at hun har ret. Jeg har ikke noget valg. Med et suk giver jeg hende bryllupsbilledet og ser magtesløst til, at hun går ud af stuen med det.