Læseprøve på Betonhjerter af Sara Rahmeh
En roman fortalt med humor og poesi og Sara Rahmehs ode til blokken i Taastrup, hvor hun er vokset op.
Malik
Malik har altid en bog under armen. Det virker ikke kikset.
Drengene fra gården kalder ham Arab Einstein pga. bøgerne og siger, at de er stolte af ham, men at han ikke må sælge ud og glemme, hvor han kommer fra, når han en dag bliver et big shot.
Da vi gik i folkeskole sammen, lånte jeg ham mine Harry Potter-bøger i smug. De andre skulle helst ikke opdage det og tro, at han var bøsse eller noget. Hans ord er ikke mine, jeg tror ikke, at Potter kan ændre ens seksualitet, men hvad ved jeg. Allerede som 13-årig havde jeg en svaghed for mænd, der værdsætter bøger.
Nu går vi i gymnasiet, og Malik låner ikke længere bøger af mig, han har sine egne.
Malik er søn af Blokken, og han omfavner det med hele sin sjæl.
Han går i Nike-tracksuits og hvide sneaks, men ingen mavetaske, der sidder tværs over brystet. Malik beskriver sin tøjstil som perker light. Hans far så ham engang med en mavetaske og gik amok og kastede den ud ad vinduet. Vi kunne alle høre ham råbe: Min søn skal ikke ligne en kriminel.
Som om vi ikke har nok i folks fordomme udefra, så har Blokkens beboere det med at kaste deres egne fordomme i hovedet på hinanden. Måske tager jeg fejl, men jeg har endnu ikke hørt om nogen, der er blevet kriminel af at gå med mavetaske.
Malik bor i bygningen over for mig i opgang 205, og når solen ikke kaster sit blændende skær igennem vores vinduesruder, kan vi kigge ind i hinandens stuer. Hvis vi altså har lyst.
I kælderen under opgang 205 hænger Malik ud med drengene. Joints går på runde. Ibrahim siger, at joints er bedre end alkohol. I det mindste drikker de ikke. Han refererer til sin egen hjemmelavede haram-skala, hvor alkohol er en større synd end hash. Det må gud vurdere, tænker jeg.
Malik har hovedet i en notesbog, når han er i rygerkælderen. Han skriver ting ned. Det trænede øje ville sige, at det er poesi. Det ved jeg, fordi han engang viste mig sin notesbog, men hev den væk, så snart jeg sagde, at jeg var overrasket over, at han skrev digte.
Poesi er åbenbart for bøsser. Igen, ikke mine ord.
Så det er ikke poesi, bare noter.
Noter om livet.
Han gentog det, så jeg ikke var i tvivl.
Ibrahim og Yusuf griner over det sidste drama i Bazaaren, og Malik griner ikke med.
“Hallo bro, få styr på dine forældre, det var sygt flovt jo, de skændtes om dig i butikken igen.”
Ibrahim stirrer intenst med røde øjne og ansigtsmimik i slowmotion.
“Ja bro, sig til dem, de skal slappe af.”
Yusuf er enig.
Der er mange ting, man kan sige til brune forældre. Slap af er ikke en af dem. Det ved Ibrahim og Yusuf godt, men røgen gør dem modigere end normalt. Modet forsvinder igen, så snart de forlader rygerkælderen. Malik afværger samtalen med et smil og en hovedrysten, der indikerer, at det hele nok skal gå.
Byrden er for tung at forklare. Især i en tilrøget kælder. Både hjemme og i Bazaaren er Maliks fremtid familiens evige skænderi. Hans far kan kun se to muligheder. Enten kan Malik overtage Bazaaren, når de går på pension, eller også skal han på universitetet. Det er egentlig ligegyldigt, hvad han vælger at læse, så længe hans forældre kan sige, at Malik går på universitetet, når de facetimer med familien i Egypten.
Malik gider ikke at overtage Bazaaren, og til alles overraskelse vil han ikke læse på universitetet længere. Han vil ud at arbejde og tjene nogle penge, inden han tager en uddannelse. Universitetet kan godt vente nogle år. Jeg er skuffet. Jeg indrømmer, at jeg har en drøm om, at vi skal læse på universitetet sammen. Drikke te i kantinen og tage til forelæsninger. Jeg kan se det for mig.
Du vokser op i et land med alle muligheder serveret, og du ved ikke, hvad du vil med dit liv?
Det er sådan, Maliks far fortolker, at universitetet kan vente nogle år.
Vi har knoklet hele livet. For din skyld.
Hvorfor kan du ikke være mere som din fætter Ahmad? Han læser til læge Mashallah, må Gud beskytte ham.
Maliks mor prøver at støtte Malik og siger til hans far, at han må give ham tid til at finde sig selv. Hans far mener, at tid er for hvide mennesker. Vi har travlt. Travlt med at skabe et liv, der er værd at leve. Bare at eksistere er ikke godt nok. Hans mor minder hans far om, at Malik kun er 17. Hans far skal til at remse op, hvad han havde af ansvar som 17-årig.
Malik kan efterhånden hele smøren udenad, og inden hans far når at sige noget, siger Malik med en stemme, der skal forestille at lyde som sin fars:
“Da jeg var på din alder, gik jeg en time frem og tilbage til skolen, og bagefter arbejdede jeg med din farfar ved havnen indtil midnat hver dag. Hvis jeg var heldig, fik jeg fire timers søvn.”
Maliks far ryster opgivende på hovedet. Problemet i dag er, at unge ikke respekterer deres forældre, ligesom de gjorde i gamle dage. Forkælede, utaknemmelige møgunger hele bundtet.
Men Malik er en drømmer. Især når han er vågen. Han drømmer om at lave store ting. Malik prøver at forklare sine forældre om konceptet sabbatår.
Jeg tror ikke, der er et ord på arabisk for sabbatår, konceptet eksisterer ikke i vores kultur.
Læseprøven er fra s. 20-24 i Betonhjerter
"Betonhjerter er en moderne udgave af Tove Ditlevsens Barndommens Gade."
"Sara Rahmeh har fundet sin stemme, og den har mange styrker."
"Et inciterende og varmt portræt af livet bag fordommene [...] En moderne udgave af Vangede billeder [...] Den sproglige udførelse er intet mindre end mesterlig. En pulserende og mangfoldig oplevelse."
"En underholdende og veloplagt debut med smittende energi og fortælleglæde."
