Østersdykkeren 1976

Den stille overflade, blød som fløjl og mørk som natten, bar Mathildas fladbundede træbåd fra havnen til østersbugten. Der, hvor månelyset skabte en skinnende sti i vandet, gav hun slip på roret og lod træbåden ligge og vippe. Så længe hun kunne huske, havde hendes far kaldt hende for havets datter. Han plejede at fortælle, hvordan hun som spæd havde ligget i fiskerbådens agter godt pakket ind i sit lysegule babytæppe og åndet i takt med havets bølger. Da Mathilda lige var fyldt tre år, døde hendes mor i en trafikulykke, og tanken om havet som en skabning for de moderløse havde trøstet hende.

Hun blinkede hurtigt og så sig om. De små runde klippeøer tog imod hende som en blid favn. Deres granitoverflade føltes som hendes egen hud. Hun lukkede øjnene og trak luften langt ned i lungerne. Hvis der var noget, hun gerne ville bevare, så var det denne duft af salt og tang. Den flød i hendes årer, ligesom blodet gjorde i andre.m Hun førte hånden ned i lommen og tog østersen op. På indersiden af perlemorslaget havde hun ridset de vigtigste ord, hun nogensinde havde skrevet. Hun holdt østersen i sin hånd. Gråden trængte sig på. Rev og sled i hendes indre. Sagde, at hun tog den forkerte beslutning, at hun ville fortryde den for altid, at hun burde tage tilbage. Men hun kunne ikke tage tilbage. Ikke nu. Ikke efter det, der var sket. Hun bøjede sig ud over rælingen, kærtegnede vandoverfladen med sin hånd og lod østersen synke til bunds sammen med sine tårer. Der sank hendes skæbne. Den, som hun ikke vidste noget om, men som hun med denne beslutning gjorde et sidste forsøg på at styre.

Meja

“Er det okay med dig?” Kollegaen Angelika trommede med sine lange ceriserøde negle på bordet. Meja forstod ikke, hvordan man kunne arbejde som rengøringshjælp med sådan nogle negle.

“Selvfølgelig,” sagde hun, selvom hun egentlig helst ville sige nej. For den timeansatte vikar var skemaændringer sjældent noget positivt. Hun havde arbejdet som rengøringshjælp hos Rent & Fint i en måneds tid og været heldig at få kunder, der havde bestilt rengøring, mens de selv var på arbejde eller i det mindste bevidst holdt sig væk. Det havde betydet, at Meja kunne putte høretelefoner i ørerne og i fred og ro gøre hver en flade ren, uden at skulle tænke på nogen eller noget. Hun kunne godt lide de stunder, de var ligesom meditation for hende. Nu skulle hun skifte dem ud med en kunde, som Angelika egentlig skulle have taget.

“Det er en forfatter, Inez Edmark, som har brug for rengøring hver formiddag i tre uger. Hun skal vist have ryddet ud i sine bøger eller noget i den stil,” sagde Angelika. Meja nikkede. Det betød helt sikkert, at det var slut med at arbejde i ro og fred.

“Kender du hende?”

Meja rystede på hovedet. Hun læste aldrig bøger.

“Hun trak sig tilbage for mange år siden, men er sikkert … sød nok,” sagde Angelika. “Men … lidt en enspænder … hvis man skal tro sladderbladene.” Kunstpausen mellem ‘sikkert’ og ‘sød nok’ sammen med latteren fra kollegaen Shima, der sad ved siden af, indikerede noget andet. Chefen Karin Widell lukkede sin mappe. “Okay. Så er det vel bare at komme i sving.”

Foto: Rasmus Lindahl