Læseprøve på Jaipurs hemmelighed af Alka Joshi

Læseprøven er taget fra s.35 – 38 i bogen.

En smuk morgen i august, da disen var lettet fra bjergene, og jeg mærkede solen gøre mine kinder røde, dukkede Malik op med en tiffinboks. Han sagde, at der var chapattier af majs og hvede i den og en karryret med sommersquash og søde løg.

“Idag køber vi alt det, du har med, og så tager jeg jer på udflugt.”

Rekha smilede – hvilket hun ellers sjældent gjorde. Så klappede hun og sprang ud af kurven. Jeg løsnede børnene og tog Chullu på hoften.

“Hvem er ‘vi’? Dig og din skygge?” drillede jeg.

Han gik i gang med at samle blomsterne og lagde dem forsigtigt over i den nu tomme kurv.

“Lady Bradley Hospital. I går fik en finansmands datter et hold tvillingedrenge. Jeg havde delt din sik med sygeplejerskerne, og de delte den med hende. Hun sagde, at det var noget af det bedste, hun nogensinde havde smagt, og at hun fik det bedre af den. Og pludselig meddelte hendes far, at han vil donere penge til hospitalets nye fløj! Hvad siger du så?”

Malik duttede først Chullu på næsen med pegefingeren og dernæst Rekha, og de kluklo. Jeg lagde hestehårstæppet i kurven og tog den på ryggen. Så løftede jeg Chullu over hovedet, så hans hoved hvilede mod den ene skulder, og holdt ham om anklen over den anden skulder. Jeg viste Malik, hvordan han også kunne bære Rekha sådan. I vores stamme har vi altid båret vores små børn sådan, og det er en behagelig måde for både børnene og den, der bærer. Malik gjorde det helt naturligt, som om han aldrig havde gjort andet.

En varm aften nogle uger senere dukkede han op hjemme hos os. Vi bor til leje i nedre Shimla. Luften indenfor var tæt af lugten af krydrede kartofler, som jeg var ved at lave til børnene, og jeg havde åbnet døren for at fange brisen. Pludselig stod Malik i døråbningen og smilede sit stille, kække smil. Et kort øjeblik stod jeg blot og stirrede på ham med skeen i hånden. Så slap jeg skeen, gik hen til døren og slog armene om ham og fik ikke engang spurgt, hvorfra han vidste, hvor jeg boede. Vores logi er blot et tildækket område under udhænget på et hus – stampet jordgulv, vægge af brædder, et vindue med et gardin. Det føles velkendt og trygt, for det minder utroligt meget om hytten, hvor Dev og jeg boede højt oppe i bjergene om sommeren. Dér konstruerede vi væggene ved at lægge langt græs i lag i en træramme. Alle i stammen hjalp. Vores vinduer havde hverken glas i eller gardiner for, og vi sov på madrasser, som var stoppet med græs.

Mine værter her i Shimla, ægteparret Arora, forærede mig et gasblus med to brændere; det tog lidt tid at vænne mig til, for jeg var vant til at lave mad over et ildsted. Vandhanen og dasset var udenfor. Ægteparret Arora er i tresserne og har ikke selv børn. Første gang de så mig og børnene, havde vi slået lejr på et bjerg, som de kunne se fra deres hus, og de inviterede os på morgenmad. Mrs. Arora tog Chullu fra mig og snusede til hans hår med lukkede øjne. Rekha skjulte sig i mine skørter, til mr. Arora rakte hende en karamel. Efter at have hørt om min situation tilbød mr. Arora at lukke pladsen under deres hus af, lige under deres udhængende stue. De sagde, at jeg ikke skulle tænke på husleje, men jeg giver dem altid, så meget jeg kan af det, jeg tjener på blomsterboden. Hvad ægteparret angår, er de lykkelige for at passe Chullu og Rekha om morgenen, mens jeg søger efter blomster og planter i skoven.

I de syv måneder, der er gået, efter at Malik og jeg begyndte at dele seng, har jeg kun set Lakshmi, hans “tante-boss”, et par gange. Hun har overladt indkøbet af lægeurter til Malik og tager kun med ham indimellem for at høre, om jeg har høstet nogen nye blomsterarter siden hendes sidste besøg, eller for at spørge, om der er en anden art slangerod, der kan være bedre til at sænke blodtryk end den sidste portion, Malik købte. For et par måneder siden kom hun sammen med Malik, og jeg troede, at hun var på udkig efter en bestemt urt. Jeg rejste mig for at hilse på dem begge. Men hun virkede distraheret og så kun løseligt på mine blomster og planter, mens Malik samlede de forsyninger, som han skulle bruge, fra boden.

Jeg fornemmede, at hun betragtede mig i smug. Mine børn råbte højt om at lege med Malik, når han var færdig. Rekha ville lege en klappeleg, som han havde lært hende, og Chullu ville have en ridetur på ryggen af ham. Malik smilede til dem, men undgik mig. Jeg så på Lakshmi, hvis blik fløj fra Malik til mig. Med ét hamrede mit hjerte – som det kun gør, når jeg er nervøs – og jeg mærkede, at en ny uro opstod mellem os. Jeg indså, at Malik var forlegen over at lade Lakshmi vide, at vores bekendtskab ikke kun var overfladisk.