Læseprøve på En syerske i New York
Den australske bestsellerforfatter Natasha Lester tager os denne gang med til 1940’ernes New York.
2
Estella skyndte sig ud af gården, ud på gaden, mens tegningerne hviskede som rygter i hendes lommer. Hun var ude af stand til at glemme alle de rygter, hun havde hørt: At tyskerne fra luften spredte forgiftet slik i gaderne, så byens børn blev syge. At tyskere klædte sig ud som nonner for at udspionere Paris’ indbyggere. At tyske faldskærmssoldater landede i byen om natten. Hver eneste person, hun passerede, var hun bange for kunne være en overløber, en nazisympatisør, der hjalp tyskerne, og som derfor ville gøre hvad som helst for at forhindre hende i at nå frem til teatret. Hun skyndte sig alligevel hen ad Rue Beautrellis, forbi det ældgamle ur, der hang og rustede og uophørligt mindede pariserne om, at deres by måske nok var udødelig, men at de ikke var det. Heller ikke hun var det.
I håb om at den omvej, hun havde taget, måske ville give byen mulighed for at skjule hende i sine kappefolder, drejede hun til højre og fortsatte til Palais Royal. Hun nåede omsider teatret og takkede de højere magter for sin kjole, som måske akkurat var fin nok til at se ud, som om hun hørte til et sted som her.
Hun gik op ad den buede trappe med det tykke røde tæppe og kom ind i et både intimt og prægtigt modtagelsesværelse, som hun under alle andre omstændigheder ville være benovet over at befinde sig i, med en lysekrone så stor og strålende, at hun måtte skygge for øjnene med hånden. Røde fløjlsgardiner var holdt til side foran indgange, som hun formodede førte ind til selve teatersalen. Væggene var tapetseret i dybt vinrødt med guldmønster. Alt var fremhævet med guld – lysekronen, gelænderet på balkonerne over hendes hoved, gesimser, stukken omkring freskoen i loftet og relieffet, der hvælvede sig elegant over døren i den anden ende af lokalet. Kvinder iført kjoler, som Estella genkendte som Chanel, Lelong og Callot Souers, sad rundtomkring på lave chaiselonger betrukket med rødt fløjl, mens mændene lo og drak cognac eller calvados. Hun vidste, at mange stadig levede livet, og at de riges selskaber og fester fortsatte, men efter det, hun lige havde set, føltes det at træde ind på teatret ligesom at træde ud på månen eller et andet sted, der var lige så fjernt fra den virkelighed, at den tyske hær rykkede frem mod Paris.
Tonerne af en foxtrot lød fra flyglet, og nogle enkelte par begyndte at danse, selvom der knap var plads til det. Estella lod hætten på sin frakke glide ned fra sit hoved, rystede det lange sorte hår og gik længere ind i rummet.
Hvordan skulle hun finde ud af, hvem Natravnen var? Hendes blik gled over først kvinderne og derefter mændene. Hun så en mand, der stod midt i rummet omgivet af en kreds af mennesker, kigge nysgerrigt i hendes retning på en måde, der ikke lignede de lystne blikke, som så mange andre mænd sendte hende.
Det gik ikke an at ryste i bukserne eller virke, som om hun ikke hørte til her. Hun gik dristigt igennem rummet med frakken flyvende efter sig. Hendes kjole skjulte til alt held hendes dirrende knæ, og hun behøvede ikke at mase sig ind i cirklen, for den åbnede sig af sig selv, da hun selvsikkert skred frem. Det var en knejsen med nakken, som hun havde kopieret fra de modeller, hun så ved modeopvisningerne, og den gav hende adgang.
Da hun nåede frem til manden, kyssede hun ham på begge kinder, smilede og sagde højt ‘godaften, søde’, med en sukkersød stemme, der igen var kopieret fra de modeller, der forsøgte at forføre rige kunders mænd og ofte havde succes med det.
“Godt, du kom,” hviskede han og lagde armen om hendes talje, så hans reaktion fortalte hende, at hun havde gættet rigtigt.
“Jeg interesserer mig for ornitologi,” hviskede hun. “Især natravne.”
Han røbede ikke med en mine, at hendes ord havde vakt hans interesse. “Skal vi danse?” spurgte han, tog hendes hånd og undskyldte sig over for selskabet, hvorefter han førte hende hen til de par, der hvirvlede rundt til musikken.
Hun havde stadig sin lange kappeagtige frakke på, og han gjorde mine til at binde båndet op, men hun rystede på hovedet for ikke at få tegningerne overgivet til garderobedamerne.
“Jeg vil hellere beholde den på,” sagde hun.
Så dansede hun rundt på gulvet i hans favn, og den forbistrede musik var skiftet til en vals. Tiden på døgnet og de øvrige teatergæsters beruselse taget i betragtning var nærhed det eneste, der lod til at betyde noget, og hun vidste, at det ville se underligt ud, hvis de dansede med hinanden med udstrakte arme. Da han trådte et skridt nærmere, gjorde hun det samme, til de til sidst var bryst mod bryst og kind mod kind. Han var ene hårde muskler og solbrændt hud, som om han tilbragte det meste af tiden udendørs snarere end på et kontor, og hans øjne var brune, hans hår næsten lige så mørkt som hendes. Han var særdeles flot, og under andre omstændigheder ville hun måske have glædet sig mere over den situation, hun befandt sig i. Men han var ikke fransk. Han beherskede sproget fuldstændig og talte helt uden accent, og netop det lidt for skolede, lidt for perfekte fransk røbede, at det ikke var hans modersmål.
Han afventede, at hun skulle sige noget, og Estella havde forstået af den måde, monsieur Aumont talte på, og af blodet på hans skjorte, at han og måske også hendes mor var involveret i noget langt farligere end at hjælpe flygtningene på banegården, og at denne mand måtte være en del af deres gruppe. Den eneste grund til, at hun stolede på denne mand, var, at monsieur Aumont, som hun havde kendt, siden hun var en lille pige, havde sagt god for ham.
“Jeg har vist noget til Dem,” sagde hun og slog over i engelsk.
Det overraskede ham. “Hvem fanden er De?” spurgte han, ligeledes på engelsk, med dæmpet stemme.
“Ikke en, De kender,” sagde hun, nu igen på fransk.
“De er ikke ret god til at gå i ét med tapetet,” sagde han med et blik ned på kjolen, som hun godt nok havde tænkt, at folk gerne måtte kigge efter, hvilket var omtrent det sidste, hun havde brug for lige nu.
“Ingen, der har noget at skjule, tager sådan en kjole på,” sagde hun.
Han forsøgte at skjule det, men hun hørte det. Han lo.
“Intet ved det her er morsomt,” vrissede hun.
Hendes mod var lige ved at være sluppet op. Hun havde brug for at få sit ærinde overstået og vende tilbage for at hjælpe monsieur Aumont – åh gud, lad ham ikke være død – for så at tage hjem og finde ud af, om hendes mor vitterlig var i sikkerhed.
“De er godt nok vrissen.”
“Det er, fordi jeg er så utrolig rasende,” gav hun igen. “Jeg skal have min frakke anbragt et sikkert sted. Kan De anbefale noget?”
“Peter, som står henne ved trappen, vil passe på den.”
De dansede under hele samtalen, og deres ansigter blev ved med at smile, og ingen i rummet, bortset fra manden og Estella selv, vidste, at tingene ikke var helt, som de så ud.
Estella nikkede, gjorde sig fri af hans favn og bandt båndet omkring sin hals op, mens hun gik hen imod manden ved trappen. Hun lod hånden hvile på venstre sidesøm et kort øjeblik, fordi hun regnede med, at hvis han var den slags mand, der tog imod tegninger, som det var værd at risikere livet for, så ville han bemærke hendes handlinger. Hun havde intet ønske om at miste sin frakke – stoffet havde kostet hende en månedsløn. Men det var en ringe pris at betale, hvis det hjalp monsieur Aumont, hendes mor og Paris.
Hun rakte ham frakken og skyndte sig ned ad trappen, desperat efter at komme hjem. Hun skred ud i natten, væk fra alt det, hun ikke ønskede at vide noget om, væk fra ting, der skræmte hende fra vid og sans og fik hende til at forstå, at det liv, hun havde levet på en systue i Paris, omgivet af skønhed, var forbi.
En hånd på hendes arm fik det til at give et sæt i hende. Hun havde ikke hørt skridt bag sig, men Natravnen stod ved siden af hende og rakte hende en sort jakke. “Tag den her på,” sagde han. “De kan ikke gå hjem på denne tid af natten i den kjole. Jeg bemærkede, at der var blod på frakken. Var det Deres blod?”
Han løftede hånden op til hendes kind, og det gav et sæt i hende, men så forstod hun, at han ikke havde haft i sinde at slå hende, men gøre noget langt blidere – mærke efter, om hun var såret. Hendes reaktion fik ham til at trække hånden til sig så hurtigt, at det næsten var, som om han aldrig havde løftet den.
“Det er ikke mit blod. Det stammer fra monsieur …”
Han afbrød hende. “Det er bedre, jeg ikke kender hans navn. Kan De føre mig til ham?”
Estella nikkede, og han fulgte med hende. Hans viden om Paris’ gader virkede næsten lige så god som hendes egen, og han satte aldrig spørgsmålstegn ved hendes rute, men gik hurtigt og afslappet ved siden af hende. Da de gik igennem Passage Charlemagne og ind i Village Saint-Paul, hvor de forfaldne, hvidkalkede gårde skabte en labyrint, ingen ville være i stand til at følge dem igennem, kiggede han spørgende på hende.
Hun sagde det første, de havde sagt, siden de var begyndt at gå.
“Vi er der snart” og derefter “Hvem er De?”
Han rystede på hovedet.
“Det er sikrere for Dem, hvis jeg ikke siger det.”
En spion. Hun var nødt til at spørge, selvom hun vidste, at han, når de var skjult imellem murene i Village Saint-Paul, kunne skyde eller stikke hende ned, eller hvad mænd som ham nu engang gjorde med dem, der stod i vejen for, at de kunne opfylde deres mission.
“Hvem arbejder De for?”
“Jeg har slet ikke takket Dem,” sagde han, hvilket ikke rigtig var et svar. “Men de papirer vil hjælpe det franske folk en hel del.”
“Hvad med briterne?” fremturede hun. “Og også de allierede magter.”
De stod pludselig foran trædørene til huset i Rue de Sévigné, og Estella smuttede ind i gården. Hun standsede brat op, da hun så, at monsieur Aumont var faldet ned på jorden.
Så satte hun i løb.
Natravnen tog fat i hendes skulder og standsede hende. “Lad mig gøre, hvad jeg kan,” sagde han. “Han fortjener en anstændig begravelse, og det skal han få, det lover jeg.”
En begravelse. Åh gud! Hvad med … “Maman,” hviskede Estella så dæmpet, at ordet knap trængte igennem den mørklagte bys dybe nattemørke.
“Tag hjem til hende,” sagde han.
“Og monsieur?”
“Ham tager jeg mig af.”
Hun vendte sig om. Nu kom den frygt, som hun havde haft for travlt til rigtig at mærke tidligere. Hun så sin mors ansigt for sig og bad til, at monsieur Aumont havde haft ret i sine sidste øjeblikke. At hendes mor virkelig var i sikkerhed.
“Forlad Frankrig, hvis De kan. Og pas godt på Dem selv.”
Hun hørte hans ord som gennem en tåge. Det beregnende tonefald var borte, afløst af noget næsten omsorgsfuldt, og hun knugede ordene ind til sig, mens hun skyndte sig hjem. Du skal også passe på, Maman. Jeg kommer nu.
