Læseprøve på ‘Bytte’ af Ann-Helén Laestadius
En medrivende læseoplevelse om vildmarkens skønhed og menneskenes skrøbelighed i Lapland – fortalt af en usædvanlig og stærk ung heltinde.
Kære læser. Du skal nu til at læse et uddrag fra BYTTE – en debutroman fra en af Sveriges store nye stemmer. Forfatter Ann-Helén Laestadius (f. 1971) er af samisk og tornedalsk afstamning, to af de nationale minoriteter i Sverige. I et interview til svenske Aftonbladet fortæller hun bl.a. at: “Så længe jeg var barn og hjemme var jeg tryg i alt det samiske, så startede skolen, og det var næsten chokerende at indse, at der var disse strømninger og meninger, at se, at andre samiske børn blev kaldt lappedjævle, blev drillet og mobbet. Det var en hård oplevelse af indse, at jeg tilhøre noget, der var så upopulært”.
BYTTE er en brutal roman om vildmarkens skønhed og menneskers skrøbelighed i Lapland, hvor grænselandet og den samiske kulturs livsnerve er uløseligt forbundet med kampen for retfærdighed og identitet.
1
Okta
Elsa vendte sig ikke om. Hun rankede ryggen og koncentrerede sig om at falde ind i rytmen, men måtte alligevel skæve ned til skiene for at holde dem i sporene. I virkeligheden var det nok lidt for mørkt til at begive sig ud, men hun var så ivrig.
Kinderne blev stive i vinden, og ud ad øjenkrogen så hun sit mørke hår stikke frem under huen og blive sølvgråt. Øjen- vipperne skiftede også farve, og hun kunne mærke den kol- de væde, når hun blinkede. Det var som at blive en anden.
Søen var et virvar af snescooterspor, der førte hjem og væk. Til naboer og familie. Til rensdyrfolden. Hun fulgte det bredeste af sporene. Havde fundet ind i rytmen, og skiene gled af sted under hende. Ni år nu. En stor pige. Med sine helt egne ski, ikke Mattias’ aflagte.
Hun havde stærke arme, stagede sig energisk af sted med lange, glidende tag. Vidste, at huset snart var en lille prik bag hende. Søen gik over i skov, men der var ingen frygt. Hun var aldrig bange, for hun vidste nøjagtig, hvor hun var, og hun kunne altid finde hjem. Selvom hun godt nok ikke plejede at forlade søen. Men hun var jo en stor pige nu.
I starten af januar vendte solen tilbage til dem, men den nåede nærmest ikke op, før den forsvandt igen og efterlod sig et rosa skær. I dag slugte skyerne lyset hurtigere, end hun havde regnet med, men helt mørkt ville det ikke blive lige med det samme. Hun skulle nok nå derhen. Sneen tyngede granerne og birkene. Det så ud, som om de alle sammen bukkede for hende. Bød hende velkommen hjem. Tænk, at de kunne genkende hende, selvom hun havde sølvgråt, tilrimet hår og nye ski.
Hun kunne høre renerne og satte farten op, selvom lårene var trætte og følelsesløse. Hendes åndedrag blev hurtigere, og det rev i halsen. Hun måtte ikke slikke de tørre læber, så blev de bare røde og sprukne. Hun brød sig ikke om smagen af blod.
Der var ingen lige nu. Det vidste hun. Mor, far og Mattias var derhjemme. Renerne skulle ikke fodres endnu. Men hun ville overraske dem. Gøre foderpillerne klar, slæbe sækkene og måske endda gå ind og hælde nogle ud. Holde rensdyrlav i hånden, så de kom hen, flokkedes om hende, ikke spor bange.
Lyden af en motor, der startede, fik hende til at standse brat op. Skuffelsen. Hun var ikke kommet først. Snescooteren holdt i tomgang. Hun satte næsten lydløst fra med stavene. Holdt fat om en fyrrestamme og spejdede forsigtigt frem.
Det var ham.
Hun sagde aldrig hans navn.
I hans mund, mellem de spændte læber, sad der noget blødt og dunet. I hans hånd en kniv med blod på. Elsa knugede stavene så hårdt, at de kolde knoer gjorde ondt inde i vanterne.
Han tog ørestumpen ud af munden og stak den i lommen på sine beskidte gule bukser. Den slags, som vejarbejderne altid havde på. De brede reflekser strålede, da han passerede snescooterens lygter. Den døde kalv lå ved siden af hegnet, på ydersiden. Han bukkede sig ned – for at tage den med? Hendes ren. Var det den? Ja. Hun genkendte den hvide plet i panden, Nástegallu. Struben forrådte hende, og han hørte lyden. Lod blikket glide rundt, hurtigt og rutineret, til han fandt hende. Måske genkendte han hende ikke med det sølvgrå hår?
Han bandede, så det ud til. Trampede gennem sneen hen mod hende. Han stak tungen op under overlæben, trykkede den mod snusen.
Så smilede han hånligt, pegede på hende, satte en tyssende pegefinger op foran sine tynde læber og trak fingeren hen over halsen. Død. Det betød død, det vidste hun.
Han gik tilbage til snescooteren. Tog et par sorte handsker op af bukselommen og svingede benet hen over sædet. Intetanende om, at handskerne ikke var det eneste, han fik med op. Det lille, dunede dalede gennem luften. Og landede i sneen. Et øre med et renmærke, som var beviset på, at kalven hørte til deres renhjord.
Han gassede op og efterlod sig lugten af udstødningsos, men også noget andet, noget ubestemmeligt, som fik Elsa til at rynke på næsen.
Hun tvang skiene fremad på dirrende ben, fik vanterne af og samlede øret op. Strøg sneen af og fik blod i håndfladen. Det var ikke hele øret. Han havde skåret den yderste del af, hvor renmærket sad.
Hun skævede over mod den døde krop ved hegnet. Ville ikke gå nærmere og få bekræftet, at det var hendes ren. Men hun var nødt til det.
Det var Nástegallu. Selvom hun manglede ørerne, vidste Elsa det. Den hvide plet mellem øjnene og de usædvanlig lange ben. Blodet lå i dråber på den bløde pels. Hendes ren, uden sit mærke, der viste, hvor hun hørte hjemme. Hun kunne ikke græde, ikke skrige. Men det brusede uhyggeligt inde i hovedet. En tanke om, at hun en dag ville dræbe ham.
