Læseprøve på ‘Sidste sommer på Lindö’ af Eleonore Holmgren
Varm og underholdende roman om et tilfældigt møde, et uventet venskab og en uforglemmelig sommer.
4
Adam
Adam slipper ikke huset med blikket, mens han sluger madderne fra Abbe. Giver sig ikke rigtigt tid til at tygge, så sulten er han. En bid kommer galt i halsen, og han slår sig selv på brystet for at få den fri. Maven skriger efter mere. Han tager mobilen frem for at se, hvad klokken er, og bander irriteret, da han ser, at den er død. Modstår trangen til at kaste mobilen ind i skoven, den er trods alt kun nogle uger gammel, nyeste model. Købt for skejser, som han nu er i kæmpe vanskeligheder på grund af.
Han lader tasken stå og sniger sig hen til huset. Der er ikke tændt lys, og der holder ingen bil udenfor. Der er ikke skyggen af liv derinde. Han humper tilbage til sit træ. Det regner stadig, men hvis han presser sig ind mod stammen, giver træet en smule ly. Han ser trist ned på sine hvide megadyre sneakers med ruskindsdetaljer. De er gennemblødte og smurt ind i jord og blade. Det er kun et par uger siden, han købte dem. Pigen i butikken sagde, at han skulle imprægnere dem før brug. Han havde haft travlt med at gøre indtryk på hende og havde fyret af, at hvis de blev ødelagt, købte han da bare nogle nye. Betalte kontant med sedler fra bundtet i forlommen på de nye jeans.
Vennerne, der var med, grinte højt, men så misundelige ud. De havde ikke råd til at købe lige så dyre ting som han. Bagefter inviterede han dem med på Mac’en – og havde købt stort ind til hele bundtet. Nu står han og trykker sig under et træ i styrtende regn, mens vennerne sikkert hygger sig et eller andet varmt sted og fryder sig over, at han har kvajet sig.
Adam overvejer de få alternativer, han har. Førsteprioritet er stadig at komme tilbage til byen, men hvordan? Der er næsten ingen penge tilbage på kortet, og han har ingen kontanter. Hvor han dog fortryder, at han har klattet alle de penge væk den seneste tid. På alt muligt, som han ikke har brug for.
Hvis han kan komme ind i huset, kan han måske tørre tøjet og få varmen. Hvis han er heldig, er der strøm, så han kan oplade mobilen. Så kan han købe en sms-billet tilbage til byen. Det er måske for meget at håbe på, at der er noget mad derinde, men på et eller andet tidspunkt må heldet da være med ham.
Tanken om at bryde ind i et fremmed hjem er ikke særlig rar. Han tøver. Han burde gå i den retning, hvor han tror, at landevejen ligger, og forsøge at få et lift retur. Men det bliver snart mørkt, og hvor skal han tage hen, hvis det lykkes ham at komme tilbage til byen? Tankerne hvirvler rundt. Han når frem til, at han hellere må overnatte i huset, det er den bedste løsning. Han går en runde mere om det store gamle hus, tager i alle døre, løfter krukker og måtter for at se, om der skulle være en nøgle gemt et sted ligesom på film. Det er der ikke.
Beslutsomt udvælger han et vindue på bagsiden af huset. Det er delvist skjult bag en stor busk, og man vil ikke kunne se fra vejen, at der ligger knust glas på jorden. Derudover bør det være nemt at komme ind gennem det. Først skal han finde en pind til at knuse en af de små ruder med. Derefter skal han stikke armen ind og åbne vindueshasperne. Hvis det lykkes, er det begrænset, hvor stor skade han gør, og så kan man sige, at han bare låner tag over hovedet natten over. Måske kan han sende ejeren penge til en ny rude. Men det kommer ikke til at ske. Han er flad og skylder Samir vildt mange penge …
Pludselig ser han, at vinduesrammen længst væk bugter lidt udad. Han tager fat i rammen, trækker til og må bide sig selv i læben for ikke at grine højt. Vinduet er åbent. Det må være et tegn. Gratis entré. Væk fra regnen og af med alt det gennemblødte kluns, som gør, at han ikke kan tænke klart. Han skynder sig at hente tasken. Mærker næsten ikke smerten fra faldet længere. Adrenalinen har taget over. Den strømmer gennem kroppen og gør ham både svag og stærk på en og samme tid. Tasken ryger først ind gennem vinduet. Så trækker han trøjeærmerne ud over hænderne for ikke at rive sig på buskens spidse torne, hæver sig op og ind gennem vinduet og lander på gulvet. Det er svært at trække vejret stille, og hjertet slår så voldsomt, at han næsten ikke kan holde sig i ro, men han tvinger sig til at vente sammenkrøbet på gulvet og lytter. Ikke en lyd inde fra huset. Kun regnen, der vælter ned med uformindsket styrke udenfor.
På en stol ligger der et brunt tæppe, som han hænger for vinduet, så ingen kan kigge ind. Gardinstangen buer under vægten. Han tænder en lille lampe. Der lugter gammelt og muggent i værelset. Der står møbler stablet op. Et oppusteligt børnebadebassin står op ad væggen, stadig med lidt luft i. I en blå kurv med knækket håndtag ligger der falmede plasticbøtter og køkkenredskaber.
Han sætter opladeren i en kontakt, og mobilen vibrerer. Lettelsen over, at han snart kan få kontakt med omverdenen igen, strømmer gennem ham. Så er i det mindste et af målene med indbruddet nået. Hvis det da tæller som indbrud, for vinduet var åbent, og han har ikke ødelagt noget. Uanset hvad, kan han sove her og udtænke en plan. En god nats søvn løser det meste. Den visdom har hans mor fyldt ham med, fra han var lille. Søvn som middel mod smerter, uløselige problemer og endda også forsømte lektier.
Skuffet konstaterer han, at radiatoren ikke duer, selvom han drejer frem og tilbage på termostaten. Han har ikke lyst til at klæde sig af, men han hænger alligevel jakken over en stoleryg og trækker de gennemblødte jeans af og breder dem ud på stolen ved siden af. Fødderne og lårene er iskolde. Han gnider dem for at få gang i blodcirkulationen og tager et par tørre strømper fra tasken på.
Han kunne godt have brugt lidt avispapir til at stoppe i skoene, så de kunne tørre. En erindring om hans far vælder frem. Han passede altid godt på sine sko. Børstede og pudsede dem. Han havde skældt Adam huden fuld, hvis han havde set Adams nye sko. Men hvis hans far ikke var død, havde det ikke været nødvendigt for Adam at gemme sig i et ubeboet, iskoldt hus. Så havde han siddet hjemme i køkkenet med familien og spist sin mors hjemmelavede mad. Han ville være gået ud af gymnasiet med hæderlige karakterer og haft en eller anden form for fremtid. Hvis ikke hans far var død, havde Samir ikke kunnet sno sig ind i familien som en giftslange med sin falske betænksomhed og lokkende penge. Hvordan havde Adam kunnet gå direkte i den fælde? Hvordan kunne han bilde sig selv ind, at Samir ville ham det godt? Det er svært at holde de mørke tanker væk.
Han har været vågen i knap to døgn, og øjnene svider af træthed. Sengen i hjørnet ser ikke særlig indbydende ud, men den må være god nok. Han slukker lyset og skynder sig ned under en dyne, der lugter muggent. Hele situationen er noget møg. Adam trøster sig med, at det i hvert fald er bedre end at ligge udenfor eller krybe sammen i sin mors cykelskur en nat til.
Da han vågner, er det lyst udenfor. Tæppet, han hængte for vinduet, er røget ned på gulvet. Han har kun sovet i korte bid- der, fordi han var nervøs for at blive opdaget. Mobilen, der nu er ladet helt op, viser 12.07. Ingen nye beskeder. Adam åbner vinduet og trækker vejret dybt i den friske luft udefra. Regnskyerne ligger på stribe over trætoppene, tunge og grå. Det er nok klogest at smutte, mens det er opholdsvejr.
Jeansene er stadig fugtige. Han trækker i dem, selvom det er ubehageligt med det kolde stof mod huden. Lige idet han stopper mobilen i baglommen, hører han lyden af en sms. Den er fra hans søster.
Hvor er du? ☹️ Det giver et stik i hjertet – lille Isa. Det rammer Adam så hårdt, at han er nødt til at sætte sig ned på gulvet. Han ser hendes ansigt for sig. Scenen, da han gik fra lejligheden, udspiller sig igen for hans indre blik: Hun vender sig bort for ikke at se ham gå. Han skal nok svare hende – når han er et godt sted. Når det hele har løst sig.
Før han forlader huset, må han prøve at finde noget at spise. Han åbner vinduet på vid gab for at have flugtvejen fri. Så går han ud i den mørke gang, åbner en dør og træder ind i det, der ser ud til at være en stue. Der er gardiner og kunstige blomster i vinduerne, men møblerne er gamle og umage. Tapetet har løsnet sig fra væggene, og malingen hænger ned i flager fra loftet. Der lugter gammelt og indelukket, som om der ikke har boet nogen her længe. Hvis han finder friske spor, smutter han med det samme. Ser sig over skulderen for at indprente sig flugtvejen, mens han sniger sig længere ind i huset.
Gulvbrædderne knager og får hans hjerte til at banke så hårdt, at han kan høre det, men han tvinger sig videre. I det rummelige køkken er der slukket for køleskabet. Det hvæser i rørene, da han drejer vandhanen, men der kommer ikke en dråbe. Ved komfuret står der strøsukker i en brun keramikskål med låg. Han finder nogle tebreve og et par bøtter med gamle krydderier på en hylde. Ellers ser der ikke ud til at være noget mad i køkkenet. Alligevel åbner han hvert et skab og hver en skuffe i håb om at finde noget spiseligt.
Adam fortsætter med at lede, så lydløst og effektivt han kan. I den ene ende af entréen skjuler et stofforhæng en støvet smal gang, der løber gennem hele huset. Slidte kroketkøller, et bjerg af overtøj og en rusten kuglegrill står langs ydervæggen. I modsatte side åbner han dørene til et par overfyldte værelser. Han skal til at gå tilbage, da han opdager, at der skjuler sig et viktualierum bag den sidste dør. Døren smækker i med et brag bag ham, da han går ind. Han bliver grebet af panik, mens han famler efter kontakten. Han glipper med øjnene, da lyset tænder. På en af hylderne med tomme flasker og glas uden indhold står der en enlig dåse ravioli. Tanken om, at han snart kan få noget i maven, giver energi til at fortsætte med at lede lidt mere. Det er vel ikke utænkeligt, at der er mere mad et eller andet sted i så stort et hus?
Han fortsætter eftersøgningen. Trappen knirker betænkeligt, da han går op på førstesalen. Med hjertet i halsen forventer han næsten, at nogen vil fare ud bag en af de lukkede døre. Men der kommer ingen. Stadig med raviolidåsen i hånden glider han gennem et rum med et spisebord i midten og en enorm lysekrone i loftet. Resten af rummene på etagen ser ud til at være soveværelser. I et af dem hænger der et badelagen på en krog. I et andet ligger der et par solbriller og en paperback på natbordet. Det ser hyggeligt ud. Hvis han bare kan finde noget mere at spise, kan han blive et par dage. Han vil lige tjekke med kammeraterne en gang mere. Der er helt sikkert nogen, der har forsøgt at få fat i ham, men ikke er kommet igennem på grund af den dårlige dækning. Det føles, som om det vender nu. Måske er hans held endelig vendt lidt. Yderligere udforskning af den øverste etage må vente, han skynder sig i stedet ned til køkkenet for at varme maden.
Hvad var det for en lyd? Den grønmalede trætrappe under ham knager under hans vægt, da han standser midt i et skridt. Han står bomstille og anstrenger sig for at lytte. Det blæser kraftigt udenfor, så vinden spiller ham nok et puds. Måske var det bare en gren, der skrabede mod de gamle ruder. Han puster ud.
Døren til køkkenet binder. Han husker ikke engang, at han lukkede den efter sig. Han er nødt til at rykke den op, bruger alle sine kræfter. Døren går ganske vist op, men det skramler på indersiden, da håndtaget ryger af. Han bukker sig for at samle det op. Det er, da han skal til at rejse sig op, at han ser fødderne. Midt på gulvet. I et par sorte fornuftige vandresko med snørelukning.
