Prolog

Da han kom til bevidsthed igen, stod manden over ham som en stor sort skygge. Spørgsmålet var det samme som før. Det gjaldt også smerten i hovedet og i fingrene. Som en dyb flænge i underbevidstheden, der slørede sanserne.

“Hvem har du talt med?”

Stemmen var afdæmpet. Nærmest nænsom. Dens ejermand havde et mildt udtryk i øjnene.

“Det nemmeste er at fortælle sandheden. Bare få det overstået.”

“Ikke nogen,” forsøgte han udmattet at svare, men tungen var hævet, og næsen fuld af snot.

“Hvad sagde du?”

Manden med det følsomme blik lænede sig frem.

I et anfald af trods spyttede han manden i ansigtet og nød kortvarigt, hvordan hans udtryk skiftede fra overraskelse til utøjlet vrede og dernæst afsky, inden manden igen fik kontrol over sig selv. Manden fandt et lommetørklæde frem og gav sig god tid til at tørre sig over panden og næseryggen, inden han gentog.

“Hvem har du talt med?”

“Fuck dig.”

Sekundet efter ramte strømmen fra kablerne, der var fastgjort til hans overkrop, og fyldte hjernen med hvide knive. Musklerne trak sig sammen og tvang ryggen bagover i en bue mod stolens ryglæn.

Kun de snærende strips om håndled og ankler holdt ham i sædet, mens kroppen krampede i spasmer. Et eller andet sted langt væk kunne han høre en tandfyldning springe imellem sine sammenbidte kæber.

Denne gang forsvandt strømmen, lige inden han mistede bevidstheden, og efterlod ham uden luft med T-shirten gennemblødt af sved.

“Stop. Bare stop,” hviskede han.

“Jeg lover, det stopper, så snart du giver mig et navn.”

Manden rakte langsomt hånden frem og lagde den på hans kind.

Bevægelsen gav i glimt minder om en varm sommer på landet, en sviende hudafskrabning på knæet og farmor, der altid trøstede ham med præcis samme bevægelse.

“Hvem?” blev manden ved og bragte ham tilbage til nutiden.

Han løftede ansigtet og græd, da han fortalte manden det, han ville vide.

“Hun er den eneste,” hulkede han.

Manden overfor rejste sig med et suk.

“Okay. Så tror jeg, vi er færdige her.”

Fra sin fastspændte position mere fornemmede end hørte han manden træde op helt tæt bag ham. Sekundet efter var hans blik sløret.

Han havde svært ved at trække vejret. Hjernen var et langt sekund om at skabe forbindelsen. En plastikpose. Over hans hoved. Så kom panikken.

Han forsøgte at rive sig løs, men mærkede, hvordan kræfterne forsvandt. Lilla stjerner viste sig for hans indre blik, og lungerne skreg på ilt. Han spændte hver en muskelfiber i et sidste forsøg på at slippe fri, men uden held.

“Det er okay,” hviskede manden ud for hans øre. “Bare lad det ske. Der er ikke mere, du kan gøre.”

Mandag den 12. januar

1

Det lange bord bugnede af mad. Skaldyr som overordnet tema, så det ud til. Jomfruhummer, rejer, kammuslinger og så videre. Alt sammen yderst smagfuldt anrettet. Selvfølgelig uden at være for meget.

Alligevel var buffeten det eneste område, der ikke var tætpakket med mennesker. Som om det hele var et stilleben opstillet som kommentar til den netop overståede begravelse, funderede Iben.

Eller måske var forklaringen den enkle, at det vrimlede med tjenere, der bar fade med kanapeer og højstilkede glas, og ingen af gæsterne derfor gad gå den lange vej gennem det højloftede lokale.

Gravøl kaldte hendes stedmor arrangementet. Også selvom øllet var erstattet med champagne, og håndmadderne afløst af små anretninger toppet med kaviar.

Iben tog en enkelt i munden fra et fad, der svævede forbi i hånden på en ung kvinde i hvid skjorte og sort vest. Den salte fiskesmag fik det til at vende sig i hende.

Hvad var der i vejen med almindeligt smørrebrød? Dyrlægens natmad. Roastbeef med ristede løg og remoulade. Det kunne alle da lide.

“Skal du bare stå her i hjørnet?”

Man skulle være mere end almindelig tonedøv for at overhøre irritationen i Nikolajs stemme.

Iben vendte sig langsomt ud mod lokalet, mens hun sørgede for ikke at se sin stedbror i øjnene.

“Hvem fanden er alle de mennesker?” spurgte hun i stedet for at svare.

Hårdt presset kunne hun måske nævne navnene på en håndfuld eller to. Som traditionen foreskrev, var samtlige mænd klædt i mørke jakkesæt. De fleste med hvid skjorte og sort slips, der ville have gjort dem svære at skelne fra horden af tjenere, hvis ikke det havde været for den åbenlyse forskel i stoffets kvalitet. Det og så aldersforskellen.

Kvinderne var også i sort. Afdæmpet. Dyrt. Guld og diskrete diamanter. Flere af dem tydeligvis yngre end deres mænd. Aldrig omvendt.

“Din fars venner, hvad ellers?” svarede Nikolaj med et smil så stift, at det virkede tegnet på ansigtet.

Iben fnes. Mon ikke de fleste mere var forretningsforbindelser end egentlige venner, men ligesom hendes far skelnede Nikolaj sikkert ikke mellem de to kategorier. Måske fair nok. Hvor mange venner havde hun egentlig selv? Iben undlod med vilje at tælle efter og skyllede fiskesmagen ned med champagne. Det var på tide at opbygge en funktionspromille, hvis hun skulle holde eftermiddagen ud.

Mobilen brummede i lommen. Iben ignorerede den.

Ved hendes side hævede Nikolaj sit glas mod en mand, der havde forvildet sig op til buffeten. Hans ansigtskulør matchede perfekt den jomfruhummer, han netop havde lagt over på sin tallerken. Hvad var det nu, han hed? Torben Et-eller-andet. Stor kanon i transportbranchen. Lidt af en idiot, når han blev fuld.

“Nå, jeg mingler lidt,” sagde Nikolaj. “Måske du skulle gøre det samme?”

Iben fulgte sin stedbror med blikket, mens han gik over parketgulvet og blev budt hjerteligt velkommen i rundkredsen af jakkesæt. Derfra lod hun øjnene glide videre ud over forsamlingen.

Små to hundrede mennesker, spredt ud i sofaarrangementer og stående. Alle med dæmpede stemmer og alvorlige ansigter. Det hele hyllet ind i en tung tåge af penge og magt.

Igen brummede mobilen, og Iben havde hånden halvt nede i lommen, da hendes stedmor, Elsebeth, trådte op foran hende og tavs gav hende et knus, der varede alt for længe. Selv gennem den skræddersyede spadseredragt mærkede hun, hvor tynd stedmoren var blevet.

“Fin tale, præsten holdt,” sagde Iben i forsøget på at starte en samtale, da hendes stedmor endelig slap hende.

“Ja, Skovmose er altid god,” svarede Elsebeth og kiggede ned.

Halvdelen af hendes ansigt var dækket af et par mørke solbriller i en størrelse, man normalt forbandt med dykkerudstyr. Munden låst i en neutral grimasse.

Iben kunne ikke andet end at være imponeret. Hendes stedmor havde været utrøstelig i kirken og ved selve bisættelsen for nu at fremstå forholdsvis fattet. Hver ting til sin tid. Og Elsebeth var jo trods alt værtinden.

For sit eget vedkommende følte Iben en uklædelig distance til hele seancen. Det var der gode grunde til, fortalte hun sig selv. Alligevel virkede det forkert, nærmest skamfuldt, at hun ikke var mere ked af det. Ikke kunne græde. Hun burde …

En vedholdende vibreren signalerede et indkommende opkald og afbrød Ibens tanker. Denne gang kiggede hun på displayet.

Sheriffen stod der.

“Undskyld, men jeg er nødt til at tage den her,” sagde hun lavt til Elsebeth og skyndte sig ud i foyeren.

“Det er Emanuel,” begyndte hendes chef. “Forstyrrer jeg?”

Vicepolitiinspektør Emanuel Thomsen, bedre kendt som Sheriffen, havde fået sit tilnavn på grund af sin forkærlighed for altid at bære tjenestevåbenet synligt. Også selvom hans arbejdsdag fortrinsvis bestod af møder på Københavns Politigård. Han var Ibens chef og en mand på vej op i systemet.

“En smule,” svarede Iben.

“Hør, jeg ved godt, du har fri. Men har du set mine beskeder.”

“Nej, jeg …”

“Møller er jo på ferie, og Brandbjerg har lige fået en haster, så vi har virkelig brug for dig.”

“Altid godt at være sidstevalg,” kunne Iben ikke dy sig for at sige.

Sheriffen lod sig ikke mærke med noget. Nok var hendes far netop død, men resten af verden opførte sig, som den plejede. Betryggende på sin vis.

“Der er fundet et lig ude ved Prøvestenen. Kan du tage derud?”

Iben kiggede ind gennem døren til det store lokale, fyldt til bristepunktet med begravelsesgæster, hun ikke kendte.

“Selvfølgelig,” svarede hun. “Jeg kører med det samme.”

“Fremragende. Jeg har sendt dig adressen. Vi ses på Gården.” Sheriffen lagde på uden at sige farvel.

Iben fik sit overtøj i garderoben og mærkede brevet i inderlommen, da hun tog vinterfrakken. Eller rettere udprintet fra e-Boks. Med arket i hånden trådte hun ud i den blege vintersol og en temperat